onsdag den 22. juni 2011

Dickens er for fanden umådeholdet selv

Jeg fik min bladren i det nye nummer af Standart - hvis temasektion om "Litterær offentlighed" jeg skal diskutere med bl.a. og gudhjælpeme min egen redaktør Anna Libak i angiveligt 3½ TIME (!!??) lørdag i Møstings hus - fuldstændig ødelagt, da jeg fangede navnet på mit prosaidol DICKENS i Ole Nyegaards essay "Middel(mådigheds)klassens litteratur" som, læste jeg med vantro øjne, præmieeksempel på snusfornuftig middelklasse-litteratur!!!!!!!!!!!!!!!!!???????????? vs. åh så subversive Flaubert; af ren aggression citerer [OG KOMMENTERER] jeg generøst: 

Spændingen i Dickens romaner består i protagonistens og læserens kamp for klarhed - i rejsen fra kaos til orden [DICKENS' ROMANER ER FORMALISERET KAOS, VITALT-ARTISTISK UDSYRENDE ANTI-ORDEN], fra narrativitet til erfaring. Tag f.eks."Great Expectations" ["TILFÆLDIGVIS" EN AF DICKENS' KORTESTE, MEST VELORDNEDE OG VEL PLOTTEDE ROMANER] Pip, den naive protagonist, bliver klogere undervejs, men altid længe efter læseren har indset hans fejl. Selvom førstegangslæseren ikke har gennemskuet plottet, vil der være rig lejlighed undervejs til at gennemskue intrigen inden protagonisten gør det (kun de mest naive af læsere kan tro, at Miss Havisham er Pips velgører). Personerne hos Dickens tegnes op med strøg, så alle kan være med [ELITÆRT BULLSHIT, FOR EN GANGS SKYLD]. Protagonisten udvikler sig og gør det på baggrund af et persongalleri med særligt iøjnefaldende karaktertræk. Så selvom plottet virker knudret, er Dickens' verden overskuelig [TAKKET VÆRE ECRITURENS OG PERSONGALLERIETS OVERLAPPENDE, VILDT KNOPSKYDENDE AUTONOMI ER DICKENS' VERDEN IMMER LIFLIGT UOVERSKUELIG].
Enkle ledemotiver: som Magwitchs hals, der klikker, når følelserne overvælder ham; Joes banale fraser; Wemmicks mund, der er som et postkontor; Jaggers der gnaver sin finger - alle Dickens' ledemotiver kører regelmæssigt [NEJ, DE KØRER PÅ HØJE NAGLER HELT AF SPORET], og ved hjælp af dem føres læseren gennem bogens overskuelige verden, hvor dårskab straffes [NEJ, DÅRSKAB BELØNNES, KUNSTNERISK], og de ydmyge og renhjertede belønnes [JA, PLOTMÆSSIGT, MEN SGU DA IKKE I DEN KUNSTNERISKE (MANGEL PÅ) ØKONOMI], og en fornuftens verdensorden bekræftes [NEJ, NEJ, NEJ, NEJ].
 Dette gør Dickens til model [PÅ UFORHOLDSMÆSSIGHED]. I Dickens' romaner får læseren (uanset fortælleren) en genkendelig stemme [LÆSEREN FÅR ET UTAL AF EXTREMT MÆRKELIGE STEMMER FORUDEN FORTÆLLERENS CRAZY VIRTUOST KAMÆLEONISKE STEMME]. Der fortælles fra et center af moralsk ansvarlighed, hvorfra de dumme, forløjede og ansvarslæse og deres vildfarelser udleveres [NEJ, TRIUMFERER], mens den sunde fornuft trimuferer [TABER EKLATANT]. Dickens' romaner inkarnerer den ultimative Middelklasse-stemme, en farveløshedens [??????????????????] og middelmådighedens [???????????????] grundtone, hvorfra afvigelserne, det kulørte, det ekstreme udstilles og kommenteres [JA/NEJ, ILLUMINERES OG CELEBRERES].

Den moralske fordømmelse i dette (minutkorte - til forskel fra Zachs sekundportrætter) portræt af Orlick fra Great Expectations overdøves totalt af skikkelsesdannelsens (for både forfatter og læsere) uimodståelige egenvilje:

Now Joe kept a journeyman at weekly wages whose name was Orlick. He pretended that his christian name was Dolge - a clear impossibility - but he was a fellow of that obstinate disposition that I believe him to have been the prey of no delusion in this particular, but willfully to have imposed that name upon the village as an affront to its understanding. He was a broad-shouldered loose-limbed swarthy fellow of great strength, never in a hurry and always slouching. He never even seemed to come to his work on purpose, but would slouch in as if by mere accident; and when he went to the Jolly Bargeman to eat his dinner, or went away at night, he would slouch out, like Cain or the Wandering Jew, as if he had no idea of where he was going, and no intention of ever coming back. He lodged at a sluice-keeper [sluse-passer] out on the marshes and on working-days would come slouching from his hermitage, with his hands in his pockets and his dinner loosely tied in a bundle round his neck and dangling on his back. On sundays he mostly lay all day on sluice-gates, or stood against ricks and barns. He always slouched, locomotively, with his eyes on the ground; and, when accosted or otherwise required to raise them, he looked up in a half-resentful, half-puzzled way, as though the only thought he ever had was that it was rather an odd and injurious fact that he should ever be thinking.

En døgenigt excessivt udødeliggjort!

3 kommentarer:

  1. Nyegaards polemiske essay skriger på reaktioner, så afreager endelig (og hvor er din praksis med løbende at bryder tekster op med indskudte kommentarer i skarpe parenteser, dog en fin én af slagsen).
    Derefter kan du gerne bladre roligt videre…

    Alt godt,

    SvarSlet
  2. Hvad er det, der altid er galt med middelklassen? Og de der altid bruger ordet middelmådighed som (temmelig uopfindsomt) skældsord - de kan sgu selv være det.

    SvarSlet
  3. Du var advaret. I manchetten stod: ”En række dybt uansvarlige generaliseringer[…].”

    Jeg forstår (helt uironisk, jeg sværger) din vrede. Selv var jeg røget helt op under loftet, hvis nogen havde gjort det samme med min prosaafgud Nabokov. Jeg ved godt, at jeg ikke yder Dickens retfærdighed. Men tillad mig at kommentere og nuancere:

    Målet var ikke Dickens derimod middelklassen, som vi alle er en del af, og som for mig at se ikke så meget defineres økonomisk som gennem et forfærdeligt statisk verdensbillede, der, idet romanen om noget er middelklassens, udgør en formidabel udfordring for nutidige romanforfattere, da ingen kan tage i eksil fra dette verdensbillede. Og jeg ser ikke middelmådig som et skældsord, men som en simpel middelklasseegenskab, som vi middelklassemisdædere alle besidder.

    Jeg sætter Dickens op som modsætning til Flaubert, ikke fordi Flaubert er åh så subversiv (et skrækkeligt akademikerord; det lugter af fløjlsjakke, rødvin og fashionabel universitetssocialisme! – jeg har ikke brugt det i mit essay og forhåbentligt heller ikke i andre sammenhænge!). Men fordi de to forfattere er foregangsmænd for den moderne roman. Den ene (Dickens) for en plotorienteret tendens med en genkendelig forfatterposition (mere herom senere), den anden (Flaubert) for en mere plotløs (for så vidt en roman kan være plotløs) retning, hvor forfatteren forsøger at skrive sig helt ud af teksten.

    Du skriver at Dickens er formaliseret kaos. Ja. Men plottet bevæger sig netop i gennem dette formaliserede kaos og frem til et dénouement i slutningen, hvor elementerne går op. Det samme sker både i Great Expectations i andre og mere udsyrede (nej, der er egentlig alle syrede!) romaner som Our Mutual Friend, Bleak House eller David Copperfield.

    Når jeg skriver at personerne tegnes op med strøg, så alle kan være med, er det ikke en elitær hån af dumme læsere, men fordi netop Dickens ledemotiver udgør en fornøjelse, som gør det lettere for (dumme) mig at finde rundt i det vildvoksende persongalleri og den knopskydende autonomi.

    Dickens ledemotiver kører regelmæssigt, og forfattere som Tolstoj (og mange efter ham) lærte at knytte ledemotiver til hver enkelt person af Dickens. Få fik dog samme humoristiske effekt via variationer, som når Jaggers er i retten: ”The magistrates shivered under a single bite of his finger.”

    Ja, læseren får et væld af stemmer, og Orlick beskrives excessivt. Men du er som læser ikke i tvivl om holdningen til Orlick, at Orlick er en slem fyr, eller at Uriah Heep, Rigaud og Silas Wegg er slemme – og det selvom teksten elsker Orlick. I sine romaner har Dickens en etos, en position hvorfra han taler, og som er mere eller mindre definerbar – ærlighed og hårdt arbejde er godt, pengebegær og snobberi noget lort, sådanne enkle holdninger er holdepunkter. Det ser jeg også som middelklasseholdepunkter. Men heldigvis taler han i munden på sig selv, og tekstens åbenlyse fryd ved at svælge i beskrivelserne af skurkene samt de vilde dialoger gør Dickens læselig i dag, og bidrager til at gøre romanerne flertydige. Dickens romaner er blevet beskyldt for at være psykologisk overfladiske, personerne for at være endimensionelle. Hvilket er noget sludder, og hvilket dit eksempel illustrerer.

    Og jo, ”de dumme, forløjede og ansvarslæse og deres vildfarelser udleveres”: Eksempelvis er Our Mutual Friend en lang og særdeles fornøjelig udlevering af de rige, de nyrige og de som snylter på dem. Netop de flamboyante bipersoner og skurkene er særligt fornøjelige hos Dickens, alligevel får skurkene deres straf. Uriah Heep kommer i fængsel, Rigaud forsvinder i en ruinhob, Silas Wegg bliver smidt ud med skraldet.

    Uden Dickens ingen Tolstoj, Proust, Joyce eller Nabokov. Tolstov lærte ledemotiver af Dickens. Tolstojs romaner kommenterer på Dickens. Uden David Copperfield havde vi ikke haft På sporet…, og min yndlingsromanfigur Leopold Bloom er næsten løftet ud af Dickens persongalleri. Dolores Haze er en kusine til Little Dorrit. Og så videre…
    M.v.h. Ole Nyegaard
    conyegaard@gmail.com)

    SvarSlet