torsdag den 9. juni 2011

Hil Ditte Gråbøls stenede, umærkelige skelen

Til Jerry Seinfelds stand-up i mandags i Forum fik jeg ondt i kæben af grin, til Teatret Sorte Hests opførsel af Line Knutzons ti år gamles stykke Den luft andre indånder i aften græd jeg salte tårer af grin, ned af mine vindblæste kinder piblede de, og ikke kun fordi jeg brugte store kræfter på ikke at brøle min latter ud, som jeg uden problemer gør, når jeg sidder og indenads-læser Lines stykker. Men det er så også den lykkeligst forløste Knutzon-forestilling, jeg har oplevet - ikke fordi de andre ikke har været gode og glimrende og fremragende, men hver gang har jeg skarnagtigt tænkt: Ja, dette er meget fint, men det ville alligevel være fedest bare at opleve Line selv opføre det, sådan som hun forrige mandag for fuldt blæs opførte anden del af sin Måvens & Peder-Hvede-føljeton på Kultorvet. Det tænkte jeg ikke i aften, jeg tænkte, at det fænomenale skuespillerpar Ditte Gråbøl, som (manden) Pølse,og Merte Hegner, som Pølse, (instrueret af Asger Bonfils) var faldet ud af Lines baghoved som primale og autonome Knutzon-prototyper, der ikke kan finde hjem igen, der er uhjælpeligt, suverænt LOST, Gråbøls pokerface-melankolske Pind, Hegners crazy uskyldige Pølse. Men hvor er det også en fantastisk tekst, genopdagede jeg, forfatterskabets på samme tid mest nøgne og abstrakte, mest patetiske og absurde (herunder absurdistiske), mest intense og fragmenterede, mest sorgfulde og rasende (og ikke på trods af det også og som sædvanlig sjov, men på grund af det desto heftigere sjov!): To mennesker I DEN GRAD alene sammen udenfor samfundet. De spiller til 18. juni, som er lige om lidt, og jeg BEORDRER alle til at gå ind og udsætte sig!:

PIND: Så dav

PØLSE: ... Dav ... (pander ham én)

PIND: Av!

PØLSE: Det er også de dumme, hvad hedder de nu, de her tingester, øh flapper, hvad hedder de nu, lommer? Nej, de der flader der, med de der dimser, hvad er det nu de hedder?

PIND: Ærmer?

PØLSE: Nej ... øh .... øh ... tænder, nej HÆNDER, de hedder HÆNDER, for helvede, det er hænder de hedder (psykisk jubel)

PIND: JA! .... (sætter sig) ... Puuuuuuuhha, godt vi fandt ud af det

PØLSE Ja ... pyha

PIND: ... så kom vi over det bjerg (stirrer tilfreds, let filosofisk og dog angst ud i det blå)

3 kommentarer:

  1. Piller du egentlig næse på dit profilbillede?

    SvarSlet
  2. OG MEST POETISKE TEKST:
    Nej klokken er blevet mærkelig, den er alt muligt underligt over alt muligt der er for sent

    OG PLATTESTE TEKST
    fra regien: Prutteseance starter!

    SvarSlet
  3. til anonym: Nej, prøv at zoome ind, jeg mimer Peter Laugesens dictum fra debutbogen Landskab: Poesiet er ret lille. SÅ lille!

    SvarSlet