tirsdag den 23. januar 2018

4 stjerner for at tilhøre de forkerte 90'ere (dvs. de seneste)

Det er en virkelig underlig aldersoplevelse, som Rasmus Vangshardts 4 stjerner-anmeldelse af Korshøjen i Kristeligt Dagblad bibringer mig: Jeg kritiseres for med min syntaks og vokabular at være for dybt og utidigt begravet i de ironiske 1990'ere til at præstere en ægte, renfærdig og fuldtonende, 1890'er-agtig 2018-patos (hvor man siger sekel i stedet for årti og savnsnærvær er et ord) - at den patos ikke lykkes mig, er jeg vistnok meget godt tilfreds med, for mon ikke det faktisk er hele (eller OK halvdelen af) meningen? Et uddrag

"Som nævnt og bestemt ikke glemt, når -Korshøjen- til tider en intens og ærlig erfaring af at savne en far, der beskrives som en anekdoteløs og umytologisk savnfigur, fordi han ikke var synderligt sær, fraværende eller hård, men til stede - som en god far, man forståeligt ville savne. Og på paradoksal vis mest kan gøre det anekdotisk.
Faktisk er prosadigtene slet ikke så patetiske, som forlaget og vist også forfatteren bilder sig ind. Uformidlet savnsnærvær til trods er Bukdahl også stadig fanget i den velkendte damp-ironiske syntaks, der stadig er præget af stemningen fra slutningen af det forrige sekel: -Når jeg viser dig billeder af ham, vil jeg/ bare råbe: SER HAN IKKE RAR UD?, for/ det synes jeg simpelthen bare, han så meget/ gør, og det kan jeg ikke huske, at han var,/ jeg kan kun huske, AT HAN VAR ().-
Der er selvfølgelig et vist ønske om at vække følelser i tilhøreren her (det vil sige: patos), men i både versaler og den naivistiske brug af -så meget- som adverbium er der ikke blot patos-stilistik, men også spoleret syntaks på den unødvendige måde. Det samme gælder brugen af en del talesprogsironikerudtryk som -totalt- (gentaget), -toppinlig- og -superpiratos- - det er altså stadig kodylt usamtidigt og ikke patetisk i den klassiske forstand."

Altså Superpiratos er jo ikke et talesprogsironikerudtryk, det er en ting, der virkelig findes, og findes til stadighed: 

Billedresultat for super piratos 

- en tom pose! 

3 kommentarer:

  1. Min fars gamle ven Ole Jensen skriver som svar på Rasmus V's link til sin anmeldelse på FB:

    Jeg har svært ved at se, at du har ret i de eksempler, du nævner som svag tekst.

    Jeg nærer dyb veneration for Jørgen K., min ven og nære kollega fra sluttredserne. Og han var en umådelig opofrende far. Lars boede nærmest på nakken af ham, når han var vågen som lille. Jørgen tog sig af ham, som ingen andre fædre på den tid tog sig af deres børn - det var stadig næsten udelukkende kvindernes afdeling. Men som i alle andre henseender brød Jørgen normer ned. Jeg føler stærkt med Lars og glæder mig til at læse bogen.

    SvarSlet
  2. Og jeg skriver selv:

    Tak for rosen, Rasmus, kritikken (præmissen (at målet skulle være en klassisk patos) såvel som smagsdommen) er jeg sjovt nok uenig i

    SvarSlet
  3. Jeg har også en tekst i bogen om den faste anekdote om mig på skuldrene af min far, når han universitetsforelæste. Ole Juul melder sig i en kommentar til anmeldelses-linket som øjenvidne (og måske skete det faktisk mere end én gang (og ikke nødvendigvis af nød (hver gang), som ellers påstået (via min mor) i bogen)):

    Jeg husker en øvelse, hvor Jørgen K. gennemgik en vanskelig tekst, hvor tavlen var skrevet fuld af citater, henvisninger o.a. og hvor han gik frem og tilbage, frem og tilbage mens han reflekterede over teksten - og Lars sad på skuldrene og var faldet i søvn. Jørgen K. var en utrolig generøs person, hvis viden, indsigt og viljen til at samtale - skønt alvorlig syg - jeg nødt godt af, da jeg skrev en større opgave om Ole Wivel.

    SvarSlet