En kage lavet af intet

fra Janne Tellers Facebook-profil (og eksempel til efterfølgelse: hvad med firehjulstrækkerens fra Smukke biler efter krigen bygget af hygiejnebind?)



LITERARY CAKE: A student Cassandra in Quebec has made this amazing cake based on my novel NOTHING - with all the sacrifices from Agnes' green sandals and Emil Jensen's coffin to Dannebrog, Anna-Li's adoption papers, Little Ingrid's crutches and Jan-Johan's finger ... If there was a LITERARY CAKE PRIZE, I'd like it to go to Cassandra ....!

Attendant Lars

Jeg fandt et (mig) ukendt Line Knutzon-stykke! I en bog fra forlaget Drama med den spændende titel Ny dansk og nordisk dramatik / Unge spiller teater. En antologi. Lines stykke hedder Det andet hold og er udviklet i samarbejde med 13 unge elever på Filurens Teaterskole ud fra 13 "urtekster" med karakter(selv)portrætter. Stykket har en klassisk absurdistisk ramme, midt mellem Vi venter på Godot og Bunuels Morderenglen: Af en større flok unge, der skal på Vadmands Ungdomsophold, skilles 13 ud og isoleres i en bygning, de ikke kan komme ud af og som efterhånden forsegles forsvarligt, mens de skal forestille at vente på en vis Lars (jeg er lidt utilfreds med valoriseringen af dette navn i forfatterskabet), det er meget knugende og, naturligvis, vildt sjovt:

"SCENE 2

Folk er gået ud. Gulla står og kigger ud af vinduet. Andreas ligger stadig på gulvet. Bjørn går rastløst og vredt frem og tilbage

BJØRN - Hvad kigger du efter?

GULLA - Lars.

BJØRN - Jeg siger bare sådan her. Der kommer ikke nogen der hedder Lars. Jeg har ventet på folk, der hedder Lars, lige siden jeg gik i børnehave. Mig og en, der hedder Tobias, sad ude sandkassen i halvandet år med leve-taller du af næsen og gravede huller i sandet og ventede på 'Lars'. Og i skolen blev de ved med at sige, at der snart ville komme en vikar, der hed Lars, men der kom sgu aldrig en vikar, der hed Lars. Og da jeg startede til springgymnastik, skulle der også komme én, der hed Lars, men han kom sgu heller aldrig, der kommer ikke engang én, der hed Henrik, der kom slet ikke nogen. Og der kommer heller ingen her, Og jeg er væk inden i morgen.

Gulla forelsker sig på stedet!

ANDREAS: Ej, rejser du?

BJØRN - Nej, jeg flygter!

GULLA - Og jeg tager med dig.

BJØRN - HVAD?

GULLA (hun kigger Bjørn lige ind i ansigtet) - Jeg kan mærke, at vi bliver nødt til at flygte sammen.

BJØRN (bliver usikker, forstår ikke hendes undertekst) - Øh ...

ANDREAS - Aj, helt ærligt, vi er jo lige kommet!

GULLA - Sådan er det bare. Mennesker mødes - og bom - så flygter de. sammen!"

Inde på forlaget Dramas hjemmeside ligger som gratis bonus de 13 urtekster, her er Bjørns:

"BJØRN

Mit navn er Bjørn. Og det er jo nok, fordi at JEG ER EN BJØRN! For fanden! Så forstå det dog! Jeg har både pels og et farligt tandsæt, og alligevel bliver folk VED MED AT HILSE PÅ MIG – DE HILSER OG VINKER FANME HELE TIDEN. Min mormor er den eneste, der forstår mig, hun er også en bjørn, men der er heller ingen, der er bange for hende. Folk lader som ingenting, og hun bliver ved med at få reklamer og post ... HVA ́ HELVEDE SKAL EN BJØRN BRUGE DET TIL!!!??? Det er jo ikke sådan, at jeg vil ha ́, at folk ligefrem ryster bukserne, når de ser mig, de behøver ikke at gøre alle mulige bjørneting, bare fordi jeg kommer ind i rummet. MEN RESPEKT VIL JEG HA ́. JEG VIL FANME HA ́ NOGET RESPEKT. BJØRNERESPEKT!!! MEN DET FÅR JEG IKKE! Forleden tvang man mig til at gå i svømmehallen. ALTSÅ? HVAD? HVA ́ TÆNKER DE PÅ? BJØRNE GÅR IKKE I SVØMMEHALLEN FOR HELVEDE. Men det skider de på, ”ned i vandet med dig, Bjørn, ligesom alle de andre”. JA, MEN JEG ER IKKE LIGESOM ALLE DE ANDRE. JEG ER BJØRN! OG JEG VIL FANME HA` RESPEKT. FANME!!

Og så har vi brug for, at nogen, måske Lines kat, opretter et Knutzon-Nyhedsbrev, fx på FB; så vi fans ikke hver for sig detektivisk skal gå rundt og finde ud af, hvad hun foretager sig, scenisk og skriftligt, når hun nu selv nægter at røbe det, hvilket hun jo også bare kunne tage at gøre, altså!

Gentagelsen begyndte som en graffiti i Pompeii

Lars Frost har skrevet en stærk kostelig kronik med omkvædet "Hvis jeg stiller op til kommunevalget", hvor han forsøger at råbe i en megafon samtidig med at han slår sig selv over munden, eller omvendt rettere; bravt forsvarer han de hårdt trængte flanørers rettigheder i trafikken - og selvfølgelig er han pinligt klar over, at han har nolet formatet (i Kongskilde beskyldes Pablo L for at være lidt af en Frost-epigon i sin Brøgger-overskrivning/udviskning, hvilket han næppe er):

Hvis jeg stillede op til kommunalvalget, ville en eller anden emsig grødspisende maratonløbende belæst dulle fra universitetet gøre opmærksom på, at jeg havde stjålet min retorik fra Martin Larsens bog ’Hvis jeg var kunstner’, og det ville jeg have svært ved at benægte.
Men inden jeg fik en chance for at forsvare mig, ville en mindre belæst mand med en syv år gammel surdej i vindueskarmen gøre opmærksom på, at det var Dan Turèll, jeg stjal fra.
Nej, nej, ville jeg protestere. Allen Ginsberg, ville en tredje råbe. Turèll stjal fra Ginsberg.
Og Whitman, råber en fjerde og så videre. Så er det hele afsporet. Jeg ville råbe: Hvis jeg lige må få lov til at tale ud! Ingen har patent på retorik!
Og ærlig talt, så aner jeg ikke, hvad jeg ville stille op, hvis jeg var involveret i politik. Det her samfund er så langtfra noget, jeg kan stå inde for eller forstå. Jeg forstår ikke de mennesker, jeg er omgivet af. Jeg forstår ikke deres lyster og deres livsmål. Jeg forstår ikke, hvad det er, de drømmer om.
Jeg ved sgu ikke, hvor jeg skulle begynde forandringerne.
Jeg ville miste grebet om mig selv, jeg ville råbe alt for højt og slippe mit temperament løs! Så kan de lære det! Og jeg ville aldrig blive valgt!

Romanrocker vs. poesiprofessor

Den litterære genre, jeg mindst forstår, er ...

.. lyrik, poesi, digte og den slags. Jeg har prøvet for mange år siden, men det siger mig ikke en dyt. Det er noget med, at de dygtigste skriver så uforståeligt som muligt, og så forventes det, at alle forstår det. Vel har jeg da læst nogle smukke og dybe digte, som man jo skal og bør, når man bevæger sig i et intellektuelt skallepandemiljø, men nej tak. Det siger mig ikke noget, og jeg tvivler på, at jeg nogensinde bevæger mig den vej. Jeg tror også, det er de færreste, som betragter mig som poet.

- Jønke, aktiv rocker, i Forfatterforeningens blad Forfatterens faste enquete



Den litterære genre, jeg mindst forstår, er ...

... egentlig romanen. Denne genre omfatter tekster, hvis fortællinger som regel er så lange og så pakkede med beskrivelser og henvisninger, at jeg allerede efter få sider oplever en mætning, der kun kan afhjælpes ved en mindre opmærksom læsning. Men selv mærker jeg ofte, at forfatteren faktisk ikke aner, hvor det hele bærer hen, og hvorfor det lige står der, hvor det står, bortset fra, at der skal stå noget hele tiden. Man kan let blive opslugt af en roman, den er et kødædende væsen, så man kommer sjældent helskindet igennem.

Per Aage Brandt, professor emeritus, i nummeret før

Panamanian palindrome

Talte i går også om palindromet som den perfekte OUILOPO'ske tekst (og kunne som sædvanlig kun huske: en af dem der red med fane) , og forleden tweetede den amerikanske digter Patricia Lockwood dette smukt mislykkede palindrom (som led i hende sext-føljeton):

Sext: A man, a plan, a canal, anal, a Panamanian, mania, a mania for Panamanian anal, Panama!

fulgt af denne besværgelse:

may be a poet, but no one will EVER be able to accuse me of understanding palindromes

Stationsdåb

Ved hjælp af Martin Larsens metrodigtsamling noter til det mere perfekte liv (som jeg læste op fra for danskere og nordmænd i går) kan det fastlås, hvornår metrostationen Fasanvej, vores metrostation, kom til at hedde Fasanvej, nemlig oktober 2006 (ved lejlighed kan Martin oplyse den præcise dato, selv med en kalender vil jeg ikke kunne regne det ud med sikkerhed, tror jeg), først derudvejens metrodigt:

Efteråret er over os, læser jeg
Jeg læser det i kalenderen og i bladene
         ikke
Bladene på træerne men bladene i
        metroen
Som hedder Metro Nyt og osse
       skriver at i metroen er der ingen
       tid og rum

                                                                9.56

så hjemvejens metrodigt:

I weekendens løb (tror jeg)
Har den foregående station skiftet
        navn fra Solbjerg til Fasanvej.
Det var egentlig ikke det jeg ville skrive om,
Men den slags begivenheder må
       naturligvis tage præcedens.

                                                           14.18

- naturligvis! Også her! For det er vigtigt!

Dagens sange omhandler what now?

sang om venskab

sang om kærlighed

sang om kornsorter

sang om københavn

sang om efterår

sang om livet

sang om utroskab

sang om danmark

sang om merværdi

sang om mor

Cool hvis Rifsan vandt over Hasbjerg

Svært at protestere over indstillingerne til Montanas Litteraturpris, indstillet af Christian Dorph og Olga Ravn (Fra Testrup Højskole) og Kamilla Löfström og Peter Nielsen (fra Information):

Olivia Nordenhof: Det nemme og det ensomme

Yahya Hassan: Yahya Hassan

Peter Adolphsen: År 9 efter Loopet

Anders Abildgaard: Min fjendes fest

Ida Jessen: Postkort til Annie

Klaus Rifbjerg: Intet sikkert abnormt

Især valget af Rifs udsøgt løsagtige kortprosa- og jo lyddigtsamling er smukt og slående rigtigt; tidligere har prisen være noget aldersfascistisk. Jeg var halvskeptisk i mine anmeldelser (jeg har anmeldt alle 6, opdager jeg) af Jessen og Abildgaard, men til gengæld rent og fuldt begejstret for både Nordenhof, Hassan, Adolphsen og Rifbjerg.

Kun irriterende, at de sidstnævnte hermed er mindre friske navne på mine liste, når jeg om lidt skal være med til at nominere til Weekendavisens Litteraturpris og Kritikerprisen, men det må siges at være et kritisk luksusproblem, måske kommer jeg bare til at råbe så meget højere og skingrere og effektivere op.

Jeg mangler for alvor kun Niels Franks Nellies bog, der ikke kan nomineres, fordi Frank i 2008 fik prisen for digtsamlingen Små guder, men det er da en dum regel, som også gælder for de fleste andre priser, undtagen selvfølgelig Bukdahls Bet, som Martin Larsen har modtaget 2 gange, og nu må Martin da også snart kommet med en ny fantastisk tænkt og realiseret bog, vi kan nominere til alt muligt (kunne nu også været fint hvis Monatana turde nominere noget ikke-Gyldendal-sanktioneret smalt (Nordenhofs bog er kommet på Basilisk, men er betalt af Gyldendal) - fx og ikke mindst Glenn Christian, der i år kom med den stærke, flerstemmige Hydra på After Hand (om lidt kommer der 1 til GC-bog,  på Arena), og er I ikke begge fans af ham, Olga og Kamilla?)

Jeg lever Lars Bukdahls liv

Her for en time siden, efter jeg var vågnet fra Pia Juul-drømmen, famlede jeg efter min briller på skrivebordet og kom til at vælte dit glas med vand (computeren stod heldigvis inde i stuen), jeg tændte lyset og halvvækkede dig og tørrede op med noget køkkenrulle; eneste alvorlige vandskade var en en ubrugt blok med linieret papir, men da jeg så ville tage min briller på, opdagede jeg, at det ene glas var røget af, fordi den mikroskopiske skrue, der holdt glasset fast, havde skruet sig ud, men mirakuløst nok lå mini-skruen lige ved siden af, jeg lagde briller og glas og skrue over på sengen - HVORFOR GJORDE JEG DET? - og pludselig var skruen væk, og jeg ledte desperat efter den både i sengen og på gulvet, men kunne selvfølgelig ikke finde den, og hvornår åbner Synoptik? Og mon de overhovedet kan stille noget op? Og hvor lang tid skal de bruge til det? Er det nødvendigt at bestille en ny mini-skrue på det store Rayyban-lager i Raybanistan? Skal jeg uden briller holde OULIPO-foredrag for børnelitterære nordmænd her klokken 13? Og det er sgu da FOR absurd, hvis jeg skal have nye briller, fordi de gamle havde en skrue løs, en skrue, jeg havde i min hule hånd, indtil jeg ikke havde den længere. Nøgne øjne har gennemlæst og godkendt denne post.

Jeg drømmer Helle Helles drømme

Jeg drømte, at der var en reception på en slags præstegård for Pia Juuls nye bog, det fremgik ikke, om det var digte eller noveller eller en roman, men på sidste side oplistede hun de ord - jeg husker desværre ikke hvilke - hun stavede på sin egen måde "lige meget hvad de officielle regler for nudansk dekreterer" (den virkelig PJ ville nok ikke bruge ordet 'dekreterer')". Men selv var hun mest optaget af, at hun havde fået den nye 60 krone-seddel tilsendt, som hun allerede havde fået sat i glas og ramme, fordi hun, siden hun var barn, har samlet på pengesedler

(Pia Juul-drøm (i hver drømme-opsamling er der altid mindst én drøm om Pia) af Helle i det nye blidt blærede nummer 2 af OVBIDAT:

Marts, 2013
Pia Juul modtager Kritikerprisen (hviket hun gjorde, omsider, sidste år LB), men det er Grethe Rostbøll (som HH har siddet i Kunstrådet med), der får pengene. Hun sender mig i byen for at købe et jakkesæt. "Hvad så, hvis det ikke passer med beløbet?" siger jeg. "Så køber du to dåser kaviar for resten", siger hun.

Der er også en drøm om mig og en om Klaus Rothstein

- som jeg i går i Deadline talte med om Yahya Hassan (i dag indstillet til Montana-prisen, i morgen indstillet til alt andet); det bedste jeg sagde, i mit alt for lange, første udbrud, var, at hans bog var to rap-albums i ét: gangster-albummet + millionær-albummet, og bagefter sammenlignede jeg dobbeltheden af nøgent hjerte & cirkusforestilling med Eminem, og det synes jeg, at jeg gjorde ret i -

og en drøm om bedsteveninde Kirsten Hammann (som regel også med, men hvor er Ida Jessen?) og en drøm om Christian Dorph og en drøm om Hanne Kvist og en drøm om Lene Asp og en drøm om Kristian Bang Foss (som jeg nyligt har mødt til både Bogforum og Pixies-koncert, ham drømmer jeg snart om) og en drøm om Tina Sakura Bestle og en drøm om Bent Noget).

Virkeligheden rapporterer

rapport fra en konference

rapport fra en succes

rapport fra en konsensus-konference om for tidligt fødte børn og de samfundsøkonomiske, psykologiske, etiske og forskningsmæssige aspekter af behandlingsindsatsen 

rapport fra en landsby i vietnam

rapport fra en gulvspand 

rapport fra en slagmark

rapport fra en lukket afdeling

Hvedekornsaction en masse

både på hjemmesiden, bl.a. om den historiske vingesusen på Hovedbiblitoeket i går
og det splinternye nummer, 3, 2013, der udkommer på onsdag, i anledning af hvilket, der er
oplæsning klokken 20 hos Rosinante&Co i Købmagergade med dette frydindgydende line-up:

Christoffer Thunbo Pedersen

Tamara Nyvang Bredevang Andersen

Anne Mari Borchert

Morten Espersen

Thomas Boberg

Jens Blendstrup'

- og her er gratis en af 1987-debutant Jens B's tekster fra nummeret: 

(Pubertet)
Det forår spirede pigerne bryster
Jeg var rystet
De kom frem som små hårde knopper under trøjerne. Jeg turde ikke nærstudere fænomenet. For jeg synes de lignede knopperne på rabarbere der ikke er blevet passet. Helt vildt hårde, som modermærker der har fået lov at gro for meget
og er blevet grønne. Jeg så på mine egne bryster i spejlet. Der var ikke nogen forandring. Det var de sædvanlige små dutter der blev hårde når jeg puttede kolde teskeer på dem. Måske reagerer piger bare hurtigere på forår, tænkte jeg. Jeg vidste det ikke. Jeg var milevidt fra pigers forår. Jeg havde kun en mor der var pige. Og hun var ikke engang en rigtig pige. Hun var en mor. Og mødre er ikke piger. De er en slags komfurer med lyse stemmer.

IT'S EDUCATIONAL

lektion i

aging gracefully

skrigende i vilden sky:

Cookie*, I think you're

TAME!

sejlende bort på lemlæstelsessøen



*, altså ikke dig (we're chained),
men gud (der jo er 7) - og hov!
hvor er mit sind, hvor er mit sind,
hv-o-o-o-r er mit sind!

En pseudo-anmeldelse som ca. 150 % af en pseudo-sonet

Hele litteraturredaktør Jes Stein Pedersens 124 ord mikroskopiske (mindstestørrelse på WA lige nu: 400 ord, tidligere: 300) 4 hjerter-anmeldelse i Politiken - og jeg ved ikke, om det mindst interessante er spørgsmålet om jegets psykiske tilstand: sygdom eller kunstnersind, men det er sgu da tæt på, og nej, Jes, jeg tror altså ikke, det er til diskussion, hvorvidt Pablo har skrevet bogen - :

Tredje bind af Pablo Llambías' sær-
lige form for bekendelsesprosa
fortsætter ad samme spor, som kendes fra
' Monte Lema' og ' Hundstein'. Det skrivende

jeg lider fortsat af angst og selvhad og
leger stadig med forholdet mellem virk-
elighed og fiktion. Men det interes-
sante er ikke, om de 350 ' sonetter',

som (knæk) prosaen rummes i, virkelig
er skrevet af Forfatterskolens rektor
og forfatter Pablo Llambías, eller
om han digter. Det, der gør ' Sex Rouge' spænden-
de, er de overvejelser, den skrivende
har om sin egen psykiske tilstand. Er

+

jeg psykisk syg og bør medicineres,
eller er det ' bare' mit kunstnersind, som
plager mig? Llambías leger med fortæl-
lerollen og den selvbiografiske
genre, men glem det: Det er stoffet, han hånd-
terer, som er det vigtige. Hans nær-
gående trilogi er noget nær enestående.