Storm in the Ware-house!

Den største læse- og fingerereoplevelse i den store, forunderlige bunke af kandidater til Ping-prisen var Chris Wares tegnserieÆSKE Building Stories med 14 bogELEMENTER i i alskens formater og størrelser, fra det mindste sammenfoldede papir til det største sammenfoldede brætspilsbræt, indeholdende en minutiøst opbygget (men, oplever man, også improviseret, minutiøst improviseret) fragmentarium af minimalfortællinger om en kvindes liv som ung kunststsuderende (og det hus hun boede og de øvrige beboere i det hus og deres liv) og midaldrende, eks-kunststuderende mor i denne karakteristiske, underligt livfuldt SKEMATISKE streg - tvangslæsning (og -fingerering) for samtlige  danske romanforfattere.


 


Og selvfølgelig vandt Chris Ware i går aftes Pingprisen for Bedste udenlandske tegneserie; han var ikke selv til stede, men havde sendt denne takkemail med et smukt SHOUT-OUT til STORM P, som jeg sgu var lige ved at græde ned i min fadøl over (og åbenbart, det fik jeg også nys om i går, er Storm P.s samlede opfindelser, med mit forord, kommet fra trykken!):

As much as I believe in the strict separation of art and competition, I'm nonetheless very flattered and moved that the judges would consider my elaborate and constipated experiment in reader tolerance worthy of an award named after the work of one of the greatest cartoonists who's ever lived. Storm Petersen's lifework represents a great discovery waiting to be made by American readers, and I hope that someday soon an edition of his thoughtful, curious and genuinely amazing comic strips will see print in English. Until then, I guess we're stuck with guys like me, and everyone in Denmark can be quietly proud of their secret national comics heritage.
In the meantime, I think it's important not to forget that life is extremely short, fairly emotionally painful and, probably, in most cases unfair, and as such that it's important to take it a little more seriously than contemporary culture (including our modest medium of comics) generally encourages us to. As a corollary of that maxim, one should also try to be as kind to others in as many situations as one can be. And, as a function of that, I thank you all very, very much.

Mårdøn vandt!

Mårdøn Smets Stig og Martha fik Pingprisen som Årets Danske Tegneserie ved det det proffe mini-Oscar-show i Lille Vega i går; jeg var som sagt jurymedlem og begrundede prisen sådan her:

På samme måde som Mårdøn Smet staver sit håbløst almindelige navn maksimalt excentrisk: M-å-r-d-ø-n S-m-e-t., tegner han i Stig & Martha sine platte og obskøne vitser optimalt forvredent virtuost.

  Derfor er det også meningsløst at referere en Stig & Martha-historie, hvis man ikke samtidig refererer tegningerne, men hvis man først begyndte at referere tegningerne, ville man aldrig blive færdig med bare første rude, med bare første ramme om første rude: Så omstændeligt travlt har denne streg.

  Faktisk vil det mest præcise referat af en Stig & Martha-historie være en afskrift af de dialogløse stribers altid pragtfuldt udtryksfulde og -vilde lydord:
  BRAK / TCHUCK / FRISSLE/ FWOSH/ SBAFFO/ FOOF/ POOM/ DIIUUUUUU/ WOOOOO/ SPOING/ RAHHH/ FLOUF

  Den kan I godt huske, ikke også!?

  Selve Stig & Martha er på samme tid et umanerligt umage Fy & Bi-par, en geskæftig, pervers gnom & en troskyldig, skiftevis radmager og tromletyk negresse, og eksemplariske repræsentanter for den up-fuckede menneskehed. Ligesom de enkelte historier på samme tid er hyper-grotesk slapstick og kulsort civilisationskritik, kritik af civilisationens grådighed og grusomhed og storhedsvanvid, gerne ved hjælp af subversive genskrivninger af de civilisatoriske top-myter, Jesus, Rapunzel, Noahs ark etc.

  Smets ambition fejler ikke noget, eller rettere ambitionen er at sygeliggøre totalt og spektakulært, hvilket uhyggeligt nok faktisk lykkes.

  Indtil albummets afsluttende historie – velsagtens den mest ambitiøse i dansk tegneseries historie, eftersom ambitionen er at fabulere sig igennem og ud på den anden side af både menneskeracens historie og striden mellem religion og oplysning på sølle 10 sider – hvor poesien pludselig udmanøvrerer misantropien i den bittersødeste happy ending.

  Det eneste passende ord for, hvor suverænt for meget af det gode & det onde, Stig & Martha er, må være det sidste lydord i den dér sidste historie:

  SCHLOUP!

 

PING! Jeg er hypnotiseret! Igen!

Om lidt drager jeg af sted til Lille Vega, for, som engangs-medlem af juryen, at overrække Pingprisen for Årets danske tegneserie til SOMEONE for SOMETHING - jeg har de sidste par måneder heftigt og forgrublet konfronteret mig med min barndoms primære boglige kærlighed, tegneserien, men ikke turdet blogge om det af frygt for at råbe for afslørende op om mine præferencer og animositeter; på Pingprisens Facebook-side kan man finde følgende officielle udtalellse, og så vil jeg i morgen blogge frit fra den kulørte lever:

Jeg håber at Jury-arbejdet vil reconnecte mig til min tegneserienørdede barndom - dengang et besøg i Fantask var højdepunktet ved et Københavnsbesøg, bortset lige fra dengang i 1978, da der var tegneseriefestival og Franquin tegnede Vakse Viggo i et album til mig (mens min far konverserede ham på cirkusfransk)! - i mellemtiden har jeg mest skævet til alle de nye, danske og udenlandske tegneserier (som far til en (nu så godt som voksen) dreng nøjedes jeg med propaganda for klassikerne, fra Carl Barks til Hergé, og orkede ikke at give de Manga'er en chance, han på et tidspunkt dyrkede pænt intenst, for dårligt, Lars!) mens jeg holdt mig inde i min trygt indhegnede (og utegnede), litterære ghetto (hvor tekst + billede er 1, 2, helt uoverskueligt). Men nu vil jeg med åbne øjne atter lade taleboblernes zeppelinere løfte mig up and away. Jeg forventer med andre ord en gennemgribende re-nørdificering!