Beijing ramt af sandstorm
Indbyggerne i Kinas hovedstad hovedstad Beijing vågnede i går op til en sandstorm. Sandstormen er den hidtil kraftigste, der har ramt millionbyen i år, skriver AP. Luftkvaliteten er "meget dårlig" for helbredet, advarer meterorologerne, der opfrodrer kineserne til at vinuder lukkede og dække munden til, når de går ud [med fx en mundkurv, for hvem har ikke en mundkurv liggende i deres cykelkurv LB].
Viser opslag med etiketten Beijing-le-jangle. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Beijing-le-jangle. Vis alle opslag
søndag den 21. marts 2010
torsdag den 18. marts 2010
Anti-snestorm
Senere i Kenneth Rexroths One hundred poems from the chinese er der et digt af Tu Fu, hvis slutning modsiger den på litteraturens vegne modløse slutning i samme digters "Snestorm", som jeg som omtalt nedenfor læste i toget til sneplagede Nanjing og læste op for kolleger og studerende, da jeg var nået frem:
Night in the House by the River
It is late in the year;
Yin and Yang struggle
In the brief sunlight.
On the desert mountains
Frost and snow
Gleam in the freezing night,
Past midnight,
Drums and bugles all ring out,
Violent, cutting the heart.
Over the Triple Gorge the Milky Way
Pulsates between the stars.
The bitter cries of thousand of households
Can be heard above the noise of the battle.
Everywhere the workers sing wild songs.
The great heroes and generals of old time
Are yellow dust forever now.
Such are the affairs of men.
Poetry and letters
Persist in silence and solitude.
Hvilket jeg så til gengæld læste, da jeg sad i flyet i Beijing Lufthavn og ikke kunne komme ud af stedet pga. lige præcis en snestorm. Men nu er jeg kommet hjem, og så syntes jeg, at I skulle læse digtet.
Night in the House by the River
It is late in the year;
Yin and Yang struggle
In the brief sunlight.
On the desert mountains
Frost and snow
Gleam in the freezing night,
Past midnight,
Drums and bugles all ring out,
Violent, cutting the heart.
Over the Triple Gorge the Milky Way
Pulsates between the stars.
The bitter cries of thousand of households
Can be heard above the noise of the battle.
Everywhere the workers sing wild songs.
The great heroes and generals of old time
Are yellow dust forever now.
Such are the affairs of men.
Poetry and letters
Persist in silence and solitude.
Hvilket jeg så til gengæld læste, da jeg sad i flyet i Beijing Lufthavn og ikke kunne komme ud af stedet pga. lige præcis en snestorm. Men nu er jeg kommet hjem, og så syntes jeg, at I skulle læse digtet.
mandag den 15. marts 2010
Beijing-le-jangle 3 & Finland-finte
Afsted med mig: Søndag morgen tyve minutter i syv i Beijing, hvilket vil sige tyve minutter i midnat i København, og sådan er det hele vejen, Kina er altid foran – med dobbelt så lang fortid.
Beijing Boogie Woogie: Jeg vandrede Beijing rundt i går, bortset fra at det kan man jo ikke, jeg vandrede sikkert, hvad der i København svarer til Kgs. Nytorv, rundt, fra de smalle, nysselige gyder, hutongerne, hvor mit hotel ligger, til kommunismens og markedsøkonomiens ondt imposante paladser. Og jeg vandrede over den flade, flade Himmelske Freds Plads – ikke nogen rar himmel som dér er faldet ned på jorden som en stenet pandekage - og gennem Den Forbudte Bys hysteriske dukketeaterkulisse og sagde WOW på amerikansk rigtig og OPrigtig mange gange. Men en egentlig spadsereharmoni indfandt sig først, da jeg trådte ud på den smalle sti, der leder væk fra Jadeøen; her gik kineserne i omhyggelig slowmotion deres eftermiddagstur, og der gjorde jeg snart også.
KIPLING: Som sidste punkt på fodrejsen købte jeg en rygsæk til de fem kilo bøger, jeg i Shanghai Lufthavn, hvor det ikke gjorde nogen forskel, opdagede, at min kuffert vejede for meget. Og det er ikke løgn, at den er af mærket KIPLING.
Kildebeskyttelse: Jeg spiste mutters alene i en restaurant lige ved siden af hotellet, der på engelsk hed Source, med alt for mange småbitte tjenere, som en japansk familie, lallet gamling, yngre, nervøs kone, forkælet datter, ledt bossede rundt, som var det en scene i Tintin-hæftet Den blå lotus, som godt nok foregår i Shanghai, men alligevel. Desto kraftigere roste jeg igen og igen den udsøgte kinesiske mad, men det blev tjenerne lige så forskrækkede over.
Muzakken siger ping: Det er fire timer senere, jeg sidder i Beijing Lufthavn, og muzakken, lige nu en fløjte-version af noget Simon & Garfunkel, går blidt til marv og ben, rundt om mig snakker ældrebyrden skånsk og finsk og spiser rugbrødmadder med ost, mine to stykker håndbagage bugner med rådvilde køb for mine sidste kinesiske penge, en mini-terracotta-kriger, en dvd-boks med Alfred Hitchcocks tv-serie (kun ca. 150 kr.!), Anthon Berg-chokolade-flasker, og udenfor sner det guddøeme, selvom solen strålede varmt i går, sådan er (også) det kinesiske forår, og selvom det kunne have set godt ud med sne på forbudte by, må man jo sige, at det er en venlig meteorologisk sekvens, som Kina i det hele taget har været helt utrolig venlig, og kineserne og expats’ene og Danmarks og Nordens repræsentanter i det hele taget har været helt utroligt venlige, jeg bukker og takker og kommer snart igen, der er jo også den mur! KH
Finsk kidnapping: Klokken er 4:30 I HELSINKI FOR HELVEDE, Hotel Cumulus hedder hotellet, som om det er med i en roman af Ole Sarvig fra 1955, vi sad seks en halv time i flyet i Beijing og var grounded pga. snevejr, jeg holdt hurtigt op med at læse i mine klassiske kinesiske digte, for de havde kun godt eller i det mindste poetisk at sige om snevejr, det havde jeg ikke, i stedet så jeg en dårlig, Oscar-belønnet film, The Blind Side, om en Texas-dame (en expat, der ikke er taget nogen steder), der tager sig en sort football-spiller som sin personlige teddybjørn, mens spaniolerinden ved siden af mig så den gode, ikke-Oscar-belønnede film Up in the air, om at leve sit liv på business class, og den finske og skånske ældrebyrde (der usynligt stadig omringer mig nu her på Hotel Cumulus) bitchede til hinanden og personalet, og i spejlet bag min computer ligner JEG finsk og skånsk ældrebryde: sammenkrøllet melankolsk, og da vi landede i Helsinki omsider, var det aften, og når det er aften i Finland, så sker der ikke mere, så er det sket, så kører en bus dig gennem snedriverne til Hotel Cumulus, hvor du bespises med finsk gryderet og vågner op med et sæt klokken 17 miniutter over 3 og ikke ved dine levende råd og ser to episoder af Alfred Hitchcock Presents, også fra 1955, de definerede 1955, Alfred Hitchcock og Ole Sarvig, om en husholderske der måske er morder og en lurendrejer der måske selv bliver luret, for hvad skal du ellers foretage dig i Helsinki klokken 17 minutter over 3 om morgenen, og om ti minutter er klokken 5, og så er der finsk morgenmad i Hotel Cumulus, og jeg glæder mig sådan.
Home: Øst, øst, hjemme lyst!
Beijing Boogie Woogie: Jeg vandrede Beijing rundt i går, bortset fra at det kan man jo ikke, jeg vandrede sikkert, hvad der i København svarer til Kgs. Nytorv, rundt, fra de smalle, nysselige gyder, hutongerne, hvor mit hotel ligger, til kommunismens og markedsøkonomiens ondt imposante paladser. Og jeg vandrede over den flade, flade Himmelske Freds Plads – ikke nogen rar himmel som dér er faldet ned på jorden som en stenet pandekage - og gennem Den Forbudte Bys hysteriske dukketeaterkulisse og sagde WOW på amerikansk rigtig og OPrigtig mange gange. Men en egentlig spadsereharmoni indfandt sig først, da jeg trådte ud på den smalle sti, der leder væk fra Jadeøen; her gik kineserne i omhyggelig slowmotion deres eftermiddagstur, og der gjorde jeg snart også.
KIPLING: Som sidste punkt på fodrejsen købte jeg en rygsæk til de fem kilo bøger, jeg i Shanghai Lufthavn, hvor det ikke gjorde nogen forskel, opdagede, at min kuffert vejede for meget. Og det er ikke løgn, at den er af mærket KIPLING.
Kildebeskyttelse: Jeg spiste mutters alene i en restaurant lige ved siden af hotellet, der på engelsk hed Source, med alt for mange småbitte tjenere, som en japansk familie, lallet gamling, yngre, nervøs kone, forkælet datter, ledt bossede rundt, som var det en scene i Tintin-hæftet Den blå lotus, som godt nok foregår i Shanghai, men alligevel. Desto kraftigere roste jeg igen og igen den udsøgte kinesiske mad, men det blev tjenerne lige så forskrækkede over.
Muzakken siger ping: Det er fire timer senere, jeg sidder i Beijing Lufthavn, og muzakken, lige nu en fløjte-version af noget Simon & Garfunkel, går blidt til marv og ben, rundt om mig snakker ældrebyrden skånsk og finsk og spiser rugbrødmadder med ost, mine to stykker håndbagage bugner med rådvilde køb for mine sidste kinesiske penge, en mini-terracotta-kriger, en dvd-boks med Alfred Hitchcocks tv-serie (kun ca. 150 kr.!), Anthon Berg-chokolade-flasker, og udenfor sner det guddøeme, selvom solen strålede varmt i går, sådan er (også) det kinesiske forår, og selvom det kunne have set godt ud med sne på forbudte by, må man jo sige, at det er en venlig meteorologisk sekvens, som Kina i det hele taget har været helt utrolig venlig, og kineserne og expats’ene og Danmarks og Nordens repræsentanter i det hele taget har været helt utroligt venlige, jeg bukker og takker og kommer snart igen, der er jo også den mur! KH
Finsk kidnapping: Klokken er 4:30 I HELSINKI FOR HELVEDE, Hotel Cumulus hedder hotellet, som om det er med i en roman af Ole Sarvig fra 1955, vi sad seks en halv time i flyet i Beijing og var grounded pga. snevejr, jeg holdt hurtigt op med at læse i mine klassiske kinesiske digte, for de havde kun godt eller i det mindste poetisk at sige om snevejr, det havde jeg ikke, i stedet så jeg en dårlig, Oscar-belønnet film, The Blind Side, om en Texas-dame (en expat, der ikke er taget nogen steder), der tager sig en sort football-spiller som sin personlige teddybjørn, mens spaniolerinden ved siden af mig så den gode, ikke-Oscar-belønnede film Up in the air, om at leve sit liv på business class, og den finske og skånske ældrebyrde (der usynligt stadig omringer mig nu her på Hotel Cumulus) bitchede til hinanden og personalet, og i spejlet bag min computer ligner JEG finsk og skånsk ældrebryde: sammenkrøllet melankolsk, og da vi landede i Helsinki omsider, var det aften, og når det er aften i Finland, så sker der ikke mere, så er det sket, så kører en bus dig gennem snedriverne til Hotel Cumulus, hvor du bespises med finsk gryderet og vågner op med et sæt klokken 17 miniutter over 3 og ikke ved dine levende råd og ser to episoder af Alfred Hitchcock Presents, også fra 1955, de definerede 1955, Alfred Hitchcock og Ole Sarvig, om en husholderske der måske er morder og en lurendrejer der måske selv bliver luret, for hvad skal du ellers foretage dig i Helsinki klokken 17 minutter over 3 om morgenen, og om ti minutter er klokken 5, og så er der finsk morgenmad i Hotel Cumulus, og jeg glæder mig sådan.
Home: Øst, øst, hjemme lyst!
lørdag den 13. marts 2010
Beijing-le-jangle 1 og 2
Shamaner Inc: Torsdag morgens fly var en time forsinket, så vi styrtede, kulturinstitutsekretær Anne og jeg, fra Beijing Lufthavn ud til litteraturfestivalen, der hedder The Bookworm, fordi den foregår i en reelt hyggelig (sammenlignet med den forlorne Glamour Bar) kombineret café og boghandel, der hedder The Bookworm. Jeg nåede knap at hilse på de øvrige paneldeltagere, meget mexicanske Alberto (armbevægelser dobbelt så overstyrede som mine), meget skotske Liz (jovial hønemor) og meget amerikanske Scott (deep. deep bønnespire med goatee), før panelet var i gang, og som frygtet kørte de øvrige paneldeltagere på den kosmiske (amerikaneren og mexicaneren) og snusfornuftige (skotten) autenticitet i folk tales, shamaner og hellige laks og brownies (skotske nisser, ikke kager), og de skal komme efter dig, i samlet magisk flok, og ikke helt overbevist om, at det ikke var en nederdrægtig ond drøm, fablede jeg noget kokset noget om HCA og friheden, ha, i hans totalkunstige eventyr, hvorefter jeg over hals og hoved flygtede fra åstedet.
Fransk reggae: Skævvreden og desperat middagslur på mit overbevisende gammelkinesiske hotel (den faux autenticitet er modsat shamanerne OK åbenbart, fordi den er ny hat!?), middag på gedigen snask med Anne og tre unge mennesker fra ambassaden, fransk reggae (så bliver det ikke mere ægte falsk) live på halvtomt spillested, en favnfuld kinesiske øl, en sump af søvn.
En kineser ved navn Kåre: Foredrag fredag på – med stor kraftanstrengelse – LANGSOMT dansk om ”Dansk poesi som readymade”, Pejk M, Mette M, Martin L, Lars B, for 15 kinesiske danskstuderende, der efter halvandet års undervisning i vores fjottede modersmål stillede formfuldendte spørgsmål, der røbede, at de havde forstået i hvert fald en fjerdedel af, hvad jeg havde sagt; så god er statistikken ikke på et gennemsnitligt gymnasium. Imponerende! Apropos Monogrammer snakkede vi en del om navne, og en studerende, der af en eller anden grund hed Kåre, spurgte til sine klassekammeraters intense fnisen, hvordan jeg vurderede det navn. Med bolleå synes jeg det er et cool og kvikt navn, vurderde jeg. Kulturinstitutdirektør Eric Messerschmidt fik den idé, at de studerende selvfølgelig skulle give sig i kast med oversættelser af dansk litteratur, og vi blev enige om, at de 1, 2, 3, skal begynde med Helle Helle, fordi hun er vores mest klassisk kinesiske forfatter jo.
Dig a pony: God rødvin og fin tapanade og fremragende diplomatisk sladder (altså sladder om diplomatiet) på spanskagtig café her i kvarteret. Tilbage til spillestedet ene mand til to timers venten på koncert med amerikanske St. Vincent, et hav af sms’er til familie og venner for simpelthen at holde mig vågen, undren fra flere over sms’ernes engelsk, men jeg har for fanden fået kinesisk sim-kort og kan ikke slå ordbogen fra, skarp, skarp koncert omsider med en lige så æterisk som aggressiv (på sin elektriske guitar, ikke på publikum, hvilket der ellers var god grund til, sådan som de mumlede massivt) St. V, cool flænsende cover af Beatles’ ”Dig a Pony”, som jeg og kineseren ved min side var helt enige om at gå helt amok over.
Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by: Hvor er det fedt at skrive som en realistisk og helt rimelig sætning: Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by. Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by. Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by. Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by. Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by.
Fransk reggae: Skævvreden og desperat middagslur på mit overbevisende gammelkinesiske hotel (den faux autenticitet er modsat shamanerne OK åbenbart, fordi den er ny hat!?), middag på gedigen snask med Anne og tre unge mennesker fra ambassaden, fransk reggae (så bliver det ikke mere ægte falsk) live på halvtomt spillested, en favnfuld kinesiske øl, en sump af søvn.
En kineser ved navn Kåre: Foredrag fredag på – med stor kraftanstrengelse – LANGSOMT dansk om ”Dansk poesi som readymade”, Pejk M, Mette M, Martin L, Lars B, for 15 kinesiske danskstuderende, der efter halvandet års undervisning i vores fjottede modersmål stillede formfuldendte spørgsmål, der røbede, at de havde forstået i hvert fald en fjerdedel af, hvad jeg havde sagt; så god er statistikken ikke på et gennemsnitligt gymnasium. Imponerende! Apropos Monogrammer snakkede vi en del om navne, og en studerende, der af en eller anden grund hed Kåre, spurgte til sine klassekammeraters intense fnisen, hvordan jeg vurderede det navn. Med bolleå synes jeg det er et cool og kvikt navn, vurderde jeg. Kulturinstitutdirektør Eric Messerschmidt fik den idé, at de studerende selvfølgelig skulle give sig i kast med oversættelser af dansk litteratur, og vi blev enige om, at de 1, 2, 3, skal begynde med Helle Helle, fordi hun er vores mest klassisk kinesiske forfatter jo.
Dig a pony: God rødvin og fin tapanade og fremragende diplomatisk sladder (altså sladder om diplomatiet) på spanskagtig café her i kvarteret. Tilbage til spillestedet ene mand til to timers venten på koncert med amerikanske St. Vincent, et hav af sms’er til familie og venner for simpelthen at holde mig vågen, undren fra flere over sms’ernes engelsk, men jeg har for fanden fået kinesisk sim-kort og kan ikke slå ordbogen fra, skarp, skarp koncert omsider med en lige så æterisk som aggressiv (på sin elektriske guitar, ikke på publikum, hvilket der ellers var god grund til, sådan som de mumlede massivt) St. V, cool flænsende cover af Beatles’ ”Dig a Pony”, som jeg og kineseren ved min side var helt enige om at gå helt amok over.
Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by: Hvor er det fedt at skrive som en realistisk og helt rimelig sætning: Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by. Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by. Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by. Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by. Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by.
Abonner på:
Opslag (Atom)
