-->
BEBOPBERG Af hvilken dårlig grund outer anmelderne ikke Søren Ulrik Thomsen som den karikerede og
parodierede Kollega i Thomas Bobergs nye digtbog?
Poetisk navneforbud
Af Lars Bukdahl
Der er ikke nogen videre stolt eller fremragende tradition
for litterære parodier i dansk litteratur. Et par af de få højdepunkter kunne
være Ærbødigsts hyldestdigt til Jeppe Aakjær på 60-årsdagen i 1926:
”Naar Jeppe Aakjær
fylder treds,/ saa skjarer Maanen veltilfreds,/ mens Gøgen pilrer med sit Kuk/
og hønen dulrer med sit Kluk.”
Og Poeten Poul
Sørensens 1958-parodi på T.S. Eliots The
Waste Land, ”De Levendes Begravelse”:
”Godnat, Thomas.
Godnat, Eliot. Godnat, alle travle kommentatorer.// Goddag, Goddag, mine
franske Nathuer./ Godnat, Kjeld. Godnat, Abell./ Goddag, Mand … Økseskaft!/ Goodnight, sweetheart”.
Torben Brostrøm har
udgivet en hel samling med parodier på danske lyrikere, Poesien i spejlet, 1982, så præcist bugtaler han vennen Klaus
Rifbjerg som mageligst:
”Dette skulle have været et digt/ om hvor
forslugen jeg var som barn/ det skulle egentlig have været to/ i betragtning af
den særlige interesse/ men de kunne godt slås sammen til et/ så digtet kom til
at handle om flere ting.”
Før jeg lystlæste
Thomas Bobergs nye digtbog Hesteæderne 2:
Den store duel læste jeg morgenligt Thomas Boberg tempereret positive 4
hjerter-anmeldelse i Politiken, hvis mest kritiske afsnit lyder som følger:
”Selvfølgelig ligger der en gammel romantisk attitude gemt i al den snak om at være udenfor – ikke bare udenfor ”kristenpræstevældet og halvmånemørkevældet”, men også uden for ”poesinattens lusepustere” og ”kulturprostitutionen”. Derude, hvor ”et digt er en hårpisk af lysende ord”, der ”sigter mod stjernen og rammer hjertet” osv”
”Selvfølgelig ligger der en gammel romantisk attitude gemt i al den snak om at være udenfor – ikke bare udenfor ”kristenpræstevældet og halvmånemørkevældet”, men også uden for ”poesinattens lusepustere” og ”kulturprostitutionen”. Derude, hvor ”et digt er en hårpisk af lysende ord”, der ”sigter mod stjernen og rammer hjertet” osv”
I min over 20 år lange karriere som
Boberg-anmelder har jeg ofte anholdt små og store lyriske klicheer, men jeg
måtte dér ved morgenbordet indrømme, at de to sidste citatbidder om lysende ord
og stjerne/hjerte lød alvorligt kriminelle, men også mistænkeligt u-Bobergske.
Digtet, citatet er
taget fra, kan læses som Ugens Digt her lige ovenover og er trykt på side 32 i Boberg-bogen
sammen med tre andre digte, side 31, 33 og 34, DER EKSPLICIT IKKE ER LAGT I
MUNDEN PÅ DIGTERJEGET, MEN I STEDET DENNES FORHADTE ”KOLLEGA”. Digtet lige før,
på side 30, slutter: ”Jeg var også blandt dem/ der så kollegaens/ erfarne blik/
hvile på sit store publikum,/ så åbnede han sin/ slanke blå bog/ og læste:”.
KOLON! Digtet lige efter, på side 35, slutter (herligt nederdrægtigt):
”Pensionerede bibliotekarer,/ de sidste grå hjelme,/ en flok velstående kristne kulturnydere,/ vestlige diplomater,/ kendte veganere,/ konsulens sekretær,/ klummeskrivere fra den officielle avis,/ og et par litterater/ af den blå blomsts nåde rejse sig i enstemmig applaus”
”Pensionerede bibliotekarer,/ de sidste grå hjelme,/ en flok velstående kristne kulturnydere,/ vestlige diplomater,/ kendte veganere,/ konsulens sekretær,/ klummeskrivere fra den officielle avis,/ og et par litterater/ af den blå blomsts nåde rejse sig i enstemmig applaus”
Uden de fire ham
tilskrevne digte ville jeg ikke se nogen tvingende grund til, at anmelderne
identificerede Kollegaen som Thomas Bobergs fire år ældre kollega Søren Ulrik
Thomsen, selvom han ligner til karikeret og polemisk forveksling: Nostalgisk,
harmonisøgende, klassicistisk, gudstroende akademimedlem.
Men MED de 4 digte
forstår jeg helt ærligt ikke, hvorfor ikke en eneste anmelder udpeger SUT (kun
Bredsdorff stiller hesteæder-digteren til ansvar for Kollega-linjer), eftersom
de så åbenlyst er parodier på den modne Thomsen, fra den takstfaste rytmik til
særgloser som delta og blå og præfixet knald-, og sammenlign bare Bredsdorffs stygge
linje: ”et digt er en pisk af lysende ord” med afslutningen på første digt i Nye digte, 1987: ”Tilegnet alt der
findes/ og tabes ned gennem versets fletning:”.
Er det fordi anmelderne, der alle som en er pænt positive, finder det upassende med så direkte polemik og persiflage og for Bobergs egen skyld fortier vulgariteten, eller har de bare slet ikke fået øje på dobbeltspillet. Det sidste er den bedste dårlige undskyldning, som jo delvist falder tilbage på Boberg selv, hvis parodi nemlig er lige så kærlig som kritisk: det er ikke fire dårlige Thomsen-digte, det er fire Thomsen-digte klart over gennemsnittet. Ligesom hesteæder-digteren, som påpeget af Tue Andersen Nexø i Information, på trods af al gudløs, kakafonisk, flosset desperadohed hele tiden kommer til at skrive linjer, der er både kønne og rørende.
Er det fordi anmelderne, der alle som en er pænt positive, finder det upassende med så direkte polemik og persiflage og for Bobergs egen skyld fortier vulgariteten, eller har de bare slet ikke fået øje på dobbeltspillet. Det sidste er den bedste dårlige undskyldning, som jo delvist falder tilbage på Boberg selv, hvis parodi nemlig er lige så kærlig som kritisk: det er ikke fire dårlige Thomsen-digte, det er fire Thomsen-digte klart over gennemsnittet. Ligesom hesteæder-digteren, som påpeget af Tue Andersen Nexø i Information, på trods af al gudløs, kakafonisk, flosset desperadohed hele tiden kommer til at skrive linjer, der er både kønne og rørende.
Sigende for den
auto-eksorcistiske drivkraft er det også, at de to hårdest konfrontatoriske
digte, groteskheds-udstillingen lige efter parodi-serien og selve det store
duel-epos, hvor de to digtere går i kostelig genre-clinch, er de strammeste,
fyndigste, klangfyldigste, med andre ord mest Thomsenske egen-digte i bogen. En
boomerang-massakre er duellen derfor:
”Og i det øjeblik jeg svang elegien, bankede// han salmen ned i min skal, som havde det været en/ sømkølle, vi gik begge i knæ, alting svimlede,/ jeg følte livet ud sive ud, jeg lå der på ryggen midt i/ slaggerne og så månens øje stirre mig helt ned i dødsriget”.
”Og i det øjeblik jeg svang elegien, bankede// han salmen ned i min skal, som havde det været en/ sømkølle, vi gik begge i knæ, alting svimlede,/ jeg følte livet ud sive ud, jeg lå der på ryggen midt i/ slaggerne og så månens øje stirre mig helt ned i dødsriget”.
De bedste parodier
går værst ud over parodisten selv - og hen over hovedet på anmelderne og/eller
under deres værdighed.
