lørdag den 24. december 2011

Bue & Pilates - Et juleeventyr fra Blogdahl til alle jer

Det var den 24. december 2011, og sneen glimrede knitrende og alabasterhvidt ved sit fravær. Udenfor den statelige, bambusflettede digterwohnung i Kikhavn stod tre lysende, men mørklagte skikkelser og sukkede. Sikke de sukkede: Suk, suk, suk, som krystalhårde, falsterske sukkerroer! Det ligefrem dundrede gennem den hippiehonorære fritidsidyl.
  Trioen havde været uendeligt, for ikke at sige endeløst meget igennem sammen, delt glæder og sorger og kedsomhed, mest kedsomhed, af den tvangspåførte, litterære slags, hvor man får påbud om at betages i timevis, viklet ind i metaforiske lianer seje som forlagsdirektørslips, over selv det vandhanemindste vandfald. De var navnkundige i hele det lille, stolt indskrænkede kongerige, men alligevel følte de sig svigtet og forladt og godt og grundigt røvrendt af ikke mindst digterwohnungens kvieøjede og kajakkalibrerende indvåner.
  Som den popvakte læser allerede har gættet, drejede det sig om det 12-årige, blæksorte adoptionsbarn Dorothea, hendes kæleabe Kong Tut og det blå egern, der ikke havde noget navn, fordi det for fanden var alt nok at være et blåt egern – hovedpersonerne i det tredje årtusindes mest suveræne og hujende og bestialske bestseller, Regnbue og pil, der udkom på Leverandør til Kgl. Danske Hof People’s Press i begyndelsen af april samme forbandede og velsignede og forbandede og velsignede og forbandede år.
  Dorothea sukkede en ekstra, sjælerungende gang og bankede på den af 17 ekstra lag bambus pansrede bambusdør med sin lille næve, der mest af alt, af alting i hele den vide verden, lignede et dodoæg, altså et æg lagt af den i 1782 uddøde, klovnelignende urfugl, ikke af den buttede 80’er-popsangerinde af samme navn.
  Efter 23 minutter, der for vores tre helte føltes som mindst 27 ½ minut, åbnede digterwohnungens indvåner sin dør og stod foran sine bulede kreationer i al sin pragt og ælde. Salt og peber-håret var lige til at spise som den zebra-salat, det lignede og måske også var (zebrakød kan erhverves for en eksorbitant sum pr. kilo og ved diskret henvendelse til uddeleren, den tidligere pensionskassebedrager Rasmus Trads, i Kikhavns Megasuperbrugs); lige nedenunder tronede det asiatisk vældige hoved, der sagtens kunne minde om Mao Tse Tungs, hvis Mao var rejst til USA som 17-årig og amerikansk drømmende og i en rasende fart var avanceret fra avisdreng til tændstik-tycoon og nu på tredivte år henslæbte tilværelsen som international kunstklatretyv med speciale i Gauguins Tahiti-pinups. Hvis Mao! Så indvåneren!
  - jaH, ymtede indvåneren med den helt særlige, skarpe og skingre falset-snøvlen, som det havde taget mange måneder i spejlsalen i Versailles at indøve – til sidst var splintringen omsider total - og stirrede inderligt uforstående på verdensfredsforstyrrerne.
  Dorothea tog Kong Tut og det blå egern, der var det blå egern, der var det blå egern, i henholdsvis hånden, der viste sig at være den venstre fod (thi som Vagn Lundbye har skrevet flere Langlands-manifester om, så har aber FIRE HÆNDER, hvilket gør dem langt mere avancerede end mennesker) og poten og stillede med ad helvede til skælvende stemme det afgørende spørgsmål:
  -Har du personligt oplevet et eller flere af følgende fænomener pga. jobbet: Præstationsangst? Depression? Skilsmisse/ parforholdskrise? Økonomisk usikkerhed?
  Indvåneren blev så gennemgribende rasende over denne yderst sjældne ydmygelse, at han slog en gordisk knude på sig selv – hvilket langt fra var lige så nemt som til morgenyoga på Thylejren i sin henrundne tid – mere kompleks end nogen hallucinatorisk snabelsko. Og på en decibel kun hørlig for skabede hunde og – tilfældigvis! - blå egern fremsagde han følgende aztekiske evergreen (fra Inkaens sange, oversat Erik Voigt, Husets Forlag, 1979):
  - Tanken er tom som en såret vicuna./ Den løber fortvivlet, falder, rejser sig igen for at fortsætte sit endeløse løb, som aldrig fører til noget mål./ Tanke – nådesløse broder, fordømte usynlige genfærd, der kryber i mit indre som en giftig edderkop, og jeg kan ikke forjage den fra mit hoved./ Kunne jeg blot åbne min hjerne for at finde dig og styrte dig ud over offerskrænten, hvorfra ingen vender tilbage!/ Tanke – som tvinger mig til at grunde over ting, jeg ikke vil, og til at se tilbage på min smertefulde vej./ Lad mig i fred!/ Hold op at pine mig!/ Hvis dette er dit lys, da lad mig leve i det evige mørke!
  - Det er jo ikke noget svar, sagde Dorothea spidst som en spidsmus sitdown-strejkende i Milena Penkowas fiktive, spanske laboratorium, og ud af fryseboksen i Kong Tuts rygsæk trak hun en pyramideformet snebold, specialfremstillet af autonome, kryolitmine-besættende inuitter, gik tre skridt tilbage og kastede den med et fuldstændig ubesmykket KLASK lige i indvånerens sublimt selvfede fjæs.
  - Klædeligt sul! konstaterede det blå egern, tørt som et juletræ påskemorgen.

3 kommentarer:

  1. Spørgsmål nr. 63 i Politikens julequiz i dag:

    Forfatteren Ib Michael blev lidt træt af litteraturanmelderne, og han lovede denne anmelder "tørre tæsk". Hvilken anmelder?

    Svar:

    Det var ikke 1 anmelder, det var trioen Dorothea, Kong Tut og det blå egern, straks efter snebolden havde ramt plet; men for længst var de over alle bjerge, som de suveræne grimpeurs de er.

    SvarSlet
  2. GOD JUL HR.BUKDAHL.
    JEG ELSKER DIN BLOG - DEN ER ANDERLEDES GENKENDELIG.
    ...
    JEG ER GÅET UD FOR AT BLIVE - VÆK I DIN TEKST.
    I DINE ORD MELLEM LINIER -FANDT JEG FOLK.
    DER LIGNEDE MIG SELV -ALTING BLIVER ANDERLEDES
    NÅR ET GODDAG BLIVER SAGT- MED ET FARVEL.
    ALTING ER ANDERLEDES -MED ORD DER GENKENDER SIG SELV.
    DERFOR VIL DIN NÆSTES ORD ALTID VÆRE.
    FARVEL.

    SvarSlet
  3. Kommentarer på Facebook-link:

    *
    Arne Hardis:

    har du lov til bare at stjæle en anden mands tekst? den er god, men jo ikke din egen, bare fordi du kan lide den. som digter burde du holde dig for god til tyveri.

    3 hours ago · LikeUnlike · 1
    *
    Rasmus Varnich Blumensaat:

    Som digter burde man vide at skrift ER tyveri.

    2 hours ago · LikeUnlike
    *
    Thomas Boberg:

    Som digter ved man muligvis godt det slet ikke er muligt at være digter det er noget andre kalder en ofte med slet skjult hån når man er mindst digter på et sprog som ingen kan bryste sig af at have opfundet og derfor tilhører alle og ingen jeg er digter ergo lyver jeg smædeligt skjul

    2 hours ago · UnlikeLike · 3

    SvarSlet