Undskyld, Thomas Bredsdorff, Erik Svendsen er uforholdsmæssigt værre

Erik Svendsen i Jyllands-Posten om F.P. Jacs Man tror man samler sig til hele livet [Svendsen har ikke fået 'til'et med - han har i det hele taget ikke fået særlig meget med, nogensinde):

Som politisk digter udmærker F.P. Jac sig ved at være komplet talentløs. Øjensynlig vidste han intet om politik, og udfaldene går primært på fysiske træk ved politikerne. Ninn Hansens ansigt ligner en præstekrave - and so what? [så er det da en vidunderligt fin og sjov POETISK sammenligning] F.P. Jacs bedste digtsamling, ”Misfat” (1980) ekkoer af idolet Ray Davies og The Kinks' plade ”Misfits”. Det pudsige er, at den evne til med få velvalgte ord at tegne en skæbne, kreere en social ramme om en figur havde F.P. Jac kun i stærkt begrænset omfang. Han skrev om sig selv og pakker det ind i hittepå-somme ordguirlander. Bestemt med lyrisk sans - men han når i modsætning til Ray Davies slet ikke ud over scenekanten.

Bortset fra at Jac i sine sene radiospil og romaner og digtfortællinger (om ikke mindst Numse-Kaj) var fantastisk til - på Jacistisk - at tegne (også sociale) skæbner, så er det da en skrækkeligt fortegnet idé om, hvad der fordres af en digter; at han skal nå "ud over scenekanten" ved "med få velvalgte ord at tegne en skæbne, kreere en social ramme [sikke også et slemt udtryk: at kreere en ramme, den slags har jeg en rammemand til; seneste kreerede han en smuk ramme til min nyindkøbte Sven Dalsgaard-collage] om en figur" - og siden hvornår er det ikke alt nok, at han og hun skriver om sig selv og pakker det ind i hittepåsomme ordguirlander, det er sgu da selve jobbeskrivelsen for en poet, som hun og han så kan leve mere eller mindre fremragende op til, Jac levede optimalt fremragende op.

Og hvad er det, Jac siger i mit interview med ham i Læberne sproges: Min yndlingsanmelder er ham fra Jyllands-Posten, han jorder mig hver gang, og han er dum som et bræt.

Og fastlåst som en dør.