Øen stilheden - Jens Asbjørn Seehusen 1958-2015

En digter er død, og han var, rimeligt eller urimeligt, ikke en af de synligste - hårdt at debutere i de tidlige 80'erne, de to første samlinger: Byens fordybning, 1983, og Regnens rejsning, 1984, og ikke blive hovedperson, hårdere endnu at skrive sine bedste digte og tekster 20 år senere, digtsamlingen Lyset klirrer, 2003, og især kortprosasamlingen Idyller, 2005, det var dér, det omsider skulle begynde, og i stedet blev der tavst, og vistnok ikke med digterens gode vilje, og nu skal jeg plage redaktøren om at skrive en nekrolog og love, at den nok skal blive kort - mens jeg konstaterer, at hans bøger ligger i de flyttekasser med frasorterede bøger, jeg har ikke har pakket op, hvilket pludselig føles enormt brutalt.

(foto fra 80'erne ved Steen Møller Rasmussen)



Et digt fra Seehusens første og eneste optræden i Hvedekorn, i nr. 2, 1982 (han debuterede i Sidegaden kort tid før):

Telegram

Stykket mellem den stenede
strand med vandet og
skovens bryn der hvor damp
hænger dukket mellem
buske og tuer

Himlens tunge dække truende
den måne der får emmen
til at tøve
kastet ud over vandet
øen stilheden og
den indre forstummelse

- og her min anmeldelse af Idyller i WA Bøger:

-->

GOTIKLAKONIK Lyrikeren Jens Asbjørn Seehusen scorer et sent, men i al diskretion spektakulært gennembrud med sine hyper-fåmælte fantastiske fortællinger

De raslede meget på det lille værelse

Jens Asbjørn Seehusen: Idyller. 75 sider, 199 kr. Lindhardt & Ringhof

Jens Asbjørn Seehusens grå og akavet kantede eller måske rettere forbumlet formørkede lyrik har jeg gennem årene haft et genuint besværligt forhold til, skiftevis er jeg blevet møgirriteret og uvilligt fascineret, sidste gang rundt, digtsamlingen Lyset klirrer, 1983, blev jeg begge dele på én gang, hvilket det enlige flapcitat på Seehusens nye, overrumplende vellykkede prosabog Idyller med al uønskelig utydelighed demonstrerer: ”Denne læser var efter endt læsning af Seehusens digtsamling i mindst et kvarters tid blot et øje, der stod i et landskab, det sker (heldigvis og desværre) ikke så tit.” Efter endt læsning af Idyller var det snarere et landskab, der stod i mine øjne (hvilket absolut er at foretrække), et på samme tid klart og foruroligende, moderne og gotisk landskab, der nok skal forstå at gøre sig gældende i de næste mange måneders drømme og især mareridt.

  En praktisk måde at udmåle landskabet og dets stemning på er at tage de første fire linier af bogens første tekst, ”Køkken”: ”Hun havde altid undret sig. Undret sig over hvor hendes sikre overbevisning om den anden sides eksistens stammede fra. Men i løbet af kort tid havde hun fundet en ny vished: At den anden side ikke holdt af hende eller med hende.” Og derefter tage de sidste fire linier af bogens sidste tekst, ”Et slot i Bretagne, 1967” (de årstalsgengivelser, som optræder i flere titler, er i al diskretion virkelig effektive): ”Den skikkelse, han ventede, lod vente på sig. Der var ikke en lyd at høre. Og tonen i hans højre øre var forstummet. Og skumringen varede ved.” Hvis vi ser bort fra kønsangivelsen (men også hvis vi ikke ser bort fra den) kunne det godt være begyndelsen og slutningen på den samme fortælling, og i mellemtiden kunne både de særeste sager og det rene (men dirrende) ingenting have udspillet sig. Det fantastiske ved afslutningsstykket er jo, hvor uhyggeligt fraværet af hyletonen i højre øre bliver!

  Seehusen (så ildevarslende navnet pludseligt lyder!) udnytter sin minimalisme maximalt, fortæller hele tiden lige præcis for lidt og for meget med en cool, som akkurat den gode (og slette) gamle forbumlede kantethed holder i ånde og levende. De bedste tekster praktiserer den klassiske fantastiske fortællings (todorovske) tøven mellem indbildning/vision og reel utrolighed midt i meget traditionelle moderne situationer med ensomme, par i krise og forældre & børn. De allerbedste tekster vender praksisen på hovedet og lader pludselig det utrolige tøve realistisk, et absolut hit og en kommende læsebogsklassiker er den tekst, der bare hedder ”Par”, og som lyder sådan her:

  ”De fløj lavt ind over inden de landede, så en mand slå en anden mand med et længere rør af jern og de to overflyvende græd begge tårer af olie, inden de bestemte sig for et sted at gå ned./ Med metalvinger slæbende efter sig, tjekkede de ind på det beskidte hotel, spiste kort efter et roomservicetilkaldt måltid og gav sig så til at file i metallet og smøre lidt her og der. De raslede meget på det lille værelse./ Hun talte om at få lavet sine bryster. Han sagde, at de var flotte som de var. Og ellers tænkte han kun på noget stærkt, han længtes efter at se verden, igennem isen i en gul whisky, og hun blev bare ved at snakke om bryster.”

  Prøv at lade være med at drømme om det! Sidste afsnit kunne høre til i hvilken som helst hårdkogt novelle (af Jan Sonnergaard), i lyset af de foregående afsnits suverænt henkastede fantastik, forlenes det imidlertid med en helt urimelig intensitet: meget mærkeligt og meget meget rigtigt. Men Seehusen har jo heller ikke meget til fælles med manende minimalister som Helle Helle, Solvej Balle, (den unge) Christina Hesselholdt, dertil er han både for skæv og for udspekuleret, snarere kommer man i tanke om Louis Jensens undervurderede kortprosa med dens krabbende illuminationer og formørkninger. Og ja, okay, der er også en håndfuld tekster, som er lidt for anstrengt tydelige og mystiske. Men de perfekte er de fleste, og hvor er en sådan prosaforklaring dog godt gået af en blakket og midaldrende firserdigter (tænk bare på de en hel del yngre lyrikere Annemette Kure Andersens og Ditte Steenballes lidet ophidsende nylige prosadebuter). Man tør slet ikke tænke på, hvad en roman af den unge, vildt talentfulde prosaist Jens Asbjørn Seehusen vil føre til! Den måtte meget gerne begynde ligesom den dér sidste tekst i Idyller: ”Han stod af toget på den tid, hvor november skumrer, og en ildmørk himmel brænder over en nordlig kystby.” Velkommen til.

- og endnu et digt fra Hvedekorn:  

Jeg åbner en dør ud til

bjerget der er vind og

langt uden forskrækkelse.