Den der leviterer sidst - om pizzaers betydningstyngde

Caspar Erics nedenstående opdatering har genereret  et utal af af mere eller mindre og meget idiotisk og hysteriske (ja, et kønne ord, et mandligt kønnet ord) tråde. Denne her handler om at læse et digt, dette af debutanten Maja Mittag: "hvis jeg dør snart/ vil jeg kunne identificeres ud fra:/ en række af skønhedspletter, der ligner cassiopeia/ operationsarrene på min mave/ et brændemærke fra domnio's på min venstre hånd/ brændemærkerne fra mine arme/ som jeg påstår også er fra domino's", som jeg citerer til sidst i min Blæksprutte i WA Bøger i fredags: 

Caspar Eric

May 20 at 1:42pm ·

Jeg kan for 0kr/timen på Face levere mere dybde i litteraturdebatten end det pt. føles som om Weekendavisen kan. Tænk hvis folk godt gad prøve på at lade som om at interessere sig for at være nuancerede og læsende i stedet for bare at citere dumme kategorier de ikke aner hvad betyder. Allesammen. Det er jer allesammen jeg mener. Dagbladskrisen er også jeres skyld.

Comments

Tue Andersen Nexø Hvem har nu skrevet noget dumt?

Lars Bukdahl Mig

Caspar Eric Lars, jeg synes jo fx ikke at realisme er vigtig i sig selv. Jeg synes heller ikke jeg er Egholm (hedder han det) agtig ved at sige at meget af det poesi jeg læste tidligt, følte jeg mig underligt ekskluderet af. Jeg er enig i iøvrigt at hvis realisme er et krav, er det et krav der skal udfordres. Derudover synes jeg det lyder som om i din kritik af Maja Mittags digt, at hun selv tænker at pizza og Cassiopeia er poetiske eller kan være det. Det er påfaldende at du gør det synes jeg, ved at citere præcis et stykke der handler om fx selvskade og ar på en krop, men den eneste der bruger tid på den pizza er dig. Derudover så synes jeg at både dig og Tobias Skiveren skriver om new sincerity som en nem måde at sige ungt og overfladisk. En ting jeg er træt af ved velmenende kritik af kritik af navlepillende bøger fx, er at den hele tiden synes at sige: hvad med de her andre bøger. I stedet for at sige: også der hvor det navlepillende tilsyneladende findes, så findes det måske af en grund. Med vilje. Ikke som bieffekt som nogle gange sker, men som noget reelt vigtigt

Lars Bukdahl Caspar! Nu synes jeg måske snarere, at New Sincerity er en gammel ting, Lins debutsamling har 10 års jubilæum i år, eller måske bare En Ting, en stil- og form-ting med tilhørende mere eller mindre forordnet ting-indhold. Hvad angår Mittag-digtet, fatter jeg godt, hvad det handler om, det blinker det rimeligt tykt (og, med mit ord fra avisen, klodset - hvorfor ikke bare sige det lige ud, det troede jeg sincerityen gik ud på); mit pizza- og Cassiopeia-problem med digtet (og digtsamlingen - som det parallelt er med Sofie Diemers langt ringere Gyldendal-debut) er, at pizza klichéagtigt skal signalere realisme og Cassiopeia klichéagtigt skal signalere poesi (dér er du som pizza-digter og fx Signe Gjessing som stjernedigter helt anderledes spilfærdige i og med jeres inventar). Og så fuckes da lige præcis det "vigtige" selvskade-motiv op på mest håbløst litterære facon. Guderne skal vide, at jeg er helt med på navlebeskuen (jfr. min evige ros af dig) som lige så vigtigt som al mulig anden ydre og indre og himmelvendt beskuen, men altså, altså, altså, den kunstneriske kvalifikation må da for helvede ligge i formen med hvilken, ellers kan du i morgen modtage 5 ton VIGTIG poesi fra Hvedekorns afslagsbunke.

Caspar Eric Jamen L, på en måde er jeg jo fuldstændig enig i de ting der står her. Bortset fra hvorvidt Lin er new sincerity (han er forløber til dét som langt mere stiliseret og derfor ofte irriterende ikke selvtvivlende. Er stadig ikke enig i pizza-forbeholdet hos Mittag. Slet ikke i den scene. Cassiopeia signalerer ikke klassisk poesi eller whatever. Det signalerer intet. Det er bare noget noget andet kan ligne (og som ANDRE vil identificere det som). At digtet ikke siger det ligeud-nok er jeg også uenig i. Jeg er osse og det er det der er vigtigt: uenig i at Majas bog er en new sincerity bog. Pizza SKAL iøvrigt ikke signalere realisme. Jeg tror vi er enige om at det ofte bliver et popmarkørværktøj, men Mittags jeg er et Dominoarbejdende jeg.

Lars Bukdahl Virker som om din og Sørens hadefest er stilnet af ... Back to poetry. Jeg synes, du naiviserer både digtet og digteren kriminelt. Alt er stil og alt er valg, Selvfølgelig er Cassiopeia ikke en vilkårlig hvad som helst-sammenligning, der kunne være blevet sammenlignet med 1.000 andre ting, der sammenlignes med en stjerneformation, det betyder. Og selvfølgelig er Donimo's-linket heller ikke uskyldigt, bare fordi digterjeget arbejder dér (at digteren også har gjort det, nævnes, endnu mindre uskyldigt, i pressemeddelelsen), det betyder også. Og især i sådan et liste- eller parade-agtigt digt: skønhedspletter = Cassiopeia + operationsar + brændemærke fra Domino's + brændemærker fra underforstået selvskade. Det er jo ikke en "naturlig" "realistisk" liste, den insisterer tungt på hvert element og dets betydning. I det hele taget er hele set-up'et ekstremt retorisk/litterært: hvis jeg døde kunne jeg identificeres ved ... og det samme er slutningens intimiderende quiz-patos: "som jeg påstår", hvis I forstår, hvad jeg mener, nudge, nudge!?. Det vil så frygtelig gerne være et godt og rørende digt, og derfor bliver det det ikke.

Lars-Emil Woetmann Nielsen Det rørende lyder som noget sentimentalt noget, det vil det ikke være, modus er mere kold og lakonisk, sådan læser jeg det i alle tilfælde.

Lars-Emil Woetmann Nielsen Ved ikke hvad vil være godt digt betyder, det pynter sig da ikke med oppustet billedsprog som digte der gerne 'vil være gode' har det med at gøre.

Mads Eslund Æd den her pizza: http://ekstrabladet.dk/.../18-km-lang-her-er.../6088598

1,8 km lang: Her er verdens længste pizza

ekstrabladet.dk

Mads Eslund sømilspizzaen

- 2 kommentarer udenfor tråd til Lars-Emil Woetmanns 2 kommentarer kunne være: 

Den vådeste sentimentalitet er hårdkogthed (i digtet accentueres hårdkogtheden som sentimentalitet af den fikse dækning af selvskaden, det jeg kalder quiz-patos ovenfor). 

Det villede gode digt kan jo ville være alle mulige slags digte, også "koldt og lakonisk"

THIS JUST IN:

Caspar Eric May 22 at 10:56am Lars, jeg vil først lige sige at jeg synes det er fejt, at kalde det ''min og sørens hadefest'' - som om jeg skulle finde lyst i at forsvare mig mod personlige hånlige angreb. Det gør jeg ikke. nu om new sincerity: mit problem med at bruge det udgangspunkt for at læse Mittag (og andres digte) er at man investerer dem med en intention om oprigtighed. Jeg tror, fx i Mittags tilfælde, at det ville være mere givtigt at kalde det noget i retning af ''stenet melankoli''. Teksterne arbejder med en stenet melankoli, og den stemning er knyttet både til forventninger om ''den gode poesi'' og ''det gode liv''. På den måde vil den stenede melankoli måske udfordre begge kategorier, eller man kan sige, at den forsøger. Jeg tror netop ikke den stenede melankoli nødvendigvis arbejder med realisme. Hvis new sincerity har noget med realisme at gøre, så har Tao Lin ALDRIG været realist. Måske en smule i Shoplifting, men alle de andre bøger har forskellige grader af en art postmoderne magisk realisme. Et andet problem ved cirkulationen af ''new sincerity'' begrebet er, at kritikere/anmeldere igen og igen (mig selv inklusiv ind imellem) siger at det kunne være ''det der bliver kaldt new sincerity''. Men det kvalificeres aldrig. Det kvalificeres aldrig hvor det er, og på hvilket grundlag at noget er blevet kaldt new sincerity. Det vil altså sige at der bare er et begreb som bliver cirkuleret igen og igen, og hver gang det cirkuleres forstærkes denne her myte om, at det skulle handle særligt om at foretrække popinventar. Det tror jeg er en farlig måde at læse på. For spørgsmålet er jo hvorfor det foretrækker popinventar. Lige så lidt som du synes at det er skyldigt at jeget hos Mittag arbejder på Dominos og derfor skriver om pizza, jamen så må man jo spørge: ville det være bedre hvis jeget arbejdede i en boghandel. Nej, det synes jeg i hvert fald ikke. Pizza er en popting, men det er også første gang vi ser pizzaen koblet til arbejde. Et arbejde der sætter mærker. Når du så samtidig skriver at digtet ikke siger tingene lige ud, jamen så gør det jo netop det: Det taler om ikke at tale om det, samtidigt med at det taler om smerten så tydeligt jeget kan. Så kan man synes det er fedt eller ufedt. Men tykt er det jo ikke. Det er bare ikke en bekendelse. Jeg ved ikke om det frygtelig gerne vil være et godt og rørende digt. Jeg synes det er værre med digte der lader som om at de ikke vil være gode og rørende. Hvis det endelig skal være. I begyndelsen i Skandinavien især og i USA har deadpan været et opgør med en højstemt melankoli. Jeg tænker at Mittags bog er te forsøg på, inde i popuniverset, at insistere på at bringe noget af højstemtheden og patossen tilbage. Det er ikke et kunstsyn jeg nødvendigvis er enig i. Men jeg kan godt synes at det er noget som JEG ØVER MIG I AT VÆRE GLAD er ret konsekvent omkring. Jeg har det i øvrigt fint med at du er lunken/afvisende over for At stjæle fra American Apparel. Men jeg synes grundlæggende at det var/er (da jeg skrev status) et problem for bogtillæg som WA at de her skjulte kategorier om skønhed og bestemt ''rørende men ikke forsøgt rørende'' cirkuleres uden kritisk at forholde sig til det. Det samme når (Det her er bare en til alle agtig kommentar) Tobias Skiveren skriver at måske er jeg new sincerity-agtig, men hvad med de her andre forfattere..... så legitimerer han Elholms kritik og siger, vidst nok, indirekte, at nogle af Elholms kritikpunkter skulle passe på Nike eller Det nemme og det ensomme eller hvad. At de to bøger skulle være særlig sætnings/formoptagede/fortættede har jeg svært ved at se. Jeg har selvfølgelig også svært ved at se at de ikke er helt vildt gode