FOFU-FORKLARING (mit småhemmelige formandskab for småhemmelig forening)

Jeg er formand for FOFU og og netop genralsforsamlingsvalgt FOFU-medlem af Forfatterskolens bestyrelse (for tredje gang) sammen med Martin Bastkjær Christensen og også nyvalgte Christel Wiinblad. Der har i bestyrelsen været lidt undren over,  hvad egentlig dette FOFU og dets 3 pladser store tilstedeværelse i bestyrelsen egentlig gik ud på, derfor udarbejdede jeg på FOFUS vegne denne påmindelse, til os og omverdenen, som blev præsenteret for bestyrelsen ved det nyligt afholdte bestyrelsesmøde:

-->

"FOFU FINDES OG GIVER MENING – en påmindelse

FOFU er et smukt og mærkeligt og magisk ord, der er forkortelsen for Foreningen for Forfatteruddannelse, der blev stiftet af Poul Borum i 1987 forud for oprettelsen af Forfatterskolen som, ifølge vedtægterne, ”Forfatterskolens forankring i det aktive litterære miljø.”

  Borum inviterede 28 betydelige forfattere fra flere generationer til at blive medlem, 27 takkede ja, blandt dem hæderkronede navne som Thorkild Bjørnvig, Peter Seeberg og Villy Sørensen. Siden er medlemskredsen blevet udvidet og forynget en håndfuld gange, og foreningen tæller nu 52 medlemmer, fra Naja Marie Aidt over Ursula Andkjær Olsen til Søren Ulrik Thomsen, blandt de senest tilkomne har flere meget smukt og nyttigt selv gået på Forfatterskolen.

  Det oprindelige formål med foreningen var at give Forfatterskolen troværdighed og opbakning i de første skrøbelige, eksperimenterende år, overfor det litterære miljø og den litterære institution, hvor mange forholdt sig skeptisk til ideen om en forfatteruddannelse, overfor medierne og den brede offentlighed og overfor Kulturministeriet; to afgørende milepæle var, da eleverne blev SU-berettigede i 1996, og da skolen kom på Finansloven i 2004.

  Nu om stunder er FOFU’s væsentligste funktion og eksistensberettigelse at levere tre medlemmer, der hver sidder i fire år, til Forfatterskolens otte medlemmer store bestyrelse. Hvilket forbliver en yderst vigtig funktion og vældig meningsfuld berettigelse. De tre medlemmer repræsenterer ”Forfatterskolens forankring i det aktive litterære miljø”, som de jo netop ikke vil eller kan repræsentere ud fra nogen ideologisk og litteraturpolitisk konsensus eller noget institutionelt og foreningsmæssigt mandat, men alene i kraft af deres aktive, uafhængige forfatteridentitet.

  Med tidligere bestyrelsesformand Anne-Marie Mais ord i hendes bidrag til jubilæumsantologien FS 25: ”Det vigtigste er, at skolen helt og holdent er forfatternes.” Det er en forfatter, der er rektor, det er forfattere, der er faste lærere, og det er i altovervejende grad forfattere, der besøger skolen som gæstelærere. Det ville være imod selve ånden – og selve praksissen - i og på Forfatterskolen, hvis der ikke også sad forfattere, i et ikke-beskedent antal, i Forfatterskolens bestyrelse.

   Anne-Marie Mai igen, i hendes jubilæumsbidrag:

. ”Jeg tror ikke, at jeg fornærmer nogen ved at beskrive FOFU som en organisation, hvis mødeaktivitet ligger på et meget overkommeligt niveau, men FOFU vågner lynhurtigt op af sin dvale ved ordet ”bestyrelsesvalg”, og det er hver gang lykkedes at få forfattere til at gå særdeles aktivt og vedholdende ind i bestyrelsesarbejdet.”

  Ikke mindst, når en ny rektor skal findes, hvilket har været aktuelt hele to gange de seneste to år, giver det mere end almindelig god mening, at forfattere – som forfattere og intet andet – giver deres besyv med. Det er jo ikke primært på de administrative evner, en ny rektor skal bedømmes, men på hans og hendes visioner for skolen og dermed for dansk litteratur, som skolen forbliver den førende talentleverandør til: Hvordan kan skolen bedst hjælpe digterspirer til at blive så gode og stærke forfattere som muligt.

  Fordi forfattere har den dybeste og grundigste forstand på forfatteri, er det pinedød nødvendigt, at FOFU består og fornyes og beholder sin repræsentation i Forfatterskolens bestyrelse.

Kærlig hilsen FOFU, ved formand Lars Bukdahl"

Mao II (spirende)

Salvador Dali skulle have en udstilling i New York og havde denne her idé. Han ville gerne have den kinesiske leder Maos ansigt anbragt på et riskorn. Han ville have så mange ris, at der var fem truckloads der kom ind fra hver ende af Manhattan, så skulle de køre igennem og kaste ris ud, og så var det meningen, at folk skulle spise de her ris, og så havde du Maos sjæl eller hvad pokker det var - inde i dig. Så fik han selvfølgelig nogen til at finde ud af, hvordan man fik lavet de her ansigter på ris, og de gik til Kodak og de gik til forskellige for at se om de kunne få det lavet, men alle sagde: Det kan man ikke. Så løb de ind i en person som sagde: Der sidder en dansker downtown som sikkert vil kunne sådan noget, for hun er udlært på den gammeldags måde og så sendte han bud ned til mig. (...)

jeg eksperimenterede og eksperimenterede på alle måder, og jeg havde altså så meget vrøvl med det, men jeg gav ikke op, og så til sidst fandt jeg ud af at lakere bønnerne, så jeg lukkede dem. Det gjorde det meget lettere ... Der gik over tre måneder før jeg havde det, men så ringede jeg til dem og sagde: "Nu har jeg det!" De kom og Dali var med, og han var meget begejstret for det. det var alle tiders! De gik igen og kom tilbage og sagde, at det ville de gerne have. Så er det først, de fortæller mig historien, at der skal laves fem vognfulde. Og jeg tog mig til hovedet: Hvorfor havde de ikke sagt det fra begyndelsen? Det ville jo tage resten af mit liv at lave det. Jeg ved ikke, hvad de havde forestillet sig. Jeg lavede jo hver enkelt i hånden. Jeg skulle stå og stille skarpt og det ene og det andet, og man kunne kun skylle et par stykker ad gangen ... Det var de meget, meget kede af, og så tog de af sted. Nu ville de bare have tredive bønner og dem skulle de bruge til en udstilling i Paris. (...)

Jeg havde nogle der ikke var blevet helt rigtige, og så fik jeg den idé at skrabe lidt i lakken og lægge dem på nogle bakker med vand i. Så begyndte de at spire. Og dét har jeg fotograferet.

- fra Pia Juuls muntre og intense og smukke bog Et liv med lys. En bog om fotografen Marianne Engbergs liv med fotografiet (som man bliver nødt til at købe - det gør man under alle omstændigheder!P - for at se det forunderlige foto af de spirende Mao'er)

Mandags ternede dug

Overrumplende gode, halvanden time lange møder på fuldfede statsinstitutioner, Det Kgl. Teater og DR - Tammi Øst har komponeret popmusik til to, eller var det tre?, af mine digte! Kåre V. Poulsen vil arrangere grande Hvedekorn-event i DR-byen! - men sikke man skal tisse bagefter, hvordan klarer de befolkningsgrupper sig, som deltager i indtil flere møder hver dag?

Tre generationer køber ind - i Irma på Gl. Kongevej (årets Irmabutik 2009, med rette): Ved kasse 1 digteren Klaus Rifbjerg, født 1931, ved kasse 2 digteren Sigurd Buch Kristensen, født 1988, ved kasse 3 spionen mig, født 1968.

I møntvaskeriet holdt jeg mig vågen ved at læse Pejk Malinowskis drømmebog - og omsider, da jeg var på vej ud med kuffert og sportstaske, bad den smukke, mørklødede nordmand om assistance med tørretumbleren (hun sagde også 'prosit', på norsk, da jeg under pakningen nøs).

Og lige om lidt kommer min faster og giver flere gode råd om Kina; i går fortalte hun mig, at man tjekker pengesedlernes ægthed ved at gnubbe på formand Maos skjorteflip; hvis flippen er nopret, er sedlen ægte.