Verdens mindst velkomne behjulede sequel

The Monstertruck Mosquito Elon 

Jøsses, Jussi!

Genstart på P1 skrev i fredags til mig for at meddele, at Jussi Adler-Olsen i den udsendelse, der blev sendt mandag, bliver konfronteret med mit Udbrud i WA Bøger betitlet "BZ Jussi", der fantaserede om en flok digterspirers besættelse af en af Jussis millionejendomme som kompensation for de mange elendige bind i Afdeling Q-serien, nu overtaget af et par mellemledere:

"– i kontekst af, hvorvidt det er grådigt at fortsætte serien. Til det svarer han: 
”Jeg vil gerne sige til idioten – som han jo er – hvad tror han jeg har gjort? Jeg har trukket masser forfattere til udlandet, givet dem chancen for at blive udgivet. Sørget for at branchen har det bedre.” 
”Bukdahl har alle dage været grådig nok til at blive på sin plads, selvom han burde være blevet smidt ud for længst. Og han vil elske det jeg siger her. Jo mere jeg spytter på ham, vil han elske det.”
Det er selvfølgelig en kritik, du skal have lov til at svare på, hvis du har lyst."

Det havde jeg egentlig ikke - især fordi min kontekst ikke var grådighed, men som sædvanlig bare litterær kvalitet - men selvfølgelig kunne jeg ikke lade være:

"Min lille kommentar den anden dag i Weekendavisen, som desværre og uretfærdigt nok ikke begraver mig i guld for min kritikervirksomhed, var udtryk for en helt naiv eller med Jussi Adler Olsens ord idiotisk irritation over, at man kan blive så rig på at skrive så utroligt (og mærkeligt) dårligt. Fedt nok for krimibranchen, at hans umådelige succes har givet danske og udenlandske forlag appetit på flere dårlige danske kriminalromaner, men jo ikke for litteraturen. Og sympatisk egentlig, at de mange millioner ikke har givet manden teflon nok til ikke at blive knotten over sådan et lille stykke irritereret kritik. Kh Lars"

Kun den sidste linje brugte de i den færdig udsendelse, hvor Jussi høres uddybe, at jeg dog ikke hører til den lille flok af individer, som han gerne vil få til at forsvinde fra jordens overfalde med et tryk på en knap  ... Pyh! 

Verdens bedste dårligste 4 hjerter-anmeldelse

 - medmindre meningen var at give MINUS 4 hjerter - Bo Tao Michaëlis' anmeldelse i Politiken af Line Holms og Stine Bolthers fortsættelse af Jussi Adler Olsens Afdeling Q-franchise Døde sjæle synger ikke - det er så kosteligt fyndig ondskab,. Bo Tao leverer, men han besværger igen og igen fuldstændig kontra, hvad han faktisk skriver,, at han er åh så positiv - hvilket bl.a. har overbevist forlaget, der i annoncer har citeret denne dødbringende passage: 

"Jeg iler med ros. Makkerparret formår eksemplarisk at ramme Jussis populistiske prosa, som mere er Morten Korch end moderne dansk."

Sådan fortsætter Bo Tao uden nåde: 

"Hvem i dag bruger ord som kvindemenneske, rottefjæs og Rosa-sveske? Eller kommer med Linie 3-vitser med arabiske fordomme i form af Assads bemærkninger om en kamel med en kaktus i røven og andre onkelvitser? Nu akkompagneret af en franskdansk politikvinde, Helena, der ligesom Hercule Poirot krydrer sit sprog med skolefranske vendinger. "

I hvilke ligefrem bevidsthed klinger det 4 stjernet postivt!!?? 

Samme for munden slående manøvre gentages senere i anmeldelsen:

Bortset fra det leverer Holm og Bolther på alle måder varen. Vi kommer som altid vidt omkring, hvor elementære småting slås op som store events. Vi følger nærmest handlingens personer ud på toilettet eller tæt på. »Rosa bestilte en stor triple hot karamelfrappé med ekstra flødeskum og chokoladesovs hos den jovialt dansende unge fyr bag disken«. Intet har noget med plottet at gøre, men skaber nok den søde inderlighed, forfatterskabets fans kalder krimiguf. Dog igen og positivt: 'Døde sjæle synger ikke' kommer med en kernehistorie med sus af det storslåede panoramiske og forstår såmænd at spinde et net, som minder om forne tiders føljetonromaner. Hvor nettet strammes meget langsomt, mens hvert kapitel gerne ender på en cliffhanger. Tilmed skriver forfatterparret nu og da bedre antydet impressionistisk end deres foregangsforfatter med sin småtunge prosa. Mere spændstigt, mere elegant end elefant, selv om længden er for lang. De har bibeholdt forfatterskabets redundante freudiansk-folkloristiske holdning. Al kriminalitet skyldes barndommens konstellationer."

Sikke fantastisk miserabelt det lyder til at være! Det med det folkloristiske er Bo Tao så glad for, at han tager det op igen i konklusionen, og husk vi har med en mand at gøre, altså Bo Tao, ikke Jussi, der har skrevet speciale om Raymond Chandler, i 1978:

"Sådan er det bare i det Adler-Olsenske univers, som har lagt Danmark og store dele af verden ned med sin succesfulde krimifolklore."

4 morgenstjerner lige snosken, som et godmodigt grusomt mord i akkurat en Jussi-roman.

Dagens øjeblikkelige hagl

Hagl
som Kristi nagler

fulgt af
hagl
som alle autofiktionens navler

Christensen cruising

Jeg kan godt lide at det folkelige "De" i Inger Christensens (/Pia Raugs) "På et alter i Chile"-digtsekvens/sang, som jeg den sidste uge har gået og lært mig udenad, ved siden af alle de pure civilisations-dekonstruktioner (mælk i en gammel kanon etc.) også bare som en hovedrig gangsterrapper "kører rundt i en Rolls Royce i Sofia". 

(forresten også totalt fedt med den ubrudt i ring gående kor-afsyngning på pladen, der bare toner op og toner ud, fordi den principielt varer - og har varet - for evigt)

Dickens opfandt romandetektiven, ha! Og han er min!

 Fra Tage la Cours Studier rødt. Essays om kriminallitteratur, 1956 - andet fund i Bogbørsen i dag: 

"Den første officielle opdager i litteraturen, og den første romandetektiv i det hele taget, finder vi i Charles Dickens' "Bleak House", der blev afsluttet i august 1853, og således har fejret sit 100 års jubilæum. Denne sporhund, Inspector Bucket, er en meget menneskelig, men alt andet end blåøjet herre, der skulle komme til at vente mange før han fik en værdig efterfølger i Georges Simenons Maigret. 
  "Bleak House" er en detektivroman, uagtet Dickens selv ofte var ved at glemme det i sin begejstring for de talrige besynderlige skikkelser og sideløbende handlinger, hans roman er opfyldt af, så at kun 14 af bogens 66 kapitler beskæftiger sig med Mr. Buckets opdagelser. Imidlertid gjorde Julian Hawthorne for nogle år siden det interessante eksperiment, at tage disse 14 kapitler ud af romanen og lade dem fremkomme som en helhed i en antologi under titlen "Inspector Bucket's Job", og, uagtet ideen måske ikke opfordrer til gentagelse, er der dog blevet en meget læseværdig selvstændig detektivfortælling ud af det.
  "The Mystery of Edwin Drood" er også en ægte detektivroman; men Dickens døde jo bogstaveligt talt med penneskaftet i hånden før hans sidste værk blev afsluttet. Og, som Chesterton skriver, "denne roman er det eneste af Dickens' arbejder, der virkelig kræve en slutning. Han havde kun en virkelig god intrige at fortælle; og den har han givet løsningen på i himlen."

Å, Chesterton, yndlingsdickensianer! 

Anekdoter 1-3

Meget sløve anekdoter som flest i det 2. bind af Alverdens anekdoter, jeg fiskede frem fra Gentofte Hovedbiblioteks Bogbørs denne morgen, men her er tre gode:

Viggo Hørup (1841-1902, redaktør) 
Hørup brugte meget malende billeder i sine politiske taler. Ved et møde i Lejre udtalte han om Københavns befæstning:
  - Der er ikke mere fedt i den pølse, end der er på næbbet af en hornfisk.

J. P. Jacobsen (1847-1885, digter)
Den fremragende østrigske forfatterinde Josephine Gallmeyer var i sin tid i København på gennemrejse til Stockholm. Hun blev fejret ved en banket, under hvilken hun havde J.P: Jacobsen til bords. Hun havde fået præsenteret han som en såre interessant videnskabsmand og digter, hvis bekendtskab det nok var værd at gøre, men J.P. Jacobsen gjorde intet for at bekræfte dette og mælede ikke et ord.
   Da hun syntes, hans tavshed havde varet længe nok, sagde hun:
  - Min kære hr. Jacobsen, har De mere at fortie for mig?

Knud Larsen (født 1903, bokser)
- Ha' fa'en skal jeg gøre? spurgte en ung bokser fortvivlet i pausen mellem to omgange. Jeg kan overhovedet ikke se ham.
  - Kan du ikke prøve at stikke ham én efter hukommelsen? sagde sekundanten Knud Larsen trøstende. 

Top 2 over + 7 minutter lange gladiatorkampsange

 1. Fra Kejser-perspektiv: Iggy Pops "American Ceasar" fra pladen af samme navn, 1993 - her i en forkortet live-udgave:

https://www.youtube.com/watch?v=C3Cdrx--kjA 

2. Fra gladiator-perspektiv: Pia Raugs "Morturi Te Salutant"  fra pladen Iskrystaller, 1983 (stødt på vi anmeldelse af Raugs sonetkrans Luftspejlinger

Datterdigt, kort

Kom i min favn,
din faun -
havn
i havn

Hjertet i kloen I og II (og III)

 På sin splinternye, fornemt og viltert forkjættende blog middelklasse2 skriver Lars Skinnebach om sin smukke, så godt mikroskopiske subversion af Gyldendals logo i sin kommende digtsamling I ly: 

Jeg prøver altid at undgå logoet. Selvom jeg meget godt kan lide tranen. Engang fik jeg lov til ikke at bruge logoet, fordi jeg ellers ville trække bogen tilbage. Dengang var det vigtigt for mig, fordi jeg skrev vækstkritisk. Kapitalismekritisk. Nu skriver jeg pop, og så er det ok med logo, men jeg prøvede alligevel. De ville ikke gå med til det. Så jeg hævnede mig ved at lave logoet lidt om. Nu holder tranen et hjerte i sin klo. Hævnen er sød. 

Jeg kom straks til at tænke på Per Langes digt 1926, som netop ender med billede hjertet i fuglens klo (og som jeg skrev om, blandt andre, i artiklen "En øjeblikskort note eller tre om Per Lange" i net-tidsskriftet "Nordica!=

NATTERGAL

Brast der en Kilde
i Nattens Indre?
Hvorfor blev alting
med ét saa lyst?
Var det en Stjærne
hinsides Mørket
som sprudled op
gennem Jordens Bryst?

En Skovgud drejer
med stille Hænder
en stor og glødende
Ædelsten.
Tungt falder Straalerne
gennem Mørket
røde og grønne
én for én.

En lille levende
Fuglestrube
har fyldt en Verden
med Drøm og Ro.
Et viltert Fuglenæb
strakt mod Himlen.
Et Fuglehjærte
i Nattens Klo.  

(og så lige et yderligere link til Højholt fra nævnte Nordica-artikel:
"Jeg vil også gerne sammenligne ”Nattergal” eller nærmeste bestemt de to sidste linjer, for det tro jeg ikke er gjort, og det forekommer uundgåeligt, med de sidste linjer i Per Højholts digt ”November” fra Poetens hoved, som godt nok ikke handler om en nattergal, men om, en solsort, billedets konkrete struktur imidlertid ligner sådan cirkus, bare betydeligt mindre grumt, men rigeligt melankoli: En fugl i et træ sammenlignes med et hjerte bag (et menneskes eller en fugls (eller et andet dyrs)) ribben: ”Ikke at sneen falder og det er et koldt vejr/ blæsende, plager mig o min solsort./ Heller ikke gentlig at den lille sø/ under kirsebærtræerne tæt ved banen/ falmer og fyger til. Sådan er november./ men at du i morges sad kold i magnolien/ som omspændt af ribben et hjerte/ pludselig snetykning eller forfald.” Højholt + Lange: Ribben som en klo!") 

Dan/Kris

Dan Turèlls gendigtning af 10 år ældre, men først nu afdøde Kris Kristoffersens "Me and Bobby McGee" i sang-sektionen "Karma Cowboy's Greatest Hits" i hovedværket Karma Cowboy, 1974 - med Bobby kønsskiftet fra kvinde til mand ligesom i Janis Joplins version:

ME & MY BOBBY McGEE

Der sad en fyr på Nørrebro

og halvsov i sin bil

mens jeg sad på'n bænk

og så hans smil

Fyren tog mig lie på sted't

var så sød og kæk

Jeg gik ind i bil'n

vi kørte væk

Og holdt os til hinanden

i dagene derpå

og så hvordan vores himmel

blev så blå

Og aldrig har jeg sov't så godt

og aldrig drømt så blidt

som med Bobby's ansigt

tæt mod mit

Frihed er ordbogsord

betyder ikke spor

Ord kan aldrig være noget ror

At ha det godt

var godt nok flot

og havde nok at sie

nok at sie for mig og min Bobby McGee

Fra Gedser og til Skagen

og til Århus nok en gang

kørte vi mens Bobby

sang og sang

Bobby sang maskinen frem

sang os alle hjem

sang os hen ad vej'n

med fynd og klem

Han sang hele natten

og kørte dagen lang

og dage svandt imens han

sang sin sang

Og aldrig har jeg sov't så godt

og aldrig drømt så blidt

som med Bobby's ansigt

tæt mod mit

Frihed ...

En morgen da jeg vågned'

var han ikke læng're nær

og pludsli lå jeg

helt alene dér

Bobby var fosvundet bort

kærlighed er kort

Han søgte sig et sted

hvor der var fred

Jeg håber han vil finde

det sted han ville til

Jeg véd jeg aldrig selv

vil finde fred

Og jeg vil bytte al i morgen

for én eneste i går

hvor min fingre kruser

Bobby's hår

Frihed er ordbogsord

betyder ikke spor

Ord kan aldrig være noget ror

At ha det godt

var godt nok flot

og havde nok at sie

nok at sie for mig og min Bobby McGee

Kristoffersens original, udødeliggjort jo primært Joplin, men her er det ham selv, smukke mand, DT og KK, smukke mænd:

Ulf/Jørgen

Blandt de store, klassiske skuespillere og stemmer, som Jørgen Leth målrettet har dyrket og ladet optræde i sin film, er der ved siden af decideret kgl. skuespillere som Erik Mørk og Jørgen Reenberg og Ghita Nørby er der også primært komiske skuespillere eller komikere eller komedianter, Jørgen Ryg fx, og i filmen Dansk litteratur, 1989, hvor nulevende danske digtere læser sig selv op (eller bare sidder og skriver som Inger Christensen) og de afdøde læses op af stjerne-skuespillere (meget at fremhæve, men hey, Preben Lerdoffs Rye, der fornemt snøvlende læser Schades "Sne", det er for the ages), læser Ulf Pilgaard smukt Strunges "Livets hastighed" og et uddrag fra En landsbydegns dagbog - hele filmen kan ses 

HER 

På Facebook for et par år siden spurgte jeg til Strunge-oplæsningen og pludselig blandede Leth sig i kommentarsporet (det var ikke mig der kaldte castingen weird): 

Jørgen Leth

Hvad weird er ved at lade Ulf PIlgaard læse det digt op?

• 
  

Jørgen Leth

gør han det ikke godt?

Lars Bukdahl

Jørgen Leth - weird som i kontra-intuitiv casting pga. Ulfs komiker-spændetrøje, og derfor modigt castet. men også genuint smukt takket være Ulfs udsøgte, klassiske diktion - mindre weird men endnu smukkere er hans Blicher-oplæsning (landsbydegns dagbog, ikke?) - måske ville Ulf aldrig være blevet skurk i Nattevagten, og hvad deraf fulgte af ikke-komiske roller, hvis det ikke var for hans medvirken i Dansk litteratur.

Jørgen Leth

godt ræsonneret. Han kan noget særligt. Jeg står ved valget af Ulf. Og har jo brugt andre komikere som Jørgen Ryg og Claus Nissen i mine film, fordi jeg synes de har en særlig skarphed og hemmelige resourcer.

Mange år senere, i 2019, stod så Ulf Pilgaard i Cirkusrevyen - og i en lille selvstændig sketch-film - og på en prik spillede Jørgen Leth, hvis stemmer i mellemtiden, via først og fremmest Tour de France, var blevet lige så stor og gylden som hans egen: 

Definition af en ballongynge

Min søn, 6 år, i ballongyngerne i Tivoli denne søndag iklædt sit Jack Skellington-kostume, mens jeg med akut højdeskræk af alle kræfter forsøgte ikke at nyde udsigten:

Så ved man, hvordan det er at være en pedal! 

Helene S. Andersens Samlede Værker - foreløbig og så komplet som muligt!

Jeg portrætterer på grundlag af så godt som ingenting, men rigeligt fantastisk næsrten noget, mystiske Helene S. Andersen i første afsnit af sommerserien SØENS SIBYLLER i WA Bøger i dag - de to eneste tekster hende, det har være muligt at fremskaffe er disse - den første blev angiveligt trykt i beatmagasinet Superlove, 1969, den anden blev trykt i Vagn Lundbyes antologi Texter, også 1969 - ifølge den ultrakorte bio i Texter skulle en tredje, "Den sidste mohikaner", befinde sig et sted i samlepose-tidsskriftet TA'-box, også i 1969, men det er ikke opsporet endnu. "Prins Valiant" og "Kærlighed" (har Arne Herløv Petersen opdaget) er optrykt i antologien En samling, 1972, hvor også fødeåret 1949 oplyses.

PRINS VALIANT Kær

Der er mange ting, jeg er uvidende om, men som jeg engang vil lære at kende. Endnu en gang er det hans dag, og bleg og spinkel kommer han ind på pladsen med dette strålende udtryk i ansigtet. Som en natsværmer flagrer han frem og tilbage og ved ikke, hvad de omkringsiddende ler af. Hans ansigt har ingen grænser, hans tynde hænder rækker en af de nærmeste en blå blomst, men tag den ikke, skriger det i hans hjerte, og det var ikke sådan, at han havde forestillet sig det, slet ikke dette andet menneske, som tøvende tager om stilken med to fingre under hans rystende hånd, kun for et øjeblik efter at sidde tilbage med den i hånden, medens han kaster sig skrigende ind på midten af plænen, hvor hans fingre sætter blomsterhovedet i hans tøj. Det store nummer kan tage sin begyndelse under den lysende septemberhimmel. Men hvem er det, der sætter denne kæmpetragt ned i hans klovnebukser og får ham til at se op, så at en mønt kan ligge på hans pande, hvem er det, som beder ham se ned, når signalet kommer,'så at mønten kan falde ned i tragten. Hvor kommer denne latter fra, medens en flaske vand tømmes ned i tragten, og du står som en af markens liljer og stirrer op i det flimrende lufthav, fortabt i larmen, der stiger med tomheden i flasken. Og hvor er du, ulykkelige, da du ser ned, og mønten falder med en hård lyd i tragten, og hvem kan redde dig nu, da du haler den store fyldte flaske, som tragten har siddet i, op af dine flagrende bukser, og med et brøl, som forsvinder r spektaklet fra bænkerækkerne, begynder at løbe rundt og rundt. Og ikke hører dine egne lyde, som strømmer ud af dig, eller mig, der står og græder og græder ned i hænderne.

Der er utallige ting, som andre kender, og som jeg aldrig nogensinde kommer til at kende. Råbene tager til, men det er igen skridtene henad den øde villavej, hvor nedfaldsfrugterne ligger maste på fortovet, jeg hører, nu da de er kommet ud af skovene, og med geværerne oppe foran sig går i en lang kæde ud over rismarkerne. Og nu, da du er standset op foran det træ, som jeg står skjult bagved, og nu, da biografmørket som en døende følger soldaterkædens mindste bevægelser ud mod det sted, det bombekrater, hvor du ligger og klynker som et barn og følger deres mindste bevægelser. Som jeg dine med min mystiske krop, nu, da du standser op foran det træ, jeg står bag ved, og hvorfra jeg i vejlygtens skær kan se hver eneste af de tårer, som triller nedover dit drengeansigt, medens du knuger om skæftet på dit sværd i skeden. Indtil jeg træder frem, og du siger: Du her, og prøver at se væk, og jeg som i et digt går hen og rører ved dit ansigt, nu skal du ikke sove mere, og tænker på dig, der ligger sammenkrøbet på bunden af dette granathul, som soldaterne i det samme går intetanende forbi.

Der er en uendelighed af ting, som vi intet ved om, og som ingen af os nogen sinde vil lære at kende. Når vi vågner efter en lang og smuk drøm og ser os omgivet af løvet på træerne og vilde blomster på jorden og hører fuglene ude ved søen, hvor guldsmede står stille og funkler som iskrystaller, så gør vi alle disse ting til en del af os selv. Således bliver vore drømme en del af vort liv, og er det ikke også sådan med døden, bare den anden vej, at leve frit og tage af alt, er det ikke den bedste måde at lære at leve og dø? Om lidt vågner vi og opdager at vi har ligget og sovet mellem blomsterne. Det vi troede var noget andet, var fuglene og vinden og solen, og en efter en rejser vi os og ser dér langt ude, hvor jorden bliver fantastisk, dig i din korte kjole og med den tomme skede slæbende i sandet efter dig, endelig på vej hjem.

 

 

KÆRLIGHED

 

Åh, Helene, hvisker han og skjuler ansigtet i sine hænder, jeg er så lykkelig. Han har fine, hvide hår ned ad den gyldne ryg, hvor der endnu sidder små dråber af vand og lyser i solen.

Hvorfor kyssede du mig, siger han og ser op.

Fordi jeg vidste, at du elsker mig.

Hvordan kunne du vide det, smiler han og borer sit ansigt ned mellem min arm og krop.

Simpelthen fordi du spurgte mig om, hvad jeg hed, ikke? hans lange hår er blødt, jeg er lige ved at græde.

Engang var jeg meget ældre, end jeg er nu, udbryder han pludselig og sætter sig i hugsiddende stilling. Hans våde hår hænger i tjavser ned til skuldrene, og et tyndt lag sand klæber til hans ryg.

Vend dig om, vend dig langsomt om, og sig mig, hvad du ser, jeg kan mærke, at jeg ryster over hele kroppen.

Det, jeg ser, er dig, siger han alvorligt.

Er du overrasket, og min stemme vil næsten ikke lystre mig.

Ja, meget.

Hvorfor.

Fordi jeg er så bange for at miste dig, heller ikke hans stemme lystrer ham mere.

Han sidder igen og stirrer ud over havet. Åh, tag min hånd, hvis du ikke ved, hvor du går hen. Jeg vil kunne forstå dig, fordi også jeg selv er faret vild. Men gå ikke ad den gamle vej, for den fører ingen steder hen. Og vi må være tilbage inden midnat. Forsigtigt skriver jeg vor kærlighed ind i hans ryg.

Der er legende, leende mennesker over alt i det hvide sand, og der er musik i luften, og hendes hår har den samme farve som solen, der har den samme farve som hendes øjne, der har den samme farve som min eneste kærlighed. Børnene råber til hinanden og ruller ellevilde omkring i sandet og knæler ned om et eventyrslot, som vokser op mellem deres små hænder og bliver større og større.

To mænd kaster en rød badebold mellem hinanden og bliver smukke og unge igen, og ind mellem dem går en lille tyk mand, men han vender sig om inden vandet og vinker tilbage og begynder så med udbredte arme at trave ud i bølgerne. Og hendes hår og solen og hendes øjne og kærligheden og hendes øjne og barnet, som sidder nøgent i det yderste af dønningerne, i ekstase med strittende ben og løftede buttede arme. Bag ved det slænger en klynge unge mænd sig henad sandet, et strålende farvespil af kroppe og stråhatte og gule og røde og blå og hvide badebukser.

Hvad er det, der sker med den gamle kvinde, som står og skygger for øjenen med den ene hånd, medens hun stirrer ud over det blå vand med bølgebruset: hendes hår bliver gyldent og rynkerne forsvinder og hendes gule kjole flammer op mod himlen og Country Joe synger du og jeg, du og jeg, og børnene danser rundt om hende, og der er musik og farver alle steder.

Og nu en mand og kvinde på langs i sandet, hendes lår har smukke blå åretegninger, der bliver finere og finere og er en bevægende elskovserklæring til den anden ved siden af, som ligger varm og blussende tæt ind til hende, og er det ikke sandt, at du er mig og jeg er dig og vi er sammen alle sammen?

Ord er ekko af vore drømme, dybt nede i en gryde i den yderste klitrække ligger tre små skolepiger og sover op mod rummet, men ud af den sitrende luft træder nu Tim Buckley og synger lavmælt, hvis en violinist spiller for jer og jeg synger for jer, vil I så spinde for mit hjerte og aldrig sige til mig, at i morgen skal jeg gå. Og en efter en vågner de af deres tusindårssøvn og løber ud mellem alle de nøgne mennesker, vinkende og leende og stranden er et hav af dansende og smilende mennesker, og jeg må have været syg, når jeg aldrig vidste, hvad jeg ejede, før jeg havde smidt det hele væk, kærlighed er det eneste, der findes, den får jorden til at dreje rundt, kærligheden, og ingen kan benægte det, uanset hvad de tænker, de kan ikke slippe væk fra den, hør blot hvad en, der har prøvet på det, har at sige.        _#

En blid, varm vind stryger ind fra det lyse rum og det kviksølvsglinsende hav. Solen skinner ud mellem lette lammeskyer, der glider langsomt af sted. Stranden ligger lysende hvid ved vandet. En fjer sejler fra side til side ned mod sandet, et øje i en marguerite har set den. Jorden er ung, ung, ung.