Flugtliste

Fra artikel på CNN.com om den ene flugt fra Alcatraz, der måske lykkedes - jeg besøgte Alcatraz for en 15 år siden med min mor og med fangefortællinger i ørene, sikke hjemsøgt en ø - og nu vil Trump genåbne fængslet som fængsel, fordi han en aften så den gode Clint Eastwood-film Escape from Alcatraz - jeg elsker også flugtfilm, fordi det er elementært skønt at se fanger gøre sig umage med og lykkes med at flygte, Trump tværtimod holder med fængselsdirektøren, er en fængselsdirektør: 

• Rubber raincoats stolen from fellow inmates, glued together to make a raft – 6 feet by 14 feet – sealed with steam pipes
• A vacuum cleaner motor used to make an electric drill
• Filed-down spoons used as screwdrivers
• A concertina, a musical instrument similar to an accordion – and one of the few items used the men didn’t steal – converted into a bellows to inflate the escape raft; Morris, who investigators said had an IQ of 133, bought it with $28.69 from his prison trust fun

Velkommen til MBZ i WA-B (GOML!)

Med en glimrende, vidende anmeldelse af et nyt bind Niels Brunse-oversættelser af Shakespeare debuterer tidl. Politiken-medarbejder Mikkel Bruun Zangenberg - som jeg har skændtes bravt med i over 10 år (bare googl Z + B) - i denne uges WA Bøger som Berlingske-shanghajede Kristian Ditlev Jensens afløser som verdenslitteraturanmelder: Hej med dig herinde, Mikkel!

Du har gjort mine sidste 14 dage, Werner, og du kan selv være artsy-fartsy (et tu, Caspar)

sidder (og hopper og går rundt) og skal skrive en anmeldelse af den kæmpe, fantastiske Werner Herzog-boks- 18 små og store film, fra 60'erne, 70'erne, 80'erne - til Ekko og ved virkelig ikke, hvor jeg skal begynde, så selvfølgelig gik jeg i gang med at YouTube-zappe efter alle mulige ANDRE WH-klip, og fandt via en ekstramateriale-tekst (rimelig skægt, hardcore-henkastet koncept, uomtalt i anmeldelserne: digt-synopser!) i Caspar Erics 7/11 (nå, ja, endnu en formalitet: streng datering af alle kulturprodukter, og fuld, korrekt titel):

(digt hvor jeg siger alt det werner herzog siger i den scene hvor han fortæller om alle de digte han hader i julien donkey-boy (1999) af Harmony Korine og som indeholder paralleller til jeg også kan lide the real stuff og Clint Eastwood)

- altså, Werner er jo ikke meget for cinema verité, han foretrækker, for virkelighedsEFFEKTENS skyld den såkaldte ekstatiske sandhed, blæst/blown op/up 1:1 1/2, og det gør Caspar vel også, sådan som han har collage-copypastet rundt på egen tekstvirkelighed i sin bog- og Juliens chaos-digt er vel ikke SÅ forskelligt fra Caspar youghurt-digt, som jeg for øvrigt går fuldt ind for i dets komplette monstrøsitet (højst synes jeg, monstrøsiteten skulle have været renere, uden de varierende, uddybende indskud)

Allegorisk kritik er er tilladt!

Se bare denne smukke, sardoniske begyndelse på Devin Faracis anmeldelse af Clint Eastwoods Jersey Boys på Badassdigest.com

Imagine a dog. The dog isn’t the best dog ever, but he’s a good dog. He’s got a lot of energy. He’s excitable. People like him. He’s got a lot of charm. And then an old guy, who used to be just aces with dogs, adopts him. You worry that the old guy isn’t as good with dogs as he used to be, but with his track record who are you to question him? The old guy takes the dog out for a ride and he has to stop and get smokes at the store and he leaves the dog in the car, all the windows rolled up, and the old guy gets caught up in some conversations and listening to some songs on the radio and so he doesn’t even realize that the dog is still in the car, slowly suffocating, and by the time he gets back to the car his neglect has left that dog a dead lump in the backseat.
That’s Jersey Boys.
This jukebox musical has two built-in advantages - the pop classics of the Four Seasons and a rise and fall story that’s not like every other music biopic. The movie version has a couple of advantages too, including John Lloyd Young, who originated the role of Frankie Valli on Broadway, and Vincent Piazza as the likably degenerate goombah Tommy DeVito. But director Clint Eastwood takes these advantages and pisses them away in a movie that’s the definition of anonymous direction, from its opening pan down from a grey sky to a street filled with old cars to stock standard performance scenes that drain the energy of great songs like Dawn (Go Away).

Saloonen, gravkammeret & landskabet

Kom jeg lige til at sammenligne (den unge) Christina Hesselholdt med Clint Eastwood i den dvd-anmeldelse (af 3 Hal Hartley-film fra de tidlige 90'ere)?

Ja! Og det gør min dag!