Viser opslag med etiketten Christian Schmidt-Rasmussen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Christian Schmidt-Rasmussen. Vis alle opslag

onsdag den 25. maj 2016

De 5 øverste opdateringer lige nu - Facebook Tidende spiser sig selv

 
19 mins ·
Hvis en engelsktalende, hvid midaldrende businessmand begynder at tale til jer på Vesterbrogade og stille spørgsmål man ikke forstår pointen med, kan du lide at hjælpe, kender du forskellen på mind and brain, hvad fik du til morgenmad, kan du lide kontrol, kan jeg oplyse, at det er Scientology der har lagt en ny strategi for rekruttering. Efter en tid peger han på en Scientology-bygning på den anden side af gaden og spørger, som var det et romantisk ærinde, om han må invitere til en stresstest





Sommerens fedeste oplevelse: Kitesurf Camp i Portugal! Du skal da med!

EN KARAKTERDANNENDE OPLEVELSE: i 1979 som 15 årig var jeg til roskilde festival med min to år yngre lillebror uden forældre. på orange scene søndag morgen pustede greenpeace en stor plastikhval mens der blev holdt tale om at det var synd for hvalerne. foran scenen stod en lille flok punkerne og sang, meget højt, "now i wanna fuck your whale", til tonerne af "now i wanna be your dog". det optrin har jeg båret ved mit hjerte siden

Lea Marie Løppenthin updated her profile video.
10 mins ·

onsdag den 2. september 2015

På Ring 2 er Gaia gået i Netto

Og så gælder det også om - siger jeg ikke mindst til mig selv! - at få set Christian Schmidt-Rasmussens udstilling "Ængstelsen", åben til den 16. september, og måske faktisk på torsdag, hvor man få dette post apok-arrangement med i posen:

X and beyond
torsdag klokken 18:00 - 19:00
Griffenfeldsgade 27
Christian Schmidt-rasmussen i samtale med Kristian Byskov og gæsteoptræden af Asbjørn Skou. De vil snakke om svampesporrer, kosmos og opløsning. Udfordre forestillinger om en venligtsindet og berhersket natur. Udforske nye, sære forbindelser mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige. I en twilight zone, hvor muligheder og uhygge ofte kan være svære at adskille.
Et økologisk horror-trip som du ikke vil gå glip af!
‪#‎hyperobjects‬ ‪#‎NewEcologies‬ ‪#‎TimothyMorton‬ ‪#‎JGBallard‬ ‪#‎HellstromsChronicle‬ ‪#‎Multispieces‬ ‪#‎WillieDoherty‬ ‪#‎Melancology‬ ‪#‎SlimeDynamics‬ ‪#‎Disaster‬ ‪#‎ClimteChange‬ ‪#‎AnimalHorror‬ ‪#‎ZOO‬

- hvorfor kan man ikke få kunstudstillinger med posten? som akkurat bøger og lige præcis Christian Schmidts udstillingsledsagende, kopimaskinetrykte langdigt af samme navn, Ængstelsen, der vistnok kan rekvireres gratis på udstillingen, hvor Chr. Schmidt også læser bogen op kl 17 onsdag til fredag og kl 14 lørdag og søndag - det er kosteligt spacet, associativt fabulerende, (meta)postapokalyptisk epos i et så godt som fast versemål 5 x 4-5 linjer på hver side (klart i familie med Mathias Svalina, synes jeg selvfølgelig!), her en midterlig sekvens:

Fra en lygtepæl hænger Fattig-Carina, overmoden, og

varsler dermed efterårets omslag i en endeløs hvid vinter.
Intet smukkere, hvidere, end når borgerskabet, bærende
på fakler og høtyve, som en flashmob, lyncher for sjov.

Jeg står på svampens top. Jeg føres væk af en sky af sporer.
Langt under mig, brun og utilfreds, buldrer økonomien
frem. Den æder sine børn. den smasker højlydt. Den bytter
sine gaver.

På Ring 2 er Gaia gået i Netto. En underjordisk, en
mørk Netto uden vinduer. En Netto der kun er kø. Der er
ingen varer, kun Gaias børn, der lydigt danner kø gennem
butikken der ender i en brølende ovn.

Asken fra Gaias børn blander sig med svampens sporer.
Som Hodja fra Pjort berider jeg dette tæppe. Men en
askeagtigt hvinende lyd dykker vi skarpt og haxarderet og
med et elegant og dog vovet sving redder vi Fattig-Carina.

Økonomien står nu langt under os med i vrede-knyttede
næver hængende tungt ned. den er svanger med et sidste
hold af Gaias børn. De er klar til den sidste belejring af det
shopping center vi har forskanset os i. 

Ekstrapost til postapokalypsen

Jeg havde set, at Alex Garland (den glødende cool A.I.-thriller Ex Machina, som jeg dvd-anmelder i det nye nummer af Ekko) ville filmatisere Jeff VanderMeers Annihilation (første bind af en trilogi kaldet Southern Reach) og så forleden opdaterede skrivende maler Christian Schmidt-Rasmussen forsiden på samme roman, der pludselig virkede obligatorisk:

Passer udstilling på x and beyond i dag. Læser jeff vandermeer southern reach. Det er længe siden at jeg har kunne identificere mig så meget med fortælling der så knaldet som denne. Min udstilling er på så mange måder i samklang med denne fortælling at det føles som jeg allerede har læst den

- og så kunne jeg ikke lade være at gå ind ind på VanderMeers hjemmeside hvor jeg fandt en skarp blogpost, "Redefining Utopia and Dystopia or Post-Apoc", meget apropos postapokalyptikken i Fjer og Mitose - et klip (og så må få læst den roman, den hele trilogi, på min iPad (dig og den redder jeg med på monstertruck-dækket, når syndfloden kommer)):

In this context, one possible solution to what fiction can do to portray the world—as it is and is becoming—is to avoid certain kinds of simplicity. One easy way to do this right now is to avoid what I call the Two-Percent Solution. In the Two-Percent Solution some plague or virus twenty to fifty years from now has reduced the world’s population down to almost nothing (usually white, with some exceptions) and characters in a gutted human environment soldier on.  And the reality of the situation, no matter how horrific, is still containable, manageable, easily understood, because the context is past real plagues that humankind has survived. These scenarios thus aren’t realistic but escapist, especially in that they tend to side-step the impact of global warming almost entirely. (No matter what you think of Atwood’s Oryx & Crake, and personally I think it’s great, that novel doesn’t side-step the issue.)
The other simplification going on is the expectation of some version of the hackneyed try-fail, try-fail, try-succeed structure that may make for effective storytelling, but also reflects the innate human arrogance of ultimate success in any situation. There may come a time when telling a traditional type of story seems like a betrayal of reality, but right now, we tolerate this approach, even celebrate it at times, because we live in a transitional state, in the middle of this slow apocalypse. Neither cooked nor raw.
What may be required is that we redefine Dystopia and Utopia, perhaps not so much along the lines of “do we have things or do we not have things”—less about a middle-class idea of happiness—and more along the lines of what do we need to do to be less intrusive on the landscape and to be more adaptive to it. If that lessening is “dystopia” then maybe dystopia isn’t a bad place to be.  (Or “Post-apoc”—if you think I’m confusing dystopia/post-apoc, they’ve been tossed in a blender across so many media outlets it hardly matters any more.)
Desolate is not depressing. Empty is not depressing. These are human constructs, values we apply to the diminishment of human beings or the thought of the diminishment of human beings. Any reasonable human being as the law defines reasonable may think this way, and that’s understandable. But what’s coming in terms of the slow apocalypse is not reasonable. It cannot be reasoned with. It doesn’t understand reason because it exists at a geologic level—at earth magnitude as the “dark ecology” philosopher Timothy Morton would say.
I state this, too, in the context that there’s a distinct possibility that there is no other exit strategy from our current situation than to find a way to halt global warming and ride out the effects of warming already in play and coming into play. And, to be honest, if I could be uploaded tomorrow into some AI version of the internet or become a nascent Mars colonist, I would reject both options as morally, ethically wrong. You cannot trash an entire planet, kill billions of organisms (often for no reason at all), and then simply take up elsewhere with no change in thinking or accountability.
No matter how remote that kind of choice might be, other sorts of related decisions may be forced upon us soon enough, in the realm of life, that render fiction a very secondary concern. It is therefore not giving in to despair to say that, while we’re able to, we should look the apocalypse in the eye or the snout. When we conflate dead with alive, we wind up in purgatory. We need to choose. Do we want dead. Do we want alive. If we do not choose we will live in dead town, thinking we are alive. It is always better to live in dead town knowing we are dead. At least then we’re not living a lie.

mandag den 28. april 2014

3 hvide fjæs boger den (ikke)

3 Facebook-opdateringer fra i dag med tilhørende (selv)kommentarer
sig mig er "hvidhedsdebatten" ikke et koncept der er undfanget på universiteterne? er universiteterne ikke selve kernedefinitionen på "hvid mand offentlighed"? hvordan forholder denne her diskussion sig til forestillingen om klasser? det først jeg tænkte på da jeg læste YH var at den genaktualiserede diskussioner om lige netop klasser i en temmelig meget bredere forstand end "race" eller "kultur" aspekterne. er det ikke temmelig onkel tomagtigt at føre en diskussion der stammer fra universiteterne?
  • Torben Sangild 1. Klasseteorierne stammer også fra universitetet.

    2. Det afgørende kan ikke være, hvor en diskussion stammer fra, men om den er vigtig at tage
  • Torben Sangild 3. Mange af disse teorier er skabt af kvinder, ligesom det efterhånden er kvinder der dominerer humaniora. Så nej, universitetet er ikke indbegrebet af den hvide mands offentlighed.
  • Torben Sangild Dette ikke sagt for at forsvare hvidhedsdebatten. Der skal blot nogle bedre argumenter på bordet end at de kommer et sted fra, du ikke så godt kan lide.
  • Christian Schmidt-rasmussen Torben Sangild nu har det om det bliver defineret som en hvid mands offentlighed ikke noget at gøre med kønnet på dem der huserer i den. det er selve begrebet "hvid mands offentlighed" jeg problematiserer. hvis du har fulgt med bliver begrebet brugt temmelig altomfattende. så omfattende at YH burde have holdt sin mund fordi jeg, hvid mand, kunne komme til at høre det. jeg problematiserer at der tages udgangspunkt i en diskussion der er opdyrket i hvad der temmelig rimeligt i denne sammenhæng kan kaldes "hvid mands offentlighed", hvor universitet er kernen.
  • Christian Schmidt-rasmussen forstået på den måde at kvinde uanset form og farve er en del af "hvid mands offentlighed" når de huserer på universitetterne
  • Christian Schmidt-rasmussen min skepsis overfor universiteterne er en modreaktion på den ukritiskhed teori fra universiteterne er blevet mødt med i kunstverden og på den måde som universitære undervisningsformer er optaget på kunstskolerne

altså den der hvidhedsdebat, som jeg med vilje ikke overværede, nu har jeg læst en hel masse om den, og det er godt nok ikke for sjov. næsten alle er unuancerede. de fleste er også meget vrede. folk vil bekæmpe det hvide system med et andet system, der ligner til forveksling. det er ulykkeligt hvis man ikke kan læse sig til indsigt om andres (kropslige eller ikke-kropslige) erfaringer. men nytter det overhovedet at skændes om det i disse abstrakte vendinger udenfor den poststrukturalistiske faglitteratur? jeg har svært ved at se formålet når det er så ukonkret, og hvis nogen rent faktisk har et formål med debatten, så tror jeg næppe det kan opnås så længe alle gemmer sig bag identitetsfarvede shades og korslagte arme. anyway. god mandag.
  • Johanne Thorup Dalgaard eller det jeg mener er: teorien skal hele tiden udfordres og tilpasses virkeligheden. det er den øvelse jeg forsøger at foretage her mens jeg sidder og skal strukturere et speciale, og det er ikke nemt, men hvis det ikke lykkes falder hele argumentet som jeg bygger op jo for fanden sammen.
Litteratur er noget fælles. Det er ikke bundet til en bestemt nationalitet og et bestemt gruppetilhørsforhold, og vi kan forstå det ud fra vores egne forudsætninger, og bagefter kan vi tale med andre om det. Det er ikke forbeholdt sorte (red. :racificerede) at blive misforstået. Jeg har også følt at noget jeg skrev blev misforstået, og tit forstår folk heller ikke, hvad det er jeg snakker om. Bagefter peger nogen andre måske på, hvad det betyder, eller siger, at det er noget vrøvl. At være sort bør ikke betyde, at folk ikke må tale med én og prøve på at forstå det man laver. Det er den mest afsindigt velmenende blindgyde - og afdøde slaver i alle verdenshjørner burde rejse sig op som zombier og fløjte, imens nogen siger sådan noget (det er en opfordring). Verden er ensom nok, som den er. Fortiden er meget mere utilgængelig end Yahya Hassan. Jeg kan huske, at jeg, da jeg læste Midt i en jazztid, ikke anede, hvornår fortælleren var ironisk. Men den tvivl, må så høre med til min læsning.
  • Hans Jørgen Hansen Det kan også være ensomt at være eneste akademiker til familiefest i Vendsyssel
  • Dette Er Ikke Sternberg og mere ensomt endnu at være den eneste sorte akademiker til en hvid families fest i Vendsyssel, hvor der ikke engang er nogen akademikere. Men jeg mente nu egentlig ensomheden som noget fælles for os allesammen. At vi er alene om at tænke, som vi gør, og at vi kommer til at være ene om at dø en dag. Fx.
  • Frank Langmack Fiskepakkerens søn fra Esbjerg her. Jeg både forstår og misforstår jer akademikerbørns bøger, begge dele er lige godt for mig:) Hvem er det, der er så forhippet på at tingene skal forstås rigtigt? God litteratur er vel netop kendetegnet ved at finde klangbund i mange forskellige mennesker via deres intuitive forståelse af det læste og det god litteratur intuitivt beskriver. Med intuitivt tænker jeg også på at forfatteren selv ofte ikke helt forstår sin egen litteratur, men aner hvad der vll finde klangbund.....
  • Dette Er Ikke Sternberg Frank, du har været væk imens en strukturel racisme-debat har raset. Alt er helt tosset og alle er forvirrede.
  • Dette Er Ikke Sternberg jeg har gemt mig ude i hønsehuset. Det her er måske det sidste, du hører fra mig inden jeg blir bidt.

onsdag den 5. marts 2014

Hvad Chr. Schmidt siger - og maler



det der generer mig ved det her er at der er kunstnere der mener at vide hvordan deres ting virker i verden. jeg er helt med på at at gode hensigter ikke er af vejen, men de er ikke i vejen for at det modsatte sker. og så IKKE MINDST: jeg har ikke glemt firserne hvor jeg og mange andre blev bedt om at holde mund fordi vi skadede den GODE SAG og det var det der provokerede mig ved Athena Farrokhzads udsagn. gu lever vi i et klassesamfund med strukturel racisme, men at forholde sig strategisk til det som kunstner ... tsk tsk så tiltror man sig selv et større overblik end der er muligt som individ



- og i dag viste han det her fine maleri, han lige er blevet færdig med at male - det forestiller drenge, der spiller fodbold, og som, ikke modstander af, men i hvert fald OFFER for drenge, der spiller fodbold, kan jeg sagtens beundre det:

onsdag den 9. oktober 2013

Facebookmontre 2

blir det tryllejyden eller den onde arkitekt der vinder kagekonkurrencen?
 
den store bagedyst fik den vinder som vi vidste den ville få. men derfor var afslutningen mere hårrejsende end jeg havde regnet med. vinderen hævede pokalen i diabolsk triumf og sagde et eller andet om at denne her skulle bruges til noget, skulle føre hende et andet sted hen. hvor mon? lige lukt i helvede?

mandag den 13. maj 2013

Overspringet fortsat nogle sekunder endnu og inkluderende læsningen og copypastingen af denne minutter gamle statusopdatering

af Christian Schmidt-Rasmussen (anbefalelsesværdig FB-ven og mageløs maler): 

på samme måde som det at jeg har ondt i den ene fod, fordi jeg har jokket på en moskusokseknogle, er en livsstilssygdom, er sorte glaserede tegl et tegn på skammens tidsalder