tag:blogger.com,1999:blog-7073370138460610500.post5415642407931067863..comments2024-02-26T10:06:10.741+01:00Comments on Blogdahl: Dickens er for fanden umådeholdet selvLars Bukdahlhttp://www.blogger.com/profile/12609665059758562219noreply@blogger.comBlogger3125tag:blogger.com,1999:blog-7073370138460610500.post-81663321349487266042011-07-08T09:57:15.271+02:002011-07-08T09:57:15.271+02:00Du var advaret. I manchetten stod: ”En række dybt ...Du var advaret. I manchetten stod: ”En række dybt uansvarlige generaliseringer[…].” <br /><br />Jeg forstår (helt uironisk, jeg sværger) din vrede. Selv var jeg røget helt op under loftet, hvis nogen havde gjort det samme med min prosaafgud Nabokov. Jeg ved godt, at jeg ikke yder Dickens retfærdighed. Men tillad mig at kommentere og nuancere:<br /><br />Målet var ikke Dickens derimod middelklassen, som vi alle er en del af, og som for mig at se ikke så meget defineres økonomisk som gennem et forfærdeligt statisk verdensbillede, der, idet romanen om noget er middelklassens, udgør en formidabel udfordring for nutidige romanforfattere, da ingen kan tage i eksil fra dette verdensbillede. Og jeg ser ikke middelmådig som et skældsord, men som en simpel middelklasseegenskab, som vi middelklassemisdædere alle besidder.<br /><br />Jeg sætter Dickens op som modsætning til Flaubert, ikke fordi Flaubert er åh så subversiv (et skrækkeligt akademikerord; det lugter af fløjlsjakke, rødvin og fashionabel universitetssocialisme! – jeg har ikke brugt det i mit essay og forhåbentligt heller ikke i andre sammenhænge!). Men fordi de to forfattere er foregangsmænd for den moderne roman. Den ene (Dickens) for en plotorienteret tendens med en genkendelig forfatterposition (mere herom senere), den anden (Flaubert) for en mere plotløs (for så vidt en roman kan være plotløs) retning, hvor forfatteren forsøger at skrive sig helt ud af teksten. <br /><br />Du skriver at Dickens er formaliseret kaos. Ja. Men plottet bevæger sig netop i gennem dette formaliserede kaos og frem til et dénouement i slutningen, hvor elementerne går op. Det samme sker både i Great Expectations i andre og mere udsyrede (nej, der er egentlig alle syrede!) romaner som Our Mutual Friend, Bleak House eller David Copperfield.<br /><br />Når jeg skriver at personerne tegnes op med strøg, så alle kan være med, er det ikke en elitær hån af dumme læsere, men fordi netop Dickens ledemotiver udgør en fornøjelse, som gør det lettere for (dumme) mig at finde rundt i det vildvoksende persongalleri og den knopskydende autonomi.<br /><br />Dickens ledemotiver kører regelmæssigt, og forfattere som Tolstoj (og mange efter ham) lærte at knytte ledemotiver til hver enkelt person af Dickens. Få fik dog samme humoristiske effekt via variationer, som når Jaggers er i retten: ”The magistrates shivered under a single bite of his finger.” <br /><br />Ja, læseren får et væld af stemmer, og Orlick beskrives excessivt. Men du er som læser ikke i tvivl om holdningen til Orlick, at Orlick er en slem fyr, eller at Uriah Heep, Rigaud og Silas Wegg er slemme – og det selvom teksten elsker Orlick. I sine romaner har Dickens en etos, en position hvorfra han taler, og som er mere eller mindre definerbar – ærlighed og hårdt arbejde er godt, pengebegær og snobberi noget lort, sådanne enkle holdninger er holdepunkter. Det ser jeg også som middelklasseholdepunkter. Men heldigvis taler han i munden på sig selv, og tekstens åbenlyse fryd ved at svælge i beskrivelserne af skurkene samt de vilde dialoger gør Dickens læselig i dag, og bidrager til at gøre romanerne flertydige. Dickens romaner er blevet beskyldt for at være psykologisk overfladiske, personerne for at være endimensionelle. Hvilket er noget sludder, og hvilket dit eksempel illustrerer.<br /><br />Og jo, ”de dumme, forløjede og ansvarslæse og deres vildfarelser udleveres”: Eksempelvis er Our Mutual Friend en lang og særdeles fornøjelig udlevering af de rige, de nyrige og de som snylter på dem. Netop de flamboyante bipersoner og skurkene er særligt fornøjelige hos Dickens, alligevel får skurkene deres straf. Uriah Heep kommer i fængsel, Rigaud forsvinder i en ruinhob, Silas Wegg bliver smidt ud med skraldet. <br /><br />Uden Dickens ingen Tolstoj, Proust, Joyce eller Nabokov. Tolstov lærte ledemotiver af Dickens. Tolstojs romaner kommenterer på Dickens. Uden David Copperfield havde vi ikke haft På sporet…, og min yndlingsromanfigur Leopold Bloom er næsten løftet ud af Dickens persongalleri. Dolores Haze er en kusine til Little Dorrit. Og så videre…<br />M.v.h. Ole Nyegaard <br />conyegaard@gmail.com)Anonymousnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7073370138460610500.post-57886808821398116162011-06-22T19:22:18.644+02:002011-06-22T19:22:18.644+02:00Hvad er det, der altid er galt med middelklassen? ...Hvad er det, der altid er galt med middelklassen? Og de der altid bruger ordet middelmådighed som (temmelig uopfindsomt) skældsord - de kan sgu selv være det.Middlemassnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7073370138460610500.post-66781207513041639912011-06-22T19:10:52.765+02:002011-06-22T19:10:52.765+02:00Nyegaards polemiske essay skriger på reaktioner, s...Nyegaards polemiske essay skriger på reaktioner, så afreager endelig (og hvor er din praksis med løbende at bryder tekster op med indskudte kommentarer i skarpe parenteser, dog en fin én af slagsen). <br />Derefter kan du gerne bladre roligt videre…<br /><br />Alt godt,Jonathanhttp://www.dethvidec.blogspot.comnoreply@blogger.com