Bare nogle cool musikere der roser Bowie-sange

(fra enquete i Uncut)

JAMES MURPHY (LCD Soundsystem): Where I grew up, it was a small town. I always played music. I don’t remember not playing music or writing songs since I was four or five. My older brothers and sisters were 10 years older than me so I listened to a lot of classic rock. My first records were “Alone Again Naturally” by Gilbert O Sullivan and “Fame” by David Bowie.
People say that “New York I Love You” [from LCD’s Sound Of Silver album] sounds like Bowie’s production on Transformer. But are we really in a time where the problem is that there are too many bands that sound like Transformer? How is this a problem?! I WISH we had the kind of problem!
“The Bewley Brothers” is just so beautiful and sad. It really uses his voice. It’s one of those songs that would be a very hard cover. Maybe that’s why I like it most. His best songs are just so wonderfully coverable, because they’re such good songs. But “The Bewley Brothers”? So sad, and it really uses his voice in a really cheesy, borderline hack-Broadway kind of way. But it’s so good!

MARC ALMOND: There are so many Bowie songs of the late ’60s and early ’70s that represent so much to me, but I have to single out “Rock’N’Roll Suicide”. As a skinny, spotty 14-year-old, bloody from being bottled by thugs on the way to Liverpool Empire in 1972, I climbed over the orchestra pit at the front of the stage. And as Bowie sang “Give me your hand!”, he reached down and took my hand. I was a mess of blood, glitter and cheap, badly applied make-up, but in a state of near religious ecstasy. “Rock’N’Roll Suicide” is a wonderfully structured song. It’s Bowie at his theatrical, Jacques Brel-inspired best. Sometimes I still sing it live to bring back that moment.
I loved all his work throughout the ’70s. That’s an incredible body of work, brilliant and innovative. I can’t think of any other artist that’s made so much impact in a short period. A year ago, at an opera in New York, he sat opposite me. We smiled at each other, but I’m not even sure he knew who I was, though Bowie probably knows who everyone is. I quite like it that we’ve never really met, as I can still be a fan that admires him from a distance.

ALEX KAPRANOS (Franz Ferdinand): We were asked to cover a song from 1977 [for the Radio 1: Established 1967 LP] and when I looked down the list, “Sound And Vision” jumped out as my favourite song of that year. I love it because it does what my favourite pop songs do: it’s out there, it’s unpredictable and does things you’d never heard in music. Yet it’s immediate at the same time. Because it takes so long for the vocals to come in, the pattern of the melody is so unpredictable and takes so long to evolve, and the fact it fades out at a bizarre point, you immediately want to put it on again. You feel like the song is playing for eternity in some other universe. It’s like you caught a snippet of something that will always be playing. And that’s not really like a standard pop song. There’s no start, middle and finish.
I grew up listening to Bowie. It’s one of the few things you inherit from your parents, something with edge. I’ve met him a couple of times at our gigs, which is always a little disconcerting. I remember him looking at the setlist and saying, “Oh good, you’re doing ‘Evil And A Heathen’. I’m looking forward to that one.”

JOHNNY MARR (om "Jean Genie"): It’s one of those amazing bits of noise that existed as a commercial release. It’s got sex and subversion and artistry in it. But it’s not so obscure that it couldn’t get on the radio. It really is a superb advertisement for what was once called rock’n’roll . Of course Mick Ronson’s guitar-playing is fantastic, but it’s the atmosphere created by the vocal and the attitude of the singer: it’s remote and scary and… quite alluring. It’s all the things that attracted me to rock music in the first place. And that it’s all wrapped up in a 7-inch 45 format is just perfect. It’s also really funny! The actual words themselves are a great example of why you don’t need to be earnest in pop music. And a great example of a sort of nonsense. It’s all about imagery over message. It’s just… cool!

KEITH RICHARDS: Can’t remember. Who is he? Oh, he went to the same art school as me. “Changes”, maybe. That’s about it. Not a large fan, no. It’s all pose. It’s all fucking posing. It’s nothing to do with music. He knows it, too. I can’t think of anything else he’s done that would make my hair stand up.

Nyder nidvise

Jeg anmelder i dag i en dobbeltanmeldelse nye digtbøger af Jakob Offersøy Brøbecher og Arne Herløv Petersen, den ene positivt og den anden negativt - Arne Herløvs bog er kommet til at hedde Personens længsel efter luftskibe, hvilket jeg var kommet til at kalde den en enkelt gang, og det troede redaktør/korrekturlæser så på, selvom den faktisk hedder Perronens længsel efter luftskibe, og det vil jeg gerne undskylde for.

I morges publicerede Herløv på Facebook denne meget vellykkede og velrimede (klart bedre end noget i digtsamlingen) 

Nidvise om Lars Bukdahl

Så langt fra frisk og dugsval,
men flov som dovent øl
og hengemt som et møl:
Således er Lars Bukdahl.

Som snøften fra en kluk-hval
der aldrig varsler godt
men bare lyder vådt:
Således er Lars Bukdahl.

Som hønen, der er skruk-gal
og bare siger lyde
som ingen sjæl kan tyde:
Således er Lars Bukdahl.

Som Kumbel stedt i gruk-kval,
der leder efter ord
men ikke finder spor:
Således er Lars Bukdahl.

Som loftet i en stuk-sal,
en tør og vissen bort
med støv og fluelort:
Således er Lars Bukdahl.

Der var også en opdatering med kommentartråd, inkl. flere kommentarer af ham selv, der ikke var glad for min anmeldelse: jeg havde lov til ikke at bryde mig om hans bog, men jeg måtte ikke sammenligne ham med digtere, som han ikke selv synes, han ligner, eller kalde ham anonym, hvilket han ikke selv synes, han er - og nå ja, jeg er en autist, der kun kan lide digtere, jeg kan putte i skuffer (selvom jeg i samme avis roser to vildt kasseløse digter, ham Brøbecher og maleren Lars Dan). Da jeg så senere på eftermiddagen lige ville tjekke, om han og hans øvrige venner havde disset mig yderligere, kunne jeg kun se de nydelige malerier, han har lagt op som forsidebilleder. Jeg må åbenbart ikke længere læse hans opdateringer, ærgerligt nok, for det var jeg virkelig glad for at gøre, især de arkiviske, der citerede fra hans ekstensive udklipssamling. Så på den måde er det en hævn, der kan mærkes: jeg vil helt ærligt savne ham som læselig FB-ven, men spøjst med det her målrettede læseforbud, som også min endnu mere læseværdige eks-FB-ven Asger Schnack har straffet mig med. Aldrende, fornærmede digteres svirpende slag med den digitale handske - du er dum, fordi du offentligt læser mig ondt (selvom jeg evig og altid klager over, at ingen læser mig offentligt), og så må du ikke læse mig her semi-offentligt, hvor du godt kan lide at læse mig, ha DET VISTE SIG AT VÆRE EN UHELDIG TIMET TEKNISK GLITCH DER FORHINDREDE MIG I AT LÆSE ARNE HERLØVS OPDATERINGER; DET KAN JEG NU ATTER, HELDIGVIS! UNDSKYLD TIL HAM (MEN IKKE TIL ASGER SCHANCK!) OG ALLE BLOGLÆSERE FOR MIN URETFÆRDIGE UDSKÆLDNING!

Den pinedød parodiske læsning

Altså som skribent på Weekendavisen Bøger med 4 tekster i dagens avis, 1 kommentar og 3 anmeldelser (af en svensk roman og 2 x 2 danske digtsamlinger) er jeg i første omgang bare egomanisk irriteret over, at Berkeley UC-Fullbright Scholar Mette Høegs afsindigt dumme og hadefulde og bare afsindige forsideartikel, "Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans", selvfølgelig løber med al opmærksomheden. I anden omgang giver det ikke rigtig mening at polemisere mod så opkørt (for ikke at sige, nu kønsklicheerne bøjes i metrotunneler, så det kan hun da bare selv være: HYSTERISK) vrøvl. Der kører en skiftevis indigneret og bare måbende tråd under Lea Løppenthins FB-omtale af artiklen, hvor digteren Oskar Sjøgren har copypastet en greatest hits over yderliggående langt ude sound bites, og den kan jeg jo bare citere:

"josefine klougarts værker er eksemplariske for tendensen hos kvindelige forfattere til udskadelig svælgen i bløde vage temaer som kærlighed, sorg og tab."

eller hvad med der hvor kristina nya glaffey bliver omtalt som "ligeledes lesbisk".

eller: "de kvindelige (magtfulde litterater LB) får brænde til deres feministiske bål, mens de mandlige får udvidet kontaktfladen til forfatteraspirerende, beundrende og kønsmodne piger"

"det er typisk for denne litterære tendens, at den fremstår som det tilfældige individs selvoptagede forsøg på at hævde og performe sin egen, partikulære identitet under dække af at tale en større sag. forfatterne blander sig gerne i samfundsdebatten uden for værket, men også her fremstår teksterne som udtryk for den forvænte teenagers forkælede insisteren på at blive set og forstået fuldt og helt af sine omgivelser - ikke bare anerkendt eller respekteret eller forstået nogenlunde, men forstået helt præcist som vedkommende selv føler, at vedkommende er - i al sin uvedkommende kønslige og så videre partikularitet."

"mens de kvindelige forfattere således påstår kvindens undertrykkelse under den hvide heteroseksuelle mands dominans, modbeviser deres tekster påstanden gennem deres tydelige dominans i kulturen og udstiller dermed deres irrelevans og selvoptagethed"

"et væld af unge piger søger i disse år optagelse på forfatterskolen - alle tilhører de en generation, hvori hvert enkelt individ er blevet opmuntret i, at netop dét er noget helt specielt. der hersker hos disse yngre kvindelige forfattere en dyb optagethed af deres eget unikke indre følelsesliv og personlige historie; de føler en naturligvis relevans i ikke blot hævdelsen og fremstillingen af deres egen ordinære pigeeksistens, men også i udgivelsen heraf i bogform."

- jeg, LB, citerer den måske allerværste flovse:

Har man været indlagt på psykiatrisk afdeling eller medicineret, anses det som ekstra kvalificerende og adlende (som det blandt andet fremgår af rektor for Forfatterskolen Pablo Llambias' sammenligning af eget medicinforbrug med eleven Asta Oliva Nordenhofs i den selvbiografiske Monte Lema. Nordenhof er i øvrigt sidenhen blevet ansat som fast underviser på skolen).

- det er så offensivt og grotesk offensive at det fik først dig og så mig til at tro, at der simpelthen var tale om en situationistisk PARODISK tekst og en ikke ufremragende sådan. Jeg skrev i dagens korrespondance med WA Bøgers redaktør (der primært handlede om, at vi havde modtaget Nordbrandts nye digtsamling for sent til at få den anmeldt i dagens avis):

Og så behøver du ikke at svare på min til vished grænsende mistanke om, at forsideindlægget er en grum og skidegod PARODI - som alle lige nu på Facebook forarget hopper på.
 
Det har han ikke direkte afvist (og han behøver jo så heller ikke være in on the joke)! I Løppenthin-tråden præsenterer du, mit du, Cecilie Lind, i to tempi, parodi-teorien:

men jeg mistænker - altså det må næsten være en gimmick-text!? teksten er så dum og hadsk og udfoldet i sin idioti med alle grelle ord i verden (navlepillende, kvindelige forfatteres dominans, kønsmodne piger etc. etc.(???)) at jeg ikke kan tro andet end at det MÅ være en form for parodi på det mere usynlige idioti i litteraturdækningen - altså simpelthen måske et eksperiment HVAD det rent faktisk er muligt at få trykt af komplet håbløst ævl? Eller hvad???

jeg tænker – i tilfælde af at artiklen rent faktisk fucker med os – at det er et ret så vildt greb i forhold til at vise mig (jeg har gået og været ekstremt forarget i en time, indtil det dæmrede for mig) præcist HVOR meget pis jeg (som ”kvinde” og ”ung” og tidligere ”forfatterskoleelev” og bare som person der læser aviser) til daglig finder mig i at læse – jf. jes steins ”overvægt af kvindelige forfattere” i nordisk råd nomineringerne – jf. også Jonathan Swifts ”modest proposal” (børn af fattige mennesker som foder)

I givet fald er Harald Voetmanns ironiske kommentar et jo faktisk loyalt koncentrat af den rigeligt omstændelige besærkergang: 

Stakkels danske litteratur, sølle og forslået, væltet omkuld af bissende horder af kvinder, ude af stand til at vende sig mod verden, pint under Pablo Pilatus, gennemboret af stilethæle og kvast under irrelevant formfnidder. Måske er det på tide, vi gør en ende på dens lidelser, tager den af dage på human vis? Jeg er træt af at høre om dens lidelser, er nogen med på at dræbe det sølle kræ?

Det normale hjerte som bonus

Der røg et lille afsnit ud af min anmeldelse af tredje bind af Jonas Gardells romantrilogi i WA Bøger i dag, fordi der skulle være plads til en reklame for, at Kim Leines Afgrunden er kommet i 4. oplag - uden bliver overskriften "Hvis tårer var galde", som jeg selvfølgelig er meget stolt af, mindre indlysende:

-->

Jeg kunne godt have ønsket mig, at noget af indignationen i wiki-sporet var flyttet ind i fiktionen, hvor downbeat sørgmodighed og hysterisk fortrængning hersker med Paul som en stadig mere træt sprechstallmeister – i den parallelle HBO-film The Normal Heart, om de første år med HIV og AIDS i USA, provokerer smerten og rædslen igen og igen til retfærdige raserianfald (i Sverige formateredes trilogien sidste år til en succesfuld tv-serie, som jeg ikke har set).

Oplæsningsoversættelse inkl. autentiske grineflip

I morgen til gengæld udkommer (godt valgte) Peter Adolphsens fordanskning af (The Office-skuespiller og -writer) B.J. Novaks kostelige oplæsningsbog (jeg har den som oplæsnings-e-bog) The Book Without Pictures / En bog helt uden billeder - forlaget Abe Maler har udsendt en video, hvor Adolphsen læser op af bogen for små børn, der er en nøjagtig kop af en amerikansk reklamevideo, hvor Novak læser op af bogen for små børn, bortset fra at de læser op med hver deres showskabagtighed, men ingen tivivl om, at børnenes grin er akkurat lige ægte, se bare:

Digte skrives (undercover-research foretages)

I dag udkommer bogmonstrummet Dan Turèll - hele historien, der består af reviderede udgaver af 2 gamle bøger, Asger Schnacks distræt oplistende/digressive biografi/monografi Jeg tror nok jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste, 2001, og Steen Møller Rasmussens og Asger Schancks anderledes uundværlige Onkel Danny - fortalt - interviews, 2003, der indeholder transskriptioner af de interviews de foretog med flere primærkilder (og et par sekundærkilder) til deres GODE DT-film Onkel Danny - hele historien, 2002 (den DÅRLIGE DT-film er Anders Østergaards Så kort og mærkeligt livet er, 2008).

Ved siden af en masse nørdet informationstætte (Schnack PLUS Movin!) fodnoter er det væsentligste bonus i forhold til originaludgaverne et nyt interview med lillesøster Anne Turèll og et DOKUMENTER, fotos fra dengang, nye, stillet til rådighed af Turèll første kone, Kirsten Brand. Søster-interviewet er både rørende og informativt, her er to klip

(jeg har en kommentar i WA Bøger i morgen, der kommenterer myte-krakeleringer, apropos hardcore-interviewet med Lotus Turèll i Kristeligt Dagblad om det kulørte kunstnerhjem som et utrygt misbrugerhjem (kontra søster-interviewet - kontra selve den udødelige Dan-skrift)):

Der var engang, hvor vi sad på en bar og var helt flade og pludselig sagde han: 'Nå, søster, lad os tjene nogle penge!- Så lavede han sådan et lille skilt, hvor der stod 'Digte skrives, og så kunne folk komme hen og bestille et digt - mod at vi fik en øl til gengæld. det blev en kæmpe succes. På et tidspunkt stod folk i kø og skulle have skrevet digte om deres lille puddelhund eller et kærlighedsdigt til deres elskede og så videre. Og på en eller anden måde fik vi involveret sådan en ældre fyr, som dengang cyklede rundt på værtshusene og solgte naturmærker, således at når Dan havde skrevet et kærlighedsdigt, så kunne han tage det med hen til næste værtshus, hvor den person, det var stilet til, sad. Det var enormt sjovt

- Han valgte også at inddrage dig og (lillebror) Sem, da han skulle lave Vangede Billeder?

Ja, men det lå sådan set bare i forlængelse af den måde, vi ellers var sammen på. Vi sad tit sammen og legede med ord og ideer, også hvis Dan havde en eller anden opgave, han skulle løse. For eksempel tjente han i en periode lidt penge ved at komme med nogle tekster til et reklamebureau, og så sad vi sammen og kiggede på et eller andet grimt ur, eller hvad det nu kunne være, og forsøgte at sætte ord på, hvad det var for nogle billeder, vi fik i hovedet. Det var bare en leg, og det var det også med Vangede Billeder. Dan havde skrevet de der første digte om Vangede, og på et tidspunkt udviklede det sig til, at han og Sem og jeg mødtes fast hver tirsdag i kollektivet på Forhåbningsholms Allé og sad og snakkede og grinede, mens vi forsøgte at komme i tanke om alt, hvad vi kunne huske om Vangede.
  da vi så havde gjort det i nogen tid, begyndte vi at lave research om alt det, som vi måske manglede oplysninger om eller godt kunne tænke os at dykke mere ned i. Vi delte opgaverne imellem os, og jeg kan for eksempel huske, at jeg meldte mig som frivillig til noget menighedsarbejde i Vangede. jeg mener, det var i noget, der hed Charlotte-klubben, hvor man lavede mad til de ældre og den slags, og dér kunne jeg så opsnuse alle mulige historier. det var rigtigt sjovt og folk var enomrt søde. De syntes jo, at det var spændende, at Vangede sådan skulle have sin egen historie.



- Anne, Dan, Sem

Jeg er ikke læseren

Det er sjældent personligt at blive udpeget som en læser, en bog, eller i dette tilfælde en hel serie af bøger, IKKE er henvendt til.

På Lindhardt & Ringhof, igen og og igen taberforlaget, har de fået sig et såkaldt imprint, der hedder Lovebooks, der bestyres af 3 L&R-indsatte og som består i noget interaktiv aktivitet i og udenfor nettet og nogle e-bog-genoptryk og én nyudgivet bog - Bogmarkedet interviewer de 3 imprint-redaktører:

Det er meget vigtigt for os, at læserne på den måde selv har anbefalet den. Det passer godt på vores genre, da romance-bøger traditionelt set ikke er anmelderdarlings. Dem må man finde omtalt andre steder.”
’Anna og det franske kys’ er da heller ikke blevet anmeldt i dagbladene endnu, men er til gengæld blevet læst flittigt på Mofibo. Her er den blevet anmeldt super godt, og gennemsnittet ligger vist på 4,3 stjerner, lyder det stolt fra bogens tre redaktører.
”Vores succes ligger ikke i at Lars Bukdahl synes det er en fed bog,” som Christina siger.
”Nej, vi ved jo allerede godt hvad han vil sige til den, så det behøver vi egentlig ikke høre. Vi vil hellere have at Dorte på 22 fra Ishøj synes ’Anna og det franske kys’ er god, for det er hende vi har lavet den til,” fortsætter Annette inden Rikke bestemt griber bolden og lægger den ned: ”Det er en bog til læserne, sådan er det bare.”

Altså læserne minus mig og inklusive én særlig læser, der hedder Dorte uden efternavn og er 22 år og bor i Ishøj, som velsagtens ikke er en virkelig person, men et patroniseret segmentarisk fantasifoster af et "almindeligt" menneske uden for meget uddannelse, der ikke bryder sig om "anmelderdarlings" (og efter endt skolegang heller aldrig konfronteres med dem), men elsker "romance-bøger", og gør det af et ærligt, ikke-litterært hjerte, til forskel fra de 3 redaktører, hvoraf mindst 2 har færdiggjort eller er i gang med en litterær universitetsuddannelse, hvilket må betyde, at de engang imellem synes om bøger, jeg også synes om, til forskel fra Dorte fra Ishøj, som de er for kloge til at udfordre med fx Christina Hesselholdts Du, mit du, som de alle 3 formodentlig/forhåbentlig har læst og måske endda med glæde, ligesom mig.  

Lydia lærer/læser norsk fra scratch (dansk og dansk litteratur er MISUNDELIG!)

fra enquete om Books Of The Year i New Statesman, november 2014:

Lydia Davis:
One of the most interesting books for me this past year has been the latest “novel” by the much-laurelled Norwegian Dag Solstad. Since the book, known familiarly over there as “the Telemark novel” (its full title is long), does not exist in English, I have been struggling, happily, to make what I can of it in Norwegian (it’s published by Forlaget Oktober). A most peculiar form of fiction, consisting as it does almost purely of fact and dense with detailed genealogies of Solstad’s ancestors, it is animated, nevertheless, by strangely compelling incidents of centuries-old conflict and joy and by the author’s impassioned investigative spirit and wry commentary

Romanens titel: Det uoppløselige episke element i telemark 1591-1896

fra interview med Lydia Davis i norske Morgenbladet, oversat (tilbage) til engelsk på sitet lithub-com, april 2015 (tak for link til Lea L):

“No, I never use dictionaries. Then there would have been no challenge. No intellectual challenge at all!”
Lydia Davis has just shown me her handwritten notes in the margins of a novel called “unreadable” and “as dull as the phone book” by critics in the country in which it was published.
In Davis’s meticulous handwriting, systematic descriptions of vocabulary, style, and grammar spill over the pages of the novel and onto a stack of papers. The makeshift booklet, made up of sheets of paper folded in half, densely annotated on both sides, constitute a grammar not only of the novel itself, but of the language in which it was written, a grammar constructed entirely by Davis herself.
The 2013 winner of the Man Booker International Prize, who is widely respected for her translations from French, already speaks German and Spanish, has taught herself Dutch and some Portuguese and admits to having “looked into a few other languages,” although, she adds, “I wouldn’t say I speak them.”
After visiting a literary festival in Norway in 2013, Davis embarked upon her most ambitious linguistic project to date. She decided to learn Norwegian, a language previously unknown to her, from this novel, and this novel only.
“I can’t pronounce the title, so I just call it ‘the Telemark novel’,” Davis admits.

“Do exactly what you want, that’s my idea. Some will love it and some will hate it, and that’s alright.”

(...)
“I did not want to stop reading Norwegian,” Davis wrote about the experiment in The Times Literary Supplement: “I had become attached to my daily immersion in the tales, some quite dramatic, all curiously entrancing.” The result was a heartfelt passion for the book itself.



“You may ask questions in Norwegian—if they are simple,” Davis wrote in an email before the interview.
When she greets me at the train station of her hometown, Hudson, two hours north of New York City, Davis is happy to explain how the project grew out of her idea of what it means to be an international writer:
“It all started with a resolution. After my books started coming out in various countries, I made a decision: Any language or culture that translates my work, I want to repay by translating something from that language into English, no matter how small. It might end up being just one poem or one story, but I would always translate something in return.”
(...)
“Were those first words in the novel—‘Read slowly, word by word, if you wish to understand what I am saying.’—in themselves an encouragement?”
“At that point I didn’t even worry about what it meant, I was more concerned with decoding words than interpreting content. But at least I can say I really followed the author’s instructions!”
“How do you start making sense of such a complex material?”
“Some passages are richer than others. Look at this, for example, when I found this I felt I had found a goldmine…” She examines the pages, pointing to a paragraph. “Look, these words clearly form pairs, they function as opposites,” she says. “’Jung’—is that how you pronounce this?”
“Young”?
“Yes, ‘young’ and ‘old’, I knew that was what ‘ung’ and ‘gammel’ meant. I could tell what followed was a whole list of opposites of the same order. So I could easily figure out the other words: ‘rich’ and ‘poor,’ ‘sickness’ and ‘health’. You see how you are suddenly able to unlock so many words, just by studying the pattern? Take the words beginning with ‘Hv.’ I guessed they were used in questions: ‘hva’ meaning ‘what’, ‘hvorfor’ meaning ‘why’. But it took me a long time to figure out ‘hvis’ was ‘if.’ I had to start by assuming it was a word of the same class and then test all the different possibilities. The h is always silent, right?
“Correct. So when you find a pattern, do you check with other sources to see if you’re right?”
“No, no, never! Then it wouldn’t be the same. I want to figure it out myself. I think of learning a language as a riddle. Learning it this way is like being an egyptologist, deciphering hieroglyphs. It is that process, finding the key that opens up a world of meaning that was previously hidden, which is the motivation for me. To learn grammar in the traditional textbook way would just be too boring.

Lydia Davis i den faste enquete By The Book i New York Times, april 2015:

What books are currently on your night stand?

Karl Ove Knausgaard’s “My Struggle: Book 2” is on top of the pile at the moment. You’d think, from where the bookmark is, that I’m near the end, but the book is so fat that that’s an illusion — I still have 100 pages to go. Another that I’m reading, this one in Norwegian, is by one of Norway’s pre-eminent fiction writers, Dag Solstad. It’s called “Armand V.,” and it’s entirely in the form of footnotes to a novel that does not exist but that we begin to imagine as we read this one. (...)

What books might we be surprised to find on your shelves?

A Mickey Mouse comic book in Norwegian — I bought it to help me with the language. Ditto a couple of children’s books in Norwegian. Many different editions of the children’s classic “Bob, Son of Battle,” by Alfred Ollivant — I was collecting them. A book I’m actually enjoying a lot called “Studies in Lowland Scots,” by James Colville (published in 1909). A lovely little thick volume in Dutch showing different traditional costumes. Some old books by Lenin inherited from my father that haven’t yet found a good home.

 

- jeg bestiller straks den Telemark-roman på Audiatur, men kommer jo til at læse den alt for nemt (hvis den så bare var på nynorsk)

Hvor forjættende absolut arrogant er denne titel ikke?

på roman af kultkongen Bo Reinholdt, der udkommer til efteråret:

ALMESTER

! (mit udråbstegn - jeg savner aldrig udråbstegn)

Reinholdt interviewes i det nye, næsten lige så forjættende (også forjættende betitlede) radioprogram Slutstranden på netstationen The Lake, se bare deres programplan og -manifest:

mandag den 4. maj klokken 20
JG Ballard + Slutstranden

mandag den 11. maj klokken 20
Hans Otto Jørgensen + Gladiators sandalserie + Helga Johansen + Hinsides

mandag den 18. maj klokken 20
TS Høeg

mandag den 25. juni klokken 20
Charlotte Strandgaard + Indimellem holder de af hinanden

mandag den 1. juni klokken 20
Bo Reinholdt

mandag den 8. juni klokken 20
Martin Ryum + Inger Christensen

Om Slutstranden udtaler vært Anders Jørgen Mogensen:
”Vi har prøvet at skabe et rum hvor det er forfatterne der har taletiden. Vi har ikke lavet interviews, men samtaler om litteratur. Jeg er træt af journalister der gør sig kloge på bekostning af dem de interviewer. Jo mindre man kan høre min stemme i programmerne, des bedre. Vi har også givet forfatterne lov til at læse meget op. Fx læser Charlotte Strandgaard hele sin digtsamling ”Indimellem holder de af hinanden,” op, mens vi også bringer en optagelse af det teaterstykke der er blevet lavet over Helga Johansens roman ”Hinsides” i sin helhed.”

www.thelakeradio.com
contact@thelakeradio.com

Gyldendals juni er en abe (og en pony)

Udg. dato	Titel	Forfatter	Genre	Medie	Genudg.
05-6-2015	Den sjette bog om Pony & co	Kirsten Sonne Harild	Børnebøger - 8-12 år	Bog	-
05-6-2015	Den letteste vej til flad mave	Gitte Heidi Rasmussen	Faglitteratur	Bog	-
04-6-2015	Hemingway	Bo Tao Michaëlis	Kulturlitteratur	Bog	-
04-6-2015	Stormløb mod grænsen	Isak Winkel Holm	Kulturlitteratur	Bog	-
04-6-2015	Vælg fra	Birgitte Sally	Faglitteratur	Bog	-
03-6-2015	Den fjerde bog om Pony & co	Kirsten Sonne Harild	Børnebøger - 8-12 år	Bog	-
02-6-2015	Læs selv Ayse og alle de andre	Özlem Cekic	Børnebøger - 8-12 år	Bog	-
01-6-2015	If I Stay 2 - Da hun forsvandt	Gayle Forman	Børnebøger - Ungdomsbøger	Bog	-
01-6-2015	Peter Pedal	H.A. Rey	Børnebøger - 2-5 år	Bog	Ja
01-6-2015	Peter Pedal hænger i	H.A. Rey	Børnebøger - 2-5 år	Bog	Ja
01-6-2015	Peter Pedal på Himmelfart	H.A. Rey	Børnebøger - 2-5 år	Bog	Ja
01-6-2015	Peter Pedal på Hospital	H.A. Rey	Børnebøger - 2-5 år	Bog	Ja
01-6-2015	Peter Pedal sætter drage op	H.A. Rey	Børnebøger - 2-5 år	Bog	Ja
01-6-2015	Peter Pedal siger tillykke med fødselsdagen	H.A. Rey	Børnebøger - 2-5 år	Bog	Ja
01-6-2015	Peter Nysgerrig	H.A. Rey	Børnebøger - 2-5 år	Bog	Ja
01-6-2015	Peter Pedal siger tillykke med fødselsdagen	H.A. Rey	Børnebøger - 2-5 år	Bog	-
01-6-2015	Peter Pedal sætter drage op	H.A. Rey	Børnebøger - 2-5 år	Bog	-
01-6-2015	Peter Pedal på Hospital	H.A. Rey	Børnebøger - 2-5 år	Bog	-
01-6-2015	Peter Pedal på Himmelfart	H.A. Rey	Børnebøger - 2-5 år	Bog	-
01-6-2015	Peter Pedal hænger i	H.A. Rey	Børnebøger - 2-5 år	Bog	-
01-6-2015	Peter Pedal	H.A. Rey	Børnebøger - 2-5 år	Bog	-
01-6-2015	Peter Nysgerrig	H.A. Rey	Børnebøger - 2-5 år	Bog	-
01-6-2015	Rådhuspladsen 1900	Mikkel Thelle	Faglitteratur	Bog

Heltedyrkelse som ydmyg Popmusik!

Anthony Bourdain om Iggy Pop på sin blog:

Only speed freaks (not a high-prestige set in 1969) and guys who worked on their cars too much liked the STOOGES. “Problem” kids. Tormented loners. Guys about whom there were terrible rumors. (“He went mental and beat up his Mom.” “He shot somebody with a zip gun.”) That’s the kind of guy who appreciated songs like the sado-masochistic “I Wanna Be Your Dog,” the bleak “No Fun” (which pretty much summed up high school for me), and the psychotic “TV Eye.”
Those were the days when you held a new album in your hands and gaped at it for hours. You read the liner notes again and again, peered hard and then harder at the cover art, the photos on the back, trying to discern more — to glean some kind of information about the strange and terrible people who made these sounds that spoke, somehow, to the darkest regions of your teenage heart.
And what to make of the STOOGES’ lead singer, “Iggy,” whose apparent willingness to self-destruct in front of your eyes was both exciting and genuinely frightening? To side with the STOOGES at that time, to announce to your high school friends that you liked — no, LOVED — THE STOOGES pretty much put one publicly on the road to The Velvet Underground, The New York Dolls, early New York punk rock … and heroin.

Of all the people I’ve met, I’ve never been more intimidated, more anxious, more star-struck than when I met Iggy Pop. It was not in the sort of place you’d expect to meet a rock and roll icon: a beach in the Caribbean, oddly enough. I was attending a food and wine festival with my family and looked out my window to see Iggy laying out on a blanket, surrounded by nothing more toxic than mineral waters and fresh fruit. For the next three days, I’d see him in the same place, soaking up the rays and apparently rehabbing from a stage diving injury.
Though my family’s blanket was but a few yards away, and my then-5 year-old daughter would splash around in the water right next to him, it took me three days to summon the nerve to say hello.
So, it was a dream come true to actually hang out with my hero and (for better or worse) early role model for the filming of this Sunday’s Miami episode of PARTS UNKNOWN.
Now, some grumpy **** is going to point out, “Wait a minute, Iggy’s not from Miami! He wasn’t born here! What the ****?”
True enough, but who in Miami WAS born in Miami? Believe me, we explore that exact issue in this episode, with people who proudly WERE born here.
But Iggy, like so many Miamians, came here to live after having lived a previous life — or in Iggy’s case, many previous lives. Miami has always been both refuge — and reward — for people from somewhere else, lured by a long standing dream, the promise of some kind of peace of mind on a beach.

Aldersmobninng! Bymobning?

Jeg kom til i min kommentar om internetpoesi at betegne den betydelige internetdigter Bue P. Peitersen som +40-digter ligesom Ursula Andkjær og (faktisk +50-årige) Birgit Munch. BUE ER KUN 39 år! Det vil sige, at han retteligt tilhører gruppen af betydelige +30-internetdigtere sammen med Rasmus Halling Nielsen - UNDSKYLD denne kunstige forældelse (der sikkert har at gøre med Bues sene debut/gennembrud og (deraf følgende) upraktiske generationsløhed) - og følg hans blog, den er på en RULLEN!

Digteren Kaare Bergh har i en FB-besked til mig antydet, at jeg i denne passage i min anmeldelse af Gellerup-bogserien "Små bjerge af beton" i samme avis gør mig skyldig i københavneri:

-->

Selvfølgelig er serien, jævnfør bare titlen, et håbløst velmenende projekt, udtænkt af nogen i noget, der hedder Aarhus Litteraturcenter, Men også håbløst velmenende projekter kan resultere i vellykket kunst, og det er tilfældet i dette tilfælde heldigvis.

Her melder jeg til gengæld hus forbi; ironien går på institutionsnavnet Litteraturcenter og at et sådant center står som medudgiver af og bestillingsgiver på et litterært projekt (med eksplicit velmenende formål: at give stemme til en berygtet, (ikke af dem!) såkaldt ghetto), ikke at der står Aarhus foran, hvis det havde fandtes et København Litteraturcenter, hvilket der afgjort burde, som havde bestilt en bogserie om Høje Gladsaxe, Amar på, at min sætning i en parallel anmeldelse var blevet den samme (og FORHÅBENTLIG ville passagen i fald så frem have endt lige så lykkeligt!)

Internittet

(digteren Per-Olof Johansson troede jeg, at i min WA-kommentar mente sådan cirka det modsatte (at kun nogle særlige unge digtere er og kan kaldes internetdigtere ca.) af, hvad jeg troede, jeg via en smule ironi, men mest klartekst, gav udtryk for - derfor følte jeg mig tvunget til at kondensere kommentarens pointer til suppeterningsformat:

Min konklusion: al poesi på nettet er internetpoesi, en digter der arbejder målrettet, flittigt, originalt, unikt (teksterne trykkes, ikke umiddelbart, andre steder) med poesi på nettet kan med rimelighed kaldes en internetdigter, en internetgeneration kan helt generelt forstås som en generation/generationer der fra barnsben af er vokset op med internettet, en litterær internetgeneration kan ikke, som dumme journalister gør, defineres som bestående af digtere med et praktisk (de skriver på det) eller tematisk (de skriver om det) mellemværende med internettet (jfr. den ikke-aldersafhængige definition af internetdigteren ovenfor), digteren Caspar Erics forsøg på at definere en litterær internetgeneration ud fra et særligt digterjeg med tilhørende humør og stil, genereret af interneterfaringer, kunne være spændende at arbejde videre med, hvis der bare var andre stærke digtere og andre stærke tekster til at repræsentere generationen end ham selv og hans egne.

Halvpinligt nærværsdigt

Radio-
tavsheds
naturlige
forklaring:
Nuet
ankom
i form
af dig,
du er
lutter
nu