fredag den 20. juli 2012
Øjenlæge hjemsøger terror-bureaukratisk
Jeg har haft briller lige siden, mine omgivelser omsider opdagede, at grunden til, jeg som 5-årig stadig var så skræmt overfor verden, var, at jeg pga. yderliggående langsynethed ikke kunne se noget som helst (og pga, store polypper heller ikke høre noget som helst ...) - i 9. klasse var der så den her sinistre øjenlæge, der konstaterede, at jeg nu så glimrende, med et henholdsvis +1 og -1 lang- og nærsyn, og beordrede brillerne af mig, hvilket resulterede i en nær-katastrofal identitetskrise, som jeg et halvt år inde i 1. g gjorde kort proces med ved simpelthen at sætte brillerne tilbage på min næseryg - men denne eftermiddag, da jeg i en fotobutik skal have taget nyt pasbillede, beder fotopigen mig om at tage brillerne af, fordi briller har det med at glimte, og det må de ikke efter den seneste terrorlovgivning, og kun minus brillerne kan fotobutikken garantere, at billedet bliver godkendt, så nu skal jeg åbenbart i al fremtid identificere mig som essentielt brilleløs, når jeg ankommer til udlandet og (på det seneste har de også ville se pas indenrigs) Aalborg, men jeg er intet fladansigt (det var også det værste ved Kodals happy slapping-foto-trofæ efter vandoverfaldet (reelt knipset af håndlangeren Claus Handberg), at jeg var fanget med nøgent fjæs), jeg er brillemenneske hele vejen igennem, selv mit øje i nakken går ingen steder uden sin monokel.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar