Lone Hørslev var så frygtelig sød at lade mine anmelderi-kursister på Testrup. hvor hun selv ledede et fiktionsværksted, anmelde hendes kommende digtsamling La'os, som hun gav mig i en pdf-version, som jeg printede ud og kopierede (man skal passe på med at sprede digitale udgaver, havde hendes redaktør belært hende om) på skolens nye, næsten robotagtigt pædagogiske kopimaskine; jeg synes ikke det var rigtigt at fucke Lones hoved op en måned før udgivelsesdagen ved at vise hende kursisternes anmeldelser eller referere dem, men ved festmiddagen fredag opførte holdet og jeg en RÅBEANMELDELSE med tre adjektiver (flere af dem hentet i Ordbog over det danske sprog) fra hver og som refræn en emblematisk linje fra digtsamlingen, "Når månen hænger lavt over JYSK", som det ikke vil være rimeligt at tage ned fra luften og aftrykke (OK, 1 råbe-adjektiv får I: GINBLÆST!) - men jeg synes, jeg kan sige så meget som, at det både for mig og holdet var fantastisk DRAMATISK at forholde os til bogen, også bare fordi at det var en stadig hemmelig bog af en betydelig og betydeligt egensindig digter, så 1000 TAK for det; her er et af de digte, som Lone stjernenervøs, men med stor, munter power, læste op tirsdag aften (sammen med bl.a. drømmeunderfundige Helle Helle, sci-fi-psykedeliske (!) Christian Dorph og slægt-slammende (!) Mads Eslund):
SLAP DOG AF
Slap dog af, det er bare lidt blod, skulle jeg have sagt til ekspedienten
da jeg nåede Matas lige
før lukketid. Hun så så forskærkket på mine fingre.
Februar trækker så mørkt i min hud, det
kan end ikke fedtcreme, ikke
visheden om at det altid
bliver sommer igen, lave om på. Hvad var det hun
sagde, var det binyrebark
hormon? Jeg stoler ikke længere på nogen.
Jeg placerer mit savn og små
blodstænk, død hud, lange sorte hår
overalt hvor jeg går
og nu knyttede jeg bare mine hænder. Godt ord
igen, sagde damen, man siger
en kvindes hænder siger alt. Man siger
at hver en finger på hendes hånd peger
mulige flugtruter ud.
Jeg sagde:
Hvis du først har en hånd, så slip den ikke!
Der er virkelig ikke plads til falsk beskedenhed.
Denne her hånd er en lettere
slidt scene for tragedier og tungen er et minde
om de ord som jeg aldrig fik sagt:
slap dog af! Slap ikke af
La' os gå, gå ikke
fra mig, vent ikke på mig, jo vent!
Pis nu af.
Pik nu af, nej bliv lidt, bliv længere
tid, bliv
hos mig for altid, vent på mig! Vent IKKE
på mig. Stol IKKE på mig. Tænk IKKE på mig.
Lad mig om at tænke på dig.
Når du ved du har nok i dit eget.
et virkelig dårligt digt
SvarSletkære anonyme, jeg vil som du ganske uargumenteret sige det modsatte: ganske fint digt.
SvarSletGanske ligegyldigt digt af en tidligere god digterinde, der gik hen og blev dansk litteraturs store krukkede Hexia De Trixster.
SvarSlet