Genganger på Tunesia Bar

I Kirsten Thorups forfatterskab går personer, steder, episoder igen i et væk.

Dette slående sammenfald - i visse passager, markeret med fed af mig, decideret ord til andet - mellem Erindring om kærligheden, 2016, og Bonsai, 2000 (Thorups egen yndlings-KT-bog ifølge interview i Politiken: "Hvilken er forfatterens favorit? »’Bonsai’ ligger mig nær, og det gør den nyeste også altid«. Hvorfor er ’Bonsai’ så vigtig? »Det handler om følelser og form. Efter tre lange romaner vidste jeg, at det ville jeg ikke gentage, og jeg ville gerne eksperimentere mere med formen. Det har jeg også gjort med min seneste, hvor jeg har nedslag i tiden og i hovedpersonens liv«) har du, Cecilie, opsporet i din tilbundsgående gennemlæsning:

Fra Bonsai:

"3/7 66

Jeg har fundet et sted, som jeg holder meget af. Det hedder Tunesia Bar. Jeg kommer der, fordi der mange udlændinge. Jeg kan godt lide at snakke med fremmede og høre om, hvordan folk lever i deres hjemlande. de har allesammen rejst vidt omkring og kender verden. Jeg lærer meget af dem. Nu da jeg er holdt op på universitetet (til jeres store bekymring) er Tunesia Bar mit universitet. Jeg sidder og nipper til min sodavand. Jeg har ikke råd til at drikke til restaurationspriser, men siger ja tak, hvis jeg bliver budt.
  I lørdags kom en udenlandsk mand hen til mig og spurgte høfligt, om han måtte sætte sig ved mit bord og købe en drink til mig. Da han kom tilbage med drinken, lagde han sin hånd over min og spurgte, om jeg ville gå med ham hjem. Men kunne han ikke se på mig, at jeg var gift? Og hvorfor havde han lige netop valgt mig og ikke en af de andre kvinder, der sad på Tunesia Bar og ventede på at blive budt op til en dans, som ville rive dem ud af ensformigheden og opfylde en drøm om nærhed og troskab?
  Han sagde, at han havde spurgt flere før mig og fået afslag, og han havde knapt turdet se på mig, så pinligt var det for ham endnu en gang at bede en ukendt kvinde om noget så stort som at være hans gæst. Men så meget havde han se, at jeg var godheden selv. Men jeg vidste jo slet ikke, hvordan man bar sig ad med at være god, sagde jeg og undgik hans blik.
  Jeg tog med ham hjem. Udelukkende fordi han bad mig om det, og fordi hans øjne var bedrøvede. Han boede i et værelse på en loftsgang, et lille rum på tolv kvadratmeter med bræddevægge af råt, ubehandlet træ. (I ryster nok på hovedet af sådanne boligforhold): Han bød mig på te og søde kager og spillede musik, som slyngede sig opad mod loftet i bløde spiraler. Vi sad på gulvet på store spraglede puder. Sengen var det eneste møbel.
 (...)
  Han sagde, at han aldrig ville kunne gifte sig med en europæisk kvinde, for han respekterede ikke de europæiske kvinder. Hans eget lands kvinder var smukkere, blidere. De var rigtige kvinder, der ventede på manden indtil bryllupsnatten. De europæiske var kun halvkvinder med et sexliv som mænd. Han ville ikke gå i seng med en af sine egne kvinder og bagefter forlade hende. Han ville først gifte sig med hende og så indtage bryllupsnatten som et længe ventet festmåltid. Han syntes det var synd for de europæiske kvinder. han havde medlidenhed med dem. De havde mistet mandens beskyttelse.
  Jeg sagde, at jeg ikke behøvede mandens beskyttelse. Jeg var en fri kvinde. Men når han talte til mig på den måde om europæiske kvinder, som om vi slet ikke var mennesker, men kødstykker han kunne kassere, når han blev træt af smagen, skulle han ikke kommer for tæt på mig, men jeg ville selvfølgelig overholde vores overenskomst, indtil han havde lært mig at kende i dybden."

Fra Erindring om kærligheden:

"Hver fredag og lørdag aften tilbragte jeg på Tunesia Bar for at møde interessante mennesker og danse til levende musik på det firkantede dansegulv. Jeg havde gennemført en streng slankekur: afkog af kartoffelskræller og ingefærte. Kiloene var raslet af mig sammen med angsten for at færdes udendørs. Den sorte BMW holdt ikke længere på den anden side af gaden. Jeg var igen begyndt at pleje mit udseende og lægge makeup, før jeg forlod min lejlighed. Der var som regel propfuldt på Tunesia Bar. Jeg sad klemt inde ved det store runde midterbord i selskab med flygtige bekendtskaber. Uden at jeg havde lagt mærke til det, havde parrene forladt bordet for at danse. Jeg var alene tilbage med en mørklødet udenlandsk mand som der mange af på Tunesia. Han sad længe og så ned i ølglasset foran sig. Pludselig rettede han sig op og spurgte høfligt og stilfærdigt, om han måtte købe en drink til mig. Jeg var endnu for medtaget til at kaste mig ud i en tilfældig kærlighedsaffære, men ville ikke afvise hans venskab og sagde ja tak. Musikken var så høj, at vi kun kunne tale sammen i pauserne, for han talte et dansk jeg havde svært ved at forstå.
  Han rykkede nærmere og lagde sin hånd over min og sagde at han ville blive sendt ud af landet, medmindre han kunne finde én der ville gifte sig med ham. Jeg spurgte hvorfor han havde valgt lige netop mig som sin fortrolige og ikke en af de andre kvinder der sad på Tunesia Bar og ventede på, at noget skulle ske, noget som ville rive dem ud af ensomheden og opfylde en drøm om nærhed. Han sagde, at han havde spurgt flere før mig og fået afslag, og at han knap nok turde se på mig, så pinligt var det for ham endnu en gang at bede en kvinde om noget så stort. Men så meget havde han set, at jeg havde et godt hjerte. Det kom helt bag på mig at hans betroelse var et frieri, og jeg bad om betænkningstid. Jeg var ikke færdig med den mand som jeg kort før afskeden med TL havde troet jeg skulle have et barn med.
  Nogle uger efter blev vi gift på Københavns Rådhus (...)
Jeg var helt uforberedt på at han bagefter ville bebrejde mig at jeg brugte ses som et følelsesmæssigt kyskhedsbælte.
  Han sagde at han aldrig for alvor ville gifte sig med en europæisk kvinde, for han respekterede ikke europæiske kvinder. Kvinderne i hans hjemland var smukkere, blidere. De var rigtige kvinder der ventede på manden indtil bryllupsnatten. Europæiske kvinder kun halvkvinder med et sexliv som mænd. Han syntes det var synd for os europæiske kvinder at vi havde mistet mandens beskyttelse. Jeg sagde at jeg ikke behøvede en mands beskyttelse. Jeg klarede mig fint uden mænd. Og han skulle ikke tro at han i sin kvindeforagt var så meget anderledes end europæiske mænd. Hvis han gik i seng med mig uden at respektere mig, så var det fordi han ikke respekterede sig selv. Den logik var kvindelogik, sagde han og lo højt. Hvorfor havde han brudt proformaægteskabets spilleregler ved at blive personlig overfor mig? Og hvis han ingen respekt havde for europæiske kvinder, hvorfor rejste han så ikke bare hjem og giftede sig med en af sit hjemlands vidunderlige kvinder? spurgte jeg og ramte med vilje hans ømmeste punkt.
  Jeg havde også brudt spillereglerne ved at gå i seng med ham, råbte han."

Foto af nu forsvundne Tunesia Bar (fra 1993): Hanne Fabricius, Istedgade. Porten til Vesterbro, 2014 - tak for lån