Dø Vanskeligt-Prisen (Mick Øgendahls Hævn)

Jeg bider hovedet af al skam og fortæller, at jeg i mandags i biografen i City 2 til forpremiere på A Good Day to Die Hard, action-rutine med et vist stiligt og vittigt overskud (to hjerter i dag i Politiken, det er altså ikke retfærdigt), ufrivilligt deltog i den åbenbart faste forpremiere-lodtrækning, og fordi jeg lige præcis sad på sæde 4 i 5. række vandt jeg førstepræmien bestående af

24 (TUNGE glas)flasker Carlsberg-Export-øl (= fancy forklædt Hof)

En mega-slikpose

To billetter til den nye Schwartzenegger-film The Last Stand

og en af selveste Mick Øgendahl (se blogpost nedenfor) signeret Alle for én-dvd !

Og jeg tror sjældent, jeg har set så forfjamsket ud, som da jeg vandrede op til lærredet for at modtage mine præmier af to John McClaine-udklædte (blodige t-shirts og forrevne ansigter) City 2-medarbejdere: Totalt og inderligt identitetsafklædt! I skulle have set (igennem) mig!

Er det nazisme at kalde en lortefilm noget lort?

Mick Øgendahl, stand-up-komiker og manuskriptforfatter til den nye film To for én - som jeg ALDRIG kommer til at se og derfor ikke kan udtale mig om som filmkunstværk, men jeg har været en del i biografen på det seneste, og HVER ENESTE GANG har de vist den inderligt humorforladte trailer til den såkaldte folkekomedie, så mange gange har jeg set den trailer, at det i tid vel svarer til halvdelen af filmen, så det er i det mindste et kvalificeret ukvalificeret had, jeg nærer til filmen - i radioen om filmanmelderne, før de sidste torsdag gav hans film to til tre stjerner/hjerter:

»Der er en sådan lidt kulturfascistoid tilgang til, hvad der er fint, og hvad der ikke er fint blandt anmelderne«, sagde komikeren til 'Filmland' på P1 og gik så vidt som til at nævne anmelderne i en Hitler-kontekst. »Hitler havde en klar definition af, hvad der var god kunst, og hvad der ikke var, og han prøvede jo ligesom at få renset det ud, der ikke var god kunst i hans øjne. Og jeg føler nogle gange, at anmelderne håber, at de får lov at bestemme, hvad der kommer, og hvad der ikke kommer i biograferne, og det synes jeg i al beskedenhed, er meget forkert«, lød det videre fra Øgendahl.

Det er jo noget fantastisk dumt vrøvl, at det som sådan er fascistoidt at udøve kritik, og nu er det så blevet en hel sag på Politikens kultursider, hvor formanden for Filmmedarbejderforeningen skal forsvare, at hans medlemmer er kritiske overfor film, der sælger mange billetter - Jesus Kristus! - det kunne man trods alt ikke forestille sig litteraturkritikernes oldermand blive udsat for. Og når nu danske filmanmeldere til stadighed giver danske film positiv særbehandling: de bliver altid lige rost 1 stjerne eller hjerte mere end, man kan se, de fortjener, som om de faktisk var kunst og ikke bare hjertevarm, moraliserende mainstream (hvilket de ville blive anmeldt som, hvis de var lavet i Amerika); faktisk har man på fornemmelsen, at filmanmelderne i virkeligheden er glade for elendige film som To for én og Far til fire- og Min søster børn-serierne, fordi det giver dem mulighed for at fremstå bidsk og modigt kritiske, men der er jo ikke modigt at kalde en spade for en dum skovl. Men hvis man læser Kim Skottes tre hjerter-anmeldelse i Politiken, har den en trælst overbærende attitude overfor filmens tydeligvis totale mangel på kunstnerisk kvalitet (også som plat komedie jo - det er det, usjove sjovere som Øgendahl ikke fatter, at det også er en vildt radikal og radikalt vild kunst, måske endda den vildeste og radikaleste, at være plat sjov (jf. bare den for vildt og radikalt sjove komediefan Line Knutzon)):

’Alle for én’ blev trods sine indlysende mangler en massiv publikumssucces, og uden at man bliver svimmel af kvalitetsniveauet, er ’Alle for to’ på alle måder en bedre komedie. På Olsen-bandens tid var arbejderklassens drøm om succes en plads ved småborgerskabets pænt dækkede bord. I 2013-versionen er arbejderklassen erstattet af et Underdanmark, der drømmer om hurtige penge, rentefri lån og body tequila til alle. Olsen-bandens vulgære efterfølger er født. Den er stadig våd bag ørerne og trænger stærkt til en tør ble, men der er liv i den. Ungen med de tre hoveder er ganske vist ikke for køn. Men det er vist heller ikke meningen.

Kritik er at have en mening, og meningen er at være kritisk.