om som som - om!

som om
der skulle stå
"om"
i Signes
"vers"
(bogens (kun for hende tilladelige) genrebetegnelse)
i blogposten
nedenfor,
der skal
selvfølgelig stå
"som" -
verden og
digtningen er
ikke
om
nogen som helst,
den og den er
som
hvad som helst,
der er
smukkest sandest,
læs det igen,
verset
om som

PS
og så vil jeg
også bare lige
kalde hende
poesiens
sogne-
rådsformand

Signe siger

på side 1 i Ideale begivenheder, der udkommer i dag:

"støv: rummets rumfangs manchetknapper vi fumler med gennem milliarder af kilometer og år

øreringe lægges som kabaler i rummet, stille og roligt"

Virkelig fødselsdagssangsmaskine

re-
js-
eg-
ra-
mm-
of-
on

Min håbløst risskovianske udtale af mit idols udødelige navn afsløret

ØVIE
AT HAN
IKKE ER
HER I DAG
TIL SIN
FEJRING,
BOWIE,
UDEN HAM
ER VI ALLE
GODDAMN
FOR EVIGT
BØWEDE

inderst i marven synger instinktet - young TS

- første tekst i TS Høegs debutbog Amokoma, 1981 (de 2 første linjer er titlen)

går grundtonen gennem mennesket
eller hviler den i systematik

- erindringen er spundet sammen i upålidelige ruller, sløret af praktiske forholdsregler, de lange dage set forfalsket fint.

- vi blev hjemløse, det viste sig, de første år i den afgrænsede skolegård, så afgrænset som indsigten. vi stod med asfaltens genialiteter skinnende formørket op i vores ansigter, stødvist skrigende til ti.

- så ned i åens plumrede vand, hvor tiden holdes flydende, hvor det bølger frem & tilbage i væltende bølger.

- vi stod senere i ventesalen med matblåt loft over ventilatoren, så på de to ure, som hver viste noget forskelligt. den ene vej væk altid en time foran & den vej hjem for sent.

- faldt ubeslutsomt rundt, sådan som de mindste blade også gør det, alt blev blev løgn på en eller anden måde.

- nerven har ingen hørlig lyd, men noget hyler. inderst i marven synger instinktet, sangen arresteret af tanken.

- jeg skriver ikke ord. paradokset holder tiden i spænd.

- fremskridt er mere vand end rum, dagevis faldet om imellem stridende mål: at holde fast ved eller tage ved lære."

Fra Strunge-portrættet i Trés 60:

"... men efter utallige forlag havde afslået mit "amokoma"-manus: Gyldendal: Gyldendal, hvor Rifbjerg bag et stort mahogni-skrivebord mente, at jeg skulle skrive om en bestemt ting eller efter tidens "plastic fantastic"", Arena & Centrums uendelige nølen & andres trækken på skuldrene, sagde Michael: "kom med mig" & sent ud på efteråret gik vi sammen ud til Gl. Kongevej, hvor dette Borgens Forlag havde til huse ... vi kom direkte ind til selveste denne Jarl-boss, hvor han fine, lille ansigt lyste mildt imellem to høje manusstabler ... Michael skred & jeg blev tilbage for at prøve at forklare mig ... efter at have ventet i henved 2 år & i trods havde skrevet og stenciltrykt: træer vinkler vandstråle i kort forvintret sommer, gik der ikke mere end kort tid før jul, hvor Jarl sagde god for produktet (...)"

TS Spurvehøeg 60 i dag

 
Tillykke til TS Høeg, Danmarks sødeste og sjoveste livstidsavantgardist.

Glemmer aldrig, da han til Borgen-reception inviterede mig og Jens B hjem til sig næste dag, hvilket, da jeg ringede op, Xenia virkelig ikke havde hørt om, og måske havde Thorsten også glemt det rent, da vi topgenerte troppede op i den eneste ægte kunstnerlejlighed, jeg har opholdt mig i, dér over hotellet på Frederiksberg Allé, men uden at blinke bød han os indenfor og agerede den perfekteste vært og patroniserede os viist og nysgerrigt og kærligt i øjenhøjde, og det gør han sgu stadigvæk, bare med den grad højere, gensidige hyl.

Han spiller mest på saxofon, MEN HAN ER IKKE MINDST DIGTER! Som skrevet står (af mig) i Danske Digtere i det 20. århundrede. Og i dag udkommer også en ny bog, Trés 60 (på Escho, der har overtaget loppecirkustjansen som udgiver fra Borgen), et farveægte hybridværk ligesom debuten Amokoma, 1982, denne her kunne så til gengæld få det halvpalindromiske kælenavn

Nærværræven
I min anmeldelse i WA i dag citerer jeg begyndelsen på neo-råberemsen (elsker hans hans krattede prosa, men råberemserne er og blive yndlings-TS-genren) "inde ude varm kold elsket", her er den in toto:

"a) jeg b)  c) hvem
står op & falder
af, hen, i, om, til,
hvis ingen vegne

eller er bare:

inde     inde     inde
      ude      ude
varm      varm      varm
        kold       kold       kold
elsket        elsket        elsket
         glemt        glemt

hvis dette skal have nogen mening
så kommer noget fra noget
som skal bringes videre
til enhver til hver en tid
& hvor er a) b) c) imens
hvis dette skal have nogen mening

a) jeg b) kunstneren c) hvem

står op & letter
videre, rammer måske muren
ramler, men lever af det: livet

jo, fat materialet & gå i gang værende på tæerne:
kunst er at udtrykke tilværelsens puls, tilstand & ånd

a) jeg b) kunstneren c) hvem

protestanter såvel mod- som medgang
katolicerer såvel magt- som misbrug
muslimer blot øjne & ører
buddhister bitterhed
hinduer ligegyldighed
ateister såvel selvfedme som -led

jeg voodooer jer & mig selv
kunstneren voodooer jeg & sigselv
hvem voodooer mig & jer

søger dybder, sprækker & udveje
afstår nu til: jorden være lovet"

HØRT OG ATTER ØRT!

At hænge sin hat

Hatten er igen og igen i centrum hos Buster Keaton, men en særlig og fast specialitet er at hænge hatten fra sig, gerne virtuost og ofte på de særeste ting og nogle gange slet ingenting (det fik jeg heller ikke nævnt i min forfærdeligt korte anmeldelse i næste Ekko-nummer):

Tekst- og billedklip fra opslag (som selvfølgelig straks dukkede op, lige så snart jeg googlede) om Keatons "hatkomedie": 

"He sometimes snuck in surreal effects, such as this moment where arrives at work, slaps his cane again the wall and somehow makes it stick. Then he simply hangs his hat on the handle."



Most of the time, he preferred to display his skill, as in this simple gag.

"

Busterske Byrne

Så halvdistræt Talking Heads-koncertfilmen Stop making sense! på YouTube og tænkte (med hele BK's kortfilms-produktion, anmeldt til Ekko, i frisk erindring): Hvor er egentlig David Byrne enormt Buster Keaton-agtig, hvis ikke direkte -inspireret, deadpan svingende rundt med sin krop - se bare, hvordan han omgås den lampe i "This Must Be the Place (Naive Melody)":

Sådan ser en skodsborgkælder ud

Der var kommet det forkerte billede over billedteksten i min anmeldelse af skandaløst nedlukkede Ditte og Louise i fredagens WA Kultur - det her er det rigtige:



(billedtekst) Ditte og Louise giver den fuld gas i kælderen i rigmandsvillaen i Skodsborg

- og så faldt jeg i forgårs over en special på Netflix med den amerikanske synge-komik-duo (med kunstnernavnet!) Garfunkel and Oates, der også består af en en lille, mørk og en høj, lys, og som jeg ikke før havde hørt om og som NÆSTEN er lige så sjove, her synger de sangen om at slå op umærkeligt:

Men for helvede, digitaliteten

Chefred. Martin har tydeligvis fået i opdrag at gøre WA mere digitalt nærværende, hvilket vi mildest talt ikke er, og det snakker han sympatisk henholdende om:

 "Vi er skam allerede digitale. Men vi skal stille og roligt udvikle os på de sociale medier og de øvrige digitale platforme, men med det indhold, folk kender fra den Weeekendavis, der udkommer om fredagen. Vi skal ikke ændre os for at være digitale. Vi skal fortsat være Weekendavisen. Der kommer ikke til at være store armbevægelser med pludselige relanceringer, hvor vi bombastisk farer ud med nye versioner,«siger Martin Krasnik.

»Weekendavisen skal selvfølgelig også være til stede digitalt, og det er vi allerede. Man kan læse os digitalt, og man kan høre os på vores lydavis, som er meget populær. En del af vores journalister er også meget aktive på sociale medier. Men det er klart, at vi ikke har begået den fejl, som andre har begået: Nemlig at man først tænker digitalt og derefter tænker journalistik. Det har været vigtigt for Weekendavisen, at man har stået fast på, at man skal betale for at få lov at læse avisen. Det koster penge at få den kvalitet,«siger han.

I har en e-avis og en lydavis, men hvilke nye ting vil I arbejde med digitalt?

»Det har jeg ikke nået at tænke over endnu. Men jeg skal være med til at videreudvikle de ting, vi laver digitalt, og selvfølgelig også finde på nye ting.«"

- se nu bare i dag, hvor digterne Louise Juhl Dalsgaard og Sternberg på Facebook (hvor Krasnik proklamerede sin forfremmelse) gerne ville linke til min årsrevy i nytårsavisen, og det kan de ikke engang gennem en betalingsvæg, så derfor måtte de knipse hvert deres patetiske foto (Louise ville highlighte Laus Strandby-ros, Sternberg Sternberg-ros): 

Chefredaktørør

er vist enhver WA-medabrejder i aften; så vidt jeg er orienteret - og det er virkelig ikke særlig langt - var der der færre end få, der så det komme. Men som udgangspunkt er jeg en aldeles positiv

Kras-
nik-
ke-
dukke.

Her er et klip fra et interview med den nye boss i Journalisten, jeg kan godt lide det med at skrive om, hvad man brænder for:

"Det er jo verdens bedste job, hvis man interesserer sig for at lave avis og tilfældigvis også taler og skriver på dansk. Det er en avis, jeg selv har været på i mange år, jeg kom hertil som 24-årig. Og jeg har selv nydt utrolig godt af det, som denne avis kan, nemlig at man som journalist får lov til næsten uden forhindringer, begrænsninger, formaninger eller løftede pegefingre at skrive om det, men brænder allermest for. Det er sgu ikke særligt mange aviser i verden, der har det som ledende princip, at avisens journalister skal udfolde sig præcis, som de selv har lyst til. Der har Anne Knudsen gået foran som et godt eksempel på. Det er verdens bedste job for mig at være med til at videreudvikle den avis, hvor det er muligt,«siger Martin Krasnik.

Hvordan vil du sætte dit præg på avisen?

»Det ved jeg ikke rigtigt endnu. Men jeg tror meget på, at man leder som man nu er som skribent, journalist og menneske. Jeg har aldrig prøvet at være chefredaktør før, så jeg ved jo ikke rigtig, hvordan jeg selv vil være i den rolle. Men jeg håber meget, at jeg sammen med avisens medarbejdere kan sørge for, at Weekendavisen fortsat er det sted i landet, hvor man kan finde de mest overraskende, de mest velskrevne og nogle gange mærkeligt uaktuelle, men altid dybt personlige, begavede, oplysende og underholdende artikler,«siger Martin Krasnik og tilføjer:

»Det er jo en programerklæring, der vil noget. Det kan godt være, at den lyder tilbageskuende, men det er den absolut ikke. Den er hypermoderne.«

Men jeg skrev Guldhornene først

eller nej, det gjorde Adam Oehlenschläger jo, men jeg skrev min roman, før Søren Behncke kreerede disse fantastiske piktogrambesmykkede "paphorn":

Motto 2017

HÅNDSTAND
PÅ
DØRHÅNDTAG
- og SÅ omhyggeligt åbne døren

2 papfyrfadslys samme ordspil

Men desværre kom det første først (og jeg er bange for, at jeg i sin tid faktisk har set Søren Behnckes flotte redningskransekage  - jeg synes, jeg genkender den!? - på Charlotte Fogh i Aarhus (!?) og så bare placeret den så langt tilbage i min bevidsthed, at jeg faktisk troede på, at jeg selv fandt på ordspillet, hvilket det virkelig føltes som om, at jeg gjorde, men jeg kan altså ikke afvise en erindringsgennemsivning under radaren)

Mikkel Amby  

Søren Behncke

Lars Bukdahl Selvfølgelig havde Papfar været der først, damn! Fastest ordspiller in the west

Mikkel Amby Godt nytår, Lars!

Søren Behncke Også et rigtig godt nytår herfra til de herrer!