Hvordan staver en maler til et venskab med en digter?

- Hvordan han staver til et digt med sit ansigt og sine hænder:



(Jasper Johns: Skin With Frank O'Hara Poem)

-  Hvordan han staver til digteren med sin fod:



(Jasper Johns:  Memory Piece (Frank O'Hara))

2 betydelige minder om Franks følelser

Først skriver digteren et digt, fordi han har haft nogle følelser, og måske (det er der givetvis forsket i (der er nok også forsket i, hvilke følelser, der præcist er tale om)) er det simpelthen skrevet i én bevægelse på mindre end en time, måske endda mindre end en halv time -

Frank O'Hara: "In Memory of My Feelings":

My quietness has a man in it, he is transparent
and he carries me quietly, like a gondola, through the streets.
He has several likenesses, like stars and years, like numerals.

My quietness has a number of naked selves,
so many pistols I have borrowed to protect myselves
from creatures who too readily recognize my weapons
and have murder in their heart!
though in winter
they are warm as roses, in the desert
taste of chilled anisette.
At times, withdrawn,
I rise into the cool skies
and gaze on at the imponderable world with the simple identification
of my colleagues, the mountains. Manfred climbs to my nape,
speaks, but I do not hear him,
I'm too blue.
An elephant takes up his trumpet,
money flutters from the windows of cries, silk stretching its mirror
across shoulder blades. A gun is "fired."
One of me rushes
to window #13 and one of me raises his whip and one of me
flutters up from the center of the track amidst the pink flamingoes,
and underneath their hooves as they round the last turn my lips
are scarred and brown, brushed by tails, masked in dirt's lust,
definition, open mouths gasping for the cries of the bettors for the lungs
of earth.
So many of my transparencies could not resist the race!
Terror in earth, dried mushrooms, pink feathers, tickets,
a flaking moon drifting across the muddied teeth,
the imperceptible moan of covered breathing,
love of the serpent!
I am underneath its leaves as the hunter crackles and pants
and bursts, as the barrage balloon drifts behind a cloud
and animal death whips out its flashlight,
whistling
and slipping the glove off the trigger hand. The serpent's eyes
redden at sight of those thorny fingernails, he is so smooth!
My transparent selves
flail about like vipers in a pail, writhing and hissing
without panic, with a certain justice of response
and presently the aquiline serpent comes to resemble the Medusa. 

Så læser maleren digtet og bliver inspireret til at male et maleri, et stort maleri, "600 x 399",  og det har helt sikkert taget pænt lang tid at male (og konstruere - at hænge en ske, den helt rigtige ske, i en snor) -

Jasper Johns: "In Memory of My Feelings - Frank O'Hara, 1961":



- og digtet er med alle sine sprogbilleder lige så abstrakt som maleriet med alle sine kratterier er figurativt, og omvendt, som om digtet forsøger at skrive sig ind i en abstrakt ekspressionisme, ved at gå amok med billedsprog, mens maleriet forsøger at male sig ud af abstrakt ekspressionisme, ved at gå amok med kratteri - men STILEN med hvilken, der skrives/billedtales og males/krattes, er så altafgørende nonchalant, distræt anti-ekspressionistisk - OG SKEEN! (og måske parallelt: "window # 13"); og måske er projektet i både digt og maleri at ikke udtrykke, men AFtrykke gennemsigtighed, multi-gennemsigtighed?, bogstaveligt og paradoksalt,

og så kan man læse digtet alene eller sammen med maleriet og se maleriet alene eller sammen med digtet, hvilket ikke er det sammen som at læse digtet sammen med maleriet, og i det hele taget: læs malerier mindre, se digte mere!

Hvad er der med adjektivet polsk? (til Janina)

To linjer i to digte overfor hinanden i Frank O'Hara-udvalget Til minde om mine følelser:

Åh de polske somre! de skitser!

("Skt. Paul og alt det der")

eller jeg krænger op imod vinden med mit polske ror

("Til  havnefogeden")

- og komikeren Louis C.K, der undervejs i sin kostelige hunde-anekdote på Conan O'Briens talkshow specificerer, at det er (livsfarlig) polsk chokolade, hans hund har spist, og kommenterer "the polish part doesn't matter, but I like saying 'polish chokolate'":

DIGT V (F) W

Malinovskis og Sigsgaards Frank O'Hara-oversættelse er så veloplagt, at man får lyst til selv at oversætte ham, så det gør jeg nu (men her får I ikke den engelske udgave, jeg vil ikke kigges bag kortene):

DIGT V (F) W

jeg ved ikke om du tvivler på det
men det tror jeg du gør
jeg er uafhængig af Cabaret Voltaire
Cabaret Grinzing Den Sorte Kat
anubis
to parallelle linjer mødes altid
undtagen mentalt
hvilket igangsætter deres skænderier
og hvis jeg sætter mig ned indrømmer jeg
det er ikke ikke et bord
under elmetræer
man kan læse ved

du gik ned af en gade blødgjort af regn
og dine fodtrin var tyste
og jeg kom rundt om hjørnet
inde i værelset
for at lukke vinduet
og jeg tænkte sikke en smuk person
og det var dig
nej jeg var på vej ud af døren
og du så trist ud
hvilket du senere sagde var træt
og jeg var glad
du havde ønsket at se mig
og vi fortsatte fremad
tilbage til mit værelse
for at være alene med dit mystiske blik

mellem de hysteriske glæders efterkrigs-relikvier
ser jeg mine laster
ligge som forladte kunstværker
som jeg så ivrigt skabte
til at være verdslige og moderne
og med det
hvad jeg ikke kan erindre
jeg ser dem med dine øjne

Kritikeren iflg. Frank O

THE CRITIC

I cannot possibly think of you
other than you are: the assasin

of my orchards. You lurk there
in the shadows, meting out

conversation like Eve's first
confusion between penises and

snakes. Oh, be droll, be jolly
and be temperate! Do not

frighten me more than you
have to! I must live forever.

- Frank O Hara, 1951

KRITIKEREN

Det er mig umuligt at se dig
som andet end det du er: snigmorderen

i mine frugthaver. Du lurer der
i skyggerne og udmåler

samtalen om Evas tidlige
forveksling af penisser og

slanger. Åh, vær pudsig, vær munter
og behersk dig! Skræm mig

ikke mere end højst
nødvendigt! Jeg er nødt til at leve evigt.

- Pejk Malinovskis og Palle Sigsgaards oversættelse i Til minde om mine følelser

OMG, Godard, Jean Luc-lykkelig

60'ernes udødelige FRISKHED! Jeg læser Frank O'Hara, mere om ham senere, med garanti, og ser Godards Bande á part fra 1964, som er gnistrende løsagtig:

Det ene minuts café-stilhed (hvor også reallyden forsvinder) og det vilde løb gennem Louvre for at slå rekorden for hurtigste besøg og den lange danse-sekvens skiftevis med musik og empatisk voice-over og smukke Anna Karinas pludseligt altovertagende sang.

Overstadigt og yndefuldt eksperimenterende: