Er det en
klods eller
er det bare
en perle?
Jørgen Leth
Hvad weird er ved at lade Ulf PIlgaard læse det digt op?
Lars Bukdahls Blog, den frie version 2.0
The Monstertruck Mosquito Elon
Genstart på P1 skrev i fredags til mig for at meddele, at Jussi Adler-Olsen i den udsendelse, der blev sendt mandag, bliver konfronteret med mit Udbrud i WA Bøger betitlet "BZ Jussi", der fantaserede om en flok digterspirers besættelse af en af Jussis millionejendomme som kompensation for de mange elendige bind i Afdeling Q-serien, nu overtaget af et par mellemledere:
"– i kontekst af, hvorvidt det er grådigt at fortsætte serien. Til det svarer han:
”Jeg vil gerne sige til idioten – som han jo er – hvad tror han jeg har gjort? Jeg har trukket masser forfattere til udlandet, givet dem chancen for at blive udgivet. Sørget for at branchen har det bedre.”
”Bukdahl har alle dage været grådig nok til at blive på sin plads, selvom han burde være blevet smidt ud for længst. Og han vil elske det jeg siger her. Jo mere jeg spytter på ham, vil han elske det.”
Det er selvfølgelig en kritik, du skal have lov til at svare på, hvis du har lyst."
Det havde jeg egentlig ikke - især fordi min kontekst ikke var grådighed, men som sædvanlig bare litterær kvalitet - men selvfølgelig kunne jeg ikke lade være:
"Min lille kommentar den anden dag i Weekendavisen, som desværre og uretfærdigt nok ikke begraver mig i guld for min kritikervirksomhed, var udtryk for en helt naiv eller med Jussi Adler Olsens ord idiotisk irritation over, at man kan blive så rig på at skrive så utroligt (og mærkeligt) dårligt. Fedt nok for krimibranchen, at hans umådelige succes har givet danske og udenlandske forlag appetit på flere dårlige danske kriminalromaner, men jo ikke for litteraturen. Og sympatisk egentlig, at de mange millioner ikke har givet manden teflon nok til ikke at blive knotten over sådan et lille stykke irritereret kritik. Kh Lars"
Kun den sidste linje brugte de i den færdig udsendelse, hvor Jussi høres uddybe, at jeg dog ikke hører til den lille flok af individer, som han gerne vil få til at forsvinde fra jordens overfalde med et tryk på en knap ... Pyh!
Og et sekunds tid lignede det, at ikke-historien om ikke-siden ville breake digitalt, men heldigvis gik den i sin mor igen (I HOPE!), før den nåede Ib Michaelske hys-højder -PYH atter:
- medmindre meningen var at give MINUS 4 hjerter - Bo Tao Michaëlis' anmeldelse i Politiken af Line Holms og Stine Bolthers fortsættelse af Jussi Adler Olsens Afdeling Q-franchise Døde sjæle synger ikke - det er så kosteligt fyndig ondskab,. Bo Tao leverer, men han besværger igen og igen fuldstændig kontra, hvad han faktisk skriver,, at han er åh så positiv - hvilket bl.a. har overbevist forlaget, der i annoncer har citeret denne dødbringende passage:
"Jeg iler med ros. Makkerparret formår eksemplarisk at ramme Jussis populistiske prosa, som mere er Morten Korch end moderne dansk."
Sådan fortsætter Bo Tao uden nåde:
"Hvem i dag bruger ord som kvindemenneske, rottefjæs og Rosa-sveske? Eller kommer med Linie 3-vitser med arabiske fordomme i form af Assads bemærkninger om en kamel med en kaktus i røven og andre onkelvitser? Nu akkompagneret af en franskdansk politikvinde, Helena, der ligesom Hercule Poirot krydrer sit sprog med skolefranske vendinger. "
I hvilke ligefrem bevidsthed klinger det 4 stjernet postivt!!??
Samme for munden slående manøvre gentages senere i anmeldelsen:
Bortset fra det leverer Holm og Bolther på alle måder varen. Vi kommer som altid vidt omkring, hvor elementære småting slås op som store events. Vi følger nærmest handlingens personer ud på toilettet eller tæt på. »Rosa bestilte en stor triple hot karamelfrappé med ekstra flødeskum og chokoladesovs hos den jovialt dansende unge fyr bag disken«. Intet har noget med plottet at gøre, men skaber nok den søde inderlighed, forfatterskabets fans kalder krimiguf. Dog igen og positivt: 'Døde sjæle synger ikke' kommer med en kernehistorie med sus af det storslåede panoramiske og forstår såmænd at spinde et net, som minder om forne tiders føljetonromaner. Hvor nettet strammes meget langsomt, mens hvert kapitel gerne ender på en cliffhanger. Tilmed skriver forfatterparret nu og da bedre antydet impressionistisk end deres foregangsforfatter med sin småtunge prosa. Mere spændstigt, mere elegant end elefant, selv om længden er for lang. De har bibeholdt forfatterskabets redundante freudiansk-folkloristiske holdning. Al kriminalitet skyldes barndommens konstellationer."
Sikke fantastisk miserabelt det lyder til at være! Det med det folkloristiske er Bo Tao så glad for, at han tager det op igen i konklusionen, og husk vi har med en mand at gøre, altså Bo Tao, ikke Jussi, der har skrevet speciale om Raymond Chandler, i 1978:
"Sådan er det bare i det Adler-Olsenske univers, som har lagt Danmark og store dele af verden ned med sin succesfulde krimifolklore."
4 morgenstjerner lige snosken, som et godmodigt grusomt mord i akkurat en Jussi-roman.
Hagl
som Kristi nagler
fulgt af
hagl
som alle autofiktionens navler
Jeg kan godt lide at det folkelige "De" i Inger Christensens (/Pia Raugs) "På et alter i Chile"-digtsekvens/sang, som jeg den sidste uge har gået og lært mig udenad, ved siden af alle de pure civilisations-dekonstruktioner (mælk i en gammel kanon etc.) også bare som en hovedrig gangsterrapper "kører rundt i en Rolls Royce i Sofia".
(forresten også totalt fedt med den ubrudt i ring gående kor-afsyngning på pladen, der bare toner op og toner ud, fordi den principielt varer - og har varet - for evigt)
Fra Tage la Cours Studier rødt. Essays om kriminallitteratur, 1956 - andet fund i Bogbørsen i dag:
"Den første officielle opdager i litteraturen, og den første romandetektiv i det hele taget, finder vi i Charles Dickens' "Bleak House", der blev afsluttet i august 1853, og således har fejret sit 100 års jubilæum. Denne sporhund, Inspector Bucket, er en meget menneskelig, men alt andet end blåøjet herre, der skulle komme til at vente mange før han fik en værdig efterfølger i Georges Simenons Maigret.
"Bleak House" er en detektivroman, uagtet Dickens selv ofte var ved at glemme det i sin begejstring for de talrige besynderlige skikkelser og sideløbende handlinger, hans roman er opfyldt af, så at kun 14 af bogens 66 kapitler beskæftiger sig med Mr. Buckets opdagelser. Imidlertid gjorde Julian Hawthorne for nogle år siden det interessante eksperiment, at tage disse 14 kapitler ud af romanen og lade dem fremkomme som en helhed i en antologi under titlen "Inspector Bucket's Job", og, uagtet ideen måske ikke opfordrer til gentagelse, er der dog blevet en meget læseværdig selvstændig detektivfortælling ud af det.
"The Mystery of Edwin Drood" er også en ægte detektivroman; men Dickens døde jo bogstaveligt talt med penneskaftet i hånden før hans sidste værk blev afsluttet. Og, som Chesterton skriver, "denne roman er det eneste af Dickens' arbejder, der virkelig kræve en slutning. Han havde kun en virkelig god intrige at fortælle; og den har han givet løsningen på i himlen."
Å, Chesterton, yndlingsdickensianer!
Meget sløve anekdoter som flest i det 2. bind af Alverdens anekdoter, jeg fiskede frem fra Gentofte Hovedbiblioteks Bogbørs denne morgen, men her er tre gode:
Viggo Hørup (1841-1902, redaktør)
Hørup brugte meget malende billeder i sine politiske taler. Ved et møde i Lejre udtalte han om Københavns befæstning:
- Der er ikke mere fedt i den pølse, end der er på næbbet af en hornfisk.
J. P. Jacobsen (1847-1885, digter)
Den fremragende østrigske forfatterinde Josephine Gallmeyer var i sin tid i København på gennemrejse til Stockholm. Hun blev fejret ved en banket, under hvilken hun havde J.P: Jacobsen til bords. Hun havde fået præsenteret han som en såre interessant videnskabsmand og digter, hvis bekendtskab det nok var værd at gøre, men J.P. Jacobsen gjorde intet for at bekræfte dette og mælede ikke et ord.
Da hun syntes, hans tavshed havde varet længe nok, sagde hun:
- Min kære hr. Jacobsen, har De mere at fortie for mig?
Knud Larsen (født 1903, bokser)
- Ha' fa'en skal jeg gøre? spurgte en ung bokser fortvivlet i pausen mellem to omgange. Jeg kan overhovedet ikke se ham.
- Kan du ikke prøve at stikke ham én efter hukommelsen? sagde sekundanten Knud Larsen trøstende.
1. Fra Kejser-perspektiv: Iggy Pops "American Ceasar" fra pladen af samme navn, 1993 - her i en forkortet live-udgave:
https://www.youtube.com/watch?v=C3Cdrx--kjA
2. Fra gladiator-perspektiv: Pia Raugs "Morturi Te Salutant" fra pladen Iskrystaller, 1983 (stødt på vi anmeldelse af Raugs sonetkrans Luftspejlinger
På sin splinternye, fornemt og viltert forkjættende blog middelklasse2 skriver Lars Skinnebach om sin smukke, så godt mikroskopiske subversion af Gyldendals logo i sin kommende digtsamling I ly:
Jeg prøver altid at undgå logoet. Selvom jeg meget godt kan lide tranen. Engang fik jeg lov til ikke at bruge logoet, fordi jeg ellers ville trække bogen tilbage. Dengang var det vigtigt for mig, fordi jeg skrev vækstkritisk. Kapitalismekritisk. Nu skriver jeg pop, og så er det ok med logo, men jeg prøvede alligevel. De ville ikke gå med til det. Så jeg hævnede mig ved at lave logoet lidt om. Nu holder tranen et hjerte i sin klo. Hævnen er sød.
Jeg kom straks til at tænke på Per Langes digt 1926, som netop ender med billede hjertet i fuglens klo (og som jeg skrev om, blandt andre, i artiklen "En øjeblikskort note eller tre om Per Lange" i net-tidsskriftet "Nordica!=
NATTERGAL
Brast der en Kilde
i Nattens Indre?
Hvorfor blev alting
med ét saa lyst?
Var det en Stjærne
hinsides Mørket
som sprudled op
gennem Jordens Bryst?
En Skovgud drejer
med stille Hænder
en stor og glødende
Ædelsten.
Tungt falder Straalerne
gennem Mørket
røde og grønne
én for én.
En lille levende
Fuglestrube
har fyldt en Verden
med Drøm og Ro.
Et viltert Fuglenæb
strakt mod Himlen.
Et Fuglehjærte
i Nattens Klo.
(og så lige et yderligere link til Højholt fra nævnte Nordica-artikel:
"Jeg vil også gerne sammenligne ”Nattergal” eller nærmeste bestemt de to sidste linjer, for det tro jeg ikke er gjort, og det forekommer uundgåeligt, med de sidste linjer i Per Højholts digt ”November” fra Poetens hoved, som godt nok ikke handler om en nattergal, men om, en solsort, billedets konkrete struktur imidlertid ligner sådan cirkus, bare betydeligt mindre grumt, men rigeligt melankoli: En fugl i et træ sammenlignes med et hjerte bag (et menneskes eller en fugls (eller et andet dyrs)) ribben: ”Ikke at sneen falder og det er et koldt vejr/ blæsende, plager mig o min solsort./ Heller ikke gentlig at den lille sø/ under kirsebærtræerne tæt ved banen/ falmer og fyger til. Sådan er november./ men at du i morges sad kold i magnolien/ som omspændt af ribben et hjerte/ pludselig snetykning eller forfald.” Højholt + Lange: Ribben som en klo!")
Blandt de store, klassiske skuespillere og stemmer, som Jørgen Leth målrettet har dyrket og ladet optræde i sin film, er der ved siden af decideret kgl. skuespillere som Erik Mørk og Jørgen Reenberg og Ghita Nørby er der også primært komiske skuespillere eller komikere eller komedianter, Jørgen Ryg fx, og i filmen Dansk litteratur, 1989, hvor nulevende danske digtere læser sig selv op (eller bare sidder og skriver som Inger Christensen) og de afdøde læses op af stjerne-skuespillere (meget at fremhæve, men hey, Preben Lerdoffs Rye, der fornemt snøvlende læser Schades "Sne", det er for the ages), læser Ulf Pilgaard smukt Strunges "Livets hastighed" og et uddrag fra En landsbydegns dagbog - hele filmen kan ses
På Facebook for et par år siden spurgte jeg til Strunge-oplæsningen og pludselig blandede Leth sig i kommentarsporet (det var ikke mig der kaldte castingen weird):
Mange år senere, i 2019, stod så Ulf Pilgaard i Cirkusrevyen - og i en lille selvstændig sketch-film - og på en prik spillede Jørgen Leth, hvis stemmer i mellemtiden, via først og fremmest Tour de France, var blevet lige så stor og gylden som hans egen:
Min søn, 6 år, i ballongyngerne i Tivoli denne søndag iklædt sit Jack Skellington-kostume, mens jeg med akut højdeskræk af alle kræfter forsøgte ikke at nyde udsigten:
Så ved man, hvordan det er at være en pedal!