Den 1. på den 2.

Altså den første blogpost i februar skriver jeg den anden februar, og grunden til, at jeg ikke skrev nogen blogpost i går, var for det første tømmermænd, og for det andet, at jeg var så pinligt bevidst om mit bagsidedigt i WA Bøger, og i mit storhedsvanvid mente, at det måtte alle andre være også, at abonnenterne og løskøberne sad ved morgenbordet og formiddagsbordet og eftermiddagsbordet og middagsbordet og aftenbordet og nattebordet og rystede på hovedet og sagde, bliv ved din forlæsthed, digter er du for længst ikke, men selvfølgelig er der ingen, der har reageret, og sikkert knap nok nogle der har opdaget, endsige læst digtet; det er ligesom Pablo Llambìas' sonetsamlinger - jeg er nu nået til side 160 i nr. 2, og sikke man man keder sig raskt! - hvor han hele tiden forestiller sig den grande skandale, som udgivelsen vil afstedkomme, og som påny er udeblevet, fordi folk mest bare keder sig, men i det mindste gør det raskt, så de bliver ikke for alvor irriterede, og forargede er der ingen, der gider at være, og i lige præcis 1 sonet i det nye bind er det nøjagtig det, sonettisten frygter (og han mener vel buzz, fuzz lyder som en dansk forvrængning af fizz, der netop betyder, at noget fuser eller fiser ud):

Jeg forestiller mig, at der ikke sker
noget særligt. Bogen bliver udgivet.
Den bliver rituelt, men ikke særlig
dybt, nedsablet i Forfatterskole-

miljøet. Der kommer en række
anmeldelser, nogle udmærkede,
andre afvisende. Et par blade
prøver at gå i dybden med

temaet angst og litteratur,
men ikke mange gør sig overhovedet
nogen umage med at følge op
på bogen. Der kommer kommer i det hele taget ikke
det fuzz, som jeg går og håber på.
Ingen forargelse, ingen debat. En fuser.

For det kunne unægteligt have været skønt, hvis en eller anden havde gjort sig sig den umage at formulere sig gnavent om mit lille, rimede digt, og fx bare Nicolaj Stochholm, som jeg anmelder i samme nummer af avisen og kritiserer for ikke - nok så smadret og ødelagt - at rime mere i sin nye bog, men på Facebook nøjes med at hilse på mig med en lille, fyndig aforisme (som jeg er enig i):

Siger tak og rækker tunge ad drillemiklen Lars Bukdahl og siger at hvis der ikke er spejle i skærsilden, hvor i helvede skulle de så være? Hep! Hep! :)