Jeg blæser
dit tillykke
et livslangt stykke
Se mig dykke
efter endnu
en nykke
og padler videre
med min
krykke
lørdag den 14. august 2021
Fødselsdagsdigt 2
Fødseladagsdigt 1
I min rekordhøje alder
er jeg alt for stenet
over lykkens bronzering
til at fare i fllnt over
den almindelige jernmangel
onsdag den 4. august 2021
lørdag den 12. juni 2021
Hvad der er vigtitg at skrive (godt) om
Også en kommentar til Svend Skrivers mærkeligt minutiøst vrantne monografi Billedstormeren (titlen er jo cool nok) om min kritik (som foreløbig kun har fået 1 anmeldelse, i WA, mon den næste og eneste anden bliver min egen i Passage?):
Lang langt vigtigt end alle de onde og negative og krtiiske anmeldelser af alle mulige yngre og ældre er I SIG SELV mine anmeldelser af Eske K. Marthiesen og deres evigt umulige glædesformler (og deraf følgende diksussion og korrektion og udskældning af): dette er upåtivleligt suverænt brillant, men hvorfor? Her et eksempel, der førte til en af de alt for få prisnomineringer, til WA's Litteraturpris nemlig (og skønt at at have Eske og forlægger Asger med til fest, gøre fortjent stad af dem som de smukkeste tabere!):
(jeg har fra min søgning bevaret kursiveringen af elg, elg burde altid være kursiveret jo)
Flyvende elg
»Jeg kender ikke noget, der kan sammenlignes/ med en løbende elg. Enten er det/ for tungt eller for let./ Og elgen er begge dele.«
Eske K. Mathiesen. Samlet poesi 2004-2008. 72 sider. 150 kr. Bebop.
Hvor mange danske digte om elge findes der? Hvor mange gode, danske digte om elge findes der? Jeg ved det ikke, men jeg er sikker på, at Eske K. Mathiesen ved det, og måske har han oven i købet til en udstilling på et langelandsk galleri af en ukendt, fynsk akvarelmaler samlet dem i et lille og udsøgt katalog. Sandsynligvis fandtes der slet ingen gode, danske digte om elge før Mathiesens eget suveræne nummer i den nye digtsamling, Tranedun, der som den flyvende (titel)rosin i pølseenden følger med Bebops opsamling af »poesi 2004-2008«; sådan lyder, i al forfinet selvfølgelighed, digtet:
»Den er så stor og så tung, elgen/ men den løber så let hen over/ den lysende sne i den grå aftenskumring,/ forcerer et hegn i et svævende spring./ Jeg kender ikke noget, der kan sammenlignes/ med en løbende elg. Enten er det/ for tungt eller for let./ Og elgen er begge dele.«
Måske har Mathiesen skrevet digtet som en udfordring, en dare, til sig selv, for helst er det mere beskedne og diminutive væsener (og dele (og effekter!) af samme!), han portrætterer i sine digte (plus ingen ende på flora); i Tranedun blandt andet muldvarpevinger (!), tranedun, en død mus, »fuldstændig vindtør«, skyggen af en rovfugl, en mursejler, »smalle lysegrå fisk med røde cirkelrunde øjne,« traner, ugler, en finsk flagspætte, en sorlsorthun, en regnorm, en agerhumle(bi?), grønne geder, citronsommerfugle (x 2), et fårekranium og en tudse, foruden - til at holde elgen med selskab - endnu en undtagelse, »gårdens gamle trækhest/ en bred belgier med hvid flagrende manke,« der parallelt med elgen forener massivitet og omhu: da digteren sidst så hesten:
»Forsvandt den ind i birkelunden, der så småt var/ ved at få et rødligt forårsskær i kronerne,/ og den satte sine store hove så forsigtigt/ som vi andre plukker anemoner.«
Bogen inkluderer de fem digt- og/eller kortprosasamlinger, Eske K. Mathiesen har udsendt siden Arenas tykke (og letfodede) bind ESKE Eske K. Mathiesen Forsamlet poesi 1969-2004, Fra Villa Bergshyddan, 2004, Landet rundt, 2005, Raderinger (lille udsøgt katalog), 2005, Stikkelsbær, 2006, Træpenge, 2006, og rimeligt nok, thi i sammenligning med udgivere som Kulturförvaltningen, Stockholm Stad, Gullanders Bogtrykkeri, Tarm Bogtryk, A. Rasmussens Bogtrykkeri, Galerie Dahl og Clausens Kunsthandel er Asger Schnacks enmandsforlag Bebop motherfucking Gyldendal.
(en pedantisk bemærkning til pedanten Schnack: Burde ikke også tidsskriftbidrag, for eksempel digtene i Hvedekorn 1 og 2, 2006 (»Tøv, gå ikke forbi!/ Her hviler en sten./ Dens gang på jorden var kort,/ for den havde ingen ben.«), og 1, 2007, være samlet op?)
Og poetisk retfærdigt nok, thi det var på Schnacks forlag nr. 1, legendariske Swing, Mathiesen i 1976 udsendte debutsamlingen Fra spætternes have; seks samlinger har nu fugletitler, hvortil kommer lillebitte Skyggen af en myg, 1995. Og måske bliver bogen så præcis tydelig, at andre end jeg og Erik Skyum og Jørgen Johansen kan få øje på den og nomineringen til en eller flere af de elg-store litteraturpriser, der sværmer omkring os, muliggøres, måske faktisk!?
I hvert fald demonstrerer buketten af bøger med eksemplarisk generøsitet rækkevidden og mesterskabet i Mathiesens modne praksis: fra de lystfulde, kortprosaiske fabler, som dominerer Landet rundt og Træpenge - »Ring til Pylles taxa og lad være med at tørre køkkenbordet af med undulaten,« til de akkuratessefølsomme, mildest talt poetiske vignetter, som dominerer Raderinger, Stikkelsbær og Tranedun: »Efterhånden kommer gærdesmutten så sjældent/ og sætter sig, at pilekvisten af og til/ må bøje sig for at huske, hvor let den er.«
Midt imellem et sted befinder sig de svenske digte, som dominerer Fra Villa Bergshyddan og gør væsen af sig i Stikkelsbær, og hvortil også elg-digtet hører: de bobler på en prik barokt, gør de, og hvor må altså en svensk læser, især hvis han er poet og har skrevet sonetkranse om elge, blive gul og blå af misundelse: »Hun var virkelig bred over sin/ stribede røv, damen i bussen til Slussen,/ voluminøs som et kæmpegræskar, en pumba, en kurbits,/ eller en gasballon, for da/ vi andre steg af, hvor blev hun af?/ Steg hun til vejrs?«
På en fjollet, men også solid facon bliver man så enormt fortrøstningsfuld af at læse Eske K. Mathiesen, på poesiens vegne, på elgenes vegne, på menneskehedens vegne, på forårets vegne:
Nu har krokusserne i plænen tændt landingslysene, tranerne kan komme."
- og her (anti)nomneringsteksten:
Hvor mange mon af Eske K. Mathiesens årvågne og elegante digte kan der
være inde i denne nominering (med vingerne slået ud): »Spis klid! Spis
klid! Spis klid!! lyder det/ i ét væk inde fra skovbrynet, formentlig en
finke/ der vil beholde kernerne for sig selv.« 1! »Strandskaden, som af
Vorherre fik/ en rød blyant i stedet for næb,/ klager ustandselig
over,/ at den hele tiden skal spidses.« 2! »Pli? det har vi! Det har
vi!!/ heller ikke, kvidrer spurvene, der/ fuldstændig har overskidt den
busk, bag hvilken/ jeg er gået om for at lette mig.« 3! »Mågerne
skriger: Stå op! Stå op!/ og kaster sig ned/ i et svimlende dyk.« 4! »De
hvide kålsommerfugles rastløse flagren/ over lavendelbedet/ ligner en
alt for hurtigt kørt film/ af de små skyers adstadige bevægelser på/ den
blå sommerhimmel.« 5 prægtige pip! Fra 1 lille binds oppeppende kor!
Til Eskeforlæggeren par excellence
Dejligt for denne verdens Esker,
hvoraf der nogensinde kun kommer til at være 1,
at der fandtes og findes en Asger
tak
Schnack
Mørkemærkning x 2
Der er Søren Ulrik Thomsens dig, fra hans godeste digtsamling, Ukendt under samme måne, 1982
han kan ikke se
en hånd for sig
men han kan
mærke den
i mørket
Og der er Eske K. Mathiesen i Noter, 1990 (jeg kan huske at jeg købet på Her og Noter i et lageudsalg fra Brøndum i en båd på Christianshavns Kanal i - jeg har heldigvis dateret bøgerne - juni 1994; de var bare så ekstremistisk upåfaldende fine, og jeg tænker at jeg har læst på 1 øjgeblik, i løbet af ganske få¨brosten), må¨ske som et direkte svar på S.U.T.-digte, nok ikke:
DE NATLIGE SNEGLE
Jeg kan ikke se sneglene i m'rket,
men jeg ved, de er her,
for mørket sitrer ganske svagt,
når sneglenes følehorn
trænger ind i det.
En digter vil (senere) hele tiden være perfekt, og bliver det derfor ikke, en anden er virkelig ikke interesseret i perfektion, men er det derfor (og jo også bare fordi han er umådeligt talentfuld) hele tiden
onsdag den 9. juni 2021
2 poesiafskeder
Bidrag til Kortprosa 1999:
Digteren tager afsked med poesien
Digtere har tit så klistrede fingre, de tager så vammelt og skabagtigt på tingende. De piggede slåen, de rødflammende æbler, de blændende hvide klipper og det knaldblå hav i oktobersolen var friske før digteren rørte ved dem, befamlede dem, syltede dem ind i et digt, et halvreligiøst tonefald, en dosis såkaldt livsklogskab eller fjollethed eller hittepåsomhed. Hvad skal vi med denne oplunknethed, som kaldes poesi og den bøcede andægtighed, som er dens element? Jeg foretrækker til enhver tid de endnu ikke frostslagne slåens snerpethed.
Fra samlingen Noter, 1990:
POESIEN
Poesien er et lighus
for afdøde fraser. Men lyset,
det milde lys, der falder gennem
det lille vindue helt oppe under loftet
og rammer gulvet i en aflang firkant.
Jeg ruller den sammen
og tager den med mig under armen,
da jeg går.
e-Ske
Kan en eller anden ung, poetisk
iværksætter - de må findes jo -
som homage til K. Mathiesen
opfinde en e-Ske, vi kan opbevare
i lommen sammen med nøglerne
til lyst- og ishuset og digtsamlingen
Her og som smager lykkeligt og
tydeligt af jordbær og fløde
søndag den 6. juni 2021
Besværgelse, akut
Jeg bryder mig
virkelig ikke
om at døden efter
flere års pause -
H. Have, 1946.2014 -
og endnu fleres års
pause før da - D.
Turèll ,1947-1993 -
nu atter gør indhugst
i min yndlingsgenera-
tion (som også er min
mors generation) 70'er-
generationen, først
L. Jensen, 1943-2021,
og nu E.K. Mathiesen,
1944-2021, kan den,
døden, venligst holde
inde for nu og kan
digterne, ingen - af be-
sværgelsesmagiske
årsager- nævnt, alle
hårdt husket, værsgo
gøre sig umage med
ikke bare poesien ,men
også med at holde sig
levende (og skrivende)
til de bliver hundrede-
sytten MIIIIIIIIIIIINDST!
En Mathiesen-poetik (fx)
Fra Skoledage, 1993:
ALVOR
Alvor hedder en brun hoppe, der går
bag det forblæste hegn lige efter
Brugsen. Som oftest står den med
bøjet hoved og det ene bagben løftet.
Det har været en smuk hoppe engang.
Nu plasker vandet fra den i en tyk
gul stråle. På marken bagved, nede
ved søen, lå engang et kloster.
Folk, siger, at den sidste prior
hver aften, når solen går ned
kommer sejlende over søen, ridende
på en tam sort svane. De siger også,
at for hvert år, der går, bliver
han lidt mindre. Men det gør deres
ord ogs¨. Efterhånden er de ikke meget
større end de skarnbasser, der trimler
forædte rundt mellem hestepærerne.
Et mindedigt er et findedigt er et påsindedigt
Min søn øver sig dagligt
i sin skovbørnehave
på at finde og få øje
på bænkebidere og co.
han er med andre ord
i Eskelære, det glæder
mig og ikke mindst i dag.
Abonner på:
Opslag (Atom)
