Jeg portrætterer på grundlag af så godt som ingenting, men rigeligt fantastisk næsrten noget, mystiske Helene S. Andersen i første afsnit af sommerserien SØENS SIBYLLER i WA Bøger i dag - de to eneste tekster hende, det har være muligt at fremskaffe er disse - den første blev angiveligt trykt i beatmagasinet Superlove, 1969, den anden blev trykt i Vagn Lundbyes antologi Texter, også 1969 - ifølge den ultrakorte bio i Texter skulle en tredje, "Den sidste mohikaner", befinde sig et sted i samlepose-tidsskriftet TA'-box, også i 1969, men det er ikke opsporet endnu. "Prins Valiant" og "Kærlighed" (har Arne Herløv Petersen opdaget) er optrykt i antologien En samling, 1972, hvor også fødeåret 1949 oplyses.
PRINS VALIANT Kær
Der er mange ting, jeg er uvidende om, men som jeg engang
vil lære at kende. Endnu en gang er det hans dag, og bleg og spinkel kommer han
ind på pladsen med dette strålende udtryk i ansigtet. Som en natsværmer flagrer
han frem og tilbage og ved ikke, hvad de omkringsiddende ler af. Hans ansigt
har ingen grænser, hans tynde hænder rækker en af de nærmeste en blå blomst,
men tag den ikke, skriger det i hans hjerte, og det var ikke sådan, at han
havde forestillet sig det, slet ikke dette andet menneske, som tøvende tager om
stilken med to fingre under hans rystende hånd, kun for et øjeblik efter at
sidde tilbage med den i hånden, medens han kaster sig skrigende ind på midten
af plænen, hvor hans fingre sætter blomsterhovedet i hans tøj. Det store nummer
kan tage sin begyndelse under den lysende septemberhimmel. Men hvem er det, der
sætter denne kæmpetragt ned i hans klovnebukser og får ham til at se op, så at
en mønt kan ligge på hans pande, hvem er det, som beder ham se ned, når
signalet kommer,'så at mønten kan falde ned i tragten. Hvor kommer denne latter
fra, medens en flaske vand tømmes ned i tragten, og du står som en af markens
liljer og stirrer op i det flimrende lufthav, fortabt i larmen, der stiger med
tomheden i flasken. Og hvor er du, ulykkelige, da du ser ned, og mønten falder
med en hård lyd i tragten, og hvem kan redde dig nu, da du haler den store
fyldte flaske, som tragten har siddet i, op af dine flagrende bukser, og med et
brøl, som forsvinder r spektaklet fra bænkerækkerne, begynder at løbe rundt og
rundt. Og ikke hører dine egne lyde, som strømmer ud af dig, eller mig, der
står og græder og græder ned i hænderne.
Der er utallige ting, som andre
kender, og som jeg aldrig nogensinde kommer til at kende. Råbene tager til, men
det er igen skridtene henad den øde villavej, hvor nedfaldsfrugterne ligger
maste på fortovet, jeg hører, nu da de er kommet ud af skovene, og med
geværerne oppe foran sig går i en lang kæde ud over rismarkerne. Og nu, da du
er standset op foran det træ, som jeg står skjult bagved, og nu, da
biografmørket som en døende følger soldaterkædens mindste bevægelser ud mod det
sted, det bombekrater, hvor du ligger og klynker som et barn og følger deres
mindste bevægelser. Som jeg dine med min mystiske krop, nu, da du standser op
foran det træ, jeg står bag ved, og hvorfra jeg i vejlygtens skær kan se hver
eneste af de tårer, som triller nedover dit drengeansigt, medens du knuger om
skæftet på dit sværd i skeden. Indtil jeg træder frem, og du siger: Du her, og
prøver at se væk, og jeg som i et digt går hen og rører ved dit ansigt, nu skal
du ikke sove mere, og tænker på dig, der ligger sammenkrøbet på bunden af dette
granathul, som soldaterne i det samme går intetanende forbi.
Der er en uendelighed af ting, som
vi intet ved om, og som ingen af os nogen sinde vil lære at kende. Når vi
vågner efter en lang og smuk drøm og ser os omgivet af løvet på træerne og
vilde blomster på jorden og hører fuglene ude ved søen, hvor guldsmede står
stille og funkler som iskrystaller, så gør vi alle disse ting til en del af os
selv. Således bliver vore drømme en del af vort liv, og er det ikke også sådan
med døden, bare den anden vej, at leve frit og tage af alt, er det ikke den
bedste måde at lære at leve og dø? Om lidt vågner vi og opdager at vi har
ligget og sovet mellem blomsterne. Det vi troede var noget andet, var fuglene
og vinden og solen, og en efter en rejser vi os og ser dér langt ude, hvor
jorden bliver fantastisk, dig i din korte kjole og med den tomme skede slæbende
i sandet efter dig, endelig på vej hjem.
KÆRLIGHED
Åh, Helene, hvisker han og skjuler
ansigtet i sine hænder, jeg er så lykkelig. Han har fine, hvide hår ned ad den
gyldne ryg, hvor der endnu sidder små dråber af vand og lyser i solen.
Hvorfor kyssede du mig, siger han
og ser op.
Fordi jeg vidste, at du elsker mig.
Hvordan kunne du vide det, smiler
han og borer sit ansigt ned mellem min arm og krop.
Simpelthen fordi du spurgte mig om,
hvad jeg hed, ikke? hans lange hår er blødt, jeg er lige ved at græde.
Engang var jeg meget ældre, end jeg
er nu, udbryder han pludselig og sætter sig i hugsiddende stilling. Hans våde
hår hænger i tjavser ned til skuldrene, og et tyndt lag sand klæber til hans
ryg.
Vend dig om, vend dig langsomt om,
og sig mig, hvad du ser, jeg kan mærke, at jeg ryster over hele kroppen.
Det, jeg ser, er dig, siger han
alvorligt.
Er du overrasket, og min stemme vil
næsten ikke lystre mig.
Ja, meget.
Hvorfor.
Fordi jeg er så bange for at miste
dig, heller ikke hans stemme lystrer ham mere.
Han sidder igen og stirrer ud over
havet. Åh, tag min hånd, hvis du ikke ved, hvor du går hen. Jeg vil kunne
forstå dig, fordi også jeg selv er faret vild. Men gå ikke ad den gamle vej,
for den fører ingen steder hen. Og vi må være tilbage inden midnat. Forsigtigt
skriver jeg vor kærlighed ind i hans ryg.
Der er legende, leende mennesker
over alt i det hvide sand, og der er musik i luften, og hendes hår har den
samme farve som solen, der har den samme farve som hendes øjne, der har den
samme farve som min eneste kærlighed. Børnene råber til hinanden og ruller
ellevilde omkring i sandet og knæler ned om et eventyrslot, som vokser op
mellem deres små hænder og bliver større og større.
To mænd kaster en rød badebold
mellem hinanden og bliver smukke og unge igen, og ind mellem dem går en lille
tyk mand, men han vender sig om inden vandet og vinker tilbage og begynder så
med udbredte arme at trave ud i bølgerne. Og hendes hår og solen og hendes øjne
og kærligheden og hendes øjne og barnet, som sidder nøgent i det yderste af
dønningerne, i ekstase med strittende ben og løftede buttede arme. Bag ved det slænger
en klynge unge mænd sig henad sandet, et strålende farvespil af kroppe og
stråhatte og gule og røde og blå og hvide badebukser.
Hvad er det, der sker med den gamle
kvinde, som står og skygger for øjenen med den ene hånd, medens hun stirrer ud
over det blå vand med bølgebruset: hendes hår bliver gyldent og rynkerne
forsvinder og hendes gule kjole flammer op mod himlen og Country Joe synger du
og jeg, du og jeg, og børnene danser rundt om hende, og der er musik og farver
alle steder.
Og nu en mand og kvinde på langs i
sandet, hendes lår har smukke blå åretegninger, der bliver finere og finere og
er en bevægende elskovserklæring til den anden ved siden af, som ligger varm og
blussende tæt ind til hende, og er det ikke sandt, at du er mig og jeg er dig og
vi er sammen alle sammen?
Ord er ekko af vore drømme, dybt nede i en gryde i den
yderste klitrække ligger tre små skolepiger og sover op mod rummet, men ud af
den sitrende luft træder nu Tim Buckley og synger lavmælt, hvis en violinist
spiller for jer og jeg synger for jer, vil I så spinde for mit hjerte og aldrig
sige til mig, at i morgen skal jeg gå. Og en efter en vågner de af deres
tusindårssøvn og løber ud mellem alle de nøgne mennesker, vinkende og leende og
stranden er et hav af dansende og smilende mennesker, og jeg må have været syg,
når jeg aldrig vidste, hvad jeg ejede, før jeg havde smidt det hele væk,
kærlighed er det eneste, der findes, den får jorden til at dreje rundt,
kærligheden, og ingen kan benægte det, uanset hvad de tænker, de kan ikke slippe
væk fra den, hør blot hvad en, der har prøvet på det, har at sige. #
En blid, varm vind stryger ind fra det lyse rum og det
kviksølvsglinsende hav. Solen skinner ud mellem lette lammeskyer, der glider
langsomt af sted. Stranden ligger lysende hvid ved vandet. En fjer sejler fra
side til side ned mod sandet, et øje i en marguerite har set den. Jorden er
ung, ung, ung.
