Bidrag til Kortprosa 1999:
Digteren tager afsked med poesien
Digtere har tit så klistrede fingre, de tager så vammelt og skabagtigt på tingende. De piggede slåen, de rødflammende æbler, de blændende hvide klipper og det knaldblå hav i oktobersolen var friske før digteren rørte ved dem, befamlede dem, syltede dem ind i et digt, et halvreligiøst tonefald, en dosis såkaldt livsklogskab eller fjollethed eller hittepåsomhed. Hvad skal vi med denne oplunknethed, som kaldes poesi og den bøcede andægtighed, som er dens element? Jeg foretrækker til enhver tid de endnu ikke frostslagne slåens snerpethed.
Fra samlingen Noter, 1990:
POESIEN
Poesien er et lighus
for afdøde fraser. Men lyset,
det milde lys, der falder gennem
det lille vindue helt oppe under loftet
og rammer gulvet i en aflang firkant.
Jeg ruller den sammen
og tager den med mig under armen,
da jeg går.
KLOGE HUNDE
SvarSletSelv de lokale hunde
er klogere end de fremmede.
Mumler den tandløse heks
til sin indfødte nabo,
og griner.
Du kan altid vælge at dø,
eller tage halen mellem benene.
Ellers er der kun tilbage
at skrive poesi.
For eksempel poesi
for søsyge katte.