2 urfugleanmeldelser

 fra 1998:

Eske K. Mathiesen: Den blå kyst. 29 sider. Uden pris. Eget forlag. AT Eske K. Mathiesens lille nytårshilsen af en digtsamling »Den blå kyst« ikke er i handelen, skal ikke forhindre mig i at anmelde den, det er den simpelthen for god til. Den livligt barokke og groteske stil, der præger Mathiesens sidste samling, »Skoledage«, 1993, samt nylige bidrag til »Brøndums encyklopædi« og diverse tidsskrifter, er i den nye ikke-bog afløst af en tilbagevenden til en helt klar og enkel naturpoesi, skøn finurlighed og finurlig skønhed, her og dér klinger det veritabelt haikuagtigt igennem, 'Svalen': »Helt stille, ikke en lyd/ ikke en vind. Pludselig kommer/ den jagende, pibende/ lige over os, væk,// efterladende et svaleformet hul/ i stilheden.« Og lad os også lige tage vipstjerten i øjesyn: »Nu brast skydækket/ aftensolen bløder vildt ned over/ fiskerlejet og strandengen// og vipstjerten, der straks/ begynder at prikke hul/ på de røde pletter mellem klipperne.« (Mathiesen fabrikerer de fineste metaforer (»Engang var vi alle kommaer, / som haletudserne i pytten«), men læg mærke til hvordan de to citerede digte på korrekt haikuvis vælger metaforikken fra til fordel for det konkrete billede (og efter-billede)) Engang ville man patroniserende have betegnet sådanne lynende miniaturer som en højere form for bagateller (bogen henviser selv direkte til traditionen ved at inkludere oversættelser af tre muntre oldgræske epigrammer), men i dag ved vi bedre og kan se, at det er akkurat lige så stor kunst, hvis ikke større, end diverse strømmende hymner og filosofiske arabesker, der gør et stort nummer ud af deres storhed, ikke mindst på grund af fokuseringen på, og praktiseringen af, lidenheden.

Hvad betyder pip?

Den ene bog efter den anden med fuglemotiv ved Eske K. Mathiesen.

Eske K. Mathiesen: Den forklædte Priapos. Af fugleskræmslets historie. 38 sider. KunstCentret Silkeborg Bad. Eske K. Mathiesen: Danske lokkefugle. 113 sider. KunstCentret Silkeborg Bad. Hieronymus Justesen Ranch: Fuglevise. Ved Eske K. Mathiesen. Tegninger af Jens Gregersen. 42 sider. KunstCentret Silkeborg Bad. Fuglespor i ældre dansk litteratur. En mosaik af Eske K. Mathiesen. Tegninger af John Olsen. 112 sider. KunstCentret Silkeborg Bad. eSKE K. Mathiesen er ikke bare en af vore fineste digtere, han er også en af vore fremmeste folkemindeforskere; begge hverv varetages, som de skal, med højt humør og dyb ansvarsfølelse. Vi anmeldte for nylig det lille lyriske privattryk Den blå kyst, nu står Mester Mathiesens andet jeg for en hel lille buket af tryksager, en-to-tre-fire bøger med fuglemotiv, udsendt i anledning af åbningen af KunstCentret Sikeborg Bad og deres første udstilling »Fuglefri« midt i denne måned. Første bog er betitlet Den forklædte Priapos, Af fugleskræmslets historie og giver en teori til bedste, der kort fortalt går ud på, at de totalt unyttige fugleskræmsler måske kunne tænkes at være i familie med den gamle romerske frugtbarhedsgud Priapos, der fallisk strittende vogtede mangen en antik køkkenhave, derfor fugleskræmslets påklædthed i dag, det skjuler noget. Mathiesen har ikke skyggen af bevis, han har bare sin videnskabelige intuition, og teorien er jo smuk. Anden bog koncentrerer sig om det stik modsatte fugleobjekt: Danske lokkefugle er titlen. Efter en klog og informationsmættet introduktion (med særlig fremhævelse af lokkefugle-mesteren, »Urmageren« Martin Christensen fra Rudkøbing) lader bogen den ene fornemme, hjemmelavede fugl efter den anden passere revy for vore øjne, i farver og på glittet papir; Mathiesen diskuterer i sit essay fuglenes status som folkekunst, og da det forholder sig sådan, at jo mere lokkefugle ligner, desto bedre virker de, kan han konkludere, at det ikke er »unødvendig pynt at lave dem graciøse som levende fugle og med yndefuldt stiliseret fjerdragt - skønheden og funktionen er gået op i en højere enhed i en grad som er sjælden i det, man sædvanligvis kalder folkekunst.« Tredje bog er en kommenteret udgave af digteren Hieronymus Justesen Ranchs Fuglevise fra ca. 1600, små, klodsede opbyggelige vers, som ærlig talt ikke er videre spændende eller charmerende; der buses lige på, med en befriende mangel på fine poetiske fornemmelser: »Skovknarren og den grove spætte/ må jeg for ingen del forgætte/ du skriver, det ej forglem;/ kan du ikke synge, så kan du knarre,/ du kan og gøre en skrækkelig blarr/ når du kommer drukken hjem.« Fjerde bog er antologien Fuglespor i ældre dansk litteratur, der klipper alskens tekster om fugle, småt og stort, kendt og ukendt, allegori og anekdote, sammen til en kaotisk og tæt flaksende collage; noget af det mest indtagende er folkemindegenren fuglesangsfortolkning, f.eks. finder man midt imellem citater af Martin A. Hansen og Oehlenschläger denne »tolkning af skovduens kurren optegnet 15.10. 1908 af H. Johansen efter Andrea Andersen, Rønne«: »Skaddajn t^au min goa goa ko, ko, ko, /så l^aude hajn å byjggja et huz, huz, huz,/ så l^a hajn to pijnja ^auer kors, kors, kors,/ så t^au hajn maiin ko å flöj, flöj, flöj.« Lokke, skræmme, aflytte fuglene; de basale poetiske funktioner? Han kan selv være en fugl, ham Eske, en sjælden en.