"En af mine egne personlige begrundelser for at sidde i Aakademiet har været at Peter Laugesen skulle have den store klat. Nu lykkedes det. Det er mere mit problem end hans. Den hellige mand fra Århus kan under alle omstændigheder bruge pengene. Selv har jeg dog ikke mistet modet. Først pg fremmest var der Peter, men der er andre raske piger og drenge lige i hælene. Jeg syntes Peter har måttet vente for længe, men nu ser jeg til min overraskelse at de unge mennesker også rigeligt når de halvtreds før det muligvis bliver deres tur. Og så har vi balladen. Nu er jeg jo heller ikke det yngste medlem mere.
Nu er mit tiårige "Karthago" taget fra mig. Og Peter er blevet halvtreds. Så er det godt med lidt udmærkelse. Det kan beskytte mod: Nøjsomhedens koldsved, den flakse visdoms skægstubbe.
Peter Laugesen og jeg kommer fra det samme sted: det store brud i begyndelsen af tresserne, som jeg emner man bedst kan betegne med udtrykket "minimalismen". Det var et brud, en voldsom oprydning, en rien dugen væk med hele den opulente opdækning af fornemt tingel-tangel og videre til afslibning af bordpladen selv og gulvaafhøvling. Det var lystige og hårde tider, hvor man kunne få frost i tommelfingeren af at vente på Malevich. En udfrielse af en butik hvor tilbuddene var tomme bevægelser og gestiske vrinsk og udslidte metaforer. Vi måtte af med al lortet og finde tilbage til det sted hvor det var elementært og virkeligt."
- Fra Peter Laugesens mini-monografi Maleren Per Kirkeby, 1987-88 med den indre, egentlige titel "Anders And i Grand Canyon"- det bedste der er skrevet om PK, inkl. alle tunge, forgrublede monografier - begyndelsen:
"I 50'erne var der vild debat om tegneserier. Kultiverede mennesker tog afstand fra dem som analfabetiserende og voldelige. De blev ikke særlig effektivt forsvaret i den offentlige debat, som jo for det meste føres netop af kultiverede mennesker.
Det var i det hele taget en underlig tid. Kulturen var under forandring, myten om en evig progressiv modernitet var ved at miste sit ideologiske fundament., og det blev af konservative mennesker opfattet som en trussel. Truslen fik, i den kunstneriske debat, mærkelige ansigter
Ned med Morten Korch f.eks., eller ud med Skipper Skræk.
Geologen Per Kirkeby kom ind i kunsten omkring 1960 med en opfattelse af historien som en betydeligt større og dybere lagkage. For ham omfattede den osse forfaldet og entropien, forstening og mærkelige bortfald af arter. Ingen speciel grund til at gå i panik over, at et kultiveret og ekspansivt borgerligt livssyn med nogen få hundrede år på bagen nu syntes at gå sin opløsning i møde i en bølge af adfærds- og udtryksformer, der fik det nedsættende stempel "pop" klasket på sig.
Pop kunne være positivt. En måde at forholde sig til den øjeblikkelige virkelighed på.
Action-painting, maleri som kropslig handling, afsætning af spor. Lærredet ned på gulvet. Kør på det med motorcykel. Bor hul i dåserne og dryp skrift af farver. Popkunst, accept af den givne virkelighed som tegn, der kan læses. En konkret poesi, der markerer afslutningen af modernismen som progressiv ideologi. Happening, tingene sker samtidig og glider sammen i nye former, der vanskeligt lader sig indordne i de etablerede kategorier. Minimal kunst, koncentration om basisformer, krystaller, entropiske, økologiske og geologiske monumenter. Bevidsthedsarkæologi. Serie. Krystal. Struktur. Altsammen noget, der foregik på en gang, samtidig med at det monolitiske politiske system krakelerede og nye folkelige bevægelser, værre end tegneserier, pludselig erobrede massemedierne. Atomkampagnen.
Hele vejen gennem 1960'erne var det een bevægelse, men omkring 1970spaltedes den. Peter Louis-Jensens Hjardemål Kirke skulptur var et af de klare tegn her i landet. Kunst som politisk eller æstetisk aktion. Kunst som aktion i det hele taget, eller kunst som proces.
Entropien, forandringen, forfaldet - spildet, afgrænsningen og dødeligheden som den amerikanske digter Charles Olson formulerede det - er handlingen i Kirkebys værk. Han er ikke ekspressionist. Han gør det modsatte af Jorn og Munch som han ellers er sat i forbindelse med. Han arbejder med spor af af kroppens personlige væren til stede i maleriet som handling, men dynger i den grad tegnene oven på hinanden at han sletter den ekspressive illusion i et entropisk kaos, for så at åbne en aflæselig, men tom dimension, der så godt som altid forholder sig til romantikken."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar