"Tager vi for eksempel indledningsscenen, hvor jeg hænger i armene på en mur," siger Ulrich, "kan man sige, at den afspejler noget af dét, jeg var optaget af på det tidspunkt, og som jeg kort foridne havde skrevet om i BT (! LB), nemlig i en idrætssammenhæng at benytte dét, der var ved hånden. Man behøvede ikke at tage hen i en særlig klub for at dyrke idræt. Man kunne også benytte en trappe eller en tilfældig mur, det var sådan set ligegyldigt - så længe man kunne hænge dér, kunne man goså gøre det til en undersøgelse af, hvad det overhovedet vil sige at hænge på den ene eller den anden måde? Hvad vil det sige at hænge i lang tid? Eller hvad vil det sige, at muren både er et sted, hvor man kan hænge, og hvor man kan hænge ud - hang out. Og så er man allerede i gang med en serie underøsgelser, som i princippet kan varieres i det uendelige."
"Dernæst kan man sige, at den specifikke scene i filmen er en undersøgelser af muren som æstetisk sted. Jeg syntes for eksempel, at det var en meget smuk mur. den havde noget rust, der var løbet ned ad den, så den scene kunne også handle om at se muren som et billede. Et tredie aspekt kunne være at forholde sig til muren i betydningen: spille op ad den. At se den som et sted, hvor man kunne øve sig, hvor man kunne fordybe sig i bevægelsens mange facetter, det rytmiske, de forskellige måder slaget kunne artikuleres på, og så videre. Når man så har set, at muren kan være meget mere end bare en træningsmur, som man kan tæske op ad, så kan man måske gå videre og se idrættens rum som et forskningsrum - og måske ligefrem et helligt sted, hvilket jeg ikke mindst har følt i HIK's hal, der for mig at se nærmest var en katedral med nogel sakrale dimensioner. Det var nogle af de udforskninger, der fra min side lå i filmen."
"Plus selvfølgelig alt dét omkring de forskellige bevægelsesmønstre, som i have scenen glider over i dans - i øvrigt ikke til James Brown, som mange har antaget, men til en gruppe, der hedder Charles Wright & The Watts 103rd Street Rhythm Band. De scener så jeg som en parallel til sådan en tradition i bluesmusikken, som LeRoi Jones - eller måske hed han Amiri Baraka - på det tidspunkt - har talt om, hvor man snarere end at danse til musikken skiftevis spillede musik og dansede. Så spillede man, så dansede man, så spillede man, så dansede man. På samme måde kan man sige, at de scener udgjorde nogle dansante mellemrum eller mellemspil - eller confinier, hvis vi skal bruge Kierkegaards term. Altså nogle mellemrum, der spillede ind på de øvrige mere traditionelt definerede elementer - som en kommentar til den konventionelle måde at skille tingene ad på: Nu spiller vi, nu tæller vi point, nu leger vi, nu er det alvor. Jeg ville jo gerne være med til at ophæve det inddelinger-
