Martsjorden. Hvor i det små det blå som tidligt blomster foldes op. Op over bladene. de grønne folder som folder sig udefter under det grå.
Som har et hen imod med sig. Udstrakt udenom.
Inden april.
- I det svenske nettidskrift Et lysanda namn kan den aktuelle, så godt som OPULENTE fortsættelse læses, som bærer den helt rimelige titel:
Foråret
Jeg forestiller mig angribeligheden som eneste forudsætning.
Mælkebøtterne med det sidste af solen. De
fligede blade strakt frem over græsset. Og over åen pilegrenenes spinkle
og aflange, hvidgrønne løv. Stammens furer gentaget, uden tyngde, i
vandfladens krusninger. Bregnerne brudt frem af græsset, endnu
sammenfoldede.
I frugttræerne blomsterne som taber de
rødkransede blade enkeltvis. Næsten vandrette flokke i vinden i skyggen.
I dynger i kanten af græsset de nedfaldne blomsters adskilte blade. I
foråret med den tid i sig som gør det går i stykker.
De sidste, store og hældende, næsten ødelagte
påskeliljers løse kronblade. Over apriljorden under pæretræet. Inden
natten, og inden det blå i de snart blå nætter.
Aftenregnen i de afblomstrede hyacinters
sammenfaldne blade. Som korte, mørke strøg i pæretræets lysebrune bark.
Og ad de lukkede, tæt sluttede, høje tulipaners stilke.
Vårfladbælg og vild kørvel. Døvnælder blomstrer. Bregnerne står halvvejs foldet ud.
Hele vejen langs vandet den syrligt duftende hæg. Hægens klaser som falder frem over brombærkrattet under regnen. Og ligeså pludselig og let afviselig som hægens blomster gråden. Det tætstillede gule som de hvide kurvblade omgiver. I de nye tusindfryd inden hylden. Hylden med de dybe kamme og furer i den ældede bark.
Mange mælkebøtter i det majhøje græs. Enkelte
afblomstrede allerede, kuglerunde, værgeløse. Løgkarse i klynger på
skrænten ved banen, alle vegne. Under ellens i støvregnen, disen,
glinsende sorte kogler. Æbleblomsten foldet fra sit røde allerede.
I bedene, før det sorte træværk,
forglemmigejerne. Kodriver, kærmindesøster og svovlgul anemone.
Syrenerne snart. Og under dem i hårde, matte flokke den fligede tvetand.
Svaleurtens ranglede stængler nede ved bækken. I aftenen solsorten
igen.
Måske i foråret, i forårets forsvinden og udfoldelse, tilnærmelsesvist et vi af en slags.
- JA! (og nu er det Lars, der som sædvanlig råber) VI ER SGU DA TILNÆRMELSESVIST SÅ!
