tirsdag den 9. marts 2010

Shanghai-hat 4

Det sneede i Nanjing: I går besøgte vi universitetet i Nanjing, der ligger to timer i lyntog fra Shanghai. Hektisk venlige professor He Chengzou, ph.d. i Ibsen fra Oslo, har et ikke lille lokale til sit Nordic Center, men hårdt nok ingen studerende og ingen timer: alligevel arrangerede han sidste år et Ibsen-symposium, og året før kom Jostein Gaarder, hvis Sofies verden er kæmpe kinesisk bestseller, forbi, og nu var hele 4 nordiske forfattere på besøg, så det går fremad. Efter et besøg i et særdeles intrikat buddhistisk tempel, der bare blev ved og ved, mens snestormen udenom bare blev stridere og stridere, hastede vi tilbage til universitetet og et stopfyldt auditorium. Åsne og Riitta og Sjón klarede deres turneren af dagens (= hver dags, også i dags) emne: litteratur i et globalt perspektiv, glimrende proft; jeg selv snublede improviseret ud i en oplæsning af et 1300 år gammelt digt at Tu Fu, jeg tilfældigt havde læst på toget, og som måtte siges at være højst aktuelt, eftersom titlen akkurat er ”Snow storm”, det er den amerikanske digter Kenneth Rexroths oversættelse i hans antologi One hundred poems from the chinese fra 1965 (som havde brugt 45 år på at rejse fra Amerika over Danmark og hjem til Kina); og pointen er selvfølgelig, at selvom bogstaverne er nytteløse, skriver digteren sit digt alligevel, for kun i et digt kan bogstavernes nyttesløshed, varigt, besværges og dermed fornægtes:

Tumult, weeping, many new ghosts.
Heartbroken, aging, alone, I sing
To myself. Ragged mist settles
In the spreading dusk. Snow skurries
In the coiling wind. The wineglass
Is spilled. The bottle is empty.
The fire has gone out in the stove.
Everywhere men speak in whispers.
I brood on the uselessness of letters.

Hvilket de kinesiske studerende var så venlige at fnise højt og tydeligt af.

Highlights of Nanjng cuisine: Griseører og “smelly tofu” (det hed det, og det var det).

Fra tirsdags Shanghai Times: ”Nearly 300 Miss Etiquettes began a two-month training course yesterday in Zheijang Province, preparing them for the Shanghai 2010 World Expo./ After the Expo opens on May 1, the Miss Etiquettes will welcome visitors from around the world (…) The training had three stages, military, etiquette and real-time (…)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar