Viser opslag med etiketten Deadline 2. sektion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Deadline 2. sektion. Vis alle opslag

søndag den 6. marts 2011

Alt andet end DR2 lige nu

Jeg ser ikke på mig selv i fjernsynet lige nu,
det håber jeg heller ikke I gør:
ser på mig eller jer selv i fjernsynet lige nu!
Jeg håber, at I læser en god bog eller sover sødt eller er i biografen til en god film eller ser den gode film i fjernsynet eller skriver et godt eller gerne dårligt digt eller en kvik eller dum blogkommentar eller gør eller ikke-gør det, der er endnu vidunderligere, lige nu.

fredag den 4. marts 2011

Udtalt talt ud og 26 kr. fattigere

UD
MATT
ELSE?

Mission accomplished: Else er så udmattet!

Af at være påååååååååååååååååååååååååååååååå!

Efter dobbeltjob i Dr-Byen 13-16:30, først en times interview om Hans Scherfig i fuldstændig mørklagt studie til program om Store danskere og så næsten-diskussion om kritik med Leonora i Deadline 2. sektion, midt i mellem havde jeg lige tyve minutter til for egne penge (hævet i en hæveautomat 200 meter væk fra cafeen, hvis maskine var i stykker) at købe chokoladekage og hyldeblomstsaft. Saftsuseme usselt! To flasker rødvin fik jeg for Kritikersalon i Århus, gratis fadøl får man for at læse op hos ØK, , hvilket er glimrende og fint,. for det er fattige venues og arrangører, men hos DR får man en lang, udmattet Else-næse, og det er sgu for dårligt og ufint.

Og min sminke blev airbrush-sprayet påååååååååååååååååååååååååååååå!

onsdag den 2. marts 2011

Lille Tue vs. de store læs

Skal vi ikke sige, at jeg bare nøjes med at oplæse Tue Nexøs kommentar "Først som farce, siden som parodi" (måske minus den afsluttende ros ... selvom den jo lægger op til alle tiders hårde punchline, nej, rosen kan desværre nok ikke undværes) i dagens Information, når jeg på fredag skal optræde i Jes Stein Pedersens Deadline 2. sektion (transmitteres vistnok søndag) sammen med Leonora Christina Skov.

Den tekst siger klart og elegant og vittigt, hvad der kan og skal siges af fornuftigt om den sag.

Hvis jeg har mere taletid, og det har jeg måske nok, vil jeg læse op af gamle Jess Ørnsbo-digte, fx begyndelsen på "Elegi" fra Myter, 1964, der naturligvis er tilegnet Kilroy og atter Kilroy:

Hvorfor
denne muskel slået ud fra kroppen
hybride gokjern
totenschlæger medbringende sin egen kriminalitet
denne rognbesatte almindelighed
ret op ad vægge
blodkage til tjeneste
denne konservesforhud med oprullet nøgle
kødplakat
opstabling til ære
for fremmødte hårbevoksede underkopper

søndag den 26. september 2010

Gordisk deadline-knude

Hvordan kan jeg læse,
når jeg skal skrive?

Hvordan kan jeg skrive,
når jeg skal læse?

tirsdag den 21. september 2010

Ny deadline-metafor smidt i grams

"deadline-harmonikasammenstød" har jeg 2 gange brugt som undskyldning for og forklaring på manglende artikel-levering denne morgen, men jeg synes faktisk det er et meget præcist billede, for det er jo netop ikke selve artiklerne og deres affattelser, der er kørt op i hinanden, men kun deres deadlines, som ufødtes harmonikasammenstød - og i og for sig kunne jeg godt have fortsat zombie-spyflue-billedet fra blogposten nedenfor, fluer kan vel også, måske ikke i realiteten, men i hvert fald i fantasien, støde sammen i en harmonika-formation, men det ville alligevel blive for kompliceret til den slags iltelegrammer- jeg piller hver af de bulede deadlines ud af harmonikaen og stiller dem i den mest rimelige og retfærdige sekvens ude i rabatten, med deres datoer (tidsindstillede bomber/fødsler) afmonteret, og så kan jeg stille og roligt og stresset og én for én bringe teksterne til verden (/detonere deres eksplosioner) i min egen tid (taler og foredrag har modsat artikler nådes- og kompromisløse deadlines, der pludselig laver helt om på sekvensen, fordi de pludselig bare er ankommet, hallo!):

Thykier-artikel til Trappe 1000, Hvedekorns-artikel til tidsskriftshvidbog, Debutantpristale i Vejle, Årets Skovhuslyriker-tale i Skovhuset (i Værløse), 90'er-artikel til Synsvinkler, Kaspar Bonnén-artikel til kunstkatalog, Morti Vizki-artikel til antologi, to filmanmeldelser til Ekko, Arena-foredrag på KUA, ung litteratur-foredrag for dansklærere i Nyborg - og det er så bare de næste 14 dage! minus WA-tekster (og blogposter!!)! Det skal nok gå galt! Det skal nok gå glat!

søndag den 19. september 2010

Afroisme

Deadlines
er levende punktummer
svirrende lige foran dig,
midt mellem skærm og ansigt
som hallucinerede
zombie-spyfluer -

torsdag den 12. august 2010

Deadline 2. sektion nonsens-kontamineret

For satan (det siger jeg dog, på vej forbi kameraet), jeg fik ikke sagt en fjerdedel af, hvad jeg havde planlagt (bl.a. ville jeg have sagt, at jo uforståeligere en digter er, jo flere penge skal han have af staten, og så ville jeg selvfølgelig have stillet et lovsforslag om målrettet, øremærket statsstøtte til smal udgivelsesvirkelighed), da jeg fik syv minutter i Deadline 2. sektion mellem Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen og Deadline 2. sektion-vært Jes Stein Petersen (til min højre) og Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby (til min venstre), men jeg oplæste flere lyserøde strimler fra Jesper Elvings delfi lik - og 1 dialog fra Renè Jean Jensens Om april, i maj - og det er da NOGET, ikke også!!??

Her er René-dialogen, så kan I læse den op i kor med mig, når programmet bliver sendt på et eller andet gudsjammerligt sent tidspunkt søndag aften (og torsdag morgen kan I, SKAL I købe bogen i en velassisteret boghandler):

Køretur med lille chauffør

Er du en Knulli Bulli? spurgte jeg.
Nej, sagde den lille ærtegrønne fyr. Jeg er din matematiske sans.
Og hvorfor sidder du bag rattet i min bil?
Fordi det er mig, der overtager styringen nu.
Det lyder ikke rart. Du er en meget lille chauffør. Kan du overhovedet se vejen?
Det gør ingen forskel. Jeg skal nok regne den ud, sagde han og slog hænderne sammen i et tørt klap.
Vent, sagde jeg. Hvor skal vi hen?
Ud til vandet, sagde han. Bare læn dig tilbage og nyd turen. det bliver din sidste.
Så er det forhåbentlig noget meget fjerntliggende vand, sagde jeg.
Det ville jeg ikke sætte næsen op efter hvis jeg var dig. Og hvis man kan så kunne få lidt ro.
Men ... min matematiske sans, hvorfor vil du af med mig?
Simpel hævn, kære ven, simpel hævn.
Og så kørte bilen, mens den lille ært sad og prøvede at dingle med sine benstumper.

I skal også lige havde det centrale ord/digt - gentaget 3 gange i udsendelsen - af Jesper Elving:

dilmebok !