mandag den 25. juli 2016

Hvem er sjovest i landet her? JENS OG LINE!

Det er første dag i Line Knutzons og mit Comedy-værksted ("Bare rolig, vi skal skrive tekster! Men de skal være sjove, hvilket er det sværeste i verden – at lave regler for og bestillinger på. Vi gør det alligevel! I alle komiske formater: Vits! Sketch! Farce! Komedie! Og vi skal panderynkende studere sjovhed-kanonen, for måske faktisk at lære noget, fra Gustav Wied til Jens Blendstrup - og hver dag skal vi se mindst et YouTube-klip med Will Ferrell. Vi planlægger et ugelangt, konstruktivt latteranfald. Kvalifikationer? Lars Bukdahl er Danmarks mest komiske kritiker, Line Knutzon er Danmarks grinagtigste dramatiker. LOL! Just kidding!") på Testrup Højskoles Tag og Skriv-kursus, vi begynder om ca. en time, alle, både lærere og kursister, er nervøse over deres sjovhed og mangel på samme. Jeg sluttede vore korte væksteds-intro i går aftes med denne lille tekst af Jens B, som der blev leet velvilligt og ligesom søgende af :


En tekst fra luske der ikke kom med
Hjørneblødning
En dag blev heinos far fundet død i et tog. Han havde kørte rundt hele dagen uden folk havde set han var død. Han blev begravet i stilhed. Heino sagde det var en hjørneblødning. Han var gået ind i et hjørne og var død fortalte han. Jeg vidste ikke man kunne dø af at gå ind i et hjørne. Men det var jo heinos far så det måtte han vide. I lang tid var jeg pisse bange når de gamle passerede hjørnerne af deres gule hus. Jeg satte stole op så der ikke kom flere mørke vinkler. Der er da ingen grund til at stå stille derovre mor. Kom da ind på midten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar