søndag den 8. august 2010

Helle Helle Is Watching You

- skiftevist mildt eller strengt, eller måske faktisk på en enigmatisk måde begge dele på én gang, som en gudinde i en græsk tragedie, der har stillet sig udenfor den skæbnemekanik, hun selv har været med til at konstruere, og nu bare står og følger med, undrende - men kun hvis du kører i DSB-tog i august måned, hvor hun er på forsiden af Ud og Se - og i torsdags holdt hun øje med os i hele 6 timer,. fra Frederikshavn til Hovedbanen, på bordet ovenpå de indkøbte blade og aviser og fra menu- og magasinholderen under vinduet, hvor hendes øjne akkurat stak op -

interviewet er fint nok, og billederne er endnu bedre - ikke mindst det hvor HH set oppefra foretager en eller anden mystisk kungfu- eller taichi-amnøvre på gruset!!?? - men uundværligt og aldeles overrumplende er stumperne af et referat af den roman, Helle sidder og skriver på og først udkommer i 2011, der er længe, længe til: ""den handler om en pige, der bor til leje i en bungalow i Glumsø (...) nu kan hun skrive om en , der faktisk bevæger sig ud i verden. Hun tager ind til København for at studere. Men, afslører Helle, hun ender nu mest med at gå rundt inde i butikscentret Scala." Og og og og TEKSUDDRAGET fra den stadigvæk titelløse roman:

Jeg gik en tur hver eftermiddag. Jeg gik længere og længere ud ad landevejen, før jeg vendte rundt og gik tilbage. Jeg mødte tit Per Finland, han vidste heller ikke, hvad han skulle. Han brugte dagene på at køre rundt i sin onkels minilæsser og ryge Prince 100. Han var blevet meldt ind i SFU ved en fejltagelse, han havde bare været til fest hos nogle fra Sandby. Jeg begyndte at tage med ham hjem. Han havde vandseng, det duvede og skvulpede.

Per Finland! Minilæsser! Prince 100! SFU! Sandby! Vandseng!

Hvordan vente? spørger jeg det milde og strenge cover-åsyn.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar