(fordi den var blevet for forsinket ond og desuden var for distræt multi-ond) - og vel hører den ikke til på hverken den kritiske top 10 eller top 100, men jeg synes selv, den er OK ond:
AMOUR FUGEMASSE Niels Peter Juel Larsen vil gerne skrive mandigt
hårdkogt om stor, blødkogt kærlighed, og ender ergo med at tromme på et koldt
spejlæg
Skægstubbe gennem tårer
Niels Peter Juel Larsen: Alicia. 187 sider, ? kr.
Herreværelset
Af Lars Bukdahl
Kunne det ikke være skønt med en roman, der begyndte:
”Telefonen ringede ikke.” Sådan her begynder Niels Peter Juel Larsens nye,
uoplagt selvvrængende roman Alicia:
”Telefonen afbrød mig. Det var en af
disse tidlige januardage med et skarpt, hudløst lys, alting var som renset i
syre; Man kunne se (og høre) en flue slå en fjært, hvis det havde været sæson.”
Så ved vi godt hvem, der ringer til
krigskorrespondenten ved navn Jonas. Det gør hårdkogtheden.
”Alle dine venner
venter på dig, Sandinistkommandanterne, de lokale ludere, dine lyssky
forbindelser, enkerne. Og de sultende børn.”/ Det var typisk Thomas. Jeg havde
allerede drukket min første guldøl og var i gang med den næste, og det lød, som
om Thomas havde nippet kraftigt til den lokale Flor de Caña, sandsynligvis
havde han en hel flaske indenbord?
Taler nogen virkeligt sådan: Dine
lyssky forbindelser? Nogen skriver åbenbart sådan. På trods af årlige konkurrencer
om Chandler- og Hemingway-parodier. På trods af Jan Stage og Morten Sabroe og
letmælksudgaven Leif Davidsen. Jeg ved så ikke, om nogen bliver charmeret af
den slags. Jeg gør ikke, og for at det skal underholde mig bare en smule, skal
der være helt anderledes barokt drøn på, som Sabroe som værst fx.
Den rene
hårdkogthed, flashbacks fra én Nicaragua-rejse til en anden (igen og igen skal
vi belæres om at revolutionen ingen forskel gør, we know!), fylder absolut mindst; absolut mest fylder to
kærlighedshistorier, med titlens eneste ene, der hårdt nok har en ægtemand,
Alicia, og med hende, han en tid lang er gift med i stedet for, Lisa. Men
læseren har alvorligt svært ved at skelne mellem de to, fordi forfatter og
fortæller mest interesserer sig for dem som nemt bollelige
luder/madonna-fabeldyr, med og uden dyb følelse så bare; og hårdkogt erotik er
ikke hardcore erotik, det er bare fad, gumpetung erotik, og alt for meget af
det, I får ikke eksempler.
Hvortil kommer en masse rugen over
fortællerens far, som tyskerne henrettede efter at have tortureret ham til at
tale; et vistnok autobiografisk motiv, der vistnok udfoldes rigere i romanen Hos de døde, 2000, som Alicia vistnok er en direkte forsættelse
af. Og det er selvfølgelig en rimelig spøjst pointe – den ekspliciteres flere
gange - at Jonas boller med sin savnede far via Alicia, men for at finde den
chokerende interessant skal man være Jonas eller Niels Peter, tror jeg.
Det er en grynet hårdkogthed
at bide teskeer med.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Den talentløse lyriker Bukdahl forsøger sig igen som giftsprøjte. Hold bare sprøjten igang og gør lidt mere reklame for min roman Alicia. Ikke fordi du behøver at læse mere end de par sider, du allerede har læst, men fordi den fortælle om liv og erfaringer, som du ikke kender, forstår og ikke turde stå ansigt til ansigt med, hvis du en en dag skulle møde dem på et gadehjørne uden omslag, bagsidetekst etc. Nå, op i røven med dig. Dine forkrampede anmeldelser gør mere gavn end skade.
SvarSletNPJL
Jeg så for nogle år siden en mand stå iført regnfrakke ved Nørreport og onanere. Folk gik forbi og så skamfulde bort. Ingen gjorde noget. Alle følte sig magtesløse. Også jeg. På samme måde er det med Bikdahl, man slår skamfuld øjnene ned. Det er for meget, det er forkert. Måske burde man anmelde ham til sædelighedspolitiet for blotteri? Jeg ved det ikke, men der er noget galt med manden. Ingen standser ham, bortset fra Ib Michael, der har lovet ham tæsk, han aldrig fik, men fortjener. Han er en sølle literat, der kun kender livet i bogform,som Niels peter Juel larsen antyder i sin kommentar. Men ellers? Jeg er ikke psykiater, men det forekommer mig, at Bukdahl også har psykopatiske træk. Hans er som anmelder ikke interesseret i de bøger, han anmelder, kun i det indtryk, han selv gør. Hans sætninger er slatne som brugte kondomer. Han kan ikke overskue sine indskudte sætninger. Det ene ord ved ikke hvad det andet gør. Ingen intelligens stiller sig i vejen for hans formuleringer. Det er i øvrigt der, tror jeg, at Bukdahls hemmeligheden ligger: han ved godt, at han ikke er så begavet, som han gerne vil give indtryk af. Nå ja, det er heller ikke så slemt, hvis hans anmeldelser havde en vis seriøsitet, men han anmelder kun sin egen navle under andres navn, og man må spørge sig selv og Weekendavisen, hvorfor de bliver ved med at tolerere ham. Men det gør de måske heller ikke?
SvarSlet