Slagtede darlings og bagte bonusser 11 - DAMEBYER A

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker)

-->

Dennegang opsprættet over fodboldkamp i parken. På vej hjem syngende anti-FCK kommer betjent med aflangt boldtræ. Slaget sender mig lige durk til boldtræ-enkernes bolig. Forestil jer en forslået by. Hvor alt er knust af hærgende koner uden anden lyst end hævn. Alt er knust. Alt er ødelagt af lange kampe, efter nederlag. Status er blå øjne. Gerne flere blå øjne i samme lag. Jeg, deres helt, løftet op af et slæng af vrede blondiner. Og hvem er du så min herre? En helt uskyldig helt, svarer jeg. Ingen er uskyldige her, højst lige til at sparke. 7 gange ryger mine skinneben. 8 gange hamrer de min næse ind, og fisker den ud igen med ståltråd. 9'ende gang slæber de af med mig og justerer mig i en kælder. Hvordan fanden kommer jeg ud af det her? Gå i lære som skallesmækker, mand. Alt det erotikpis kan du godt glemme. Vi er til for at slå tænder ind og for at volde hinanden smerte, siger de sidelæns som klovne. Kærlighed er hjul og tortur. Eller når du går fra det ene slæng til det andet. Jeg tør ikke spørge til boldtræ-enkers mænd. Men de har gættet hvad jeg tænker. Vi hamrede dem til Kaukasus, hovedperson. Forstår du hvad vi siger? Til Kaukasus på vinger. Jeg gemmer mig i en altankasse på den ødelagde banegård. Om natten kravler jeg op på en stige og slår månen ind. Men månen er knust for længst. Den sender mig ned i sine ruiner. Der ligger jeg i al dens forladte lys til nogen forbarmer sig og vækker mig på Peter Bangsvej, klokken 4.

Dennegang gæst i et IC-3 tog. Som sædvanligt efter et skænderi med Tove. Togkonduktøren. Hvad søger du? Svigermors by, fabler jeg. Jeg er helten, forstår du. Hovedpersonen. Jeg har hørt om et sted hvor gamle kvinder, svigermødre bor og lever. Konduktøren: Jeg aner ikke hvad du snakker om, kammerat, Hvis det er Viby Sjælland du mener så er der 5 zoner? Nej, svarer jeg. Og rejser mig. Jeg søger for helvede svigermors by. Stedet hvor de hovne ældre svigermødre bor og arbejder i klaser! I samme øjeblik sker det så. Min redning. En omfattende servicevogn, ført af en omfattende servicedame. Kan jeg hjælpe med noget? En øl måske, eller en tur til fremmede lande? Du skal bare krybe ind i dankortbonnen, så fluesmækker jeg dig videre. Og som sagt så gjort. Helten op på stålvognen, og pludselig i byen fuld af strikketøj. Rådhuset aflangt som en vante. Træerne besmykket med batik. Vi hader alle vores døtres udkårne. Står der med batik. Overalt disse små hunde i skødet på varmblodige fornærmede svigermødre. Åh nej, skal det nu være helten. Kunne du ikke have lignet Richard Ragnvald? Og blomster. Og chokolade. Hvor er svigermors trøst. Jeg beklager, siger jeg og sorterer mine tanker for Ricks kaffeerstatning. Jeg er her kun for hor og forståelse. Jaså, svarer de. Det må vi jo tage op til kaffen hos søster Elga, i det lille gule 60erhus, med nedrullede grønne gardiner. Men jeg siger dig, det bliver svært. Søster Elga mistede sin datter til en dragon der var ond og grim og under hendes stand. Er de ikke alle det? Er ikke alle mænd under jeres døtres stand? Er det ikke netop det der er problemet? Jo, siger damen der præsenterer sig som Misse Mums, tidligere oldfrue, og brandalarm, nu fast gænger i Føtex. Jo, alle mænd er vores døtre underlegne. Men når de falder fra, og ægteskabet går op i limningen, så står vi jo klar. Med vrede blikke genner vi jer ind gennem bridgeforhænget til vores hyggelige fællestue. Hvor 2000 gode fruer vil varte dig op med små skænd og pludselige blussende kinder. Og inden du forlader os har vi fremstillet dig en gobelin som du kan tage med dig. Her vil alle eskapader fremgå, akkurat som på det som dronningen har fået.  

Dennegang uddød efter meteorangreb, det var her jeg mødte amfibiedrevne skællede skønheder. Ganske vist 20 meter høje og med skarpe kløer i en amøbeagtig mørk jungle, som ikke blev kaldt by, men område Y. Jeg landede der nødvendigvis som æg, men var meget hurtig til at blive udruget til haletudse. Derfra og til jeg som midaldrende menneskebarn på 4 ben traf den første enorme charme var der ikke langt. Hun - lad os kalde hende Henny -  havde ingen ord. Men lod mig med sine 2 meter brede gribeklør vide at det nok var bedst jeg afsondrede mit sæd i hende. Stående op af en giftig klippe blev jeg far til et af monstrets pæne piger. Fuldt tilfreds nedlagde hun 6 kridttidsflodheste til mig, hvorpå hun inviterede mig indenfor i flokken der bestod af indtil 33 brunstige ur-væsner hvis største skønhed nok var øjnene, i sig selv 3 meter i diameter, men jo altså store og pletvis smukke. Hvor længe jeg boede i område Y henstår for mig i en tåge. Men taler vi om tiden som noget relativt må det have drejet sig om millioner af år, før jeg en kende fortumlet og grønhåret vågnede på arbejdsformidlingen i Ålborg, til en jobsamtale af de svære. Til spørgsmålet om hvad jeg dog forestillede mig med mit liv, lod jeg det sive at jeg længe havde næret et ønske om at blive en vulkan. Til spørgsmålet om hvad jeg forestillede mig i den forbindelse, udtalte jeg at jeg regnede med at sidde og sive lidt på en fabrik før jeg ville eksplodere med et brag under langsomt afsyngning af ordet (udsondring af) Magma. Det blev en dårlig dag på arbejdsformidlingen. Men hvad andet kan man forestille sig når man i millioner af år har været slave for sjældne arters rykvise drifter. 

Dennegang helt tummelumsk efter tur på Gudenø med gamle skolekammerater løb jeg ind i en lomme af siv hvor jeg for vild. Inden længe stødte jeg på en armada af spejderpiger fra spejderlejren Otto. Disse damer. Naturligvis utroligt smukke havde alle sammen fletninger som var bundet sammen i en stor solid solidarisk knude. Som en sælsom fiskerflåde tog de hver aften ud for at indfange særligt mænd der var forsvundet fra deres gamle skolekammerater. Da jeg fortalte dem jeg var helt og hovedpersonen blev de så meget mere glade for mig. De tilbød mig straks med en hånd hele håndfulde af dåsetomater, ky-pærer på glas og primusapparater. Jeg var ikke sen til at vise min glæde ved deres godhed. Under bålsang samme aften byggede jeg indtil fire totempæle af træ som vi fastgjorde hinanden til efter tur og legede doktor. Spejderpigerne var seje og søde. Bagte snobrød i en uendelighed så vi havde noget at spise mellem vores udmagrende moskito-samlejer på nødtørftigt indrettede tømmerflåder. Jeg fik ret hurtigt navnet Riki Tiki Tavis og blev som ene mand i kurven i den grad feteret og elsket højt. Det siger sig selv at hver aften var en erobring af nyt land. Når vi ankom til en hytte i Lemvig og tændte op så man skyggerne af de kære piger mange kilometer borte. Men er jeg ikke for gammel til jer, spurgte jeg Birgitte, en 2 meter høj tidligere beboer i Ribe, jo i princippet, men i vildmarken, under indflydelse af sjælens råbåndsknob, er alle mænd lige. Selv er jeg også for gammel til dig sagde hun, for spejdere er aldrig under 27. De fødes gamle, og rå, selvom de fysisk er blå og friske, en slags ulveunger indeni. Og så hylede vi. Hvergang vi så et dyr hylede vi. Og så tordnede vi. Hvergang vi så lidt regn, deltog vi i stormen. Jeg følte mig længe som en del af flokken. Erotikken var måske ikke den mest avancerede. Men den foregik på et underlag af jord og basal livsglæde. Riki Tiki sagde de til mig en dag. VI har besluttet os til at ofre dig til den øverste spejder. Hvem er det, spurgte jeg. Det er spejderføreren fra Arden-Skørpinge-og-Hobro. Der fulgte nu 4 døgn, hvor jeg som en blind blev gennet frem i mørke. Spejderpigerne stillede sig på en lang lang række og håret (deres hår) var det eneste rækværk jeg havde. Jeg havde længe tænkt at de var mange, men som dagene gik forstod jeg at de måtte være tusinder og atter tusinder. Derfor stod det da også som en skuffelse for mig da jeg nåede frem til den store spejderfører fra Arden-Skørpinge. En lillebite tvær dame med halsklud og dårlig hals insisterede på at jeg skulle underholde hende med historier fra virkeligheden. Hvad skal jeg fortælle di,g sagde jeg. Ting der betyder noget i din hverdag, sagde hun. Jeg er ulykkelig gift, sagde jeg. Jeg bor i et rækkehus der vender ud mod store veje. Mine hænder er ømme af onani. Jeg drømmer for nedrullede gardiner. Jeg spiser vitaminer fordi jeg ikke kan li fisk. Min kone hader mig og kommer sammen med folk der hedder Frank. Mit barn vil ikke kendes ved mig. Jeg bliver hele tiden fyret. Jeg ruster indeni. Jeg er et islandsk sweater-skelet med sammenhængende øjne. Jeg lystrer navnet Kent-mand! Er der mere du vil vide? Spejderføreren fra Arden-Skørpinge lo og hostede feberhedt. Inden jeg ofrer dig skal du spille guitar for min skede. Men jeg kan kun Streets of London, peb jeg. Så spil den sagde spejderføreren dunkelt.

For pletvist øvede

Skriveøvelser til stilistikundervisningen af eleverne på Forfatterskolen for Børnelitteratur:

1.
En opskrift på en fødselsdagslagkage
ét (selvopfundet) fabeldyr skal indgå
ét centralt navn (person- eller sted-) fra dagens avis skal indgå
ét fast og eksotisk element i et familiemedlems morgenmad skal indgå
ét bilmærke skal indgå
ét finsk ord skal indgå (ikke nødvendigvis i dets rette betydning)
ét firserhit skal indgå (gerne skjult, dvs ikke som "sangtitel")
ét værktøj, der ikke traditionelt er et køkkenredskab, skal indgå
én historisk epoke skal indgå (stenalder etc.)
én advarsel skal indgå (pas på med/hvis-så)
ét udbrud skal indgå (fx. av, atju etc.)
der skal være ti punkter i opskriften og i alt 140 ord,
(opskriften må gerne rime, men behøver det ikke)

2.
Fortæl om hele/del af din morgen
som slutningen
på en genreværk
(fx en kriminalroman, et eventyr, en fantasyroman. en gyser, en samtidsroman, en sci-fi-roman, en historisk roman, en krigsroman etc.)

3.
metafor(bus/fodgænger)-digtet - metafor-kryds-udgaven:
på hvert stop (/røde trafiklys)
skiftevis
sammenlign et væsen (menneske/dyr), du ser, med et køretøj (bil/cykel etc.)
og
sammenlign et køretøj, du ser, med et væsen

Næsehår del 2, selvcensureret

Jeg skrev mere om hårene PÅ Noam Chomskys næse i min oprindelige anmeldelse af dokumentaren Requiem for the American Dream (se dagens WA-kultur), men jeg kunne godt selv se, at det gik over gevind:

" (...)
-->og rent filmisk er han skiftevis bare talende og talende i close-up - med de hvide næsehår duvende i ingen vind, helt trygge ved, at deres ejermand har svarene – og talende og talende med sædvanlige dokumentariske klip som illustration."

Peter og jeg inklinerer for Jess og Dorrit

Jeg fik forst forleden august-nummeret af bladet for Samlerens Bogklub, hvor Peter Laugesen og jeg på samme side (i anledning af Louisiana Literature, hvor de jo dirrende veloplagt duo-optråde LIVE) skriver om henholdsvis Jess Ørnsbos Udvalgte digte (som han intet forlag kunne finde til, cool nok af Samlerens Bogklub at hente den ind) og Dorrit Willumsens universelt (bortset lige fra Kritik) fejrede Nær og fjern. Her er de to tekster - og glem ikke at købe de to bøger; DE ER LIGE PRÆCIS LIGE FREMRAGENDE OG UUNDVÆRLIGE!

"DIGTEREN DER VRÆNGER AF VERDEN

af Peter Laugesen

Hvorfor dele sit glasøje
med nogen De holder
en gammel dame nede i en vandpyt men
kun for lydens skyld imens
hendes taske står højt gøende længere
henne i gruset Er
betjenten måske genkendelig på en
høj ske i bæltet eller er der
en særlig arbejdsevne skjult i
lygtepælene

Strofer er fra et digt, Jess Ørnsbo i sine Udvalgte digte 1952-2012 har anbragt i afsnittet om 1930'erne. "Vesterbro det tabte land" kalder han det, afsnittet ikke digtet. der er tale om noget, Ørnsbo har set ret tidligt i livet. Han er førdt i 1932.
  Han var fra begyndelsen af noget andet. Også i forhold til sine generationskammerater i det foretagende, man kalder konfrontationsmodernismen. Efter Klaus Rifbjergs digtsamling Konfrontation fra 1960.
  Der skulle blæses til angreb på borgerskabet. Rifbjergs titel er en fanfare.
  Jess Ørnsbos debutsamling, også fra 1960, hedder bare Digte. Dens tekster er ikke et angreb på borgerskabet specielt, men på verden, livet, på mennesket, på orden og redelighed, på fornuft og anden raionalitet, på mennesket som art og individ, på litteraturen, på digteren, på digtenes forfatter og digtenes læser, på løgn og hykleri.
  En grotesk, surrealistisk humor og en absurd, fortvivlet kærlighed til vildveje, hvorpå sandheden i sin øjeblikkelige, absolutte klarhed et skrivende forbløffelsens sekund lader sig fange, udgør kernen i Jess Ørnsbos forfatterskab.
  Ord som grotesk og surrealistisk er misbrugte i samtidens politiske og folkelige sjabberads af en samtalekultur, men hvsi nogen skulle være interesseret i at lære dem at kende i deres egentlige væsen, er Jess Ørnsbos digte et godt sted at besøge.
 Om lidt er sandheden under alle omstændigheder et rygende, udbrændt vrag.

livet er blot det nærmeste
man kan komme
helvede

Jess Ørnsbo er i familie med de store polske modernister, hvis desperate værker han har fortolket. Også med de store, halvt glemte surrealister:

Han er ind i et spejl og undrer sig over
at barnet har skæg
hun tæller sin skønhed i tusind sommerfugle
men egentliger hun ligbleg
derinde i mørket

Det er en anden dimension og tradition end den hyggelige danske, og det kan måske være derfor, ingen forlag ønskede at udgive Jess ø
Ørnsbos eget udvalg i 2012, da han blev 80.
  Stadig på højde med det højeste og lidt til, som rigtige digtere aktid er det. Det er, hvad det handler om, og det rager dem en skid, om nogen synes, de er store eller ej.
  de leder i mørket, som Jess Ørnsbo siger det sidst i sin rasende bog, efter:

Sjældens lille hvide pind
der langsomt
forsvinder"

"EN HJORT BAG RATTET

-->

Dorrit Willumsens starter sin uforligneligt gode roman med at få den overstået i en fart. En gammel mand, Michael, ligger og kan ikke sove, og i stedet for at tælle får gennemgår han resolut sit liv og dets kvindelige persongalleri:

  ”Der var Lou, og der var ham selv, Michael, og de fik to døtre, Simone og Michelle. Og der var skrædderinden med knappenåle mellem læberne og små gyldne sko. Og der var en pige så fin som en hjort. Hun kørte bil, og hende fik han ikke.

  Men der var Lou, og hun blev hans livs dame.
  Og engang havde han lukket sin sekretærs læber med et kys.

  ”Bestemmersvin” havde hun sagt. Hendes mod og vrede var betagende. Og han sendte hende en multifarvet buket.”

  Men selvfølgelig og heldigvis kan Willumsen ikke nære sig og begynder straks efter forfra med at fortælle overgivent og vidtløftigt løs om blikkenslageren Michael og støvsugerekspedienten Lou, som det kommer til at gå, alt, alt for godt, og alle de andre skæbner, der mere eller mindre bogstaveligt knopskyder fra de to, og hvoraf de vigtigste er udpeget ovenfor, bortset lige fra Bjarne, som det går mere broget.

  Willumsen både elsker og undrer sig over sine personer, og sprogkunstnerisk dyrker og forkæler hun dem, som var de eksotiske planter i en nyttehave. Hvilket vi, læserne, så også får lov til at føle at vi i virkeligheden er og omsider kunne afsløres som, hvis vi bare var så heldige at være personer i en Dorrit Willumsen-roman.  Og moralen er, at det fortjener vi alle sammen at være.

  Ikke fordi personerne i Nær og fjern har det spor meget nemmere, fordi de er Dorrit Willumsen-personer, nærmest tværtimod: Uafladeligt kokser de sig frem til store katastrofer og ubodelig ensomhed. Men sikke de lyser imens, ret nøjagtigt som det fyrværkeri, som til syvende og sidst er det, gamle Michael husker tydeligst:
  ”Men der var Lous fødselsdag med fyrværkeri over havet. Raketterne åbnede sig mod himlen som store, vilde smykker. Og hendes øjne fulgte hver eneste lille ildstjerne.”

Mester-pseudo-antropologerne

Jørgen Leths private nonsens-praksis

Uofficiel transskription af Jørgen Leths speak til titelnummeret på den nye plade, Rak-Ma-Gnak, med Vi sidder her (også nævnt i dag i en Bogholderi-note om "Nonsens-top-3" i WA Bøger)

"
-->j-b-niak-ga-i-nak/ nøh-ih-jamn-kamn-gang-jagi-nakn-nak/ gran-mi-gragli-gnik
 
- det er jo en slag vanvid, hvad skal jeg sige, det er noget, jeg har lyst til, det betyder ingenting, det er ikke et sprog, det må gerne opfattes som et mystisk sprog, men jeg ved jo ikke selv, hvad det betyder, det er bare nogle ting, jeg får en ubetvingelig lyst til at sige engang imellem -

jak-gnakke-nakki-nak

- det er som at sige noget, men jeg ved ikke, hvad jeg siger, jeg siger de der ord, der kommer ud der, de lyde, der kommer ud af min mund, det kan jeg skidegodt lide, jeg gør det meget, jeg gør det meget, når jeg er alene, så kommer jeg sommetider med sådan nogle byger af den slags udtryk, nu er Monsieur Jorgen i gang, nu skal I ikke komme for tæt på, sådan var det tit, det er noget, man kan blive forskrækket over, måske, hvis man ikke ved bedre, men der er ikke noget farligt i det, det er ikke trusler, det er ikke noget uhyggeligt, det er bare noget, som falder mig ind, og som giver mig lyst til at fortsætte -

a-gib-nak-a-bakka

- det er nogen, der gerne vil unddrage sig at blive skældt ud, og så siger jeg sådan noget til dem, og så tænker de, nå, monsieur Jorgen er ikke helt tilfreds, det er også i orden, det kan jeg godt lide, der skal være lidt respekt, der skal være lidt skræmmemidler, jeg kan også godt lide den eksperimentelle side af sproget, hvor jeg vender op og ned på ordene og eksploderer bogstaverne inde i ordene, det er en yndlingsbeskæftigelse for mig, at lave noget, der er lidt anarkistisk med sproget, jeg kan godt lide, at jeg kan komme med mit eget bud på et sprog, der er uforståeligt for andre, der kommer fra ukendte kilder, det kan jeg enormt godt lide, det er sådan noget, jeg godt vil lægge mig i sporet på, det er noget, som letter trykket, det letter trykket at komme af med de dér ord, fordi hvis det skulle oversættes til almindeligt sprog, ville det være forfærdeligt jo, så går det jo ikke, så er man jo en forbryder, det er bedre, de kommer ud som sådan nogle vilde vilde afsæt af sprog og gloser og lyde, det er meget bedre, det er for at tøjle et temperament, ja, det er det, det er for at få det pærcist på plads, ud af vagen -

j-b-niak-ga-i-nak/ nøh-ih-jamn-kamn-igang- jagi-nakn-nak

Men Bowies tekster er bare bedre

END SÅ MANGE ANDRES

- her er en helt ny én, til en af de tre nye sange, der er med på Lazarus-"cast"-pladen, der er på gaden fredag:

When I Met You

David Bowie

Album Lazarus

You have just everything
But nothing at all
Now the moon is dark
Feels like pain again
You could feel my breath
You opened my eyes
For I could not see
When I met you

When I met you [You're feeling depressed]
I could not speak [You're drowning in pain]
You opened my mouth [You're walking in midst]
You opened my heart [You're leaving again]
My spirit shows [She tore you down]
The marks and stains [Happens all the same]
Could not exist [You were afraid]
When I met you
Now it's all the same
It's all the same
The sun is gone
It's all the same
But when I met you
When I met you
When I met you
When I met you

When I met you
You were afraid [When I met you]
She stole your heart [When I met you]
You don't understand [When I met you]
Should be ashamed [When I met you]
You should have walked [I was the walking dead]
She tore you down [I was kicked in the head]
She tore you down

You actually become the center of my world
The seams of my life
The streams of daydream
Like the wounds of a friend
Another kiss of a foe
The pack of a blackened eye
A life or the crown

When I met you
I could not speak
How I met you
Then I met you
My spirit grows [You're feeling again]
My kind of truth [You're drowning in pain]
Could not exist [You are afraid]
When I met you
How It's all the same
It's all the same
The sun is gone
It's all the same
But when I met you
When I met you
When I met you
When I met you

When I met you [You were afraid]
When I met you [She stole your heart]
I was the walking dead [She tore you down]
I was kicked in the head [She tore you down]
It was such a time [When I met you]
It was such a time [When I met you]
I was crushed inside [When I met you]
I was torn inside
When I met you
When I met you
I was too insane
Could not trust a thing
I was off my head
I was filled with truth
It was not God's truth
Before I met you

Slagtede darlings, bagte bonusser 10 (DE TABTE BILLEDER, ÅH!)

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker)

-->

(MODUL med fotos) (f.eks en umbraco-nøgle som er scannet ind, der var også en handske med sand og forskellige søm samt en slibemaskine … de fylder så jeg sender ikke dem i scan)

1.     Ting Jørgen scanner ind.  Fotos + Genstande han lægger på sin kone om natten.

Rørte ved Grete med den her i går (umbraco-nøgle). Det kolde metal mod den varme kvinde.  Jeg var målløs. Måtte holde mig for munden. Denne forfærdelige afstand. Denne krop der rørte min naturligt engang for ikke længe siden. Den lå og duvede mellem hendes bryster.  Leder efter vejen til vores ægteskab. Savner et sprog der ikke ender med skænderier.  Måske kan jeg nå hendes hjerte med den her en dag.

Slagtede darlings, bagte bonusser 9

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker)

-->

(MODUL - Hjemmegående og hemmelighedsfuld)

Efterladt af hende og Frank M, der angiveligt skulle til et fiskestævne for Marinemateriel-forretningen, pønser jeg naturligvis på hævn. Jeg har taget hendes yndlingsperlekæde ned i min taske for at pantsætte den og lade den forfalske. Således er det min plan når hun kommer tilbage at byde hende på en forsoningsmiddag hvorunder jeg vil tiltvinge mig et kys, hvorved hendes perlekæde skal ramme den kogende hummersuppe og opløses til lim. For pengene der bliver til overs ved pantsætningen vil jeg svire og være længe ude med den fortidspensionerede seminarielektor Heering.
(planen gik ikke som den skulle. Dels ville Karin ikke kysse, og perlekæden viste sig at være af plastik)

Efterladt af hende og Frank M, der i dag med sikkerhed er til et SM-stævne i Horsens, har jeg besluttet at lade hende dræbe af en lejemorder, eller et nedstrygningsinstrument.  Da jeg ikke kan finde lejemordere i telefonbogen har jeg besluttet mit til at ombringe hende med et nedstrygningsinstrument. Da jeg imidlertid ikke ved, hvad der er et nedstrygningsinstrument, har jeg besluttet at ombringe hende ved gift. Men da jeg ved hun sætter pris på smerte, jævnfør hendes SM-forhold til Frank M, og hendes ofte røde baller, vil jeg ikke ombringe hende med gift, men med to velplacerede sætninger sagt lige op i hendes fjæs. Det ene: Din mor er en gammel luder, der stjal dine bedste stunder som barn. Og det andet: Er du ikke blevet lige vel buttet, Karin. Disse sætninger vil med sikkerhed gøre hende kold. For pengene, der kommer ud ved forsikring, vil jeg opsøge grossereren med den pibende stemme og dænge natten til i Madeira.

(planen mislykkedes da jeg begyndte at stamme og hun måtte komme mig til hjælp. Hvad er det du vil sige, Jørgen?)

Efterladt af hende og Frank M og muligvis Frank M´s SM-ven Preben Lysfest og muligvis dennes mentor Doktor H har jeg i fortvivlelse besluttet at hævne mig på hendes to siameserkatte. Jeg vil lukke dem inde i klædeskabet for derved at udploppe deres øjne. Trykket af kjoler er stort og da kattenes øjne i forvejen er enorme og bulne kan det ikke var længe før de punkterer.  Jeg ved godt nok ikke rigtigt hvad jeg vil med den manifestation. Men hvis det kan ødelægge hendes humør vil jeg blive himmelfalden fnisende glad. For pengene, jeg får ud af at sælge historien til internettet - med digi-fotos – vil jeg anskaffe mig en hjemmebar, a la en globus, og trave hele byen rundt med Leif den Lykkelige (tidligere offsetter på BT). Kom så verden, vil vi råbe når vi trækker vores hjemmebar efter os. Gin skal flyde fra vores klirrende klode.

(I stedet for øjne vil jeg proppe penge ind i deres tomme huler. Så hun kan se hun er en luder når hun kommer hjem)

…Det behøver jo ikke at være det store hver gang. Jeg vil derfor nøjes med at svede i hendes seng. For vreden i hendes øjne når hun lugter mig vil jeg kortlægge den indre by i massive mængder af cigarer og dertil fransk Poire med Turbulens-Majoren – en Søren som jeg gik i gymnasiet med og som lige er flyttet til byen

Slagtede darlings, bagte bonusser 8

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker)

--> (MODUL – Jørgen som detektiv)

Her er foregået et mord. Ingen er ganske vist døde. Men kærligheden mellem Jan og Else er blevet dolket her og slæbt ind i skabet bagved. Endnu er her spor efter kamp. Læg mærke til det væltede bord og de svævende stole.  Læg mærke til den nedsænkede kvinde i forgrunden.  Den forpulede blanding af logik og tiden der pibler. Et eller andet sted er der en klokke der kimer. Og en flod der rinder. Og nogens sko der er efterladt i noget sne. Og 4 frenetiske breve krøllet sammen til en sky. Og 8 drømme der bare er i rummet. Et eller andet sted lugter der virkelig af sommer. Jan og Else kendte hinanden i 4 år. Jan var polyteknisk. Else mere humanistisk. Det var noget med en tilbagevendede tur til Schweiz. Noget med en hytte og fuldkommen ro.  Kærligheden forsvarede sig godt. Til det sidste.  Det var den sorte neger fra Botswana der fandt den for godmodig. Kærligheden. Han brækkede nakken på den og smed den i et isskab.  Ikke mere snak om den sag.

Her har nogen været musestille. Det er helt tydeligt at her har nogen nægtet at sige en lyd. Der er tale om 2 kvinder der har noget at sige hinanden. Men det de havde at sige var så stort at de ikke tude sig det højt. Så derfor har de været stille. Indtil de myrdede hinanden af ren og skær kærlighed (til tavsheden.)

Men her er der atter foregået et mord igen. Denne gang har der været tale om en Jack the Ripper-agtig figur sikkert god nok på bunden, tilsyneladende ansat som fiskeekspert i en forretning for ciklider, men en dag har pumpen eller noget ikke virket og så er raseriet kommet op i ham. Så her er der foregået et mord. Figuren, lad os kalde ham Keld, har druknet ciklide-forretningsejeren. Og gemt ham på bunden af akvariet i et vrag af en plastikfiskekutter.

Her er der foregået et mord. Et mere tyst mord. Men ikke desto mindre et mord. Vi har at gøre med en gammel hestestald hvor nogen, en ung pige er blevet myrdet af en jaloux svensk jockey. Her er der foregået et mord. Der er meget man ikke ved mellem himmel og jord, men jeg ved når der er foregået et mord, her i 1734 – 1735

Her er der foregået en mord i en iskiosk. Et helt utroligt mord hvor mordvåbnet var en nedfrossen cola-is. Den er trængt gennem hjertet på de fire myrdede. Og har bredt sig og blevet til sukker i deres varme hjerter. Så her er der foregået en mord, hvor våbnet var is!

Slagtede darlings, bagte bonusser 7

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker)

(MODUL - går tur)

Går tur. Ser alle. Ser mænd og kvinder. Ser dem som en bølgende bunke af mennesker der har ting for. Ser dem som de ser mig. Som en del af dem.

Går tur. Nyder at se dem alle sammen. Ved ikke om det er solen, men ser flere kvinder i dag. Ser også mænd, men de er alle sammen ved at lappe cykel. Tænker det er derfor jeg ikke ser så mange mænd. Ser derimod kvinder. Flere end sædvanligt. Tænker at sådan er det.

Går tur ser utroligt mange kvinder. Generelt fordi der er flere kvinder. Prøvede at bekæmpe det lidt ved at opsøge landlige zoner. Men mænd på traktorer er også sjældne på traktorer. Så nu går jeg bare som jeg går.

Går tur. Ser solnedgang med kvinder der låser sig ind i deres biler og kører hjem. Låser mig ind, ser ikke genboer. Ser Karin. En kvinde. Hun er allerede hjemme og meget tydelig en kvinde.

Går tur. Ser kvinder. 10 stk. Måske 20. Overgiver mig går og ser kvinder. Slut.

Går tur. Ser kvinder ligge ned i sommervarmen. Her er så varmt for disse kvinder. De ligger ned. Mange kvinder. Jeg går forbi. Kan kun se kvinder. Så er det sådan. Intet galt i det. I at se kvinder mener jeg.

Går tur. Ser kvinder på stranden. Det er en mærkelig søndag, tænker jeg. De ligger ikke fladt på på deres håndklæder. Det er som om de ligger på noget. Kan ikke få ud af hovedet at de ligger på noget. Hvad skulle kvinder ligge på hvis det ikke var sand de lå på på stranden. Får helt hedetur ved tanken. Går af skovvejen hjem. Skyggefuld.

Går tur. Ser cyklister. Ser piger der cykler. Tænk at kroppe kan bøje sig sådan over noget metal og samtidig komme fremad. Da de holder stille i krydset ser jeg dem tættere på. Kvinder bøjet ind i metal på vej vidre.

Går tur. Ser kvinders gøremål. Ser kvinder kigge på sko i vinduer. Mange kvinder kigger på sko. Jeg kigger på kvinderne der kigger på sko og går vidre. Ser flere kvinder. Ser kvinder bukke sig for deres børn. Ser kvinder der har født hjælpe det de har født med gode gerninger. Går vidre. Ser kvinder gå ind i busser. Ser særligt en der går ind i en bus. En kvinde. Ser bussen køre. Med kvinder. Går hjem. Har set mange kvinder i dag.

Går tur ser kvinder. Foran iskiosk. Går tættere på stiller mig i køen til iskiosken. Er tæt på op til 23 kvinder. Ser bagud. Flere kvinder. Der er en jeg genkender. Det er hende fra bussen. Hun har et armbånd på. Ser frem. Ser tilbage. Nu er hun væk. Den ene jeg genkendte. Køber is. Kører hjem.

 

Går tur. Ser hende. Kvinden fra ishuset. Og bussen. Det er det samme som med kvinderne. Først så jeg alle så så jeg alle kvinder. Så ser færre. Så ser jeg en. Ser en ser hende. Kommer tættere på mig. Men på den anden side. Ser ikke over. Ser heller ikke herover. Kan ikke lade være med at trække vejret og dermed lugte. Fornemmer en duft af kokosolie. Ser hende gå. Går modsat retning. Vil ikke vende mig om. Ser derfor flere kvinder. Anderledes anonyme kvinder. Men kvinder.

Går tur. Køber avis. Læser lidt sænker den. Ser hende. Ser hende sænke sin avis. Max to meter fra mig. Rødmer, vil ikke rødme. Men rødmer. Ser hende. Ser at hun ikke ser mig. Genkender hende. Lugt af kokos. Rød mund med mærkelige skaller på. Har hun strandskaller på læberne. Ser ikke. Vil ikke se går den anden vej. Ved hun også går. Flot flot flot. Sådan går kvinder.

Går tur. Vågnede med hjertebanken. Går derhen hvor kvinden der køber aviser og tager busser går. Går i regnen, ser hende. Ser hende ikke. Det var en anden. Går ned af en parkeringsplads. Ser hende. Ser hende helt tæt på. Ser hende se mig. Ser hende smile. Ser ned på hendes armbånd. Lugter at hun lugter af kokos. Ser hende låse døren, går vidre, vender mig om, ser hende smile. Hun smiler til mig. Ser om der er andre mennesker, det er der ikke. Hun smiler til mig. Mærker hjertet igen. Mærker en blød hånd på min skulder. Mærker så en hånd på den anden skulder. Mærker hænderne der slipper deres tag i mig og halvt drejer mig rundt. Ser det er hende igen. Hun smiler. Hvad er det med det smil. Ser min mund fyldes med snerren. Det er jo en fyføjtøs, Jørgen.

Går tur. Går målrettet efter hende. Ser hende ikke. Ser hende ikke hele dagen. Går for målrettet. Fortryder alt. Hælder alt for meget rucolasalat på Karins mad. Forsvinder ned i kældren forbander mig selv.

Går tur. Går gennem store dele af byen. Sætter mig. Ser duer. Sparker ud efter dem. Knuger et pebermyntebolsje til det bliver helt vådt, lugter til det. Pebermyntelugt i en hånd. Rejser mig går gennem Kongens Have. Ser kvinder. Men andre kvinder. Ser dem derfor næsten ikke. Vil med en bus. Orker ikke gå. Ser hende. Ser hende stå. Løber derhen. Ser hende trippe på det yderste af tæerne. Ser hende række armene ud. Tror jeg skal gribes. Sekunder før. Tårer. Smilet, det ER ALTSÅ strandskaller. Ser hende gribe en anden. Ser hende kramme en anden. Ser den anden vende sig midt i deres krammer. Ser den andens smil. Det er en kvinde. De har begge smil med strandskaller. Tager toget. Forbløffet. Forbløffende lighed mellem 2 kvinder der krammer.

Står op. Låser mig ud. Går tur. Klokken 01:40. Prøver at finde ro. Går tur længere og længere og vidre. Er pludselig i derinde. Går pludselig rundt i byen. Går vidre. Tåget nat. Hører sko der går. Går vidre. Lugter kokos. Ser hende. Ser hende. Går efter hende. Går ud mod Rosenørns Allé og Radiohuset. Ser hende se mig. Ser hende se mig. Går vidre. Skynder mig. Ser hende. Ser hende spidse munden. Ser månen blive tiltrukket af hendes spidse mund. Ser månen oplyse hendes mund alene. Nærmer mig. Nærmer mig. Ved Julius Thomsens Gade. Så er hun væk.

Går tur. Forfølger hende. Lader hende ikke komme væk, forfølger hende. Kan næsten føle kokossveden der perler af hende. Ser hende. Rækker ud. Hun vender sig halvt og forsvinder ind i muren. Jeg tror jeg ser syner. Mærker at muren er svampet. Men mennesker kan da ikke forsvinde ind i mure. Og slet ikke kvinder?

Slagtede darlings, bagte bonusser 6

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker)

-->

(MODUL - Lynbetragtninger der skulle kastes ind i jeg-form)

Alt er så godt for tiden. Hun glemte bare at kysse mig da hun gik. Det er så små ting. Jeg tænker da næsten heller ikke over det. Vidre i programmet.

Jeg tror næsten aldrig vi har haft det så godt før. Nej, siger hun så. Det er rigtigt dejligt. Dejligt, siger jeg så. Jeg synes mere vi har det godt. Ja, men deri er hun enig.

Var så tæt på Karin i går. At det virkede nærmest fornærmende, da hun rejste sig for at lave kaffe. Sagde dog ikke noget, mennesker har jo forskellige måder at være tæt på.

Havde forberedt en slags hjemmelavet jacuzzi i det gode gamle karbad. Drinkparasoller og gin og tonic. En transistorradio og lidt friske druer. Karin hopper da også i. Hun siger bare ikke så meget.

Føler mig lidt dum pt. Måske er det fordi jeg går hjemme, jeg er så overopmærksom på mig og hende. Jeg skal da vist også snart ha noget at rive i, siger jeg, mens jeg prøver at komme til hende. Kan godt forstå det tænder hende af.

Det var ikke med vilje. Jeg kom til at flytte på en af hendes mors vaser og så faldt den jo på gulvet. I stedet for at fortælle hende det køber idioten en ny. Hvorefter jeg glemmer alt til hun finder den. Så står man der. Man kan lige så godt være ærlig. Først som sidst. Ja jo, jeg ved, Karin.

Pas på med peberet i sovsen, skat. Nogen gange går hun lige til grænsen med sin bedrevidenhed. Hun må da forstå jeg prøver at lære at lave mad på mine egne vilkår.

Det er kun når det går rigtigt galt og vi ikke får snakket det eskalerer.

  

Lå og lo over det med bilturen i 82. Den bil var for ringe, Karin! Jo jo, lo hun. Men den havde været god til børn. Ja, hvis vi havde valgt af få dem, lo jeg. Så var det hun blev lidt stille.

Ingen orange roser åbenbart. Hun ser dem i hvert fald ikke.

Overså simpelthen hendes lille hilsen i går. Kom til at træde på sedlen. Den var åbenbart faldet ned da jeg åbnede vinduet. Jeg så den først da hun havde smidt den ud i skraldespanden. Lidt uheldigt. Men også lidt for sent. Gjorde ikke rigtigt mere ved det. Tror heller ikke hun tænkte mere over det. Det er jo hvad der sker.

Dårlig gave åbenbart jeg havde købt til Karin. Hun blev helt rød forneden. Sådan nogen Olé-trusser, af krast nylon med glimmer på,  hvor der stod Olé foran. Det var jo bare lidt for sjovt.

Det virker (ærlig talt) lidt klodset for tiden. Taler på hende før jeg rører. Er blevet lidt mere usikker på hvad jeg må og ikke må. Hun er også blevet mere pirrelig. Jeg tror dog det er rart for hende at hun ved jeg kommer. Så jeg siger jo bare et eller andet. Selvom det som sagt virker lidt klodset. Vi skal vist ha købt nogen flere Calgon-tabs til opvaskeren og så en hånd på hendes skulder og så lidt efter om til maven.

Havde en mærkelig oplevelse med ellers søde Karin. Ville vække hende nænsomt, tog derfor forsigtigt og lindede på persiennen. Hun rasende. Vender sig om. Om jeg ikke bare kan trække fra som andre mennesker.

Bliver så sur på Karin når hun lister. Hvad med at være her på jorden så man kan høre dig!

Kom til at tænke på at det er ved at være længe siden vi havde sex sidst. Det var ellers lige blevet så heftigt og godt. Jo længere tid der går jo mere svært synes jeg det bliver.

Tænker alt for meget over det med os to. Prøver alt for at ha det som for et par uger siden, men det virker altså akavet.

Så fortæl mig hvilken farve jeg skal vælge for at du kan se dem jeg køber til dig! Gider ikke give hende blomster mer. Hun vil garanteret også hellere have noget røvsygt chokolade.

Havde en god snak med Karin forleden. Vi smed bare hvad vi havde i hænderne og var sammen. Sådan skal det gøres, sagde jeg. Ja, svarede hun. Nogen gange. Om hvad hun mente med det. Ikke noget. Jeg hader når hun siger ting uden at sige dem færdigt. Det er de der faldefærdige badebroer af ord, Karin, som jeg hader! Hvad med at afslutte det du siger! Hun som sædvanligt: Jeg går i bad.

Hvorfor fanden går du i bad hver gang du har siddet og set Colombo med mig. Du kan da ikke blive uren af at se Colombo med mig! Nej nej søde. Fred. Ok.

Hun: Om hvad jeg bildte mig ind at sidde og onanere til andre kvinder. Jeg: Du kan da bare lade være med at komme listende. Vær her på jorden, mand!

Æbletærte er sgu æbletærter, Karin. Det skulle jeg aldrig have sagt.

Jeg hænger ting hvor de skal, basta. Ingenting kan sgu gøres ordentlig pt.

Rakte Karin salten i går. Var lidt kælen, men hun så det åbenbart ikke, men skidt være med det. Det går jo godt ellers.

Kom til at puffe til hende, egentlig uden grund, men hun stod på noget jeg var ved at rydde op. Hun tog det nu pænt. Så lidt såret ud, men gik ikke.

Så har idioten meldt sig til et tegnekursus. En lørdag. Så er det man mukker lidt. Sådan en dag skulle vi jo bare hygge os.

Ville kysse Karin på munden i går. Men af en eller anden grund fik jeg kun kysset kinden. Jeg kunne ikke lade være med at sige det til hende. Det så ud som om hun tog det nært. Nogen gange går vi lidt fejl af hinanden.

Kom hjem med hummer i går. Herlige hummer. Tænkte vi skulle hygge os med lidt hverdags luksus. Da jeg kom hjem var hun ikke hjemme. Så spiste jeg luksus alene.

Det er noget mærkeligt noget med det krammeri. Forleden var det hende der skulle noget, og i dag var det mig der ikke havde rigtig tid. Lysten fejler dog næppe noget.

Gik til hånde med maden til aften. Gad ikke rigtigt lave den alene. Kom med en tallerken, skyllede rucola-salat. Og dryssede det let hen over hendes frikadeller. Kors, hvor blev hun spidsmundet. Hvad er den af, Karin, det er da bare rucola-salat. Du kan vel nok forstå det ikke hører til frikadeller.

Ville hjælpe Karin i dag. Jeg tager fat i kurven for at hjælpe med at bære. Karin med sur mund. Så hold dog op med at forfølge mig. Fandens til udstråling for tiden. Hvad har jeg gjort?

Så koger man æg til frokost. Og hvem sidder bare og læser avisen. Man går sgu da ikke bare ud uden i det mindste at give et lille nøs. Jeg skal love for der er kommet andre boller på suppen (sæk).

 

Fandt en negl af Karins i går, tror jeg sender den til skadedyrslaboratoriet i dag.

Monstrøsitetspåskønnelsens sorte hul

Jeg skulle lige trække vejret! Efter at have læst anmeldelser i forgårs og i i går af Slagterkoner og bagerenker - også fordi det jo ikke er DÅRLIGT, slet ikke når man har et godt læserry i forvejen, at få glade fire stjerner i Kristeligt Dagblad og skeptiske fire stjerner i Politiken og en grundskuffet anmeldelse i Weekendavisen og (i dag) højst fornøjede 5 stjerner i Berlingske. MEN ALTSÅ, hvorfor er der ingen andre end Søren Kassebeer i Berlingske, som jeg ellers ikke plejer at være imponeret af, der ser styrken og vildskaben og radikaliteten i monstrøsiteten: 400 + siders ALT FOR langsomme deroute via primært ALT FOR detaljeret fortalte, i høj grad (bortset fra den overordmede, langstrukne deroute-nedskrivning) autonome episoder (måske de ville have gjort det, hvis romanen ikke havde forskudt sig fra systemisk serialitet til væltende episodiskhed?); Kassebeer:

"Han er i det hele taget, i al sin almindelighed, en mand med både forsonende og usympatiske træk, og hvad skal der dog blive af ham? Det giver Jens Blendstrups roman ikke noget færdigt svar på, og det skal den heller ikke, og det forhold, at det indimellem tærer lidt på tålmodigheden at være i selskab med almindelige, liderlige Jørgen over mere end 400 tætskrevne sider, kan man jo vælge at se som en pointe - forstået på den måde, at vor hovedpersons langtrukne nedtur spejler sig i romanens ikke ubetragtelige længde. »Slagterkoner og bagerenker« handler om mandeliv på godt og ondt og i al dets ofte trivielle almindelighed, og det er mandens blik, der ses med, og det gøres der konsekvent. Lev vel, Jørgen. Med eller uden alle de der kvinder."

Anne Skov Thomsen i Nordjyske (4 stjerner) har også et godt blik for monstrøsitetens effekt og betydning, men ender alligevel med klage over den:

"Ligesom i " Hærværk" er også tiden en faktor. Den umærkelige, langsomme gåen i hundene, som kendetegner begge romaner, bliver i sin tidslige udstrækning en næsten fysisk fornemmelse under læsningen. Desværre hælder Blendstrups roman lige til den lange side med det resultat, at den taber intensitet midtvejs og bliver lige lovlig ensformig. Man kunne derfor have ønsket sig, at romanen havde været 100 sider kortere."

NEJ, DEN SKULLE HAVE VÆRET 250 SIDER LÆNGERE!

Men hør så (I DENNE SAMMENHÆNG) trælse Mikkel Frantzen i Politiken (hvis anmeldelse starter så fint med et tog-latteranfald - dem har jeg også har haft flere af undervejs):

" SLAGTERKONER OG BAGERENKER' er på den måde et portræt af Danmark i dag. Den handler om at være mand og på samme tid uden arbejde og ude af trit med tiden, ude af sync. Alt det har Blendstrup et utrolig sensibelt og humoristisk blik for, og det har han jo sådan set altid haft.

Romanen bliver dog selv i ny og næ bange for at lade at det stå, som det er; at lade alvoren træde frem. Komikken ophæver snarere end understreger og forstærker alvoren. Et sted går Jørgen således med selvmordstanker, og så skal der pludselig stå noget om »strømførende fissers flække« lige bagefter. Her er der en slags angst i skriften, en anstrengthed i humoren. Der er også både mange og lange hallucinerede surrealistiske sekvenser (der som regel har karakter af seksuelle fantasier), som heller ikke er vildt vellykkede. Måske er bogen, når alt kommer til alt, bare lidt for lang. Handlingen løber simpelthen tør for strøm, ligesom komikken har svært ved at holde dampen oppe over 400 sider. Selvom det er imponerende tæt på."

Jeg tror ikke, hallucinationerne (om damebyerne) skal være vellykkede, jeg tror bare, de skal være vilde, og måske endda vildt anstrengte, eftersom det også er det, Jørgen er, en anstrengt vildmand. Og ja, ja, romanen er et portræt af X og handler om at være Y og Z og Æ og Ø og Å, men jeg tænker det også er problemet for anmeldelserne, både de glade og de skeptiske, at de læser romanen som portræt af Y og handlende om Y og co., når den også er simpelthen er en skriftbesættelse, Jørgens (danske, mandlige, arbejdsløse, ude-af-trit-tidslige) skriftbesættelse af Jens-hånden. Og så bliver Jens pga. brand-forsnævring slet ikke læst som en ambitiøs og radikal forfatter, der vil og kan og gøre mere end bare skrive portræt- og om-roman, der sker sådan en træls Panduro-isering (men Panudro skrev for fanden også Øgledage). Og lad os - dyb indånding!- også få (I DENNE SAMMENHÆNG) stæreblinde Klaus Rothstein på banen:

"Jørgen er en fantast. Drømmene, fantasiforestillingerne og de mentale transformationer afløser hinanden, ofte frivole og sjofle. Isoleret set kan dette greb i værktøjskassen være meget sjovt. Men her tager mængden overhånd, ikke mindst fordi de evindelige dillerjokes slet og ret mangler potens. Jeg citerer fra en drøm: »Og årets modtager af Nobelprisen for elektrisk menneskelighed: Mr. Jørgen Usse Gravesen, for sin måling af ' Lemmets tøven'. Og så står Jørgen der og stritter med kalorius som har fået en rød sløjfe på i dagens anledning. - Den er lidt genert, siger Jørgen, it is shy. But just you wait and see.« Jens Blendstrup er jo en idérig forfatter, men denne gang følger han de forkerte spor (jeg ville for eksempel gerne have udfoldet historien om Jørgen, der gemmer sin angst i en æske i en bankboks), og med sine 424 sider bliver Slagterkoner og bagerenker simpelthen en anstrengt og overgestikulerende roman, der i en skarpere skæring kunne have været fin satirisk realisme om globaliseringsangst."

Jeg er sgu ikke interesseret i fin satirisk realisme om globaliseringsangst, det kan lavere satiriske realister tage sig af; jeg er interesseret i monstrøsitet, og herunder humoristisk og sjofel monstrøsitet (gerne på samme tid), og tak til Klaus for at citere det, han ikke bryder sig, for så kan vi andre beundre, hvor monsterfedt og -sjovt, det faktisk er, i den grad fortjenende "Nobelprisen for elektrisk menneskelighed" - MED RØD SLØJFE PÅ!

Slagtede darlings, bagte bonusser 5

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker) 

(MODUL - Jørgen savner mennesker (faren og moderen men også kærester og tilstande))

Savnede min far i går. Da jeg var barn byggede vi skibe. Så ham stå i havedøren med en pibe. Senere gik han rundt og slog græs og gjorde sig fortjent til hvile. Hej far, råbte jeg.

  

Savnede min far i går. Da jeg var barn sad vi oppe om natten og snakkede. Så ham komme ind med biksemad og sætte sig i sin sorte sofa. Lagde mærke til hvordan armlænet var slidt der hvor han plejede at tromme til radioen. Hej far, råbte jeg.

Savnede min farfar i går. Da jeg var barn blev jeg og min bror sendt til Præstø hver sommer. Så os stå i farfars skur og betragte alle krukkerne med søm og cigarkasserne med cykelgummi. Så ham komme ud af huset og sætte sig i den gule stol, irriteret over at vi havde hugget flasker for at knuse dem i åen. Hej farfar, hviskede jeg brødebetynget.

Savnede noget smerte i går. Da jeg var ung led jeg tit af mange mange smerter. Så dem komme krybende om natten mens jeg lå forkert i nogens arme. Så dem gasse op når jeg var væltet på min knallert. Mærkede dem når jeg gik i stå ved havet for at tænke over det jeg ikke kunne forstå. Hej smerter, råbte jeg, har jeg tid til jer?