- den Smalle Litteraturpris; det kan ikke skjules længere! nemlig
SCHADEPRISEN
mindre litterær og gøglet og tyrannisk (har det samme dobbelte jury-bureakrati som Montana-prisen), men den er godt nok barberbladshvislende tæt på, og virkelig pinligt kender jeg faktisk IKKE 2 af de fire nominerede værker (den ene vinder,
Salatfeber, var en klar bobler til seneste Bet), hvilket det ser ud til at jeg i den grad burde! Smalt showdown!
2 x omtale:
"Schadeprisen uddeles af Krabbesholm Højskole i samarbejde med
Jyllands-Posten. Prisen, som er på 100.000 kr., er et tilskud fra Skive
Kommune. Det gives til en forfatter/kunstner, der i det forgangne år har
forholdt sig aktivistisk til litteraturen:
"Prisen gives til et værk med en multidisciplinær aspiration [...] et
værk, hvor litteraturen er et centralt element, men hvor den antager
former og frembringer motiver, vi ikke har kunnet forestille os."
(Schadeprisens fundats).
Schadeprisen er opkaldt efter Jens August Schade, der blev født og
døde i Skive. I Schades bøger løftes hverdagen ud i en universel
åndelighed, en kosmisk rasen, med inddragelse af grafik, typografi,
tegning og maleri i tæt samarbejde med billedkunstnere.
Indstiftelsen af prisen er for Krabbesholm Højskole kædet sammen med
oprettelsen af højskolens nye aktivistiske litteraturlinje, som vil have
litteraturen ud i verden. Med det samme! Og i kraft af en bred vifte af
medier.
Et bedømmelsesudvalg bestående af Ida Marie Hede, Amalie Smith og
Mathias Kokholm har nomineret fem forfattere/kunstnere til Schadeprisen
2016:
- Ursula Reuter Christiansen: 'Skarpretteren'
Bogværk og udstilling fra 2016. Med reference til Ursula Reuter Christiansens bog fra 1986 og hendes film 'Skarpretteren', der efter sin fremkost i 1972 har opnået klassikerstatus som kønspolitisk værk.
- Kasper Hesselbjerg: 'Salatfeber'
Tekst, skulpturer og østersservering. Eksperimentel gastronomi, der omkoder verden og finder absurde, velsmagende sammenhænge i tingene.
- Anne Mette Schultz: 'Institut for anvendt tale'
Performance og bog i stort format om et fiktivt institut. På én gang højpandet filosofisk og lavkomisk, absurd og intelligent.
- Jørgen Michaelsen: 'Forårsoffensiv i Danmark'
Kortfilm produceret til tvKUNST. En munter Danmarkskrønike.
Satirisk dada-montage af arketypisk, historisk tv-dokumentar.
- Lea Marie Løppenthin: 'Marts er bedst'
Håndsyet sanghæfte med akvarelmalet, solgult omslag. Digtene fører 70'ernes mantra om, at det personlige er politisk, op til en nutid med internet og antidepressiver.
Vinderen udpeges af Schadeprisens bedømmelseskomité: David Jacobsen Turner, Mikkel Bruun Zangenberg og Nanna Debois Buhl.
Prisoverrækkelsen finder sted på Krabbesholm Højskole
lørdag den 3. december kl. 15.
Jyllands-Postens litteraturredaktør David Jacobsen Turner vil motivere
valget af vinderen, og Skives borgmester Peder Christian Kirkegaard
overrækker prisen på 100.000 kr.
I forbindelse med prisoverrækkelsen udgiver Krabbesholm en
publikation om SCHADEPRISEN og arrangerer en udstilling med værker af de
nominerede i højskolens kunsthal FOUR BOXES."
"TO FORFATTERE DELER SCHADEPRISEN 2016
Ursula Reuter Christiansen og Kasper Hesselbjerg er kåret som de første
vindere af Schadeprisen, der uddeles af Krabbesholm Højskole i
samarbejde med Jyllands-Posten.
Priskomitéen fremhæver, at de to meget forskellige værker på hver sin
måde lever op til prisens ide om at hædre litteratur, "der antager
former og frembringer motiver, vi ikke har kunnet forestille os".
"Med de to værker i hånden har vi den dybe, revolutionære, udfordrende
parole og aktivisme over for den legende invitation til et litterært
gæstebud. De to pristagere inkarnerer både Schades lyse og mørke side",
fremhæver dommerkomitéen.
Ursula Reuter Christiansens "Skarpretteren" var oprindelig en
kortfilm fra 1972, som nu har fået nyt liv som stort bogværk.
Fortællingen handler om en kvinde, der ammer en dødssyg soldat og siden
halshugges af en rødklædt bøddel. Dommerkomitéen kalder den "en
kollektiv kraftpræstation: Reuters ekspressive filmmateriale og tekst,
Gitte Broengs præcise kortprosa og Louise Sidenius' stærke layout mødes i
et særdeles vægtigt og visuelt forførende værk".
Kasper Hesselbjergs "Salatfeber" er en rejsebog i brevform, der
begynder med, at fortælleren brænder efter at lave en salat, og bogen
hænger nøje sammen med Hesselbjergs arbejde som billedkunstner, hvor han
bl.a. har fremstillet falske østers i form af sake-opblødte vingummier
serveret i keramiske skaller.
"I en tid, hvor alle kokke tilsyneladende tror, de er kunstnere, er
der noget befriende ved en kunstner, der tror, han er kok" hedder det i
dommer komitéens begrundelse."
Ved prisoverrækkelsen blev de fem nominerede
forfattere/kunstnere præsenteret i højskolens riddersal. Ved den
efterfølgende udstilling med de nomineredes værker i Four Boxes
motiverede Jyllands-Postens litteraturredaktør David Turner
dommerkomitéens valg af vinder, og borgmester Peder Christian Kirkegaard
overrakte prisen på 100.000 kr. doneret af Skive Kommunes Rent
Liv-pulje."