Politiken (Carsten Andersen):
"Jeg tror nok, det er en ret sorgfuld bog, men der bliver ikke talt om sorgen. Den
ene grund til det er, at jeg skriver de bedste bøger, hvis jeg lader
være med at søndertrampe alt det, der gør forfærdelig ondt. Jeg nøjes
med at give det nogle få linjer, som kan mærkes ude hos læseren. Den
anden er, at jeg er utrolig dårlig til at skrive om følelser«. Mener du
det? »Ja, men det betyder jo ikke, at personerne ikke føler noget. Jeg
er bare bedre til at lade personerne handle. Kan man overhovedet sige,
hvordan noget føles? Jeg ville aldrig kunne skrive om, at nogen dør og
om alt, hvad det gør ved én, at nogen skal forsvinde. Dette sug under
brystbenet«. Hun mener, at sorgen skal føles i sætningerne i stedet for i den enkelte formulering. »Det
sorgfulde kan findes i rytmen, i formen, i et enkelt komma. Nutiden
udsætter faktisk døden. Datiden er fortalt et andet sted fra. I datiden
er det hele overstået. Det chokerende ved at være i dette nu er, at det
holder i live, og det udsætter, hvad der måtte komme af død og afsked."
"I din nye roman kan helt forskellige ting være sidestillet.
Bivirkninger fra morens piller, en solstribe, der flytter sig, eller et
ældre par, der er på vej ud af brugsen. Hvad er strategien? »Jeg har
ingen strategi. Det er den ene sætning, der føder den næste. Jo flere år
jeg har skrevet, jo mere konkret bliver det, men samtidig også mere
gådefuldt. Det ville jeg aldrig have sagt til dig, da vi
mødtes første gang for snart 20 år siden. Jeg ville aldrig have sagt, at
jeg ikke vidste, hvad der skete. Det ærlige svar er, at der skal være
et flow, og tit er der forbindelser eller associationer, som jeg kan
mærke, men nogle gange har det også at gøre med, at jeg har brug for at
få læseren til at læse langsomt. Man kan ikke læse mine bøger, hvis man bare stormer af sted. Alle sætninger er vigtige."
Alt for damerne (Marie Louise Truelsen)
" - Jeg havde sådan en stor interesse i at læse, da
jeg var barn. Og affødt deraf kom interessen for at
skrive. Det kan virke meget stimulerende, hvis ens dansklærer siger, at
det, man skriver, er godt, og jeg fik meget ros for mine stile. For
nylig fandt jeg min dagbog, fra jeg var 16 år, frem, og det var faktisk
helt forfærdeligt at læse noget fra dengang. Jeg tænkte, gud, hvor skrev
jeg dog dårligt! Og jeg blev faktisk ved med at skrive sådan længe,
fordi jeg havde fået at vide, at det var godt. Når jeg ser på det i dag,
var det frygtelig patetisk og ungt, men det skulle det vel også have
lov til at være. Det var samtidig spændende at finde den dagbog, fordi
min nye roman, " de", handler om en pige, der er 16 år.- Jeg begyndte at skrive så snart jeg kunne, og allerede som otteårig
skrev jeg mit første digt. Jeg skrev også løs, mens jeg gik i gymnasiet,
og jeg begyndte at lede efter steder, hvor jeg kunne sende mine tekster
ind, så de kunne blive trykt. I 1985 sendte jeg et af mine
gymnasiedigte ind til ALT for damerne, og det kom i bladet! Det var
noget af det største, der var sket for mig på det tidspunkt, og det er
sjovt at tænke på lige netop i dag, at jeg faktisk debuterede i ALT for
damerne med digtet " Din ømhed". Det er noget, jeg først har fundet ud
af for nylig, ellers har jeg altid troet, at jeg debuterede med en
novelle i Information. Men det er altså ikke rigtigt. At få trykt det
digt gav mig virkelig blod på tanden, så jeg begyndte at sende tekster
ind alle mulige steder, og derfra blev jeg så bare ved med at skrive."
Kristeligt Dagblad (Daniel Øhrstrøm)
" Jeg tror faktisk, at jeg ville kunne recitere hele romanen for dig, fordi jeg er gået igennem den så mange gange. For det er helt vildt, hvor meget bedre det kan blive, hvis man lige får flyttet et lille ord eller rykket lidt rundt," siger Helle Helle og smiler med øjnene, inden hun svarer på, om man da ikke kan få sprogligt rengøringsvanvid: " Jo!", siger hun og griner: " På et tidspunkt må man også give slip, men jeg vil gerne have, at hvert ord skal give mening som en uundværlig del af den kæde af sætninger, der tilsammen skaber fortællingen i romanen." Helle Helle er også blevet berømt for sin minimalistiske prosa, der er oversat til 20 sprog. Selv håber hun, at den nye roman bliver oversat til tysk, fordi titlen " de" så kan blive til det tyske " sie", der som bekendt både kan betyde " de" og " hun".
" Hvad betyder sætningen " Alle veje fører til veje" først i romanen? " Den har mange betydninger.
Jeg
tror ikke, jeg kender dem alle endnu. Men straks, jeg havde skrevet
den, vidste jeg, den skulle med. Senere samme dag stod jeg og lavede mad
og opdagede, at jeg var kommet til at tage mit forklæde omvendt på. Det
er et forklæde, min datter har lavet i skolen med et påtrykt ' MOR'.
Nu
stod der ' ROM'. Så tænkte jeg: Det var der, sætningen kom fra. Den er
forbundet med MOR, skrevet baglæns, på en måde, jeg ikke helt kan
forklare. Senere har jeg opdaget, at der er et baglæns-tema i romanen.
Handlingen bevæger sig på en gang bagud og fremad. Det har at gøre med,
at alt er skrevet i nutid. Der er kun en anelse før-nutid, bortset fra i replikkerne. Denne
nutid er måske med til at udsætte den katastrofe, der venter. Romanen
handler jo om en mor, der bliver alvorligt syg. Den sidste tid, min egen
mor levede, begyndte jeg af en eller anden grund at gå baglæns ud af
rummet, når vi havde sagt farvel. Vi grinede en del af det. Min mor
fulgte mig til døren på hospicet, og så gik jeg baglæns hele vejen ned
mod stationen. I dag går jeg faktisk også baglæns væk fra hendes grav."
Berlingske (Jeppe Bangsgaard)
"Jeg tror nok, at noget af det, der gør, at jeg er blevet forfatter - og
det går måske begge veje - det er, at jeg har en virkelig god
hukommelse, når det gælder visse ting. En helt sygt god hukommelse. Jeg
kan huske, hvad jeg har givet alle i julegave altid og også tit, hvad
jeg har fået. Det er i grunden lidt pinligt, men det, jeg allerbedst kan
huske, er, hvad jeg har haft på i næsten alle situationer. Jeg kan
huske, hvad jeg havde på første dag i gymnasiet. Det er måske ikke så
mærkeligt, for dér tænker man jo meget over sin fremtoning. Men jeg kan
også her som voksen huske, hvad jeg har haft på til alt. Det hænger vel
sammen med det, der er et omdrejningspunkt i mine bøger - at personerne
tilsyneladende er meget optaget af, hvordan verden ser på dem, men sådan
set lige så meget af, hvordan de selv ser på verden. Men samtidig
skriver jeg egentlig ikke ret meget om det i mine bøger. Jeg skriver for
eksempel ikke noget om, hvordan personerne ser ud. Det aner jeg ikke.
Jeg ved ikke, hvordan nogle af personerne i mine bøger ser ud, det
interesserer mig ikke, og jeg kan heller ikke se personer for mig, når
jeg læser. Men jeg kan se en høj hestehale, et elastikbælte eller sådan
noget."
"Jeg bliver også tit spurgt: »Nå, er det så bare sprog?« Ja, gu' fanden
er det sprog! Eller både ja og nej, vil jeg sige. Det ER sprog.
Historien er sprog, den er bygget af sprog. Det er klart, at det er
indholdet i historien, som er afgørende for, at det hele sættes i gang.
Men det vigtige er, hvordan det bliver skrevet. Hvis du kan skrive godt,
så kan du skrive verdens bedste roman om tre mennesker, der sidder ved
et bord og kigger ud af vinduet. Hvis du ikke kan skrive, så kan du have
hele klimakrisen med og skide hul i det. Så selvfølgelig er det sprog.
Og helst sprog, som er noget andet, end det plejer at være, noget nyt -
noget, der får én til at standse op, mærke efter, hvordan det egentlig
er, vi taler og så videre. Så det er serious business, en slags
grundforskning."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar