OMG, Godard, Jean Luc-lykkelig

60'ernes udødelige FRISKHED! Jeg læser Frank O'Hara, mere om ham senere, med garanti, og ser Godards Bande á part fra 1964, som er gnistrende løsagtig:

Det ene minuts café-stilhed (hvor også reallyden forsvinder) og det vilde løb gennem Louvre for at slå rekorden for hurtigste besøg og den lange danse-sekvens skiftevis med musik og empatisk voice-over og smukke Anna Karinas pludseligt altovertagende sang.

Overstadigt og yndefuldt eksperimenterende: