Onkel Hector - The Post Apocalyptic Movie

Fjernet sidste linje - for umiddelbart hermetisk - i min uglade anmeldelse af Susanne Biers Bird Box (reklamer for hvilken fylder hele Nørreport) i sidste fredags WA Kultur:

Med andre ord vil jeg gerne se John Krasinski, der forresten spillede Jim i den amerikanske version af The Office, filmatisere Pia Juuls digt om Onkel Hector.

 

(forresten gjorde han altid sådan med hænderne, sådan)

-->

Oplæsningslæsning

Noget af det sværeste er at skrive om oplæsninger - litteraturforsker og digter Martin Glaz Serup gør et bravt og klogt forsøg i en lille artikel på engelsk, "The Poetry Reading", der kan læses via dette link. Martin læser oplæsninger af Vanessa Place og (med nærmest virtuos grundighed) Jacques Roubaud og selvfølgelig Pia "Onkel Hector" Juul:

"Being present in the same room as the reader during the reading allows various other extra-textual markers to affect  understanding of the poem, including the poet’s body, age, gender, way of moving,

way of talking, way of dressing, and the entire impression they make and their attittude. It can be something as simple as a sweeping gesture with the hand, as in Pia Juul’s (at least locally) well-known poem from Sagde jeg, siger jeg [I said, I’m saying (1999) about Uncle Hector, who always did that. Like that. You can’t see how Unc Hector does it when reading the book, but when Juul herself reads the poem aloud a sort of expectant tension always arises around this ‘Like that’. I have both seen her show what Uncle Hector does with his hand, and I have seen her, almost demonstratively, refrain. This tension about the anticipated gesture, which will perhaps never occur, itself constitutes a performative element, which entails that the reading and the author’s physical presence add somethin to the poem not found on the print page; part of the text’s intensity shifts from the printed page, from the text, out into the room, where it creates a presence, a trembling, a bodily rooted liveness,

which also creates a connotative caesura in the poem."

Glemte onkler

Jeg anmeldte Pia Juuls Avuncular denne morgen og formiddag og var færdig ret præcist, da TDC-teknikeren ankom og sad på vores nye sofa og var mumlende olm som en virkelig træls onkel - og jeg nævnte i anmeldelsen en endnu tidligere (MULIG) onkel end onklerne nævnt i blogposten nedenfor, men jeg glemte at pege på den klassiske Juul-onkel, Hector/Holger i de to næsten ens digte, der (næsten) indrammer nyklassikeren sagde jeg, siger jeg, her er den anden, mere omstændelige udgave, selvom I selvfølgelig allesammen kan det udenad (inklusive den gestus, Pia gør med hånden, når hun læser det op (eller man bagefter TROR hun har gjort med hånden):

*
Min Onkel Hector (- sagde jeg -
med et fiktivt navn, men navnet er Holger)
Min Onkel hector sagde
(men det har jeg fortalt dig før)
Han var på vej ned fra Banken
Han havde solen i øjnene
så sagde han
da børnene kom løbende forbi
Han sagde
nej han sagde
Nu siger Knud Erik det
og hans tre sønner det
og jeg selv det,
siger det samme, næsten det samme
Vi gentager hinanden omtrent
De begravede hunden
på Banken
og hunden hed skiftevis
Lassie og Jensen (Jensen var blind)
og Hugo og Hannibal
dér på Banken
min onkel Holger
(for det var Holger han egentlig hed)
Knud havde sagt det engang
på en anden måde
Her siger jeg det selv igen:
Vild du - eller ska jeg?
Jeg kan se ham tydeligt
md solen i øjnene
syrenerne på Højen
denne duft om Onkel Hector
Desuden gjorde han altid
sådan med hånden
Sådan som jeg forklarede dig før
- sådan

 - og den mindre klassiske, men også ret skønne hunde-onkel i dette digt fra samme samling, som den jo faktisk er titeldigt i:


*
Jeg kommer lige fra en underlig onkel
søn af en hund
sagde, jeg
sagde jeg, siger jeg
- værre: søn af en puddel
Hans bibliotek er et
af de bedre, fra gulv til
loft og så videre, men:
hvad hjælpr det og:
hvad nytter det
Han lagde sig i
min gamle arme
og sagde ingenting
helt lydløs
et dryp fra min rynkede hud
Hans slægt står langt
tilbage at ønske
en ubrudt linje af
fjumrede hunde
stærkt nervøse dyr med
skrøbelige hofteskåle
Med en frådende bjæffen i hælene
fandt jeg ud og faldt ned ad trappen