tirsdag den 23. marts 2010

Tiggende tyndhed

Jeg kommer heller ikke til at holde kæft om Skyum dér, men inden jeg går i gang med min gævt glade anmeldelse af Thomas Bobergs sublimt sure digtsamling Hesteæderne, vil jeg gerne anholde (mindst!) 1 stk. citatmisburg i Erik Skyum-Nielsen anmeldelse i Information, hvor han nemlig skoser digterjegets patos:

ja, han beskriver sig som så jamrende fattig, at "kun en ganske tynd film skiller mig fra tiggerens eksistens"

Men prøv lige at læse det hele, lille digt, citatet er hentet fra:

En ganske tynd eksistens
skiller mig fra filmens tigger.
En ganske filmisk eksistens
skiller mig fra den tiggende tyndhed.
En ganske tynd tigger
skiller mig fra eksistensens film.
En ganske tynd film
skiller mig fra tiggerens eksistens.

Et udsagn genereret af så eksplicit mekanisk en permutationsproces kan for syv søren da ikke tages for gode, centrallyriske varer, og da slet ikke med ordet "film" som den centrale joker-glose, der både betyder levende billeder (fra smalfilm til biograffilm) og (Nudansk ordbog): "et tyndt materiale af plastic" og "en tynd glat belægning".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar