Fra Skoledage, 1993:
ALVOR
Alvor hedder en brun hoppe, der går
bag det forblæste hegn lige efter
Brugsen. Som oftest står den med
bøjet hoved og det ene bagben løftet.
Det har været en smuk hoppe engang.
Nu plasker vandet fra den i en tyk
gul stråle. På marken bagved, nede
ved søen, lå engang et kloster.
Folk, siger, at den sidste prior
hver aften, når solen går ned
kommer sejlende over søen, ridende
på en tam sort svane. De siger også,
at for hvert år, der går, bliver
han lidt mindre. Men det gør deres
ord ogs¨. Efterhånden er de ikke meget
større end de skarnbasser, der trimler
forædte rundt mellem hestepærerne.
søndag den 6. juni 2021
En Mathiesen-poetik (fx)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
PÅ AFDELINGEN
SvarSletFørst må man dø for sjov,
for at forstå,
at man lever.
Så må man dø for alvor,
for at forstå
at nogen virkelig elsker en.
Kunne vi ikke bare
se hinanden
ved festlige lejligheder,
som ved fødsler og begravelser.
Nu hvor vi er blevet indlagt
på det samme sted
for at udføre visse
følelsesmæssige ritualer,
der skal bevise,
at vi altid hører sammen,
trods svimmelhed og alt.