Jeg sidder på hovedbanegårdens nye, tarvelige Starbucks og citerer Norman Mailer, som disser novellen fyrsteligt

He (NM i 3. perrson) does not have the gift to write great short stories og perhaps even very good ones. In fact, he will confess he does not have the interest, the respect or the proper awe. The short story bores him a little. He will admit he rarely reads them. He is, in secret, not fond of writers who work at short stories, Nor are they often, he suspects, fond of him. He has a private sneer for the reputations they have amassed. There is a terrible confession to make: he thinks the short story is relatively easy to write. You only have to be good for a da or a week - there is none of that arduous collaboration between character and passion, inspiration and ascetism, which goes into keeping one's balance on the teeter-totter of a novel where work goes on day after day through many a season into the years. Anyone can be good for a week, but who can be good for a year, or two, or three?

(og ja, 'novellefobi' har jeg selvfølgelig for længst tagget)

Trivipenge til litteraturfinhed

Visse anerkendte litteraturpriser kan godt finde på at gå til en mere eller mindre anerkendt slags trivialforfatter, fx De Gyldne Laurbær, der er gået til både Leif Davidsen og Hanne-Vibeke Holst og Christian Jungersen, og nu er det pludselig omvendt med den nye Novellepris, Zinklar-prisen:

Ny dansk novellepris: Zinklar-prisen

Zinklar-prisen er en ny dansk litteraturpris, som fra og med i år uddeles til en dansk eller udenlandsk forfatter, der på fremmeste vis har gjort sig gældende inden for novellegenren. Prisen, der er på 100.000 kr., uddeles ved et festligt arrangement i Dansk Forfatterforening fredag d. 22. november 2013 kl. 16, hvor der vil være livemusik og interview med og oplæsning ved prismodtageren.
Zinklar-prisens midler stammer fra den nu afdøde novelleforfatter Finn Zinklar (1923-2010), der testamenterede størstedelen af sin formue til formålet. Det er i år første gang, Zinklar-prisen bliver uddelt. Finn Zinklar voksende op med en far, der levede af at fremstille sit eget blæk, som han kaldte "Zinklar Blæk". Selv blev han uddannet korrespondent og arbejdede i regnskabsafdelingen på Toms Fabrikker. Finn Zinklar levede et parallelliv som forfatter af ugebladsnoveller. Han debuterede i 1949 og fik trykt sin sidste ugebladsnovelle i 1994. I løbet af de 45 år, han var aktivt skrivende, producerede Finn Zinklar over 100 noveller, som fortrinsvis blev bragt i ugebladet Hjemmet. De fleste var kriminalhistorier og bar titler som De radioaktive mænd, Hvis du finder mig død, En dag dræber jeg dig og Mord blandt venner. Finn Zinklar boede i København hele sit liv. Han blev aldrig gift, fik ingen børn og levede et beskedent liv, hvilket gjorde det muligt for ham at lægge midler til side. Midlerne testamenterede Finn Zinklar til den fond i hans eget navn, der står bag Zinklar-prisen.
Med Zinklar-prisen ønskede Finn Zinklar at fremme og hylde novellen som litteraturform, og han besluttede, at legatet skal tilfalde en dansk eller udenlandsk novelleforfatter.
Prismodtagerens identitet afsløres den 19. november. Prisreceptionen finder sted fredag den 22. november kl. 16 i Dansk Forfatterforening, Strandgade 6, Kbh. K. Prismodtageren er udvalgt af Zinklar-prisens bestyrelse bestående af forfatter Jakob Vedelsby, litteraturanmelder og ekstern lektor ved Litteraturvidenskab på KU Kamilla Löfström samt direktør for Dansk Sprog- og Litteraturselskab Lasse Horne Kjældgaard.

Slut på pressemeddelelsen. Her er et eksempel på Finn Zinklars novellekunst, begyndelsen og slutningen på novellen En pinlig affære (fundet hos e-forlaget Hother og tidligere bragt i Hjemmet):

Kontorchef Møller havde altid holdt sin sti ren, og hans rygte var uden mindste plet. Indtil den dag, han lod sig charmere af den purunge, spanske pige…
Flere minutter efter, at den høje, mørke spanier havde forladt bordet, sad kontorchef Møller og stirrede frem for sig, synligt rystet. Bare tanken om, at han risikerede at blive anholdt og sigtet for at have voldtaget og kvalt en af byens unge piger, fik den kolde sved til at springe frem på hans pande. Han kunne allerede se sig selv på forsiden af de hjemlige sensationsblade. Og hans kollegaer i det store gamle forsikringsselskab, hvor han havde en højt betroet stilling, hvad ville de ikke tænke? Nogle ville nok fryde sig i deres stille sind, over at netop han, der havde haft ry for altid at optræde korrekt, nu blev hængt ud som et sexuhyre. Nej, han skulle aldrig have indladt sig med den kønne unge pige, der nu var fundet død. Hvordan kunne han, en distingveret gråsprængt pebersvend uden erotisk erfaring, dog også bære sig så tåbeligt ad? Da han besluttede at anvende den ekstra uges ferie, han havde til gode, på en tur til Ibiza, som en af hans kollegaer så varmt havde anbefalet ham, var det for at slappe rigtigt af.

(...)

Da Pedro hørte dette, gav det et synligt spjæt i ham. Bagefter gjorde han nogle febrilske synkebevægelser, som kneb det med at få luft. – Vi – vi kommer til at vente lidt. Stemmen lød mærkelig spagfærdig. – Jeg glemte at – at politistationen har lukket om aftenen. – Ja så, fastslog kontorchef Møller uden at fortrække en mine. – Kan De for resten huske, Pedro, at den første aften jeg boede her, fortalte De mig, at De har en bror, der er portier på et andet af byens hoteller, og som taler lige så godt svensk som De dansk? Jeg har pludselig fået mistanke om, at Maria slet ikke er død, men for tiden arbejder på samme hotel som Deres bror. I hvert fald var hun i dag på Formentera sammen med en ikke helt ung herre – måske en svensker- der sikkert kan lige så lidt spansk som jeg. Han er, gætter jeg på, også vendt alene tilbage med båden og vil i morgen få at vide, at Maria er forsvundet, hvorpå hele historien vil gentage sig. Mens han talte, havde han taget fotografiet, han havde lånt af hr. og fru Thomsen, op af lommen og holdt det op foran Pedro. Foruden ægteparret var der også et andet par arm i arm på vej op ad landgangsbroen et stykke bagved. Det var en midaldrende herre og en purung pige, hvis navn stod med store bogstaver på den T-shirt, hun bar. Pigen hed Maria! – Jeg er nu klar over, at De og Deres bror arbejder sammen med Maria på at presse penge af midaldrende herrer som jeg selv, fortsatte hr. Møller. – Og det er en rigtig ækel måde at tjene sine penge på. Mon ikke Deres landsmænd på den spanske ambassade i København også vil synes det?

Med den bestyrelse er det svært at forestille sig, at prisen går til en anden ugeblads-novelle-forfatter, den går givetvis til en fin, finlitterær novelleforfatter, fx Pia Juul eller Naja Marie Aidt eller Ida Jessen eller Helle Helle eller Katrine Guldager eller Jens Blendstrup eller Sidsel Falsig Pedersen (fx Harald Voetmann og Thøger Jensen skriver virkelig ikke noveller, de skriver kortprosa) eller eller eller eller eller Sven Holm eller Klaus Rifbjerg. og hvem har vi overhovedet ellers, der kan kaldes aktive (udgivet mindst 2 samlinger de seneste 10-20 år), fine, finlitterære novelleforfattere? Jeg synes jo så også, at novellen er den (P.T.) mest trivielle af de store klassiske genrer (i hænderne på andre end de nævnte - men totalt forfatterskabsrelativt også NOGLE GANGE i hænderne på de nævnte), så på den led passer pengene, de rigtig mange penge - jeg er bare bange for, at det vil TVINGE fine forfattere ud af i at skrive udmærkede noveller, der hellere ville have været fremragende digte eller kortprosastykker ...

Men hov! Nu opdager jeg, at prisen også kan tilfalde en UDENLANDSK novelleforfatter! Det er er da ualmindeligt (og) cool af en dansk litteraturpris, bravo for DET!

Den danske novelles beskedne storhed og fald

(oplægs-manus til Oslo)

Novelle er i DK ikke en nyskabende, dagsordensættende, dynamisk genre -
novellesamlinger er traurige mellembøger med spektakulære undtagelser
ingen rene novelleforfattere (som der er rene lyrikere) -
Sonnergaard lige ved (ringere og ringere) - og så romanprut,
så godt som ingen talentfulde novelledebuter (senest vel Maja Elverkilde (let fantast. fortællinger) Alt det der er mit) - seneste novelle-hovedværk (Viggo?)  Naja Maria Aidts Bavian 2006 - vinder af Nordisk Råd, også populæreste novellesamling sammen med Radiator (+ 2) og Rester (mest i skolen)

1800-tallet HCA- Blicher / BANG - PONTOPPIDAN

30'er-40'er-noveller (entertainment (Hemingway - short story)
- psykologisk/ realistisk
ømt / følsomt / konflikt
HC Branner / Tove Ditlevsen
(vs. Blixen - fantastiske fortællinger /  Martin A- almue-mystik

50'erne 60'erne - guldalderen
den modernistiske novelle
fantastik/ symbolik/ psykologisk/ bevidsthedsstrøm
absurd (Seeberg)
Villy Sørensen: Sære historier / Klaus Rifbjerg: Og andre historier
(Sven Holm, Preben Major m.fl.)
fortolkningsvirksomhed
danskundervisningslitteratur
samtidlitt/ 47 min - inkl. 30'er-folk
mid i 60'erne den nyrealistiske novelle
cool/ psykologisk - velfærdssamf. -
Bodelsen - Kampmann
også snuppet til danskund.
- en drivkraft i sig selv: KLASSESÆT

foragt fra 60'er og 70'er-avantgarden
store undtagelse: SEEBERG noveller + kortprosa
- ligegyldighed i 80'erne
lidt postmodernisme - meta-showy
Thomas Bruun J.M. Eriksen MORTI!

90'erne minimalisme-encyklopædisme
firkanter kortprosa/prosadigt cool-tumultarisk
fortællekreds Solvej Balle
kun HH Carver-inspiration
Rester grovfortolket (danskund)
allerede Biler og dyr kortprosaere

sen-90'erne novellenedlæggeren fabulerende KORTPROSA
Peter A Små historier
enkelte fantast. noveller Charlotte Weitze Jens Blendstrup
(konceptnovelle: Pablo Llambías)
SONNERGAARD: RADIATOR, 1997
intertekstuel, hum. socialsurrealisme
- men, ak, ingen efterfølgere - heller ikke ham selv
senti livstilsrealismer - hvor de fleste noveller er i dag

Bavian eneste genuine efterfølger til Radiator
kunstfærdige sociale sammenbrændinger
ellers Pia Juuls sardoniske/ poetiske noveller
Mit forfærdelige ansigt/ Dengang med hunden
Katrine Guldagers København
trafikkrydssnoveller
(nu atter fortællekreds: Hesselholdts Camilla-historier)
[HOV! Pryds Helles crazy Ti fingre fra eller til)

kremtende spøgelse ml-. hybrid/kortprosa og roman

Min novelleaversion:
jf. litteraturhåndbogsdef.: enstrenget
pointeret - sentimentalt
(indhold -form)
hensigtsforstemmelse
følsom samtidskritik
smertepunkt for punkt
også de yngre norske på trods
af al dygtighed og egensind og ekseperiment
og stemmeemmen
Rishøi/ Lykke/ Houm
Herbjørnsrusd anderswo
gid vi havde sådan én

Nå ja, ham her Herbjørnsrud!

(hvis efternavn nordmændene udtalte i en vis fart: Hrbjnsryd ca. - han hedder Hans til fornavn selvfølgelig)

Begyndelsen på den crazy muterende novelle "Avtrykk" fra samlingen Blinddøra, 1997:

Straks Martin Sønstebo hadde tromlet kornåkrene i sluttet av april 1994, kjørte han i Lanceren sin til Åshild Helle, det siste skrik i Arendal, og bodde en uke hos henne i såbeboblehuset, som var en cyperspace-verden av glas og lys og luft.
  I begynnelsen av den solrike uken som Martin oppholdt seg i Åshilds glassverden, flyttet kona hans og sønnen deres Håvard fra garden for godt. Siden alt var forklart, men ingenting avklart dem imellom, ønsket Martin ikke å være til stede når flyttebilen kom og de dro til Trøndelag.
  Åshilds glasskule var plassert så langt ute på Fyrtangen at det tok tolv minutter å gå stiwen over svalbergene fra bilvei og nærmeste småbruk. Når Martion parkerte bilen utenfor hagegjerdet ved småbruket og begynte å gå utover mot glasbobla, var det som om han for hvert skritt mistet litt av seg selv og ble lettere og lettere.

- hvorpå en lang udredning af arkitekturbevægelsen og -filosofien Glass and air følger og en lang, lang scene, hvor Martin hænger ned fra loftet med sin hånd i en løkke!?

Jeg læste de norske novellesamlinger i cirkel, 1 novelle fra den ene, 1 novelle fra den anden, osv, og nåede mellem en tredjedel og halvvejs gennem de fleste, nu melder sig tvingende alskens konkurrerende (DANSK) læsning, men jeg håber stærkt, at jeg før eller siden får læst de bedste til bunds, og i hvert fald Hrbjnsryd!

Jeg læser norske noveller

af norske novelleforfattere (i Norge har de novelleforfattere, der kun forfatter noveller, det har vi ikke i DK; i stedet for at skrive en god, fjerde novellesamling skrev Sonnergaard en første roman, der var endnu dårligere end hans tredje novellesamling, hvorfor gjorde du det, søde Jan?) med norske navne som Ingvild og Herbjørnsrud -

og de er ikke dårlige!

I aften skal jeg nemlig tale om novellen i DK (hvor den grundlæggende ikke findes - som andet end mellembog og spektakulær undtagelse (Bavian med ikke ret mange flere)) og Norge (hvor den faktisk findes) i Litteraturhuset i Oslo, her er et link!

Jeg vil have citeret fra en ret vild novelle af ham Herbjørnsrud, men nu skal jeg af sted til lufthavnen, vi ses i morgen!

Novellefob i tørvejr

Jeg beklager, men jeg lider af en grundlæggende fobi og aversion overfor noveller (undtagen når de er skrevet af (modne) Aidt, Juul og Helle) pga. deres pointerede klasseværelsespopularitetstsjagt. Og jeg er meget glad for, at jeg dette af en eller anden grund voldsomt novelleplagede forår har undgået novellesamlinger af både Trine Andersen, Julia Butschkow, Mathilde Walter Clark, Leif Davidsen og Sven Holm; Charlotte Weitzes Det hvide kvarter er ikke en novellesamling (selv om et part tekster kommer FARETRUENDE tæt på), det er er en samling fortællinger, stor forskel (når jeg afviser prosa til Hvedekorn, er det grusomste, mest nådesløse og kompromisløst dødbringende adjektiv, jeg kan benytte, "novelleagtig"). Så: Pyh!