søndag den 1. maj 2016

AKADEMI TIL TIDEN! Helle Helle får Den Store Klat!

Hun skulle lige nå at fylde 50, men alligevel! For en gangs skyld er Det Danske Akademi i nærheden af at kende sin besøgelsestid og giver sin Store Pris til

Helle Helle 

Lynhurtigt er de kommet ned gennem generationerne (i forhold til de massivt mange modtagere fra 60'er- og 70'er-generationer), med vel mange glimrende og gedigne gamlinge indimellem, 1 Stor Pris til en 80'er-digter, F.P. Jac (født 1956), 2008, 1 Stor Pris til en sen-80'er.-digter, Thomas Boberg (født 1960), 2014, og nu omsider Den Store Pris til en 90'er-digter, HH (født 1965), og den helt helt rigtige, synes jeg! Thi hun er

Den største til det mindste (forslag til nyt reklameslogan (kan også bruges om Eske K. Mathiesen, når han får prisen - DE er de største til det mindste, rullekufferter og bænkebidere))

Her en Marianne-tekst, en slags poetik for alt hvad der siden skriftligt hændte, fra debutbogen med den perfekte (herunder perfekt poetologiske) titel Eksempel på liv, 1993:

"Marianne er bange for gode historier.
  Hendes moster tjener penge på den slags og udfritter altid et selskab for nyheder og sammenfald, der kunne sælges.
  Skete der noget påfaldende i Mariannes liv, holdt hun det for sig selv. Som for eksempel dengang hun mistede 5 tænder i overmunden. Heldigvis var mosteren ikke til stede, men havde hun været der, ville Marianne have rejst sig med lukket mund, imens de to forbrydere løb væk med hunden.
  Mosteren døde for flere år siden. Marianne følte sig så stærk efter begravelsen, hun har stadig lyst til at bruge sine kræfter. På styrketræning eller gymnastik, en gangart som kan forhindre hende i at blokere trafikken på ethvert fortov. Hun er træt af skældsord."



foto: Sofie Amalie Klougart

Ingen kommentarer:

Send en kommentar