Vesteråndedrættet

Helt stille her,
jeg skriver ikke,
du sover let, 
dit åndedræt lyder
en smule højere
end havet, jeg kalder
det Vesteråndedrættet
(i dette digt skrevet
en tre-fire timer senere
på samme her)

VEJRUDSIGT: ENGLEFALD!

Det er nu officielt, at Cecilie Lind - AKA du - til juni romandebuterer med TIL EN ENGELS FORSVAR på forlaget Gladiator, ifølge forlagets netop publicerede forårsprogram nemlig. Jeg kender og elsker bogen, men jeg glæder mig vildt alligevel. Direktør og redaktør Hans Otto Jørgensen reklamerer rammende med blandt andre disse eksalterede ord + sigende citat:

"Cecilie Lind: Til en engels forsvar, roman, udkommer juni 2017
Cecilie Lind har en fuldstændig vanvittig fornemmelse for sprog. Hver eneste sætning betyder noget. Ikke kun på et semantisk niveau, den har attitude eller temperament eller hvad vi kalder det: den vrænger, er sødladen, indigneret etc. Skriften bliver sine steder næsten hallucinatorisk, det vil sige: den gør sig her og nu, i det jordiske, ofte i et visnende eller ruinøst niveau, samtidig med at den opløser tid og rum og bliver svimmel og udarter med meta-kommentarer og synske hvirvler.
Det er en farce. Det er der en tradition for, farcen og det hallucinerede. Johannes Holbek, Jakob Knudsen og andre. De Nerval og Lautréamont.
En engel forløber sig. Hun skulle tage sig af et barn, som skytsengel, men forelsker sig i barnet. Hun bliver lidenskabelig og vil kysse, og det kan vi ikke have. Det holder samfundets moral ikke til – og englen stilles for retten. Det ser sort ud, indtil Gud træder til:

Jeg er en gud. Jeg er svag, men jeg er mægtig, men jeg trænger til et kælent hjerte, en engels tålmodighed – Og sandelig siger jeg jer: Jeg er en herre, en pige, en hykler, liderlig efter Satan og Englen, begærer: selskab og flammer og lyshav og ondskab og hellighed og tilgivelse – åh tilgivelse. Hvilket lifligt fænomen. At kunne befris for sig selv og sin almagt, og sin altoverskyggende angst, og sin altopslugende kærlighed. Jeg elsker alt itu, og jeg græder mine guddommelige tårer hver eneste aften, og min gråd er regnen der falder og befrier ørkenen for sin tørst i den kolde kolde stjernenat."

 

(engel: Gustave Dorè (ikke cover))

Halvpinligt nærværsdigt

Radio-
tavsheds
naturlige
forklaring:
Nuet
ankom
i form
af dig,
du er
lutter
nu
 

3 duer

du
er
nu
for-
du-

ftet

*

du
da-

ffer
i
sol-
ens
du-

ffel-
coat

*

din
du-

ft af
du

er
rigt
di-

ffe-
ren-
ti-
er-
et
her

Blind tekst-passager anholdt og eksorteret ud af tidsskriftsmanus

-->

Ked af sitret mule, må må må jeg æde en klartone, dit, nej mit diadem dæmrer for dig en dånehat, haha, der er kønne fugle og de lyver for DIG meget

Bly

Barm

Kan du bruge det geddekid jeg drømte til dine forladte guder

Slettelak nej tak nå sjap jeg smelter jeg er storladen og gøgler med ært nå nå jeg skal ikke komme her og mænge mig med skavankkuldrede

Nej det er ikke så godt. Torden og lynild, men men men jeg nulrer en ad

Perverse mine knogler kan svøbes i guld hæ hælde på ælde til og man bliver grå af at sukke og sukke og smukke hey hvad dukker du op af? Af alt jeg ved ved jeg det bedst: at du er en kysser og sweet

Meet me with the big black træ og tro på to og ro i

Hjerne en fjern ogogogog gogogirl bange for alt i især nætter i især buske (hvor jeg gemmer, hvor jeg skjuler) åhåh alt det ækle jeg ejer kan tælles på

En hånd en

Diamant så smuk som

Rabarberben i havebukser jeg gider godt glinse af sved og glemme verden til evig tid en flid med muld og pirat og hvad ved jeg af enøjet erobring jeg tugter min tunge med bitre mandler jeg elsker at tro på postulater om guld for enden af regnbuen græsser dydige alfer og feberpanden jeg har jeg har jeg har som en lomme knap og nap og lige akkurat et ja til ja og jaja det skal jo nok

Ikke

Gå væk igen jeg ønsker mig smæk og blå mærker

Er pynt nok til at jeg er vildt lækker jeg slækker ikke på mine tunge øjenlåg de skal luges fri for vipper vel nok nok nu vel nok sagtens kan jeg stille stille mig an som soldat i et dameblødt skød hæææææ nå så 

Dudigt

Dy
dig,
du,
for
at
dø
som
en
då,
der
alene
kender
mig
som
lille
De
og
dig
selv
som
do
dér

Læredigt om uduelighed

forfatterjeget
tåler kun et du
af egen tilvirkning,
fra eget spejlopdræt,
fra helt egen brillefarm

intet hader forfatterjeget mere
end et selvbestaltet du,
der kritiserer jegforfatteriet
fra eget spejlkabinet,
med egne sygekassebriller 

et selvbestaltet, kritiserende du
kan forfatterjeget kun forstå som
kritisk bestaltet bag duets ryg af
marionetværkende de-koncerner,
kaldet hvidhed fx eller smalhed

et du
er out,
når et jeg
ikke får sin
papegøje

Digt til dig

Først vågner du som en julerose

tyst og uroligt

så vågner du som en nytårsraket

utilnærmeligt og susende

og til sidst vågner du som hele næste år

varsomt og voldsomt

Morgenmurren

Nu
sover i
samme
du.

Nu
ved udmærket godt,
at der er intet næste
du.