fredag den 17. april 2020

Så gode avantgardister var de vist

IKKE:

citat fra Tue Andersen Nexøs afsnit om "In The Making" i 20 før 20, Informations litteraturhistorie:

"Samtidig slog skikkelser som Lars Bukdahl, Niels Frank og Marianne Stidsen, der på dette tidspunkt forfægtede den litterære og kulturelle avantgardes lyksaligheder, igen og igen til lyd for en ny avantgarde i dansk litteratur. De var trætte af de tidlige firseres og de tidlige halvfemseres patosfyldte, jeg-alvorlige digtning,
der for dem syntes inkarneret af Søren Ulrik Thomsen, især hans digtsamlinger Hjemfalden (1991) og Det skabtes vaklen (1996), og som i slutningen af halvfemserne var en nærmest uforståeligt kontroversiel skikkelse i den danske litterære debat."
 
Ved siden af alle andre uhyggelige udviklinger til det værre så har Stidsen så gu aldrig været  Thomsen-skeptiker, hvilket Niels F og jeg indrømmet i den grad har været (og ER), og det var i hvert fald ikke dengang uforståeligt - for os selv - i forhold til hvor monumentalt monumental hans og hans poesi og hans poetiks betydning i løbet af få år havde vokset sig.

3 kommentarer:

  1. Tue Andersen Nexø18. april 2020 kl. 13.56

    Altså, helt forkert er det nu ikke. Her er to citater fra et interview med Marianne Stidsen i Information, februar 2000, i det første genfortæller Karen Syberg Stidsens ord, i det sidste citeres hun direkte:

    "Nedenunder uenigheden mellem Niels Frank og Johannes Riis løber altså en debat om avantgardens død, der har pågået siden sen-80’erne.
    Dengang hævdede blandt andre Søren Ulrik Thomsen, at der ikke længere var nogen borgerlig ideologi at definere sig i modsætning til - markedets forskelsløshed gjorde en avantgarde-position meningsløs: den blev opsuget og sat på museum i samme øjeblik, den var født.
    Marianne Stidsen mener tværtimod, at Thomsens og andres kritik i sig selv er udtryk for en tilbagevenden til konservatisme og borgerlighed, hvorfor der også i følge hende er brug for en ny avantgarde. Betragtninger om avantgardens død dækker over en tilbagevenden til romantiske og symbolistiske litterære positioner, mener hun."
    "I 1980’erne flyttede fokus fra forfatteren til læseren. Forfatterens rolle som et orakel, der kunne udtale sig om alt, blev nedtonet - nu er det som om fokus flyttes tilbage på forfatteren igen. Seminaret om Søren Ulrik Thomsen på Københavns Universitet for nogle måneder siden ser jeg i den sammenhæng. For mig var det et eksempel på, at man havde behov for at sætte digteren i centrum og dyrke ham. I 1980’erne lød slagordet, at forfatteren var død, men i 1990’erne er han atter opstået fra de døde."

    Kh Tue

    SvarSlet
  2. True og touché, Tue! Og skønt citat, nutids-Stidsen taget i betragtning - det er nok bare fordi jeg altid og også dengang, fx i Ankomster-antologien, syntes, at MS var så off i sine vurdering og læsning, og så bildte jeg mig bare ind at hun også altid havde været SUT'ist (og meget herligt og spændende i øvrigt at læse serien i bogform - faldt bare lige over sammnenæltningen med fortids-Stidsen som seriøst sjov)

    SvarSlet
  3. Tue Andersen Nexø20. april 2020 kl. 09.30

    Taktak! Ja, det er en vild udvikling. Det eneste, hun har tilbage fra dengang, er hangen til vild og uforsonlig polemik. Kanonerne har så drejet sig 180 grader siden da.

    SvarSlet