JEG HEPPER PÅ EN ENGEL

Med stolthed proklamerer jeg: Min kæreste Cecilie Lind er nomineret til Krabbesholm Højskole og Jyllands-Posten litteraturpris SCHADEPRISEN for hendes roman Til en engels forsvar  og "hendes tilhørende virke som debattør" med denne motivering:

"Tilegnet dem, der kæntrer

Forfatter Cecilie Lind er indstillet for romanen "Til en engels forsvar" og hendes tilhørende virke som debattør.

I romanen "Til en Engels Forsvar" går en engel først i krig og får dernæst til opgave at drage omsorg for en pige, som den imidlertid forelsker sig i. Englen forvises og stilles til sidst for retten, hvor Gud griber ind. Pigen og englen er spejlinger af hinanden, en skrøbeligt uforsonlig dobbeltfigur med en legesyg selvopholdelsesdrift.

Bogen er en stærkt iscenesat, hyperæstetisk tekst og en ambitiøs fremstilling af begrebet "det gurlesque": En blanding af "girl" (pige) og "burlesque". I Danmark har det "gurlesque" eller mest været at finde i billedkunsten.

Linds tone er vrængende, sødladen og sårbart autoritær. Samtidig tegner Lind med stort mod billedet af en patetisk-kvindelig figur, et underskuds-individ, der normalt er tabubelagt.

Linds pige/ engel er ikke en moder eller anden omsorgsgiver, men en, der selv har behov for omsorg - en omsorg, der ikke eksisterer.

På den måde giver Lind indirekte stemme til dem, der falder igennem, og viser os flere måder, hvorpå man kan være til stede i verden.

Romanen kan læses i sammenhæng med Linds debatindlæg i dagbladene (f. eks. ' Dette er det tredje forår, jeg kæntrer', der fortæller om det psykisk sårbare menneskes outsiderposition i samfundet) og hendes poetiske "stream of consciousness"-fabuleringer på de sociale medier.

Med sin idiosynkratiske, anti-psykologiske, særegne og mediebevidste skrift rejser hun ikke bare vigtige politiske diskussioner om køn og samfund, men kommer også med sit helt eget bud på, hvad en roman kan være, skrevet med en kompromisløs stemme, der konstant er ved at krakelere."

De øvrige nominerede, hvoraf jeg skandaløst nok kun rigtigt kender (dele af) Vibrio, er: Rolf Nowotny og Glenn Christian for Vibrio + Jonas Georg Christensen, Kristian Sæderup og Mathias Sæderup for tidsskriftet Form og erfaring + Dea Antonsen og Ida Bencke for deres projekt Labratoriet for æstetik og økologi + Søren Andreasen for bogen Towards a lightness of mind and matter

 Værker og priser mødes og sød musik opstår i hjertet (og kasseapparatet)!

Effektiv normineringstekst

ved det ene (det andet er Peter Stein Larsen) af de to medlemmer i den danske jury, Elisabeth Friis (hendes første opdatering i aftes: "jesus jeg er så revnestolt og kæften min har jeg holdt Kirsten Kirsten Kirsten"):

"Kirsten Thorup debuterede i 1967 med digtsamlingen Indeni – Udenfor og har således 50 års forfatterjubilæum i år. Thorup har skrevet i alle genrer, men det er først og fremmest som forfatter til en række dybe, eksemplarisk vedkommende og socialt engagerede romaner som for eksempel Lille Jonna (1977), Himmel og helvede (1982), Den yderste grænse (1987) og Bonsai (2000), at hun har sat et blivende præg på nyere dansk litteratur.

Romanerne har givet deres mange læsere et spejl, hvori vi (som Shakespeares Hamlet siger) har kunnet se vor egen tids form med samt de kræfter, der har skabt den form. Romanerne skildrer det enkelte menneskes indviklede liv, og dette menneskes lige så indviklede sociale relationer – både til de nærmeste og til det samfund, der hos Thorup altid kræver sit. Romanerne giver ofte stemme til dem, der ellers ikke bliver hørt, de skrøbelige, de marginaliserede, de “forkerte”, og sådan er det også i den nye roman Erindring om kærligheden. Hovedpersonen Tara står egentlig over for et gennembrud som Hamlet i en eksperimenterende opsætning af stykket, men bakker ud af engagementet for bl.a. at kaste sig ud i et arrangeret ægteskab med en asylansøger, og Taras liv udfolder sig herefter som en planløs rutchebanetur. Hun er, som Hamlet, fanget i en tøven, hvad gælder hendes eget liv. Til gengæld rækker hun konstant hånden ud til samfundets udsatte – endskønt hun på sin vis er ligeså udsat og hjælpeløs som dem, hun hjælper. Tara får lidt tilfældigt datteren Siri, hvilket er en opgave, som hun har svært ved at klare. Og romanen følger deres forhold igennem en årrække: Et hjerteskærende og nådesløst forløb, hvor spørgsmål om det nære-som-det-svære, ret og pligt, det private og det politiske – og ikke mindst kærlighedens styrke og pris – behandles i en stadigt fordybet form. Vi når til den yderste grænse – og ud over den. Tara ender på gaden i nutidens København. Men det slutter ikke her. Siri er i mellemtiden blevet en politisk engageret performancekunstner, og Erindring om kærligheden bringer også en stor forsoning med sig i en mother/daughter-performance, hvor det feministiske perspektiv på bevægende vis forløser den spændte relation.
At betegne Erindring om kærligheden som en mor/datter-roman er dog både rigtigt og forkert. Rigtigt, fordi Tara og Siris relation er den kærlighed uden hvilken intet. Forkert, fordi romanen med sit brede og detaljerede samtidsperspektiv også handler om alle de relationer, vi er bestemt af. Og måske i særdeleshed de relationer, som vi vægrer os ved at indgå i – f.eks. relationen til den rumæner, der hver dag står og tigger foran supermarkedet.
Erindring om kærligheden er også i dét perspektiv en kulsort, uendelig nuanceret og viis roman. Den trækker vod i dybet, i vores fælles dyb, som kun virkelig litteratur kan gøre det."