Lille ordoptælling

Interviewet med Kirsten Hammann i går i Berlingske ( i dag får hun 5 stjernet anmeldelse på forsiden af bogtillægget) er på

1694 ord

heraf handler

194 ord

om bogen som litteratur eller bare bog, nemlig disse, interviewets sidste:

Men så skriver du en bog og siger det, du ikke fik sagt?
»Ja, det er en god måde at se det på. Jeg kender Pernille Melsted, der skriver om skyggearbejde, som går helt tilbage til Jung, og det handler om, at vi har alle egenskaber inde i os. Vi er både den lille forsagte mus og den store dræber, det er bare om at komme i kontakt med dem. Bare, ik'! Og de fleste romaner handler om skygger og det, vi normalt ikke er så gode til at se eller dele. Det er det totalt fede ved mange romaner: at komme ind i skallen på fremmede personer, blive forundrede over hvordan de tænker, men også at føle os genkendt. Vi kommer alle sammen af den samme grød af følelser, egenskaber og kræfter, som man mere eller mindre kan dosere til hverdag,« siger Hammann. »Det er det, som også morer mig ved at skrive. Det er sjovt og pinligt og ubehageligt at skrælle personer ned som en gulerod. Lidt som at se »Klovn«, det er top pinligt og sjovt. Jeg er fascineret af, hvor ynkelige vi er, ynkelige og i visse situationer uden værdighed.«

resten er MENINGER og atter meninger om mænd og kvinder og ægteskab og sex og sager, her en klump af det lige over de 194 ord om litteratur og bog:

»Kvinder er formentlig mere pylrede og generelt mere urolige. Jeg takker bagerst i bogen min svoger, Finn Kjær Jensen, der er risikoforsker og det eneste modstykke til min egen uro. Han ser tingene på en anden måde, ligesom Pascal Bruckner, der gør tykt nar ad al vores uro og pessimisme. I stedet for at tro på fremtiden og prøve at løse problemerne forsøger man med flæben og angst at afvikle samfundet, fordi alt er ved at gå galt.« »Måske er det bare i denne her lille perfekte boble, vi bekymrer os om dyr, der bliver behandlet dårligt, og mennesker der behandler hinanden dårligt. Alt skal være perfekt, og det er ikke godt nok, før det er paradis. Ellers må der være et sted, man kan klage. Men ting sker faktisk. Jeg har tidligere citeret Dalai Lama for at sige, at vi tror, det er en fejl, når der er sygdom og katastrofer og den slags i verden, men sådan er livet faktisk for mange mennesker. Det er ikke uretfærdigt, at nogen bliver syge. Jeg siger ikke, at man i andre lande ikke bliver kede af det og bekymrede, men det er nok mere et vilkår her. Vi lever ekstremt beskyttet.«Mens Hammanns hovedperson bekymrer sig om både stort og småt, tager hendes omgivelser lettere på tingene. Sara har svært ved at se virkeligheden i øjnene, gemmer sig under dynen og tør ikke stille de spørgsmål, der nødvendigvis må stilles.»Når der er angst i et parforhold, er det kendetegnende ved, at folk ikke tør være åbne. Man går om den varme grød og håber, at det bliver bedre. Og jeg kan godt forstå det. Det gælder alle steder, også på arbejdspladser. Man er i tvivl om, hvad og hvor meget man kan sige. Det er jo det, de fleste menneskelige problemer handler om. Vi spiller roller for at få tingene til at glide og omgås hinanden, men så kommer vi ind imellem i klemme eller til at lyve, måske i flere år, og kan ikke slippe ud af det igen.«»Jeg har da heller ikke lyst til, at alle folk gik og sagde alt, hvad de mente. Jeg ville ikke selv være i stand til at sige min mening altid. Det er der gode, sunde hæmninger, der vil stoppe. Det er jo ikke alt, man har inden i hovedet, man kan sige.«