punchlinen mangler fatalt i mit kritikerportræt af Kamilla Löfström: Sidste ord (og tegn) skulle have været:
Foruroligende!
Og sgu også absurd, at Leonora Skov i anmeldelsen af Inge Pedersens erindringsroman citerer løs af min anmeldelse af første bind, mens ret præcis lige så mange ord er slettet (fra heldigvis kun referatet, men stadigvæk) i min egen anmeldelse af Susanne Stauns thriller: her critic's cut:
MORD TIL ANDET Heltindens semi-femikrimi-agtighed i Susanne Stauns nye thriller undergraves velgørende af retsmedicinsk dokumentarisme og seriemorderisk bogstavelighed
Åh, åh, en rød dotprikket bræmme
Susanne Staun: Døderummet. 330 sider, 299 kr. Gyldendal
Af Lars Bukdahl
Efter den relative skuffelse, der var sidste års Fanny Fiske-roman nr. 5, Før jeg dør, anmeldelsen af hvilken gjorde mere ondt på mig end på forfatteren, er det ikke uden tøven denne inkarnerede fan åbner Susanne Stauns nye bog, ifølge omslaget en ”thriller”, med den blodigt forjættende titel Døderummet, hendes første ikke-Fanny Fiske-roman siden 2005’s hvidglødende Skadestuen:
Først to sider med en jegfortalt, rådvild opvågnen på et tysk hospital, der antyder alt muligt forudgående dramatisk. Yes! Det er en åbning, der kort og godt og hårdt er i orden!
Så 10 sider med kærlig og karsk venindesnak i Dyrehaven, dateret halvandet år tidligere, mellem jegfortælleren, der viser sig at være den nogen-og-fyrreårige retsmediciner Maria Krause, en mindre hys og sarkastisk og crazy Fanny Fiske, og hendes bedste og eneste veninde, den afrikanske retskemiker, eller hvad det kan hedde (det ved Staun garentrisset), Nkem, som har besluttet at tage et job på retsmedicinsk Institut i Odense. Nej, nej, nej! Det er alt, alt for venindegemytligt og intimsfærisk og semi-FEMIKRIMI-agtigt! Alarmklokken bimler højt!
Så otte sider med Maria til ”ansættelsessamtale” på en bedre odenseansk restaurant med den selvforelsket maskuline (men ikke aldeles utiltrækkende) chefobducent. Og ro på! Det er faktisk en ret sjov og skarp dissektion af et moderne kønrollespil. Men helt tryg føler jeg mig endnu ikke – på at min thrillermæssige utryghed vil blive ren nok i sin Staunske beskidthed!
Så, på side 29, efter to siders bedragerisk småsnak, vækkes Maria brat og sende ud af Odense til en fjernt gerningssted, hvor det grundigt og, viser det sig, gennem flere dage mishandlede lig af en ung kvinde befinder sig. Så er der ikke længere tid eller plads til smalltalk, så er der kun paniske bevidsthedsjag og kropslig bombethed (aldrig er primal kaffetørst blevet så skildret så indtrængende som i denne roman) og brutale konkreter. Og med få og små (og nødvendig) pauser fortsætter det sådan, jaget, bombet, konkret, romanen igennem. Ah, hvilken skøn, løbende åh-åh! lyder den blivende smagsdom, heldigvis!
Og på side 47 begynder første afsnit af det pseudo-maskinskrevne tekstspor, der er det modsatte af pauser, der nemlig er morderens selvfedt konverserende, lille selvbiografi om sit privilegerede, kærlighedsløse og grusomhedsrige liv frem til thrillerens nu, og allerede på side 49 konfronteres læseren med denne uhyggelige sætning: ”Hvis min mor, overlægefruen, indrømmede, offentligt tilkendegav, at hendes trettenårige søn lavede hende, var hun færdig i en provinsby som Bogense.” ’Lave” betyder i morderens hjemmelavede lingo ’have sex med’, hvilket alt andet lige er det samme som ’voldtage’. Suveræn ond skriptualitet!
Og så kan det godt være, at psykopatiske mordere i virkeligheden formulerer sig lige så primitivt og tvært som M i Christina Hagens nye, uhyggelige ikke-thriller 71 breve til M, han kryber ind under huden alligevel. Hos Staun er alt det hvinende eksplicit, som er hallucinatorisk kodet hos Hagen, hvilket ikke gør den ene bog bedre den anden, det er to væsensforskellige, men kunstnerisk lige stærke konfrontationer med (og illuminationer af) ondskabens hermetik (læs hinanden, Christina og Susanne, Gy skal nok levere bøger).
Maria reagerer, i romanens anden halvdel, med et voldsomt og morderisk raseri, som Staun som sædvanlig nægter at desavouere moralsk – i mellemtiden (og nu ved jeg ikke, hvor meget jeg skal røbe af det sjældne: en ikke bare god, men pissegod, fordi skidespændende thriller) har vi været igennem en væmmelig-omstændelig obduktion, hørt om Marias punkterede fortid: kedeligt ægteskab, en ”åreladende” voldtægt, en abort, et fantasibarn på samme alder og med samme navn som den myrdede pige, blevet viklet ind i i noget bizar og labyrintisk kriminalistik omkrig de røde mærker på pigens hals, der stammer fra sved fra et menneske i behandling for spedalskhed (hvilket bagsiden godt kunne have ladet være med at oplyse, ærlig talt!) og pauseret med lidt kokset sexchikane. Og det må så være mere end nok røbet.
Allersidste del af romanen er ind til benet ren thrillerhed, som (kun) Staun kan levere den: Gennem 30 sider ånder man praktisk taget ikke, og det gør det ikke bedre, det gør det kun ondere, at slutningen udspiller i Tyskland, og til allerallersidst i en SORT SKOV.
Og så omsider er denne Susanne Staun-fan lige så herligt og hjælpeløst fortabt i det skamløst artistiske mørke, som han håbede på at blive. Tak for det SUS i ondskaben!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar