Alexander Vesterlund "Har
ikke fået læst hele tråden, men når jeg skriver om at læse teksten som
et digt, må det ses i lyset af de pointer i min anmeldelse der handler
om konceptualisering og appropriering. PCW henter jo selv materiale fra
listen ind i sit lyriske univers. Jeg forestiller mig eller foregriber
med min "læse som et digt"-kommentar hvad nogen før har kaldt en ren
konceptualisme, altså hvor "ikke-poetisk" tekst flyttes ubearbejdet ind i
en poetisk sammenhæng, og det gør jeg jo ikke fordi jeg bare har det
vildt over at læse teksten som digt. tværtimod møder jeg mange problemer
- fx min egen skam over ikke at føle sorg - og 100 andre spørgsmål der
føles nødvendige og påtrængende - om mig selv, men også om forfatteren
og de katastrofer han vil tage hånd om.. Så kan man kalde sådan et værk
eller sådan en tilgang for hyklerisk - men så har vi sgu da også fat i
en diskussion der føles vedkommende."
- og før da grublede han løs på Twitter - i dialog med Peter-Clement (svært at rekonstruere den præcise sekvens, der her mest er baglæns!):
- og før da grublede han løs på Twitter - i dialog med Peter-Clement (svært at rekonstruere den præcise sekvens, der her mest er baglæns!):
Nogen har diskuteret med udgangspunkt i min anmeldelse af Peter-Clement Woetmanns digtbog: http://bukdahl.blogspot.dk/2017/03/om-ren-og-uren-navnedropping-en.html …
Hvorfor? Fordi det kan konfrontere mig med ubehagelige spørgsmål - om skriften, om forfatteren og om virkeligheden
Kan alle verdens katastrofer beskrives med ens eget smukke sprog?
I dødslisten ser jeg tekst, der er skrevet med største nødvendighed.
Men for mig stiller det konceptuelle relevante spørgsmål til både, hvordan man skriver og møder tekst i dag
Det er klart at den rene konceptualisme må føles et sted mellem ligegyldig og provokerende på digteren, der lever af sin egen sensibilitet
Når jeg forestiller mig at læse en dødsliste som et digt, er det vel kun uetisk, hvis man har nogle meget snævre ideer om tekst og kunst.
Alexander Vesterlund har retweetet Politiken
Jeg har anmeldt Peter-Clement Woetmanns nye bog, som jeg trods nogle anker holder af.
Harald V. svarer Alexander V.:
SvarSlettak for dit svar her, og jeg er ked af, at jeg først så sent fik gjort tråden offentlig - det troede jeg, at den var. Jeg forstår vist nok en del af konteksten, du ville se det i (Goldsmith og Place, som jeg dog aldrig har set andet end fidusen i), men det blev så voldsom en formulering - prøv at læse dødslisten som om den var et digt. Men, hvis jeg forstår dig ret nu, siger du måske snarere, at du, konfronteret med listen - efter at have læst bogen og fordi listens materiale allerede her var indsat i en litterær kontekst - kom til at se på listen med en slags skiftende (litterært / ikke-litterært) blik og havde det meget dobbelt med den læseoplevelse? Så er det jo noget andet, end jeg troede.
Alexander og Peter-Clement snakker videre (og er nu vistnok holdt op):
SvarSletAlexander Vesterlund
Og udover de spørgsmål og problemer, jeg møder som læser, synes jeg også man kan overveje, om list-værket ikke rummer sin egen etik. Forfatteren tilsidesætter eget behov for at udtrykke sig og giver hele pladsen, hele opmærksomheden til alle de her mennesker - ikke bare Alain Hatungimana, men også Michael Kelly, der også står på listen.
Peter-Clement Woetmann
Er den empatisk? Og hvorfor skulle de mennesker jeg ikke specifikt nævner ikke være indskrevet i teksten, når den rent faktisk henviser til listen?
Jeg synes det er kedelig romantisering af konceptuel litteratur, du er ude i. Som om forfatteren ikke var til stede med alle sine privilegier (og ikke mindst sit behov for at udtrykke sig) når han eller hun laver en readymade.
Til gengæld oplever jeg, du som anmelder ikke er interesseret i tekstens ærinde. Du gør det skønne sprog til forfatterens (mit) behov for at udtrykke sig: Really?
Du skriver sådan noget som "han skriver meget godt, det kan man ikke tage fra ham". Men du forholder dig ikke til, hvad landskabet og idylen skal og hvad hovedgrebet (min krop er/ min krop er ikke) betyder. Istedet skriver du om det her sære begreb Litteraturens comfort zone som vel betyder at du føler at bogen er ufarlig. Det kan jeg ikke rigtigt argumentere med eller imod, andet end at sige, at for mig er bogen ikke i en "comfort zone". Der er helt sikkert mange problemer i teksten (fra mit selvgode sted føles den grusom).
Heldigvis kan jeg ikke tage din læsning fra dig, og håber bare andre også vil blande sig med deres læsninger og tanker.
Alexander Vesterlund
Fordi du håndplukker i teksten og vælger at nævne Alain Hatungimana og ikke Michael Kelly. Hvad har dine udvælgelseskriterier været? Ordlyden af navnet? Når jeg i din bog kan læse: ”Min krop er ikke Kidane, ikke hende der så sin mor og 11-årige søster dø i de sorte bølger// Min krop er ikke Bernard Hukwa, fundet død drivende ned af Themsen. // Min krop er ikke Alain Hatungimana.” så rammer det mig ca. lige så meget som en avisoverskrift. Jeg ser din rørelse før jeg ser noget andet. Jeg synes ikke det er særlig vigtig poesi, I'm sorry. Og du er nok ikke den første forfatter, der er uenig med en anmeldelse, der ikke flugter med din intention, det lever jeg fint med. Romantisering af konceptuel litteratur? Jo, jeg følte mig da lidt kaldet til at svare på Haralds statusopdatering og blev måske revet lidt med af at forestille mig, hvordan det her værk ville være interessant. Ikke til stede med sine privilegier? Jo da, jeg kan også se problemerne i det - og hvad så? Jeg forsvarer det ikke for at nedgøre din bog, men fordi jeg havde lyst til, at Harald skulle se konceptuel litteratur som anden end en fidus.
Alexander Vesterlund
Og det med, at man ikke kan tage din smukke sprogtone fra dig, rummer jo den pointe, at jeg synes din bog trives lidt for elegant med at skrive om det her...
Peter-Clement Woetmann
Det er problematisk at udvælge navne fra en liste, hvor alle navne er vigtige. Jeg har ikke haft noget princip fordi det er en bevægelse fra ukonkrete masser til specifikke mennesker. Det er jeg helt med på kan opleves som problematisk. Derfor henviser jeg i kolofonen til hele listen. Fordi det især er problematisk at der overhovedet er mennesker, der skal omkomme på vej til Europa.
Det er fint nok, du ikke føler noget når du læser bogen. Det er ligesom feset ind. Jeg er ude af denne tråd.